Sandhedens Pris

Journalisten Bjarne Thomsens forbrændte lig findes i et skur langt ude på landet. Efterforskerne Hansen, Pernille og Lene sættes på sagen. Hansens unge nevø, Anders, er i praktik på Stationen, og også han hvirvles ind i den uhyggelige sag. Endnu et mord finder sted, og med tiden finder Anders ud af at det er langt fra ufarligt at kende sandheden...

1Likes
0Kommentarer
294Visninger
AA

4. Kapitel 4.

Kapitel 4.    

Den her by sov aldrig. Det havde Bjarne fundet ud af allerede da han ankom til Bangkok. Delhi havde været interessant, men Bangkok var fascinerende, og fuld af hemmeligheder. Bjarne var sikker på at det nok skulle blive godt. Det var bare ærgerligt, at han skulle interviewe så mange. Bjarne hadede at føle sig afhængig af andre, men her var han tvunget til det. Det var de lokale der vidste det hele, og selvom de udadtil var venlige, så krævede de altid penge. Bjarne var også ved at rende tør for tid. En ung mand greb pludselig ud efter hans taske, og prøvede at spænde ben.. Bjarne gav ham et kraftigt skub så manden tumlede omkuld. Bjarne puttede irriteret sin pung dybere ned i lommen, og begav sig ind i Bangkoks farligste slum.

Lene gik rastløs frem og tilbage på kontoret. Hun drejede sit skulderlange, lysebrune hår om fingeren, og smækkede fraværende med læberne. Ud af øjenkrogen kunne hun se Hansens nevø sidde og skumle. Hansen havde sagt at drengen under ingen omstændigheder kunne komme med. Lene var enig med Hansen, hvem kunne vide hvordan der ville se ud? Hun kunne selv huske episoder med drabssager, som havde fået hende til at ligge vågen om natten.  Lene var bekymret. Et mord til, det var meget usædvanligt her i deres lille område. Folk ville blive skræmt fra vid og sans. Det var trods alt bare i forgårs at Bjarne Thomsen blev fundet død, og nu var der allerede et nyt mord. Lene vred sine hænder. Hun burde tage hjem, klokken var allerede for mange, men hun kunne bare ikke. Hun vidste at Hansen ikke havde mobiltelefon, men måske kunne han låne en af Larsen og ringe. Netop da hun tænkte det, ringede telefonen. ”Det er Lene!” gispede hun. ”Hej” lød Larsens stemme. ”Lene, Hansen er helt ude af den! Jeg tror, det er bedst hvis jeg bare fortæller det!” ”Jaja, Larsen, fortæl nu!” sagde Lene, og mavepinen blev værre. ”Det er Pernille…” hviskede Larsen.

Hansen sad helt stille. Billedet af den unge kvindes krop kunne ikke komme ud af hans hoved. Hendes trøje havde været revet i stykker, og hele hendes krop var fyldt med rifter og blå mærker. Hun lå på græsset, men hendes hoved vendte i en hel forkert retning. Der var ingen tvivl om at hendes hals var brækket. Hansen havde været nervøs allerede, da ham og Larsen kørte ud til gerningsstedet, for det han havde hørt i telefonen, havde ikke lydt rart. Men da han genkendte Pernille, dér på jorden, så smuldrede det bare for ham. Larsen havde straks ringet til Lene og de andre hjemme på stationen, men Hansen var bare sunket sammen. Én følelse var stærkere i hans bryst end sorgen, og det var viljen. Viljen til at finde og straffe den, der have gjort det her mod Pernille.

Næste morgen spiste Anders sine havregryn uden at sige et ord. Han var så ked af det. Pernille havde været lige som en ven for ham, sjov og sød og spændende. Nu var hun blevet brutalt myrdet. Anders kiggede over på sin onkel. Han stod og tørrede af. Han havde tørret på det samme glas i evigheder nu. ”Hvad…” begyndte Anders, og onklen snurrede rundt. ”Jeg tager ind på stationen!” sagde han lidt for højt. ”Vi har en morder på fri fod, ved du nok?” Anders nikkede. ”Jeg tager med. Jeg skal ikke gå herhjemme og tænke på Pernille hele dagen!” Hansen nikkede forstående. De gik ud til bilen, og kørte af sted.

Frank Larsen sad og stirrede på sin kaffe. Han havde lige obduceret sin kollega. Han havde altid følt en stor medlidenhed med de mennesker han obducerede, men han havde aldrig før obduceret en han kendte. Dette var det værste han havde oplevet. Han var blevet tilbudt at droppe sagen og lade en anden obducere Pernille, men han havde pure nægtet. Han ville til bunds i det her. Nu skulle han bare finde Hansen og de andre og fortælle dem det hele. Det gjorde pludselig ondt, for Hansen og de andre var jo kun Hansen og Lene nu. Larsen rejste sig, og efterlod sin kaffe urørt.

Lene prøvede at fokusere på manden foran hende. Han var yngre end hende selv, nok omkring 35 år. Han stod og trippede, og så meget anspændt ud. ”Er De indblandet i sagen om Bjarne Thomsens død?” spurgte manden. Han havde en behagelig, melodisk stemme. Lene lagde mærke til at han kaldte hende ”De”. Det var der ingen der gjorde mere, og da slet ikke nogen så ung som han. ”Jeg kan ikke udtale mig til pressen, desværre!” mumlede Lene. Hun var stadig langt væk, og så konstant Pernille blive myrdet på mere og mere forfærdelige måder. ”Jeg er ikke fra pressen!” sagde manden. Og så sagde han noget, der fangede Lenes fulde opmærksomhed.

Hansen og Anders var på vej ned ad gangen, netop færdige med at høre Larsen fortælle om obduktionen. Ikke overraskende, var dødsårsagen den brækkede nakke, men Pernilles krop viste flere tegn på overfald – også nogen som var påført efter døden var indtruffet. Dødstidspunktet var om eftermiddagen, formentlig mellem klokken 15 og 16.. Hun blev myrdet lige udenfor sit hus, og Larsens teori var at hun netop var kommet hjem, og var trådt ud af bilen og så blevet overfaldet. Hendes bil holdt nemlig i garagen. Hansen var stadig forvirret, også fordi ingenting passede. Hvorfor skulle Pernille tage hjem før tid uden at fortælle det til nogen? Havde dette her mord noget med Bjarne Thomsen at gøre, eller var det bare tilfældigt? Indtil videre var de to mord meget forskellige. Det første mord virkede som noget der havde været planlagt længe, og morderen havde slået ofret ihjel hurtigt, og skaffet liget væk på en lige så hurtig måde. Det andet mord virkede mere som ren vold, og Hansen var slet ikke sikker på at det var meningen at Pernille skulle dø. Morderen havde også bare ladet hende ligge, hvilket var mærkeligt. Nu kaldte Lene fra sit kontor. Noget måtte være sket, men hvad?

”Du er Bjarne Thomsens kæreste, siger du?” spurgte Lene chokeret, og prøvede ikke at se alt for fordomsfuld ud. Manden nikkede. ”Jeg læste i avisen at I leder efter pårørende. Jeg ved at Bjarne ville være imod dette her, men jeg kan ikke bare blive hjemme, når en eller anden har myrdet Bjarne!” Lene opdagede Hansen og Anders længere nede af gangen, og skyndte sig at kalde på dem. ”Kom med her!” sagde hun så, og førte manden ind i forhørslokalet. Hun satte sig over for ham, og Hansen og Anders satte sig også ned hos dem. De to nyankommne kiggede spændt på Lene. ”Jo ser I!” sagde Lene, ”Denne mand siger at han er Bjarne Thomsens kæreste!” Hansen stirrede forvirret. Anders trak på smilebåndet over onklens reaktion. Selv havde han ingen problemer med at to af samme køn dannede par. ”Jaså!” brummede Hansen. ”Må jeg bede om dit navn, så?” Manden nikkede. ”Jeg hedder Thomas Henriksen”. Lene skrev, og Hansen spurgte: ”Hvor bor du?” ”Jeg bor i Århus, Havnegade 23”. Hansen nikkede. ”Hvordan var jeres, øh… forhold?” ”Vi havde selvfølgelig vores problemer!” sagde hr. Henriksen tænksomt. ”Vi mødtes for 5 år siden, og blev hurtigt gode venner. Bjarne skulle interviewe mig om mit firma, et konsulentfirma, og det udviklede sig!”. Hansen så forarget ud, men holdt mund. Det her var vigtigt. ”Vi flyttede aldrig sammen, det ville Bjarne ikke, men vi sås mindst et par gange om måneden, altid hjemme hos mig.  Bjarne var bange for at blive opdaget. Jeg synes han var fjollet, men Bjarne insisterede på at holde det hemmeligt!”. Hansen rynkede brynene. ”Har du en idé om hvorfor nogen skulle slå Bjarne ihjel?” spurgte Lene. ”Nej…” sagde Thomas Henriksen usikkert. ”Har I nogen mistænkte?” Hansen overvejede, hvad han skulle sige. Det var dumt at røbe for meget, men fyren her havde trods alt et forhold til Bjarne. ”Vi mistænker en af Bjarnes kollegaer. Kender du noget til Troels Kristiansen junior?”. ”Ikke meget” sagde Thomas Henriksen. ”Bjarne snakkede ikke så meget, men han har da nævnt manden. Jeg tror ikke de var perlevenner”. Lene smilede. Det lød sandsynligt.  ”Tak fordi du kom, Thomas” sagde hun venligt. Manden smilede. Han havde været nervøs, kunne hun se, for han svedte og hans hænder rystede. ”Vi må bede om dit alibi for eftermiddagen og aftenen i tirsdags. Det skal helst kunne bekræftes!” Thomas Henriksen nikkede. ”Jeg var hjemme hos min mor. Hun kan bekræfte det” Lene nikkede. ”Fint, vi skal nok kontakte hende. Må jeg få hendes nummer?” Thomas nikkede og gav hende nummeret. ”Jamen så farvel for nu!” smilede Lene, og glædede sig indvendigt over at de nu havde noget at gå videre med.

Hansen smilede et lille, svagt smil til Lene, da Thomas Henriksen var gået. ”Jeg ringer til moren!” sagde Lene. Hansen nikkede. ”Vi går ned til teknikerne og starter på gennemgangen af bevismaterialerne fra…” Hansen tav. Der var ikke brug for mere forklaring. Lene nikkede blot, og gik ind på kontoret. Hun skulle lige til at ringe til Thomas Henriksens mor, da telefonen ringede. ”Ja?” sagde Lene. ”Okay…” Hun smed skuffet røret på. Det her var dårlige nyheder.

Hansen og Anders var begge tavse. Ingen af dem havde lyst til at snakke om det der nu skulle ske. De have begge sprunget eftermiddagspausen over, og skulle nu ned og gennemgå fundene fra gerningsstedet. ”Anders, jeg vil lige sige noget til dig” sagde Hansen, inden de gik ind ad døren. ”Du har klaret det rigtig godt, og jeg stoler på at du ved, hvad der er bedst for dig selv. Det her bliver ikke rart. Gå bare ud hvis du vil, men du må også gerne blive. Jeg tror på at du godt kan” Anders rødmede af stolthed. Han nikkede til sin onkel, og åbnede døren. ”Dav!” sagde Ernst. Hansen nikkede til ham. ”I er kommet for at se, hvad vi har fundet, ikke sandt?” ”Jo” sagde Hansen. Ernst viste dem over til et bord med en masse billeder og mange små effekter i plasticposer. ”Det første I skal se er denne her!” Ernst pegede på en mobiltelefon. Anders genkendte Pernilles Nokia. Han blev helt trist ved mindet om deres venskabelige skænderi i bilen. Det føltes som uger siden, men det var bare et par dage. Hvordan kunne han overhovedet være så påvirket over hendes død? Han havde trods alt kun kendt hende kort tid. Anders rystede på hovedet og fokuserede på Ernst. ”Mobilen her lå ved siden af liget ” sagde han. ”Og det har hjulpet os med at lave denne teori: Pernille må være ankommet til grunden, for bilen holdt i garagen. Hun er gået ind i huset med skoene på, for der var mudderspor hele vejen ind til skrivebordet. Her har hun formentlig taget sin telefon, og er gået tilbage til døren. Det tyder muddersporene på. Hun blev overfaldet lige da hun trådte ud af døren igen. Nøglen sad nemlig stadig i døren, og det var jo også der hun blev fundet” Anders nikkede. Det lød sandsynligt. ”Nu ved vi hvorfor hun ikke ringede, hun havde glemt sin mobil!” sagde Hansen. ”Men vi ved stadig ikke, hvorfor hun forlod stationen før tid eller om hun kørte direkte hjem!” Ernst nikkede. ”Vi har tjekket mobilen, og de to sidste beskeder hun sendte var til din telefon, Anders!”

Lene skumlede. Hun havde lige snakket med kriminalassistenten, og han havde fortalt hende at både Troels Kristiansen junior og senior tilsyneladende var troværdige. Deres alibier holdt, og var blevet bekræftet af flere personer. Det var de to hovedmistænkte, der røg der. Lene tastede Thomas Henriksens mors nummer, og en lys kvindestemme tog røret. ”Hej. Du taler med Lene Bech fra politiet. Jeg skal bede dig svare på nogle spørgsmål i forbindelse med din søn, Thomas” ”Ja” sagde kvinden. ”Hvad er dit fulde navn?” spurgte Lene. ”Jeg hedder Ingrid Mary Henriksen”. Lene skrev det ned, og spurgte: ”Kendte du Bjarne Thomsen?  ”Ih ja!” sagde Ingrid i røret. ”Thomas var nært knyttet til Bjarne. De havde et svært forhold, for Bjarne var bange for at folk skulle opdage det, men de holdt trods alt sammen, indtil…”. ”Indtil hvad?” spurgte Lene nysgerrigt. ”Jo altså Bjarne tog to måneder til Asien. Han sagde til Thomas at han skulle arbejde. Han kom hjem for 2 uger siden. Thomas har fortalt mig, at han så nogle billeder Bjarne havde taget på turen og… ja lad os sige at han så noget meget væmmeligt!”. ”Hvad?” spurgte Lene. ”Han så et billede af en nøgen fyr… en asiat, og han var tydeligvis prostitueret!”. Ingrid snerrede nærmest det sidste, og man kunne sagtens høre hvad hun mente om dette. ”Hvad skete der så?” spurgte Lene. ”Jo, Thomas blev meget frustreret! Bjarne sagde at det ikke var som han troede, men at han ikke kunne afsløre, hvad sandheden var, men den hoppede Thomas selvfølgelig ikke på, så jeg tror ikke de har set hinanden siden da!”. Lene nikkede. De måtte hellere få Thomas Henriksen tilbage i forhørslokalet. Og det kunne kun gå for langsomt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...