Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1894Visninger
AA

8. Angrebet

 

”Hej, Olivia,” siger elverdronningen, da jeg finder hende på hendes slot i en kæmpestor sal fyldt med høje reoler fyldt med brune bøger. På alle bøgerne står der forskellige navne i alfabetisk rækkefølge, lægger jeg mærke til.

    ”Hvad er alle de her bøger for nogle?” spørger jeg hende, selvom det egentlig ikke var det, jeg kom for at snakke med hende om.

    ”Journaler,” svarer elverdronningen, mens hun tager en af bøgerne og bladrer lidt i den.

    ”Hvilke journaler?”

    ”Journaler på hver eneste elver, der hører under mit kongerige. Her kan jeg slå alt om, om lige den elver, jeg ønsker.”

    ”Også min far?”

    ”Ja, også din far. Men det er selvfølgelig kun almindelige fakta, jeg kan finde. Officielle oplysninger, som hvor man er født, hvor man er død, hvem man er gift med, hvad man har arbejdet med – hvilke børn man har adopteret.”

    Jeg sukker og kører min hånd igennem mit hår, da det minder mig om, hvad jeg egentlig kom for at snakke med hende om.

    ”Hvad ville du egentlig, Olivia?” spørger dronningen mildt, som kunne hun læse tanker.

    Jeg står lidt og tænker over, hvordan jeg skal starte. Så siger jeg: ”Jeg har ikke fortalt Emily, at hun ikke er min søster endnu.”

    ”Nej?”

    ”Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det…”

    ”Det kommer nok. Du bliver jo nødt til at fortælle hende det på et eller andet tidspunkt.”

    ”Det ved jeg… men…” Jeg sukker og trækker på skuldrene. ”Hvordan fortæller man én, at hun er forældreløs?”

    ”Hvad?” Vi vender os begge om mod stemmen og ser Uto stå ved reolen bag os. Han ser på os med rynket pande. ”Er Emily da forældreløs?”

    Jeg nikker, da det ser ud til, at han alligevel har hørt det hele. ”Men du skal ikke fortælle hende det, forstået? Det er noget, jeg bliver nødt til at gøre selv.”

    ”Øh… okay.”

    Derefter skynder han sig ud af rummet igen, og jeg kommer til at tænke på, om han vil fortælle hende det eller ej. Noget får mig til at tvivle… en nagende fornemmelse i maven.

   

Og senere får jeg ret.

    Jeg går op ad trappen til etagen, hvor vores gemak ligger, da jeg ser Emily stå for toppen af den. Hun ikke bare står der, hun har lagt armene over kors og ser ned på mig med et næsten rasende blik, og med øjne, der er helt røde af noget, der ligner gråd.

    Jeg går helt op til hende og prøver at se forvirret ud, selvom jeg i virkeligheden godt ved, hvad der er galt. ”Hvad er der, Emily?”

    ”Jeg er forældreløs, Olivia! Og du er ikke min søster! DET er galt! Og det, der er endnu mere galt, er, at du ikke har sagt noget! Du har holdt sandheden tilbage i evigheder!”

    ”Hvem har fortalt dig det?”

    ”Uto fortalte mig det!”

    Jeg skal huske at give ham tæv, når jeg støder på ham igen. ”Jeg ville have fortalt dig det, Emily, jeg ventede bare på, at… at…”

    ”Du havde ikke tænkt dig at fortælle mig det! Uto fortalte mig, at du ikke havde tænkt dig at fortælle mig det nogensinde!”

    ”Det passer ikke! Uto har løjet!”

    ”Uto lyver ikke! DU lyver!”

    ”Stoler du virkelig mere på ham end på mig, din søster?!”

    ”Du er ikke min søster, Olivia, det har du jo vidst i evigheder.” Så går hun rundt om mig og ned ad trappen. Jeg følger efter hende.

    ”Vent, Emily,” siger jeg højlydt efter hende. ”Jeg ville have fortalt dig det!”

    ”Nej, du ville ej! Hvorfor skulle du fortælle det?! For så ville du jo pludselig både mangle en far, en mor OG en søster! Du ville gerne beholde mindst et familiemedlem! Og det skulle blive på min bekostning!”

    ”Det er jo en stor omgang lort!”

    ”Virkelig? Hvorfor er det så UTO, jeg hører det fra, og ikke dig? To MÅNEDER efter du fandt ud af det!”

    Emily kommer ned til stueetagen og går ud af den store port for så at gå ud i byen, og jeg går lige efter hende.

    ”Vent nu, Emily,” siger jeg, håber, at hun vil sænke farten.

    ”Jeg vil aldrig tale til dig igen, Olivia! Du er ikke min søster, og jeg er ikke din! Du er bare en person, der har løjet om, hvem jeg er!”

    Det får mig til at standse op. Det at høre den slags og vide, at min egen søster tænker sådan om mig, slår mig helt ud. Det får mig til at føle mig lige så skidt tilpas som dengang, Solstråle smed mig ud af gruppen, faktisk værre endnu, meget værre.

    ”Nej… Emily, vent!” råber jeg og skal til at løbe efter hende, da der kommer en stor eksplosion lige ved siden af mig. Jeg ryger lige ind i en mur, der nærmest ryger ned over mig. Jeg kommer fri af bunken og ser efter Emily, men hun er forsvundet i den store mængde af elvere, der ser paniske på eksplosionen. Hvad skete der?

    I det samme kommer der en eksplosion til, det ligner, at der bliver skudt med bomber fra himlen af. Jeg ser op og får øje på en sort bevinget person, der uden tvivl er en dæmon. Jeg skal til at rejse mig op for at give skikkelsen tæv, men så er der én, der hiver fat i mig og trækker mig om bag et stort egetræ, hvor han holder mig fast. Jeg ser, at det er Zake.

    ”Hvorfor nu det?!” hvisker jeg hidsigt til ham.

    ”Det er for farligt.”

    ”Nej, det er ej! Jeg er Rubinelveren, jeg kan godt passe på mig selv!”

    ”Ved du ikke, hvem det er?” hvisker Zake ind i mit øre, da den sorte dæmon lander og går lige forbi egetræet, som vi må skjule os godt bag for ikke at blive set. ”Det dér, det er Dæmonkongens søn.”

    Hvad? Har Dæmonkongen børn?

    ”Han har tre,” hvisker Zake. ”De er nok de farligste dæmoner, man kan møde udover Dæmonkongen.”

    Jeg får et blik på dæmonen. Ser på de røde øjne og de skarpe tænder. Det dér, det var den dæmon, der overfaldt mig forleden. Det er helt sikkert. Det får mig til at stivne, da jeg mindes den forfærdelige oplevelse og kvælertaget om min hals. Den forfærdelige latter.

    Der rammer nogle flere eksplosioner, og to andre dæmoner dukker op. De lander ved siden af den første. Man kan kun ane deres sorte skikkelser, røde øjne og sylespidse tænder. Jeg har faktisk overhovedet ikke lyst til at komme i nærkamp med dem. Og jeg ønsker heller ikke, at Emily skal det. Hvor er hun i øvrigt?! Det, ikke at vide, hvor hun er under et angreb som det her, får mig til at gå i alvorlig hysterisk panik.

    Zake fornemmer det åbenbart hurtigt, for han tysser på mig og hvisker: ”Rolig, Olivia.”

    ”Jeg kan ikke tage det roligt,” hvisker jeg hysterisk tilbage.

    ”Det bliver du nødt til, du husker vel, at du er Jordens vogter.”

    Nårh ja… Det glemte jeg et kort øjeblik. Jeg prøver at slappe af, tager en dyb indånding.

    I det øjeblik er en af dæmonerne ved at få en kæmpestor sten i hovedet, men den undviger den lige på nippet til at blive ramt. Jeg ser i retning af stenens kilde og får øje på Solstråle. Ved siden af hende står Sofie, begge parat til at slås.

    ”Idioter,” mumler Zake.

    ”De gør bare deres pligt,” mumler jeg tilbage. Kan egentlig kun tænke på Emily lige nu. Hvor er hun mon?

    ”Forsvind!” råber Solstråle, hvorefter hun kyler en masse sten i hovedet på dæmonerne, der konstant undviger dem, de er nærmest hurtigere end lynet.

    ”Wow,” hvisker jeg.

    ”De er utrolige,” svarer Zake. ”Deres kræfter har ingen grænser.”

    Sofie sender en isstorm efter dem med kæmpestore skarpe istapper. Den breder sig så meget, isstormen, at Zake og jeg skal krybe helt sammen for ikke at blive ramt.

    Dæmonerne danner en slags cirkel, hvor de laver et slags skjold rundt om sig, så Sofies og Solstråles angreb ikke når dem. Zake og jeg er så tæt på dem, at vi kan høre, at de taler sammen indbyrdes.

    ”Hun er her ikke,” siger én af dem, den, der overfaldt mig, med sin hvislende slangestemme.

    ”Den anden er her heller ikke.”

    ”Vi venter til en anden gang.”

    Derefter kommer der et enormt lysglimt, der nærmest blænder os alle sammen. Da vi kigger i retning af stedet igen, er de tre dæmoner forsvundet.

   

Byen er godt ødelagt i det område, dæmonerne var. Heldigvis er Solstråle der, og hun kan med lethed rejse de bakkeagtige huse op igen, da de nærmest bare er lavet af jord og græs.

    Jeg står bare dér ved siden af Zake og Sofie og tænker på Emily. Hvor er hun?!

    Sofie ser bekymret på mig. ”Hvad er der, Olivia?”

    ”Emily fandt ud af sandheden,” siger jeg, kan mærke, hvordan jeg er ved at græde. ”Hun tror, at jeg ville tilbageholde sandheden for evigt. Hun… hun hader mig.”

    Sofie ved åbenbart ikke, hvad hun skal sige til det, for hun svarer mig ikke.

    Vi går tilbage til slottet lidt efter, kommer hen til tronsalen, hvor dronningen står sammen med Emily. Jeg ånder lettet op, og det eneste, jeg har lyst til, er at løbe hen og holde hende ind mod mit bryst, omfavne hende og aldrig give slip på hende igen. Men det olme blik, hun sender mig, holder mig tilbage.

    Ingen siger noget. Der er fuldstændig tavshed i salen. Men jeg tror, at Emilys rasende blik på mig, og det ansigtsudtryk, jeg nu engang må have som reaktion, siger alt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...