Sandhedens Pris

Journalisten Bjarne Thomsens forbrændte lig findes i et skur langt ude på landet. Efterforskerne Hansen, Pernille og Lene sættes på sagen. Hansens unge nevø, Anders, er i praktik på Stationen, og også han hvirvles ind i den uhyggelige sag. Endnu et mord finder sted, og med tiden finder Anders ud af at det er langt fra ufarligt at kende sandheden...

1Likes
0Kommentarer
318Visninger
AA

6. Kapitel 6.

Kapitel 6.

Solen skinnede, og termometret viste 40 grader. Bjarne svedte, og følte sig utilpas. Stanken fra fabrikken kombineret med varmen og de mange insekter gjorde ham dårlig. Han tog et raskt tag i døren, og trådte ind i hallen. Omkring 500 lokale sad ved små borde og arbejdede. De samlede noget, men Bjarne kunne ikke se hvad. Han vidste dog godt hvad det var, og væmmedes. Han gik hen mod et kontor. Her burde fabrikschefen sidde, og ham kunne Bjarne godt tænke sig at veksle et par ord med. Bjarne bankede ikke på, men gik lige ind. Han nåede ikke at blive overrasket over de mange mennesker, for hans øjne så kun én person. En person han kendte ganske godt, og som bestemt ikke måtte opdage ham her. Bjarne prøvede at snige sig ud igen, men det var for sent. ”Bjarne Thomsen?” sagde manden, og Bjarne gøs. Stemmen var fuld af underen, men også vrede. ”Ser man det!” Stemmen sagde noget på indisk, og pludselig havde alle mændene i lokalet øjnene rettet mod Bjarne. ”Hvad laver en mand som dig på min fabrik, hva Bjarne?” spurgte stemmen. ”Jeg skal lære dig at luske rundt her!” Manden trak en pistol op ad lommen. Bjarne kastede sig mod døren, og undveg skuddet. Han løb hovedkulds ud af  fabrikken, og stoppede først efter mange kilometer. Han bandede indvendigt. Fandens til uheld, for nu måtte han ændre sine planer radikalt.

Lene stod i den beskidte opgang sammen med to kriminalbetjente. Selvom hun ikke betragtede sig selv som en snob, kunne hun ikke lade være med at rynke på næsen. Hun bankede på døren til nummer 5. Her skulle Allan Jensen efter sigende bo. En ung pige åbnede døren. Hun kiggede forskrækket på Lenes politiskilt. ”Dav med dig!” smilede Lene. ”Jeg hedder Lene Bech og jeg er fra politiet. Jeg skal tale med Allan Jensen!” Pigen nikkede, og lod Lene komme ind. De to kriminalbetjente ventede i opgangen. Lene granskede pigen med øjnene. Hun kunne ikke være en dag over 20, og så lille og spinkel at hun mindede om et barn. Hun så træt ud, og hendes tynde, farvede hår var uredt. Lejligheden var rodet, men renere end opgangen. ”Hvad hedder du?” spurgte Lene. ”Mia” sagde den unge kvinde blot. Inde i den lille stue sad en mand. Han var lav, men kraftig. Hans tatoveringer forestillede alt fra havfruer til motorcykler. Han kiggede spørgende på Lene. ”Dav!” sagde Lene. ”Mit navn er Lene Bech, jeg er fra politiet. Hvis du er Allan Jensen skal bede dig om at følge med!” Mia så forskrækket fra Lene til manden i sofaen. ”Hvad nu?” spurgte han surt. ”Vi har dig mistænkt for mordet på Bjarne Thomsen d. 12. november. Jeg skal bede dig følge med på stationen, så vi kan forhøre dig!” Allan Jensen rejste sig tungt. Mia kastede sig ind til ham og knugede ham, men han vred sig løs. Han greb en jakke og tog den på ud over joggingtøjet. Uden et ord til Mia forlod han lejligheden. Lene skulle lige til at følge efter, men vendte sig så om mod Mia. ”Hvis der er noget du gerne vil tale om, så ring på mit privatnummer!” Hun skrev hurtigt nummeret ned på en seddel. Mia tog den, og Lene skyndte sig efter Allan. Hun havde på fornemmelsen at hun kunne forvente en lang tur tilbage til stationen.

Hansen parkerede bilen. Han smækkede irriteret døren. Det var middag nu, og han havde spildt hele formiddagen med at forhøre Thomas Henriksen. Anders løb efter ham. ”Hansen!” råbte Ernst inde fra sit kontor. ”Godt I kom, jeg har prøvet at få fat i jer hele formiddagen!” Anders nikkede. ”Vi så godt dine opkald, Ernst, men først da vi sad i bilen. Og forbindelsen var så dårlig, at vi ikke kunne ringe dig op!” Ernst rystede på hovedet. ”Fandens at man skal blive så afhængig af det her nymodens tingeltangel!” sagde han surt. Hansen nikkede ivrigt. ”Jeg har fundet ud af noget!” sagde Ernst så. ”Da jeg løftede Pernilles mobiltelefon faldt der et lille stykke negl ud. Det havde siddet inde mellem tasterne. Jeg har sendt det til analyse. Hvis vi kan få DNA ud af det, så kan vi få en mistænkt mere!” Anders smilede glad. ”Fint Ernst!” sagde Hansen. ”Men husk at vi kun kan finde den person som Dna’et tilhører, hvis vi allerede har personen i registret”. Ernst nikkede. ”Nå, Anders, skal vi tage en hurtig frokost inden Lene og de andre kommer med Allan?” Anders nikkede.

Lene skævede til Allan i bakspejlet. ”Er du og Mia gift?” spurgte hun. Allan brummede. ”Hvabehar?” spurgte Lene. ”Gu er vi ej gift!” snerrede Allan. ”Hvis jeg var dig ville jeg finde nogle helt andre manere frem!” sagde Lene køligt. ”Det er trods alt nu, du skal overbevise os om at du ikke har begået et nyt mord” Allan brummede igen gnavent. Resten af vejen var han tavs. Efter hvad der føltes som dage nåede de stationen. Lene steg ud af bilen og åbnede døren for Allan. Hun pegede tavst på døren, og han gik trådte ind. Sammen gik de ind i forhørslokalet, hvor Hansen og Anders ventede. Lene lukkede døren og forhøret kunne begynde.

Ernst slugte sine frikadeller og skyndte sig tilbage til kontoret. Han greb telefonen og ringede til teknikerne i Århus. ”Dav” sagde en stemme. Det var Merete, assistenten. ”Dav, det er Ernst! Ved du om I har modtaget det stykke negl jeg sendte til jer?” Ernst håbede at Merete ville svare ja, for undersøgelsen af den lille stump negl ville tage flere timer. ”Vi har modtaget det!” sagde Merete i røret. ”Godt!” sagde Ernst. ”Hvornår har I resultaterne?” Merete bladrede i nogle papirer, kunne han høre. ”Tidligst i overmorgen!” sagde hun så. ”Hvad?” sagde Ernst oprevet. ”I plejer da at klare det på en eftermiddag!” Merete rømmede sig i telefonen. ”Jesper er i Costa del Sol og Lis har syge børn. Vi arbejder så hurtigt som muligt, Ernst, tag det roligt!” Ernst slog hånden i skrivebordet, og mærkede hvordan blodet begyndte at pumpe i hans krop. ”Vi har en politimorder på fri fod!” råbte han ind i røret. ”Pernille Høstgaard er blevet myrdet, Merete! Så hvis jeg må bede jer pænt om at skynde jer og finde de resultater, NU!” Ernst knaldede røret på.

”Fulde navn og alder?” spurgte Hansen bistert. ”Allan Jensen, 36 år” mumlede Allan. ”Så du var 22 da du røg i fængsel?” spurgte Hansen. ”Jep” sagde Allan. ”Og du blev dømt for mordet på Tinna Hvornum?” Allan nikkede. ”Du indrømmede aldrig?” spurgte Lene. ”Nej” sagde Allan. ”Men de skide anklagere havde jo mine fingreaftryk på pistolen!” Hansen smilede grumt. ”Nu du siger fingreaftryk…!” sagde han. ”Så har vi fundet dine af slagsen på en rulle plasticsække, som vi fandt i et nedbrændt skur sammen med en død Bjarne Thomsen. Har du en forklaring på det?” Allan Jensen sank lidt sammen i stolen. ”Jeg ved ikke, hvad I taler om” sagde han. Hansen skubbede rapporten fra teknikerne hen til ham, og lod ham læse. Billedet af det sorte plastic med to tydelige fingeraftryk lod til at chokere ham lidt. ”Jeg har sikkert rørt ved denne sæk i den butik, hvor den blev solgt, og så har morderen købt den efter mig!” Allan rettede sig op igen, og kiggede trodsigt Hansen i øjnene. ”Det undrer mig at du lyver, Allan, for vi har beviser for at din påstand er løgn!” Allan rynkede brynene. ”Må jeg se dine fingerspidser?” spurgte Lene pludselig. Allan krummede hænderne sammen. Lene gentog sit spørgsmål. Allan viste hende modvilligt sine fingrespidser på venstre hånd. De var helt normale. ”Den anden hånd, Allan!” sagde Lene skarpt. Allan vendte sin højre hånd om, og her mødte der Lene et anderledes syn. Både fingrespidser, fingre og håndflade var forbrændt. ”Du rørte ved plasticsækkene efter at de var blevet varme under branden. Så brændte du fingrene, og fordi plastikken var varm og blød satte du fine fingreaftryk. Du kan ligeså godt indrømme det!” Allan brummede. Det tog Hansen som et ja, og skrev det ned. ”Vi skal have dit alibi for sidste tirsdag aften” sagde Hansen. ”Der var jeg hjemme!” var Allans eneste kommentar. ”Vi ringer rundt og får det bekræftet!” sagde Hansen. ”Og så må du gå. Vi får en af de andre betjente til at køre dig”. Allan rejste sig op, og skyndte sig ud af lokalet. ”Men jeg vil råde dig til ikke at lave flere numre indtil vores næste snak. For din egen skyld!” råbte Hansen efter ham. Han tvivlede dog på at Allan ville følge hans råd. Hansen knurrede. Han hadede at lade Allan Jensen gå, men de manglede det afgørende bevis for at kunne varetægtsfængsle ham. Hansen sagde farvel til Lene, pakkede sine ting sammen og tog hjem. Han sov dårligt den nat, for tanken om at Allan Jensen var på fri fod var ikke rar.

Anders vågnede næste morgen, og fik pludselig lyst til at ringe til sin mor. Gårsdagens forhør af Allan Jensen havde chokeret ham en del. Han var så træt af ham. Han løj så åbenlyst, og hvis han bare indrømmede så kunne de opklare Bjarne Thomsens mord. Anders tog med Hansen til stationen. Han stoppede, og kiggede ind i kantinen. De havde skyndt sig så meget at Anders ikke havde fået morgenmad. Anders greb en bolle, og løb efter Lene og Hansen længere henne ad gangen. ”Jeg forstår det ikke!” sagde Hansen. ”Hvad?” spurgte Anders. ”Han har intet motiv! Han kendte ikke Bjarne Thomsen! De bor langt fra hinanden, de har ingen fælles relationer, og ingen af Bjarne Thomsens bekendte nævnte noget om en Allan Jensen!” Lene nikkede. ”Jeg ringer til Mia, Allans kæreste, og hører om hun kan bekræfte hans alibi. Jeg må også høre om hun kender andre, som vi kan afhøre. Måske har Allan Jensen en eller anden, der kan komme til at tale over sig!” ”God ide, Lene” sagde Hansen. ”Anders og jeg vil kigge Pernilles sag igennem igen. Vi er gået i stå, synes jeg!”

Lene fandt Mias nummer, og ringede. Mia tog den efter få sekunder. ”Hej Mia!” sagde Lene i røret. ”Forstyrrer jeg?” ”Næ” sagde Mia. ”Er Allan kommet hjem?” spurgte Lene. ”Ja, han er hjemme i lejligheden”. ”Er du ikke hjemme?” spurgte Lene. ”Næ” sagde Mia igen. ”Hvor er du så henne?”. ”På gaden” sagde Mia. Lene rynkede bryn. ”Har Allan smidt dig ud?” spurgte Lene forsigtigt. Der lød en hulken i røret. ”Jeg er flygtet, Lene!” hviskede hun. ”Hvorfor?” spurgte Lene. Hun måtte have det hele ud af Mia nu. Allan var sikkert rasende hjemme i lejligheden. Han måtte for Guds skyld ikke gøre Mia noget. ”Han slog journalisten ihjel, Lene!” gispede Mia. Jeg har vidst det hele tiden, men jeg har skubbet det væk! Han var så sød, han gav mig et hjem, han var næsten som en far for mig! Men han slog mig også, Lene. Han slog mig, men jeg bed det i mig. Han myrdede journalisten, de betalte ham for det!”. Mia græd skingert i røret. Lene måbede. Hurtigt greb hun sine bilnøgler, mobiltelefon og notesblok og løb ud til bilen. Nu gjaldt det om at finde Mia før Allan gjorde det.

Hansen brummede. Han følte at de var kørt fast. ”Hvad gjorde Pernille da hun kom om morgenen?” spurgte Anders. ”Det nåede jeg slet ikke at se!” sukkede Hansen. ”Jeg kan huske at vi ventede på de to herrer fra BT, og da Lene kom med dem forhørte vi dem længe” Anders nikkede. Det kunne han også godt huske. ”Hun skulle tjekke Bjarne Thomsens computer!” sagde Hansen så. ”Det aftalte vi dagen før” ”Det rigtigt!” råbte Anders. ”Så, så knægt” brummede Hansen. ”Men lad os tage en snak med Ernst, han ved nok hvad hun lavede!” Anders skyndte sig ud af døren, og Hansen gik efter. De gik mod Ernsts kontor, men nåede kun lige forbi mødelokalet. Lene kom løbende. Hun havde slængt jakken over sig, og havde mobil og nøgler i hænderne. ”Hansen!” gispede hun. ”Følg med ud i bilen. Tag to betjente fra afdeling B. med, jeg forklarer i bilen!” Hansen løb efter hende. Han vidste ikke hvad de skulle, men det var soleklart at liv stod på spil.  

Lene satte blink på. Hun kørte over for rødt, og Hansen og Anders fulgte efter i bilen bag hende. Lene forklarede Hansen situationen over politiradioen.  De havde to andre betjente fra afdeling B. med. Lene vidste at Mia havde stået nær gågaden i Århus da hun ringede. Selvom der var gået over en time, så var hun måske stadig i området. Lene bandede over endnu et lyskryds. Det var ikke til at finde rundt herinde i byen, men de skulle finde Mia. Lene havde rådet hende til at gemme sig i en opgang eller lignende, men Mia havde lagt på før hun nåede at snakke færdig. Lene drejede ind på en parkeringspladsved nær ved gågaden. Hun sprang ud af bilen, og Hansen, Anders og de to betjente fulgte hende af sted mod gågaden. De gik hurtigt og kiggede samtidig efter Mia eller Allan Jensen. Pludselig råbte Anders lidt længere nede ad gaden. Han havde fået øje på en ung kvinde der passede til Lenes beskrivelse af Mia. Lene løb derned, og så Mia løbe væk fra dem. Lene prøvede at råbe hende an. Mia sansede tydeligvis ingenting, og Lene måtte løbe efter. Hun pustede, og gispede efter luft. Hendes kondition var ikke så god. . Hansen, Anders og de to betjente nåede op på siden af hende, og så løb de alle efter den unge pige. Det var Hansen der først opdagede de to mænd der også jagtede Mia. Desværre var de nu kun 2 meter fra hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...