Sandhedens Pris

Journalisten Bjarne Thomsens forbrændte lig findes i et skur langt ude på landet. Efterforskerne Hansen, Pernille og Lene sættes på sagen. Hansens unge nevø, Anders, er i praktik på Stationen, og også han hvirvles ind i den uhyggelige sag. Endnu et mord finder sted, og med tiden finder Anders ud af at det er langt fra ufarligt at kende sandheden...

1Likes
0Kommentarer
329Visninger
AA

9. Kapitel 9.

Kapitel 9.

Bjarne havde været hjemme i snart 2 uger nu. Alting var gået skævt. Hans forhold var gået i vasken da Thomas havde fundet billeder af en mandlig indisk prostitueret på Bjarnes kamera. Bjarne kunne ikke fortælle sandheden om billedet, for hvis det slap ud, hvor Bjarne havde været på sin ”ferie”, ville der ikke gå lang tid før de to forfølgere fra lufthavnen ville regne det hele ud. Derfor var Thomas nu rasende, og Bjarne følte sig skrækkelig ensom. I går havde han genkendt en af forfølgerne fra lufthavnen henne på avisen, og manden havde talt med redaktøren. Bjarne havde hørt sin stupide chef rable hele historien om Bjarnes rejse til Asien af sig, og nu vidste forfølgeren, og ikke mindst den person han arbejdede for, præcis hvad Bjarnes artikel handlede om. Derfor sad Bjarne nu og skrev hele artiklen om til Mandarin blandet med dansk, hans eget personlige kodesprog. Han håbede at det ville være nok sikkerhed for nu, men frygtede at det ikke var tilfældet. Bjarne kastede den originale artikel ind i pejsen.  

Hansen blev sjældent overrasket, men nu gispede han og sagde: ”Afhørte Pernille ikke Wolf Caspersen? Jamen så er alt, hvad han har sagt, jo løgn!” Lene nikkede. ”Jeg tror, vi skal have os en snak med Lily Caspersen!” Hansen kørte bilen ind på den flotte parkeringsplads foran villaen. ”Sikke et sted!” mumlede Lene. Villaen var tydeligvis gammel, men uhyre velholdt og smuk. Stedets stil ville nok overvælde de fleste, og selv Hansen var imponeret. ”Her bor de” sagde han. ”Nu må vi bare håbe at de begge to er hjemme!” De bankede på den enorme dør, og en butler åbnede. De forklarede ham situationens alvor, og forfjamsket fik han fat i hr. og fru Caspersen. Wolf Caspersen var tydeligvis ikke glad for at se dem. ”Hvad laver I her?” spurgte han fjendsk. Hans meget professionelle tone var væk, og hans vrede var ægte. ”Vi vil afhøre både du og din kone” svarede Hansen. ”Men helst din kone først. Følg med, frue!” Fru Caspersen fulgte forskrækket med ind i et lille lokale. Lene bad de to betjente om at blive ved Wolf Caspersen imens de afhørte hans kone.

”Afhørte Pernille dig?” spurgte Lene. ”Jeg kan ikke…” hviskede Lily Caspersen. Hendes øjne flød over. ”Rolig nu, vi gør dig ikke noget!” smilede Hansen. Fru Caspersen sagde stadig ikke noget. Lene sukkede. Det ville blive svært det her. Pludselig brasede en mand ind af døren. Hansen skulle lige til at skælde ud, da han opdagede, at det var Ernst. ”Ernst!” udbrød Hansen. ”Hvad laver du her?” Ernst forklarede ham om bankoplysningerne. Hansen nikkede glad. ”Godt!” sagde han. ”Og så også noget andet!” sagde Ernst. ”Anders og jeg fandt papirerne som teknikerne har sendt. Vi ved nu hvis neglestump der lå i Pernilles mobil!”

Lene forsøgte at berolige fru Caspersen. ”Er der noget, som bekymrer dig?” spurgte hun stille, mens hun skulede ud til Hansen og Ernst. Typisk Ernst at brase ind og gøre forhøret endnu mere besværligt. Hansen stod og talte lavmælt med ham, og virkede til at være meget koncentreret. Lene håbede at Ernst havde fundet et guldkorn, for hun havde mildt sagt ikke de store forventninger til fru Caspersen. Hansen kom ind ad glasdøren. ”Hvad så?” spurgte Lene ivrigt. ”Senere!” mumlede Hansen. ”Nu skal vi snakke med fru Caspersen” Lene nikkede. ”Fru Caspersen?” spurgte Hansen. Fru Caspersen kiggede op på ham. ”Vi har set jeres bankkonto, og der er noget som undrer os. På samme tidspunkt, som Bjarne Thomsen døde, hævede I cirka 250.000 kr. fra jeres konto. Det svarer mistænkeligt meget til det beløb som Allan Jensen fik for at skyde Bjarne Thomsen. Har du nogen kommentarer til det?” Fru Caspersen begyndte at græde igen. ”Jeg må ikke…” hviskede hun. ”Wolf… Wolf…” ”Hvad er der med Wolf?” spurgte Lene. Lene var meget chokeret over oplysningen om de 250.000 kr. Hun anede ikke hvor Hansen havde fået den oplysning fra, men måske kunne den hjælpe med at få noget ud af fru Caspersen. Hansen sukkede, for den ældre kvinde var igen blevet stille. Det ville blive svært at få noget fornuftigt ud af hende. ”Okay, fru Caspersen, nu stiller jeg dig nogle enkle spørgsmål. ”Fru Caspersen nikkede. ”Blev du udspurgt af en ung kvindelig betjent, Pernille, omkring Bjarne Thomsens død?” Fru Caspersen begyndte igen at snøfte. ”Ja” hviskede hun så.

Anders kedede sig aldrig, når han var sammen med Ernst. Det gjorde han heller ikke nu, hvor han og Ernst var i gang med at tage prøver fra Wolf Caspersen. Den gamle mand var meget svær at arbejde med. ”Jeg vil ind til min kone!” hvæsede han. ”Hun har vist brug for at komme lidt væk fra dig” sagde Ernst. ”Og vær venlig at åbne munden, vi skal bruge en prøve af dit spyt!”. ”I har ingen ret til det her!” hvæsede hr. Caspersen. ”Jo, det har vi” sagde Ernst, ”og hvis du ikke samarbejder, så må vi tage på stationen og få taget prøven”. ”Jeg har jo sagt at jeg er uskyldig!” råbte Wolf Caspersen. ”Hvis du er det, så gør det vel ikke noget at vi tager en DNA-prøve?” spurgte Anders uskyldigt. Han fik et stort smil fra Ernst. Modvilligt åbnede Wolf Caspersen munden. Nu skulle det blive spændende at se om hans DNA matchede det fra neglestumpen på Pernilles mobiltelefon.

”Hvad spurgte Pernille dig om?” spurgte Hansen. Fru Caspersen hulkede. ”Hun spurgte om min mand og jeg havde noget imod Bjarne Thomsen” fortalte hun. ”Og hvad svarede du?” Hansen lyttede spændt. ”Jeg svarede…” Fru Caspersen vred sine magre hænder. ”At det havde vi”. Lene klappede hende trøstende på skulderen. ”Hvad skete der så, fru Caspersen?” Den grædende kvinde rystede på hovedet. ”Jeg fortalte hende det hele. Jeg har haft det så dårligt. I forstår det ikke, jeg har haft det så dårligt!” Hansen skrev ned. ”Hvorfor har du haft det dårligt?” spurgte han. ”Jeg vidste jo godt at journalisten var død. Wolf og jeg havde talt om det, jeg vidste det godt. Jeg havde det så dårligt med det!” Lene begyndte at forstå. ”Du havde det skidt, fordi I havde hyret en mand til at myrde journalisten?” Fru Caspersen hørte slet ikke spørgsmålet. Hun fortsatte blot med at fortælle. ”Jeg fortalte den kvindelige betjent det hele. Hun var så sød og venlig, og jeg trængte bare til at fortælle det hele til nogen. Jeg fortalte hende om Allan Jensen, den rædsomme mand. Han og Wolf talte længe i telefon, og bagefter sagde min mand at journalisten ville blive skudt, før noget slap ud!” ”Før hvad slap ud?” spurgte Hansen. Igen overhørte fru Caspersen spørgsmålet. ”Wolf blev meget vred på mig” hviskede hun. ”Han sagde at jeg var dum som et bræt, en uværdig kvinde, som ikke gjorde hvad der blev sagt.” Fru Caspersen græd nu endnu mere. ”Han sagde at nu var alt tabt, nu ville politiet komme, og alt hvad hans far, farfar og oldefar havde bygget op gennem årene ville gå tabt!” Hansens diktafon gemte hvert et ord. Lene tog fru Caspersen om skuldrene og kiggede hende i øjnene. ”Hvorfor ville alt det gå tabt?” spurgte Lene. Fru Caspersen stoppede med at klynke. Hun tørrede øjnene. ”Jeg har været dum…” hviskede hun. ”Nu er Wolf vred på mig igen!” Så begyndte fru Caspersen igen at græde uhæmmet. Hansen og Lene udspurgte hende i lang tid, men hvor meget de end prøvede, fik de ikke mere ud af hende. Den eneste sætning hun sagde, var: ”Nu er Wolf vred på mig igen!”

Ernst og Anders havde endelig fået taget prøver til både DNA og fingeraftryk fra Wolf Caspersen. Nu holdt betjentene fra naboafdelingen øje med ham. ”Vi må hellere ringe til teknikerne!” sagde Ernst. ”De skal skynde sig, for jeg har på fornemmelsen at den Dna-profil kan give os svaret på alle gåderne!” Anders nikkede. Ernst ringede. Anders gik videre ned af gangen, og kiggede sig omkring. Her var smukt, lyst og elegant indrettet. Tænk at bo sådan et sted! Det var dog en smule gammeldags. ”Anders?” kaldte Ernst. ”Jeg er her!” svarede Anders, og skyndte sig tilbage til Ernst. ”Hvad sagde teknikerne?” spurgte Anders. Ernst smilede. ”Der er ingen sygdom mere, og heller ingen der er på ferie. Min ven derinde, Karen, skynder sig alt hvad hun kan. Jeg kører derned med prøverne nu. Vil du med, eller bliver du her?” Anders tænkte sig om. ”Jeg bliver her og holder øje med Wolf Caspersen” svarede han så. ”Okay. Vi ses!” Ernst skyndte sig af sted. Anders gik i den modsatte retning, og håbede på at finde Hansen og Lene.

Lily Caspersen fik ret. Wolf Caspersen var vred. Meget, endda. ”Først hiver I min kone væk, udspørger hende uden mig, tvinger mig til at hjælpe jer med jeres forrykte foretagende her i mit eget hjem, og nu vil I have mig til at bruge endnu flere dyrebare minutter på jer! Jeg er uskyldig!” Wolf Caspersen var tomatrød i hovedet, men måtte følge med Hansen og Lene ind i værelset. ”Vi undskylder meget at bruge din tid, men vi har på fornemmelsen at din påstand med at være uskyldig ikke holder stik!” Wolf Caspersen mumlede vredt, men satte sig dog ned. Hans farve i hovedet skiftede brat fra rød til hvid, da Hansen fortalte hvad Lily Caspersen havde fortalt. ”Satans kvindemenneske!” spruttede han. ”Hvor ville min far vende sig i graven, hvis han vidste at min hustru netop har været med til at ødelægge generationers livsværk!” ”Du ødelagde det selv, da du hyrede Allan Jensen til at myrde Bjarne Thomsen!” sagde Hansen koldt. Han var ved at få nok af Wolf Caspersens numre. Desuden virkede Lily Caspersen som en venlig sjæl, bare underkuet og manipuleret. Wolf Caspersen rejste sig, væltede stolen og skreg til Hansen: ”Sådan skal du ikke tale til mig, din… din…” Hansen fandt aldrig ud af hvad Wolf Caspersen ville have kaldt ham, for den gamle mand faldt om på gulvet, trak vejret stødvist og rallende et par gange og blev stille.

Anders fandt Hansen og Lene. Han gik efter lyden. Råb og skrig og i baggrunden hørtes en ambulances sirene. Midt i det hele stod Hansen og Lene. ”Anders!” råbte Hansen. Anders skyndte sig hen til ham. ”Kom med!” sagde Hansen, og Anders og Lene skyndte sig ind i et tomt lokale. Hansen fortalte Anders at Wolf Caspersen var faldet om – vist med et hjerteanfald. Han var i hvert tilfælde død. Anders var chokeret. ”Hvad skete der?” spurgte han. ”Han gik helt amok, da han fandt ud af at hans kone havde fortalt os sandheden. Og da sandheden om at han netop havde ødelagt familiefirmaet gik op for ham, så tror jeg at det blev for meget for ham og hans hjerte”. Lene rystede også en smule. Anders’ mobil ringede i lommen. Han gik lidt væk fra de andre, og Hansen kiggede efter ham. ”Det tog knægten da rimelig roligt” sagde Hansen, ikke uden stolthed i stemmen. Lene nikkede. Hun fandt det mere skræmmende end imponerende, hvor hverdagsagtig døden kan blive.

Anders kom tilbage, og smilede over hele hovedet. ”Hvad nyt, knægt?” spurgte Hansen. ”Det var Ernst” sagde Anders. ”Han fortalte, at han nu var inde ved teknikerne. De er ved at undersøge DNA-prøverne fra hr. og fru Caspersen. Han sagde også at Bjarne Thomsens artikel nu er oversat fra kodesproget.. De har sendt resultatet til stationen, det venter på os der!” Hansen smilede. ”Godt, rigtig godt!” Lene samlede sine noter sammen, og begyndte at gå. ”Lad os tage hjem” sagde hun. ”Vi kan ikke gøre mere her”. Anders og Hansen fulgte efter hende. Da de satte sig ud i bilen, og kørte ud af den enorme indkørsel, var det sidste de så Lily Caspersen, som grædende og rystende blev ført ind i en politibil. Hansen vendte sig væk. Det skar ham i hjertet.

Hjemme på stationen gik Lene i gang med at læse Bjarne Thomsens artikel, nu på dansk. Anders og Hansen mødtes med Ernst, som kom tilbage samtidig med dem. Klokken nærmede sig 18, men ingen af dem tænkte på at tage hjem. ”Nu skal I se!” sagde Ernst, og viste dem teknikernes udskrift. ”Mod forventning, var det hverken Wolf eller Lily Caspersens neglestump, der sad på Pernilles mobiltelefon!” ”Nå!” udbrød Hansen overrasket og skuffet. ”Så er vi jo stadig på bar bund med mordet på Pernille!” Anders sukkede, og lod sig dumpe ned i en stol. Trætheden overvældede ham, men Ernst sagde: ”Ikke helt! Der var nemlig et halv-match mellem det DNA fra neglestumpen og så Wolf Caspersens. Det vil sige at det er en neglestump fra en person i Wolf Caspersens nærmeste families!” Anders livede helt op igen. ”Lily Caspersens?” spurgte han. ”Nej” sagde Ernst. ”De to er jo ikke i familie, de er bare gift! En halv-match kan fx være et barn!” ”De har en søn!” udbrød Hansen, og slog sig så for panden. ”Hvordan kunne vi være så dumme?”

Lene læste artiklen grundigt igennem to gange. Det hele gav mening nu. Artiklen handlede om Caspersen Smykker. Først stod der kun det Lene vidste i forvejen, at firmaet var et gammelt familiefirma og at de nuværende ejere snart ville sælge det for en svimlende sum, fordi deres søn ikke kunne overtage det. Men så begyndte Bjarne Thomsen at beskrive de mange måder, hvorpå Caspersen Smykker havde snydt i skat, benyttet sort arbejdskraft, ikke overholdt miljøreglerne og sådan blev det ved. Lene læste videre. Bjarne Thomsen var nemlig ikke færdig. Caspersen Smykker havde forfalsket regnskabsdokumenter, så deres millionunderskud ikke blev opdaget af aktionærerne. Bjarne Thomsen var rejst til Indien og andre lande i Asien, og havde besøgt Caspersen Smykkers mange fabrikker. Her arbejdede fattige mennesker under kummerlige forhold, og også det blev nøje beskrevet i artiklen. Her var skandaler nok til at Caspersen Smykker helt sikkert ikke kunne sælges. Lene forstod nu hvorfor Wolf Caspersen havde hyret Allan Jensen. Det ville være en katastrofe for firmaet, hvis dette her slap ud. Bjarne skrev også at Wolf Caspersen selv havde genkendt ham på en af fabrikkerne i Indien. Det måtte være her Wolf Caspersen havde lugtet lunten, og var begyndt at overveje at få Bjarne Thomsen myrdet. Lene fik ondt af den skarpe journalist. Han havde bare fortalt sandheden, og belønningen blev døden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...