Elyan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2013
  • Opdateret: 18 okt. 2013
  • Status: Igang
Lille udkast til starten af hele historien.

Kom gerne med konstruktiv kritik, for er i tvivl om det er noget som kunne udvikle sig til noget godt.

6Likes
8Kommentarer
675Visninger
AA

3. Kapitel 3 - Sandheden

 

"Hvor er rødderne?", spurgte Bedste, med sin rustne stemme, i det sekund jeg satte foden inden for døren. Pludselig kom jeg i tanke om, at jeg var gået tilbage uden egentlig at huske det jeg var gået efter. Skuffelsen i hendes øjne var svær at overse. Det gamle rynkede ansigt kiggede bedrøvet på mig som en lille hundehvalp, der tiggede om en godbid. Det vækkede en hvis medlidenhed i mig. Det var sikkert vigtigt, at hun havde fået de nihab-rødder.

Skulle jeg forklare hvorfor jeg havde glemt dem? Skulle jeg fortælle alt, som var sket?
Hun ville uden tvivl ikke forstå mig og ellers ville hun komme med en eller anden gammel skrøne om de gamle sagnopspundende guder, som ville kunne forklare det. 


Jeg behøvede ikke engang at sige et ord til hende, min halten ind over det knirkende dørtrin afslørede det hele. Jeg var afsløret. Taget på fersk gerning. På en eller anden måde følte jeg mig lidt skyldig, at jeg gik og holdte noget hemmeligt for hende, men jeg ville ikke erkende smerten. Tanken om hvad det kunne være havde holdt mig fra at fortælle det.

"Hvad er der sket", udbrød Bedste med det samme. Jeg blev nødt til at fortælle det. 
Jeg fortalte hende det hele. Helt fra om morgenen og frem til nu. Hun sad stille og lyttede, uden at give nogen reaktion på de mærkelige hændelser som jeg havde været ude for, men en hvis bekymring var at spore i hendes blanke øjne.

Da jeg nævnte at årsagen til min smerte i benet kunne skyldes en sort prik, ændredes hendes ansigtsudtryk. Munden stod på vid gab og øjnene spilet op som var der sket noget meget alvorligt. Hendes øjne lyste af alvor og bekymring. Det skar helt i én at kigge på. 
"Må jeg se din fod!", lød det kommanderende fra Bedste. Hendes pludselige adfærdsændring gjorde mig utilpas. Jeg kunne mærke ubehagen brede sig som en steppebrand inde i mig. Det var dog først da jeg så min fod, at forstod Bedstes reaktion. 

Årene var mørke, nærmest sorte. Huden ligbleg og tynd som silke. Det havde bredt sig. Hvad det end var, kom det fra den sorte prik. Det voksede derfra. 
Hvad var det? En infektion? En sygdom? Måske endda trolddom?

Bedste var for længst sprunget i vejret og stod nu og rumsterede ovre i hjørnet. Lyden af glas mod glas var tydelig og jeg kunne se hun rodede inde i et skab. Et skab jeg aldrig havde set åbnet før. I skabbet var dusinvis af glas. Store som små, runde som firkantede. Alle havde et lille mærkat, hvor der var indikeret med snørklet skrift, hvad glasset indeholdt.

Quinn-likør, Wixn-vand og Polyp-ekstrat var bare nogle få ting, der gemte sig i skabet. Hun flåede skabet ved siden af op. Støvet væltede ud til alle sider efterfulgt af en bunke bøger. Det havde tydeligvis ikke været åbnet for nylig. På bøgerne stod samme snørklede inskreptioner, dog var der tilføjet nogle mærkeligt symboler og fabellignende tegninger. Et par brikker falt på plads, da jeg fik øje på en bog hvorpå der på omslaget stod "Lux Magicka".
Pludselig følte jeg at jeg kendte hende fuldt ud. Jeg kendte til hendes sande jeg som hun havde holdt skjult.

Alle de mærkelige ord. Hendes mærkelige opførsel. Det hele gav pludselig mening, men tankestrømmen blev afbrudt af et ubehageligt spørgsmål. Måske holdt hun noget mere hemmeligt. Hvad vidste hun egentlig og kunne jeg mon stole på hende. 


Puslespillet gik i opløsning. Der var nu endnu flere brikker end før som manglede i puslespillet. En lukket dør havde åbnet mange nye.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...