Sandhedens Pris

Journalisten Bjarne Thomsens forbrændte lig findes i et skur langt ude på landet. Efterforskerne Hansen, Pernille og Lene sættes på sagen. Hansens unge nevø, Anders, er i praktik på Stationen, og også han hvirvles ind i den uhyggelige sag. Endnu et mord finder sted, og med tiden finder Anders ud af at det er langt fra ufarligt at kende sandheden...

1Likes
0Kommentarer
290Visninger
AA

5. Kapitel 5.

Kapitel 5.

Skuddet rungede i den tomme gyde. Bjarne følte adrenalinen pumpe, og  hans hjerte bankede hurtigt. Hans form havde været bedre, og den hastige flugt fra værtshuset havde taget hårdt på ham. Han prøvede at kontrollere sit åndedræt, og lyttede samtidig efter flere skud. Da der ikke kom flere, sneg han sig langsomt frem. Han nåede døren til lejligheden. Nu skulle han skrive. Nu håbede han bare at ingen opdagede hvad han havde lavet i de sidste par timer.

Hansen rynkede brynene. ”Kig lige efter den besked, Anders!” sagde han skarpt. Anders ledte lidt, og fandt mobilen i tasken. Ganske rigtigt, der var to ulæste beskeder fra Pernille. En fra kl. 15.14, og en fra kl. 16.15 i går. Anders grublede. Larsen fortsatte med at vise Hansen bevismateriale som kunne have dna på, men Anders afbrød dem. ”Det kan ikke passe!” sagde han højt. ”Hvad?” sagde Ernst. ”Frank, obducenten, sagde at Pernille døde kl. 15.30, men det må have været senere, for jeg fik en besked fra hende kl. 16.15” Hansen smilede stort. ”Godt klaret knægt! Se lige hvad der står i de beskeder!” Anders greb sin mobil, og kiggede først beskeden fra kl. 16.15. Der stod:

Agfhjuiyw hej

”Hvabehar?” sagde Ernst overrasket. ”Det er jo det rene volapyk!” Hansen nikkede eftertænksomt. ”Det er meget mærkeligt!” sagde han. ”Hvad med den anden, Anders?” Anders klikkede på beskeden fra kl. 15.14. Der stod noget helt andet end i den første:

Hej Anders J

Jeg tror jeg har knækket koden!

Jeg har lige været hjemme og hente min telefon.

Kører ned til jer nu.

Knus

”Det lyder meget mere som Pernille!” sagde Anders, og smilede trist til Hansen. ”Ja, men det bekræfter også vores teori: Pernille kom hjem, hentede sin mobil inde i huset, skrev beskeden til dig og gik derefter ud af døren. Her skete mordet!” Hansen slog hænderne sammen. ”Men hvad med den anden sætning?” spurgte Ernst. Hansen og Anders læste begge sætningen igen. ”Jeg tror, jeg har knækket koden!”. Hansen rynkede brynene. Måske havde de mere end et gerningssted!

Lene tog sig selv i at sidde og stirre. Hun var ellers altid i gang med noget, men nu var hun bare helt tom. Hun havde arbejdet sammen med Pernille i mange år nu, og her føltes så stille. Om en halv time skulle hun hjem til Torben og ungerne, og hun vidste lige, hvad hun skulle, når hun kom hjem. Sove. Lene havde forhørt Pernilles forældre og lillesøster samt hendes veninde. Det havde været en hård omgang. Ingen af deres oplysninger havde dog givet noget konkret. Lene rettede sig op, og gik med hastige skridt ned ad gangen. Hun var kommet i tanke om noget vigtigt. Lene hastede af sted, og nåede ned til fællesrummet. Hun kiggede i Hansens dueslag, og ganske rigtigt. Ernst og de andre teknikere havde lagt en rapport. Lene flåede den til sig, og skyndte sig tilbage til Ernsts kontor. Her fandt hun Hansen, Ernst og Anders. ”Hvad finder I ud af?” spurgte hun spændt. Hansen fortalte om beskederne. ”Det må være en anden end Pernille, der har sendt den sidste sms!” sagde Lene. De andre nikkede. ”Og hvad mener hun med at hun har knækket koden?” spurgte hun. ”Har Pernille løst gåden om Bjarne Thomsens død eller hvad?” Hansen trak på skuldrene. ”Jeg indrømmer at jeg er lidt forvirret!” sagde han. ”Men nu vil Anders og jeg tage ud til gerningsstedet!”. ”Vent lige lidt!” sagde Lene. ”Der er noget, I skal se!”

Anders prøvede at læse over Hansens skulder, men kunne ikke. Han sukkede, og ventede til hans onkel havde læst færdigt. Hansen smilede pludselig stort. ”Fremragende!” sagde han. Lene nikkede glad. ”Er det rapporten om fingeraftrykket, du læser?” spurgte Ernst, der havde stået i baggrunden. Hansen nikkede. ”Hvad står der?” spurgte Anders nysgerrigt. ”De fingreaftryk der var på de sammensmeltede plasticsække, var af god kvalitet. Så gode at vi har fundet ud af hvem de tilhører. Allan Jensen, tidligere dømt for mord på en ung kvinde. Motivet fandt man aldrig ud af, men de fysiske beviser var for stærke. Et overvågningskamera filmede ham imens han sloges med kvinden, og senere fandt man hans hudceller på mordvåbnet, en pistol. Han sad i fængsel i 11 år, og kom ud for tre år siden. Han er bosat i Århus, og er efter vores oplysninger arbejdsløs”. Lene klappede glad i hænderne. ”Jeg finder hans nummer og henter ham ind til forhør i morgen!” sagde hun. ”Er du sikker på vil du have den opgave, Lene?” spurgte Hansen bekymret. ”Det er trods alt en morder vi snakker om!” Lene trak på skuldrene. ”Jeg skal nok klare den” sagde hun. ”Jeg har brug for at komme væk… hvis du forstår?” Lene så trist på Hansen. Han nikkede. ”Anders og jeg er klar, når du kommer med ham. Så snart vi møder i morgen vil jeg tale med Thomas Henriksen. Jeg må undersøge om han løj af en årsag!” Lene nikkede. Så tog de alle sammen hjem.

Næste morgen sad Ernst på kontoret og pillede ved Pernilles mobil. Klokken nærmede sig ti og han havde intet foretaget sig denne morgen. Hansen og Lene havde som sædvanligt travlt, og var begge to suset af sted mod hver sin mistænkte. Ernst hadede at føle sig uden for efterforskningen, for var der noget han ville, så var det at knalde Pernilles morder. Han ønskede at kunne gøre en forskel. Plastichandsken irriterede hans tørre hud på hænderne, og han lagde mobilen for at tage handsken af. Idet mobilen ramte bordpladen, skete der noget, som fik Ernsts hjerte til at hamre. Bare han nu kunne få fat på Hansen og Lene.

Hansen satte sig tungt i en gammel sofa. Han følte sig meget forlegen, og sank en stor klat spyt. Anders sad i lænestolen overfor ham, og pillede ved sin mobiltelefon. ”Sæt den lige på lydløs, gider du?” spurgte Hansen. Anders nikkede, og lagde mobilen i lommen. Thomas Henriksen trådte ind i den trange stue. Han havde et fad med kaffe og kager i hænderne, og satte hele molevitten tungt på sofabordet. ”Vi har nogle spørgsmål, som vi håber du kan hjælpe os med?” sagde Hansen. ”Javel” sagde Thomas Henriksen mat. Han havde sorte rande under øjnene, og hele hans aura lyste af ligegyldighed og opgivelse. ”Vi forstår ikke, hvorfor du fortalte os at dit og Bjarne Thomsens forhold var nogenlunde problemfrit. Din mor fortalte os om jeres problem med Bjarnes tur til Asien, og at du tilsyneladende ville afslutte jeres forhold. Hvad har du at sige til det?” Thomas Henriksen sank om muligt endnu dybere sammen. ”Så fordi mit og Bjarnes forhold var i en svær periode, da han blev myrdet, så er jeg mistænkt?” spurgte han træt. Hansen vred sine hænder. ”Dit alibi er troværdigt, og er blevet bekræftet. Men jeg bliver nød til at spørge ind til dit og Bjarnes forhold!” Efter en halv time forlod Hansen og Anders lejligheden. Hansen havde udspurgt Thomas Henriksen om  detaljer, men ingen af de svar, de fik, bragte dem nærmere et gennembrud. Det var først, da de sad i bilen at Anders opdagede de fem ubesvarede opkald på hans telefon.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...