Elyan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2013
  • Opdateret: 18 okt. 2013
  • Status: Igang
Lille udkast til starten af hele historien.

Kom gerne med konstruktiv kritik, for er i tvivl om det er noget som kunne udvikle sig til noget godt.

6Likes
8Kommentarer
625Visninger
AA

2. Kapitel 2 - Onyx

 

Det myldrede med mennesker. De gik alle med hvert deres mål, uden at kommunikere eller tage sig af omgivelser. 
Sælgerne stod som blodtørstige ulve, klar til at æde deres næste offer af med en løgn.
Fiskehandleren stod stolt og viste sine meterlange undervandsvæsner frem, mens han gav den ene røverhistorie efter den anden, om hans utallige rejser til den berygtede ø Greoria.

"Så hold dog kæft", skar det klart igennem støjen. Det var Hefastos, byens smed. 
Glinsende af sved, stod han ved den spruttende ild og beklagede sig over fiskehandleren, Arse. De havde noget af en fortid bag sig!


Midt i kaosset stod jeg. Stod helt stille. Alt fløj rundt omkring mig. Alt sammen i et stort ukontrolleret kaos. Jeg hadede markedet. 

Et brusende hav slog mod indersiden af mit hoved. Tankerne var der igen, men denne gang reagerede omgivelserne også på dem. Det mørknedes og skygger slugte alt omkring mig. De legende børn, bonden med sin kære, hele markedspladsen. Arses og Hefastos´skænderi, der inkluderede kasten med rådne fisk og glødende jern ebbede ud. Der var stille. Alt for stille. 
Jeg befandt mig i et univers omsluttet af mørke. Intet kunne jeg gøre. Jeg var lammet.
"Pas på", lød det fjernt, hvorefter jeg blev revet til side. Markedspladsen var tilbage. Det hele var som før, men noget var anderledes.

Et mørkt ansigt med bølgende sort hår. Sort som den mørke nat.  Panden prydet med en stor oval onyx sten. Glat mørk hud uden én eneste porre. Store fugtige læber, der var næsten for perfekte. Det smukkeste jeg nogensinde havde set. En pige. Den smukkeste pige. Min tankestrøm stoppede brat, "Hvad fanden laver du ? Du kunne være blevet kørt ned!" sagde den gudindelignende skikkelse.
Der gik det op for mig, at jeg lå op af en beskidt ydermur og kunne tydeligt høre den kære med prustende okser , der for få øjeblikke siden kunne være kommet farene hen over mig. Hun redede mit liv.

Da jeg rejste mig var hun væk. Forsvundet ud af den blå luft. Hun havde taget de onde tankers plads i mit hoved.
Støvet stod til alle sider, da jeg børstede mig af. En sky af små sandkorn hvirvlede rundt i vinden. Det lignede en funklende stjernehimmel når de små sandkorn gav genskin fra solen. 

Et øjeblik forsvandt tanken om hende og jeg kunne føle en stor smerte. Det havde bredt sig til hele mit underben. Smerten levede i mig. Intet kunne stoppe den før den havde bredt sig til hele min krop. Humpende begav jeg mig hjem. Hjem til Bedste.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...