Elyan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2013
  • Opdateret: 18 okt. 2013
  • Status: Igang
Lille udkast til starten af hele historien.

Kom gerne med konstruktiv kritik, for er i tvivl om det er noget som kunne udvikle sig til noget godt.

6Likes
8Kommentarer
619Visninger
AA

1. Kapitel 1 - Tanken

 

Morgensolen stod skarpt ind af vinduet. Lyset legede med de efterhånden få skygger i mit lyse hår. og nærmest tvang mine øjenlåg op. Verdenen der mødte mit syn var lys, så lys at det stak i øjnene som torne. Få øjeblikke efter, så verdenen ud som så mange andre dage. 
De krakelerede lervægge, det støvede gulv, det lille splintede natbord fyldt med smeltet stearin fra lyset i kammerstagen. Alt dette udgjorde det syn, der mødte mine øjne. 

Jeg kiggede ned ad mig selv. Tøjet var beskidt og laset ligesom igår og mange dage før.

Det gav et jag i min fod, da jeg rejste mine morgentrætte krop op. En mørk plet var at se under min hæl. Hvad var det? Intetanende gik jeg ud for at se om Bedste var stået op. 
Hun sad henover bålet. Ryggen krummede, knoglerne stak nærmest igennem hendes tynde slidte tøj. Hun mumlede mærkeligt konstruede sætninger som jeg ikke forstod. Tiden var ved at indhente hende, man kunne høre hvordan alt i hendes kro
p forfaldt. Blodet slæbte sig gennem hendes åre og hjertet pumpede sagte. 
En ting der dog ikke var mærket efter et langt liv, var hendes hjerne. Et vågent sind fanget i en døende krop. 

Gardinerne af rynker, som omsluttede hendes øjne blev tvunget til side, da hendes øjenlåg åbnedes og hun rettede sit blik mod mig. Hun vågnede fra den trancelignende tilstand hun havde været i for bare få øjeblikke siden. Der var noget i min mave, der snørede sig sammen til en klump, noget der gjorde mig bange. Hun sad bare der og så på mig med sine tomme blanke øjne uden at sige et ord. Knuden voksede sig hele tiden større.
Stilheden rejste sig som en høj mur som jeg ikke turde bryde. Istedet satte jeg mig og 
øsede noget suppe op, helt tavs. Øsen føltes uendeligt tung og uhyggen lagde sig som et jerntæppe i rummet og tyngede tiden til at vare i evigheder. Sekunderne gik langsommere og langsommere. 

Muren af stilhed bragede pludselig mod jorden. Hele min krop skreg, men ikke en bevægelse kunne jeg mestre at få udført. Isnet sad jeg tilbage og tøede langsomt op.
 

Hun sad bare der og grinede den gamle kælling. Jeg sad stadig stille efter chokket. Hvordan vovede hun at give mig sådan en forskrækkelse.


Det tog et fast greb i mig. Ondskaben. De onde tanker bredte sig som tidevandsbølger i mit hoved, men med ét var de alle forsvundet igen. Jeg ledte efter dem, men de var væk. Kun en lille dråbe uspoleret ondskab forblev i mit rene sind. 
 

Pludselig sad hun ved min side. En gammel kold hånd, med kun en lille gnist af live tilbage, lagde sig på min skulder. De runkne forkvaklede fingre hang som kroge i min krop. De ville ikke give slip. Det var bedste En uventet varme bredtes i kroppen. Jeg følte mig tryg.

Hun grinede bestemt ikke mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...