Sandhedens Pris

Journalisten Bjarne Thomsens forbrændte lig findes i et skur langt ude på landet. Efterforskerne Hansen, Pernille og Lene sættes på sagen. Hansens unge nevø, Anders, er i praktik på Stationen, og også han hvirvles ind i den uhyggelige sag. Endnu et mord finder sted, og med tiden finder Anders ud af at det er langt fra ufarligt at kende sandheden...

1Likes
0Kommentarer
292Visninger
AA

8. Kapitel 8.

Kapitel 8.

Han vidste det, i det sekund han trådte ud af lufthavnsbygningen. Nogen skyggede ham. Bjarne prajede en taxa. Hvem der skyggede ham vidste han ikke, men han havde sine ideer. Nu var det bare om at komme hjem. Hjem til Jylland, hvor gaderne ikke genlød af skud, hvor gaderne ikke var fulde af ludere og lommetyve og hvor man kunne føle sig tryg, selvom man var Danmarks mest irriterende journalist. Ud af bagruden i den lille Mercedes så Bjarne to mænd træde ud af lufthavnsbygningen. Begge kiggede søgende rundt, og Bjarne dukkede sig. Han havde genkendt de to forfølgere.

Lene bar kaffekanden op til forhørslokalet. Hun opdagede Hansen, Anders og Ernst som talte sammen ude på gangen. ”Hansen?” kaldte hun. ”Kommer du ikke? Lars Petersen kan være her hvert øjeblik!” Lige i det hun sagde det, trådte en mand ind af døren. På hans jakke stod der: ”Lars Petersen, Petersens VVS og El-installationer”. ”Dav!” sagde Lene til ham. ”Det er herhenne!” Manden gik over mod hende. ”Jeg kommer om fem minutter, Lene!” sagde Hansen. ”Ernst skal lige rapportere færdigt!” Lene nikkede og førte Lars Petersen ind i forhørslokalet. ”Nå, Lars, du ringede til politiet og fortalte at du have fundet en død kvinde. Vil du fortælle mig hele historien?” Lars Petersen nikkede. ”Jeg var hjemme og besøge mine forældre” begyndte han. ”Min bror og jeg spiste middag med dem, og efter middagen gik min bror ud for at ryge. Han var derude i lang tid, og kom så til sidst ind, helt hvid i hovedet. Han fortalte om liget, og jeg løb derud. Så ringede jeg til politiet”. Lene nikkede. ”Så du andre mennesker?” ”Nej” svarede Lars. ”Okay. Tak for din hjælp. Måske vil vi kontakte dig igen, men ikke lige nu”. Lene rejste sig og bandede indvendig. Forhøret havde absolut intet givet.

”Wolf Caspersen fortalte at Pernille havde sagt noget meget interessant” fortsatte Ernst. Hansen lyttede intenst. ”Pernille havde forstået Bjarne Thomsens dokumenter!” Hansen så desorienteret ud. ”Bjarne Thomsens dokumenter er skrevet i et mærkeligt sprog, som ingen af os kan tyde, men Pernille fortalte Wolf at hun havde forstået det! Bjarne Thomsen havde skrevet sine dokumenter i en blanding af dansk og mandarin, det sprog de taler i mange asiatiske lande. Derfor blev det til en slags vrøvlesprog, men Pernille kunne læse det!” Hansen slog hænderne sammen. ”Typisk Pernille!” sagde han. ”Hun har altid interesseret sig for kodesprog!” ”Nå,” fortsatte Ernst, ”Men Wolf fortalte at Pernille kun havde læst en brøkdel af dokumenterne. Allerede på første side havde hun nemlig læst Wolf Caspersens navn. Derfor var hun kørt ud til ham, og havde udspurgt ham!” ”Igen typisk Pernille” sukkede Hansen. ”Altid så utålmodig. Hun burde have læst og oversat alle dokumenterne, og så fortalt os andre om indholdet!” Han sparkede irriteret ned i gulvet. ”Men nu skal du høre hvad der så skete!” sagde Anders ivrigt. ”Wolf Caspersen fortalte at Pernille havde spurgt hvordan hans navn var havnet i Bjarne Thomsens dokumenter!” ”Ja, det er interessant!” afbrød Hansen. ”Havde den gode Wolf en forklaring på det?” Anders nikkede. ”Han fortalte at han var blevet interviewet af Bjarne Thomsen for nogle måneder siden, og Wolf troede derfor at artiklen måske handlede om ham. Derfor var det logisk at hans navn stod der!” Hansen brummede. Det lød jo simpelt nok. ”Bliv ved med at grave i det, Ernst!” sagde han. ”Jeg går ind til Lene og afhører Pernilles nabo. Tak for hjælpen med Anders!” Ernst nikkede, og tog Anders med ind på Pernilles kontor. De måtte hellere se lidt nærmere på de artikler.

”Vi sender dem til eksperterne i København” sagde Ernst, og gemte alle artiklerne på en diskette. ”De kan oversætte det hele korrekt, og samtidig finde ud af om det er skrevet af samme person, om det der står, er sandt og så videre”. ”Vil det sige at vi slet ikke skal læse dokumentet?” spurgte Anders overrasket. ”Det lader vi eksperterne om” svarede Ernst, og skulle til at lukke computeren. ”Må jeg ikke bare lige se det?” spurgte Anders. Ernst brummede og forlod kontoret. Anders sad tilbage og scrollede dokumentet igennem. Han stoppede ved side 16. Her var et enkelt ord farvet rødt. Der stod en note til: ”Udspørg Caspersen”. Anders kaldte på Ernst. De havde et gennembrud.

Hansen og Lene drak deres kaffe i stilhed. Hansen grublede som en gal over hvad de havde overset. ”Lad os snakke det hele igennem med Ernst” foreslog Lene. Hansen nikkede, og de gik ned på Ernst kontor. Han var der ikke. ”Bare de nu ikke er taget af sted igen!” snerrede Hansen. De skyndte sig ind på Pernilles kontor. Her sad Ernst og Anders klistret til skærmen. ”Nå, så det er her I gemmer jer!” sagde Lene. ”Noget nyt?” Ernst nikkede bare og pegede på det markerede ord og noten. ”Caspersen løj!” sagde Anders. ”Han fortalte os at Pernille kun havde læst starten af artiklen. Det er løgn. Hun må have læst mere, for hun har markeret ordet på side 16, og skrevet en note!” Lene slog hænderne sammen. ”Desuden må der være en grund til at artiklen er skrevet i kodesprog!” fortsatte Anders. ”Der må stå noget spændende her, så vi må hurtigt sende den til eksperterne i København!” Hansen nikkede og kiggede anerkendende på nevøen. Han klarede det godt, knægten. ”Det sørger jeg for!” sagde Ernst, og klikkede rundt på computeren. ”Jeg tror det er tid til at jeg møder denne Wolf Caspersen!” sagde Hansen. ”Lene, vil du ringe og bede ham om at komme herned?” ”Skal ske!” smilede Lene, og strøg ud af kontoret. Nu kunne det kun gå for langsomt.

”Dav Caspersen” brummede Hansen, da han og den nyankommne sad i forhørslokalet. ”Jeg formoder du ved hvad dette forhør drejer sig om?” Wolf Caspersen nikkede stille. Lene noterede. Han var en nydelig mand, denne Caspersen. Hun lagde mærke til hans dyre ur, manden havde stil. ”Hvis jeg har forstået det rigtigt, så fortalte du min kollega Ernst, at Pernille havde fortalt dig, at hun kun havde læst de første sider af dokumentet. Er det sandt?” Caspersen nikkede igen. ”Det har jeg jo fortalt jer!” brummede ham. ”Vi modtager en stor sending fra Letland her i eftermiddag, så hvis det var det…” Han skubbede stolen ud. ”Vent lige lidt Caspersen!” sagde Hansen. Wolf Caspersen satte sig tungt igen. ”Vi ved desværre at det ikke er sandt” sagde Hansen. ”Jeg vil have en advokat!” snerrede Caspersen. ”Endelig!” smilede Hansen. ”Men selv ikke en advokat vil kunne redde dig ud af kniben. Du er nemlig skyldig i en forbrydelse, vildledelse af politiet!” Wolf Caspersen sank en smule sammen i stolen. ”Pernille læste formentlig hele artiklen, men i hvert fald til side 16. Hvorfor fortalte du os noget andet?” ”Denne Pernille fortalte mig at hun kun havde læst de første sider! Det er sandt! Det er jeres sag hvis hun løj!” Hansen rystede på hovedet. ”Hvorfor stod der? ”Udspørg Caspersen” i Pernilles noter? Og hvad var det hun udspurgte dig om?” Caspersen trak på skuldrene. ”Jeg ved ikke hvorfor hun skrev udspørg Caspersen i sine noter. Hun udspurgte mig kun om én ting og det var det samme spørgsmål som I har stillet mig: Hvorfor mit navn var i afdøde Bjarne Thomsens artikel!”

Anders ventede spændt udenfor forhørslokalet. Han håbede at Hansen og Lene fandt en løsning på det hele. Endelig gik døren op, og Wolf Caspersen kom ud. Han gik rank af sted mod udgangen og forlod bygningen. Hansen og Lene kom også ud. De så ikke glade ud, og gik og snakkede. ”Hvad skete der?” spurgte Anders nervøst. ”Han var velforberedt!” sukkede Lene. ”Han fik det hele til at se ud som om det var Pernille, der havde løjet for ham! Vi har ingen beviser!” Anders blev skuffet. ”Hvad gør vi så?” spurgte han. ”Jeg ved det ikke…” sagde Lene og slog ud med armene. ”Jeg er bange for at toget er kørt…” Hansen rettede sig op. ”Kørt?” sagde han ”Vent lige lidt… Vi har ikke undersøgt Pernilles bil!”

”Hvordan kunne vi være så blinde – vi må have været for påvirkede af at hun var vores kollega?” snerrede Hansen, da han, Lene og Anders småløb ned til Larsen. Sammen med Hansen havde Larsen været første mand på stedet, og han måtte kunne huske hvad der var sket med Pernilles bil. ”Larsen?” kaldte Lene. ”Ja?” svarede en mandsstemme. Han sad ved skrivebordet i den anden ende af kontoret. ”Det haster, Larsen, du må svare os på en ting!” ”Spørg løs!” sagde Larsen, og rejste sig op. ”Hvor er Pernilles bil?” Larsen rynkede brynene. ”Den står nede i p-kælderens særlige afsnit” svarede han så. ”Jeg kørte den derned efter vi havde undersøgt huset. Jeg regnede da med at I havde tjekket den for længst?” Lene så ned i jorden. Hansen sagde: ”Tak, Larsen”, og småløb ud af kontoret. Lene og Anders fulgte efter, og kort tid efter stod de under stationen, i den lille p-kælder. ”Her er den!” sagde Hansen. Bilen havde ikke været svær at finde, det var den eneste i det særlige afsnit. Anders så fascineret til mens Lene og Hansen undersøgte bilen. Undersøgelsen tog knap en time, og Anders satte sig op ad muren. ”Finder I noget?” spurgte han, da Hansen og Lene steg ud af bilen. ”Ingenting!” sagde Lene. ”Intet blod, og kun Pernilles hår”. Hun skulle lige til at smække døren i, da hun hev et papir frem. ”Og dog - se!” sagde hun. Anders og Hansen kom over til hende. Papiret havde ligget i døren, og der stod nogle sætninger. ”Endelig!” sukkede Hansen. ”Jeg har ledt efter Pernilles noter lige siden vi fandt hende! Pernille skrev altid noter efter et forhør, jeg er hundrede procent sikker på at dette er noter fra forhøret med Wolf Caspersen!” ”Hvis vi var i tvivl, så er den tvivl i hvert fald væk nu!” Lene smilede og pegede på overskriften på papiret: ”Caspersen Smykker” stod der. ”Fantastisk, Lene!” smilede Hansen. ”Vi tager ud og besøger ham i morgen, nu er klokken mange og vi skal hjem!” Lene nikkede og gabte. Den var hun med på.

’”Anders!” smilede Ernst, da Anders trådte ind på kontoret den næste morgen. ”Dav!” sagde Anders, og fortalte i korte træk, hvad de havde fundet i bilen. ”Fantastisk!” sagde Ernst. ”Jeg har nemlig også fundet noget!” Anders satte sig, og Ernst viste ham det: ”Inden Caspersen nåede at stikke af, forlangte jeg at få hans bankoplysninger. Banken oplyste at der for 2 uger siden blev hævet 250.000 kr. fra en af Caspersens private konto” ”Det var jo det Allan Jensen fik for at skyde Bjarne Thomsen!” sagde Anders, og slog i bordet. ”Nemlig!” sagde Ernst. ”Det passer jo, ikke?” Anders nikkede. ”Du er genial, Ernst!” sagde han. Ernst lo, og sammen gik de ned til mødelokalet. Her fandt de noget særdeles relevant.

På vejen til Caspersen læste Lene de forskellige noter, mens Hansen kørte bilen.. De to betjente fra naboafdelingen sad på bagsædet.  ”Det er ikke helt nemt at forstå!” sukkede Lene. ”Noterne er ikke skrevet i rækkefølge, men lidt oveni hinanden!” Hansen nikkede. Typisk Pernille. Han drejede af motorvejen. De var der snart. ”Én ting er i hvert fald klart!” sagde Lene overrasket. ”Hvad?” spurgte Hansen. ”Pernille afhørte ikke Wolf Caspersen. Hun afhørte hans kone!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...