Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1828Visninger
AA

20. Blandt dæmoner

Som tiden går, begynder jeg at blive røvtræt af det dumme slot. De samme dumme korridorer, de samme nederen vagter overalt, der hele tiden har en skarpt blik på mig.

    Det med at styre hele Jordens vogter-halløjet, siger Arkon, er lettest at have med at gøre, når man ikke selv befinder sig på Jorden, og at jeg skal lade være med for alt i verden IKKE at fokusere på den, når jeg bliver følelsesmæssigt pårørt. Men meget at træningen kommer til at foregå under meditation, hvor jeg skal prøve at finde Jorden indeni mig. Bare den del skal nok tage sin tid, da man vel ikke ligefrem kan finde en planet inde i sig. Det handler om at finde den del af sig selv, der kan fornemme den, der har en kontakt til den. Først når den del er overstået, er meningen, at jeg skal prøve at gemme den så langt væk, at den ikke mærker til det, når jeg bliver sur eller ked af det eller noget i den stil. Men til gengæld bliver den sværere at få frem, hvis jeg nu får brug for den, men til sidst bliver det nemmere og nemmere, siger han.

    Men indtil videre har jeg ikke engang fundet Jorden indeni mig endnu så…

    Til sidst bliver jeg så træt af gangen på slottet med vagterne, gangene og meditationen, at jeg nærmest trygler Arkon om at lade mig komme udenfor.

    Det er ikke, fordi en by fuld af dæmoner ligefrem tiltrækker mig, men der kan jeg ikke hele tiden mærke dæmonkongens ånde i nakken, og sneen er faldet så tykt, at jeg tror, den kunne nå mig til lidt over anklerne. Jeg har lyst til at træde rundt i den, selvom sidste gang, jeg havde sne under mig, var dengang i det lille hus. Ikke den bedste oplevelse i verden, men det var den så alligevel.

    Men jeg vil udenfor!

    Heldigvis for mig, er Arkon mere på min side end på dæmonkongens, så det ender med, at han tager mig med ud på en gåtur i dæmonstaden.

    Jeg lægger meget mere mærke til byen denne gang, end jeg gjorde sidste gang, hvor det næsten eneste, jeg tænkte på, var at komme op til slottet og finde min far.

    Min far, som er død.

    Jeg glemmer og kommer i tanke om det hele tiden. Jeg har lyst til bare at glemme det for evigt, men samtidig synes jeg, at jeg altid bør vide det. Jeg ønsker aldrig nogensinde at glemme min far igen, aldrig.

    ”Var det hele tiden meningen, at han skulle dø, når jeg kom hertil?” spørger jeg Arkon, uden at se på ham.

    ”Nej,” svarer han, og så lidt efter: ”Måske. Det var lidt usikkert. Vi kørte en-ting-af-gangen-stilen, men jeg havde nu aldrig tænkt mig, at han skulle dø.”

    ”Men hvorfor døde han så?”

    ”Fordi min bror sagde det, og hans ord er lov, han afskyr elvere mere end noget andet.”

    Det får mig bare til at fnyse. Han afskyr elvere, og alligevel vil han have MIG i sin tjeneste. Hver evig eneste gang, der kommet ord ud af den tidligere skaldede nars mund, bliver jeg mere og mere forbløffet over, hvor mindre og mindre ond han virker. Jeg har altid set ham som… ja, den skaldede nar, men nu er han… jeg ved ikke, hvad han er. En ting er i hvert fald sikkert, takket være ham, er jeg ikke død lige nu.

    ”Er du overhovedet ond?” spørger jeg, selvom jeg fortryder det i samme sekund.

    ”Hva’?” siger Arkon og standser op.

Jeg standser også og ser på ham. ”Altså, jeg spørger bare, fordi du ligesom har været ond… hele tiden, lige fra jeg var fire, altså. Der ødelagde du jo ligesom hele mit liv, og så har du konstant forfulgt mig de sidste par år, udgivet dig for at være min lærer, og nu er du bare… ja, nu hedder du pludselig Arkon, selvom du hele tiden har været den skaldede nar.”

    ”Den skaldede nar…?” mumler han først, men så ryster han det ud af hovedet og siger: ”Det var aldrig meningen, at din hukommelse skulle slettes dengang, men det var det eneste, der kunne gøres, for at vi kunne få mere tid til at planlægge, hvordan vi skulle håndtere dig. Du var kun et barn og stod med rubinen i hånden allerede da. Min plan var jo bare at tage den, men så stak du jo af med den og tabte den igennem isen. Så var der jo ikke så meget at gøre ved det. Men ærlig talt, så er ingen onde – ikke engang min bror, han er bare… magtgal og sidder højest i hierarkiet, så man er jo nødt til at adlyde ham.”

    ”Så du… har kun gjort alle de her ting fordi… fordi han sagde, du skulle?”

    ”Stort set.”

    ”Wow.”

    I det samme er der en eller anden, der trækker lidt i min arm. Jeg ser ned på en person, der kun er halvt så høj, som jeg er. Det er et dæmonbarn, måske fire år, han har kun nogle små buler i panden, hvor hornene engang vokser ud.

    ”Er du en Rubineller?”

    Først ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal svare, men det faktum, at han udtaler elver præcis på samme måde               , som jeg gjorde da jeg var i den alder, får mig til at svare ærligt.

    ”Ja,” svarer jeg.

    ”Vil du ikke nok komme?” Han sender mig de største brune hundeøjne, jeg i mit liv har set. ”Vores drageunge har det ikke så godt.”

    Åh gosh… det mener han da ikke. Jeg synker en klump og nikker stumt, føler mig som en idiot, da han trækker mig af sted ned ad gaden. Vi kommer hen til en sidegade, hvor der sidder en lille gruppe af børn på samme alder, der omringer en drageunge ikke større end en kattekilling. Og den ser godt nok trist ud, en af ungerne prøver desperat at få den til at reagere på en eller anden måde, men den ligger bare med ørerne liggende slapt ned ad hovedsiden. Måske er det det, at være iblandt dæmoner døgnet rundt, der gør den nedtrykt.

    Barnet anbringer mig foran den lille drageunge, og alle børnene ser på mig med store håbefulde øjne. Først tænker jeg, at det her da er for latterligt, men jeg har jo prøvet mine kræfter på drager to gange før, så det virker vel også på den her.

    Jeg aer den forsigtigt under hagen og prøver at fornemme dens problem. Det er første gang, jeg gør det, og det føles underligt, sådan lige pludselig at kunne fornemme et andet væsens følelser og behov. Denne drage har ondt i maven på sådan en nervepirrende måde, fordi den har spist noget dårligt, og den er sikker på, at den får det bedre, hvis den drikker.

    ”Prøv at give den noget vand,” siger jeg.

    Dæmonbørnene glor på mig, så på hinanden, hvorefter der går et lys op for dem. En af dem spæner ind i huset, vi sidder ved, og kommer ud tre sekunder efter med en skål med noget vand. Han stiller det overfor den lille drage, som drikker det grådigt. Jeg kan straks fornemme dens velbehag.

    ”Det virker,” siger jeg. Børnene smiler glad. Jeg kan ikke lade være med at betragte dem. De er jo nøjagtigt som menneskebørn. Glade og smilende, og ingen af dem kunne finde på at gøre en flue fortræd, det kan jeg fornemme på dem. Jeg rejser mig op og går hen til Arkon ignen.

    ”De minder virkelig om menneskebørn.”

    ”Børn er børn.”

    ”Ja, men… dæmoner er dæmoner.”

    ”Der er ikke lige den største forskel på dæmoner og mennesker.”

    ”Måske har du ret.”

    ”Selvfølgelig har jeg det, jeg er jo selv en dæmon.”

    Jeg sukker. Jeg har altid troet, at dæmoner var onde, og det samme tror alle elvere. Er det alt sammen noget, der er bildt dem ind, fordi dæmonkongen er ond? Får han og kun han dæmoner til at se ondere ud end de er? Altså… selv den skaldede nar har vist sig ikke at være ond. Der må være noget om det.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...