Sandhedens Pris

Journalisten Bjarne Thomsens forbrændte lig findes i et skur langt ude på landet. Efterforskerne Hansen, Pernille og Lene sættes på sagen. Hansens unge nevø, Anders, er i praktik på Stationen, og også han hvirvles ind i den uhyggelige sag. Endnu et mord finder sted, og med tiden finder Anders ud af at det er langt fra ufarligt at kende sandheden...

1Likes
0Kommentarer
287Visninger
AA

3. Kapitel 3.

Kapitel 3.

Bjarne sad på hotellet og skrev. Hans hånd krampede, og han måtte lægge blyanten fra sig. Han fortrød at han ikke havde taget den bærbare computer med, men han havde ikke haft mere plads i kufferten Provokerende, for han havde så meget at formidle. Dagens besøg på fabrikken havde givet en masse. Han kunne ikke vente til denne her artikel ville være på forsiden. Han vidste at folk ville blive forargede, men det ragede ham. Han var ligeglad. Som altid.

Pernille knurrede. Det var sjældent hun var gnaven, men Ernst og de andre teknikere gik hende på nerverne. De havde stadig ikke meldt tilbage om Bjarne Thomsens computer, selvom hun havde bedt dem om det allerede inden hun gik i går. Hun bed fraværende i en kuglepen. En bippende lyd fra mobiltelefonen rev hende løs af trancen. ”Pernille Høstgaard!” sagde hun ivrigt. ”Goddag Pernille, Sille, Pille, Nille, Dille…” Pernilles humør sank endnu en tak. Ernst skulle altid drille med hendes navn. ”Jaja, Pernille, undskyld. Jeg skal fortælle dig noget vigtigt!” Ernst blev alvorlig i røret. ”Vi har tjekket Bjarne Phils computer. Vi fandt mange interessante ting. Kommer du herned, så kan du læse det?”.

Lene vinkede irriteret med armen foran hr. Thomsens ansigt. ”Ja, undskyld, hvad sagde du?” Manden gloede tomt frem for sig. Lene råbte højt indvendigt. Klokken var 11, og hun havde nu afhørt op mod 20 journalister hos BT. Ingen af dem sagde noget nyt. Hun var kørt hele vejen til Århus for det her! ”Bjarne var en dygtig, sur journalist”. Sådan lød det hele tiden. Ingen havde tilsyneladende kunnet lide ham, men der var heller ingen, der ligefrem virkede som om de havde skudt ham. ”Jeg spurgte dig hvad dit forhold til Bjarne Thomsen var?” sukkede Lene, men fortrød så tonen. Hr. Thomsen sukkede. ”Jeg fatter ikke hvorfor I udspørger os uden først at snakke med Troels Kristiansen!”. Han rystede undrende på hovedet. ”Vi har talt med redaktøren” sagde Lene spidst. ”Ikke senior, junior. Troels Kristiansen junior! Alle ved at han og Bjarne ikke kunne døje hinanden!”. Lene slog sig for panden. Det havde ingen gidet fortælle hende før nu? Redaktørens søn hadede ofret! Lene sukkede og greb mobilen i lommen.

”Det er Lene” lød det i røret. ”Åh hej Lene!” sagde Pernille. Hun havde nær tabt telefonen, fordi hun gik så stærkt. Hun rynkede brynene, da hun hørte Lenes spørgsmål. ”Nej, hr. Kristiansen fortalte at ingen brød sig om hr. Thomsen, men han sagde også at han ingen specielle fjender havde!”. Pernille drejede om hjørnet og kunne nu se døren ind til teknikerens kontor. ”Hvad siger du!” Pernille stoppede op. ”Redaktørens søn? Er det noget alle ved?”. ”Ifølge de fleste af journalisterne, ja!” svarede Lene i den anden ende af røret. ”Men hvorfor fortalte Troels os ikke det?” spurgte Pernille. Og det spørgsmål kunne Lene ikke svare på. Endnu.

Pernille læste dokumentet fra teknikerne så hurtigt hun kunne. Dette her var interessant, meget endda. Bjarne Thomsens computer var fyldt med dokumenter, og teknikerne havde lagt alt det frem til hende, de kunne finde. Pernille læste det hurtigt. Så snart hun var færdig, fandt hun et helt specielt nummer i telefonbogen. Pernille greb telefonen og ringede op. Efter en kort samtale greb hun sin jakke og skyndte sig ud til bilen. Hun havde ikke tid til at informere Hansen og de andre endnu. Det måtte blive senere.. .

Hr. Kristiansen senior, stod der på skiltet. Lene bankede på den flotte egetræsdør. Uden at vente på svar gik hun ind. ”Troels Kristiansen, jeg vil bede dig følge med på stationen!”. Redaktøren så helt paf ud. Han sad ved sin computer og gloede. ”Undskyld mig, hvad sagde du? Det kan du ikke mene!” Lene rystede på hovedet. Typisk reaktion, meget irriterende. ”Følg nu med Troels, du gør det kun værre!”. Så rejste han sig, redaktøren, og fulgte med. ”Hvad drejer det her sig om?” spurgte han nervøst, da de gik ned af gangen. ”Det finder du tids nok ud af!” smilede Lene. ”Udgangen er altså den her vej!” sagde Troels uforstående, da Lene gik forbi trappen. ”Vi skal lige have en anden med også!” sagde hun. Så bankede hun på Troels Kristiansens dør. Junior denne gang, ganske vist, men der kom præcis samme reaktion. ”Hvad? Hvorfor? Hvornår? Nu? Ej, det kan du ikke mene!”. Igen fulgte manden efter, og kort tid efter sad de alle tre i politibilen. Lene betragtede de to mænd i bakspejlet. Begge var nervøse, det kunne man tydeligt se. De lignede hinanden, men jr. havde færre rynker og en slankere krop. De kørte i en times tid, indtil Lene parkerede bilen ved stationen. ”Nu går vi ind til Hansen i forhørslokalet!” smilede hun. Hun bad dem sætte sig ind og gik selv ud for at finde Hansen. Han sad i kantinen, men fulgte straks efter da han hørte hvad Lene havde skaffet. Nu skulle sandheden frem.

Anders sad alene tilbage i kantinen. Han smilede ved tanken om at hans onkel nærmest var løbet af sted, da Lene var kommet. De skulle vist forhøre nogen. Anders kunne ikke rigtigt finde ud af onklen. Sommetider var han gnaven og gammeldags, og andre gange var han venlig og smilende. Anders kom i tanke om hvem det var hans onkel og Lene skulle afhøre. Han skyndte sig af sted mod forhørslokalet. Dette her ville han ikke gå glip af! Han bankede ikke på, men brasede bare ind. ”Anders! Hvad laver du her?” Hansen så vredt på ham. Anders svarede ikke, men satte sig bare på en stol i hjørnet. Hansen så skeptisk ud, men ignorerede ham så bare. Anders smilede, og satte sig til at lytte.

Hansen og Lene sad over for to mænd, en på 35, en på omkring 60 år. Lene sagde: ”Nå, men grunden til at vi har hentet jer herind er at vi har nogle ting at spørge om, vedrørende Bjarne Thomsens død. Vi undrer os over at alle de journalister vi hidtil har udspurgt, har sagt at du, Troelsjunior, har haft åbenlyse stridigheder med hr. Thomsen. Det var dog ikke det du fortalte?” Redaktøren vred sine hænder. Hans søn sukkede og kiggede ned i skødet. ”Jeg…” begyndte Troels senior, men tav så igen. Han sad lidt, og sagde så: ”Jeg gjorde det for at beskytte min søn! Jeg ville ikke have at han fik problemer!”. Redaktøren rystede på hovedet, som om han godt selv vidste hvor dum han havde været. ”Du løj for os!” sagde Hansen skarpt. ”Og hvis din søn ikke var i problemer før, så er han det i hvert fald nu!”. De to mænd overfor ham blegnede. ”Vi skal bruge et alibi fra begge af jer, og det skal bekræftes af nogen eller noget. Og vi vil lave husundersøgelse hos jer begge, og afhøre jeres pårørende!” Hansen kiggede den yngste Troels Kristiansen dybt i øjnene. ”Lene, vil du ikke afhøre Troels senior igen, så vil jeg snakke med junior?” Lene nikkede. Hun rejste sig, og Troels fulgte med uden at protestere.

Hansen grublede. Han kunne ikke hitte redde i det her. Han prøvede at kigge Troels Kristiansen junior i øjnene, men han kiggede bare væk. ”Nå, kan du fortælle mig, hvornår denne fejde med Bjarne Thomsen startede?” Troels nikkede. ”Det startede med at far ansatte mig på avisen, da jeg var 31, for 5 år siden. Bjarne var allerede ansat da jeg kom, og han har altid været fremme i skoene. Han havde forsidehistorier allerede dengang, og min far snakkede altid om ham. Jeg fandt ham dybt irriterende, fordi han altid var så selvhøjtidelig og gnaven. Han undte kun sig selv goder, og han blev lynhurtigt aggressiv. Jeg opsøgte ham, for at tale lidt med ham. Jeg spurgte ham ud om forskellige episoder på avisen, og pludselig fløj han op og stak mig en lussing. Bjarne råbte at jeg skulle holde næsen for mig selv, og svinede mig derefter til. Han råbte at far kun havde ansat mig fordi jeg var hans søn, og sagde at en hvalp som jeg bare skulle skride. Jeg blev vred, for jeg var ansat på lige fod med ham, men jeg skyndte mig alligevel derfra. Siden da har vi bare ikke kunnet tale sammen. Jeg prøver at undgå ham, men han opsøger mig tit bare for at svine mig til. Jeg tror han er sådan en person, der bare opsøger problemer!”. Hansen kiggede længe på Troels junior. Det lød jo meget fornuftigt, men han havde på fornemmelsen at den unge Troels kunne være meget spydig. Der måtte være sket noget den dag på Bjarne Thomsens kontor, noget som Troels måske havde villet afslutte?

Pernille kørte så hurtigt hun kunne. Hun havde glemt sin mobiltelefon derhjemme, og det var bare super uheldigt. Formiddagen havde været rigtig interessant, og nu skulle hun bare have fat i Hansen. Hun havde slet ikke hørt hvordan det gik de andre, men hun mente at hun selv havde det afgørende bevis. Alt passede, men hun havde brug for de andre før det hele kunne klappe. Pernille sukkede, og trådte speederen i bund. Nu skulle hun bare hjem så hurtigt som muligt.

Anders var træt i hovedet af at høre Hansen og redaktørens søn snakke. Hansen udspurgte ham i en uendelighed, og Anders følte at det kørte i ring. Hansen så også træt ud, men Troels jr. snakkede bare videre. Anders følte at han ikke var helt ærlig. Han talte alt for hurtigt, og hans blik flakkede. Hansen sukkede henne ved bordet, og sagde: ”Okay, nu må jeg bede om dit alibi for eftermiddagen og aftenen i forgårs). Det skal helst bekræftes!”. Troels svarede: ”Jeg tog hjem fra arbejde kl. 17. Det kan receptionisten bekræfte, og det gør jeg desuden hver dag. Så tog jeg hjem til min familie. Det kan Ulla bekræfte!”. Hansen nikkede tungt. ”Vi skal nok kontakte de to. Farvel” Redaktørens søn rejste sig hurtigt, og fulgte efter Hansen. Anders ventede få minutter, så trådte hans onkel og Lene ind på kontoret. De talte lavmælt sammen. Lene fortalte at redaktøren havde givet et alibi der lød troværdigt. Han havde også adskillige personer, der kunne bekræfte det. Hansen sagde: ”Jeg synes vi skal tage et opsamlingsmøde. Jeg har allerede aftalt det med Larsen nede fra obduktionen. Lad os lave noget kaffe og sætte os ind på mit kontor!” Anders og Lene fulgte efter Hansen ud på gangen. Pludselig spurgte Anders: ”Hvor er Pernille?”. Hansen rynkede brynene. ”Gider du lige tjekke hendes kontor?” spurgte han. Anders spænede af sted, men fandt kontoret tomt. Han løb tilbage. ”Pernille er væk!” fortalte han de andre. ”Hun er sikkert kørt ud til gerningsstedet” sagde Hansen. ”Lad os holde mødet alligevel”.

Frank Larsen gik ned ad de lange gange. Han var glad for at Hansen ville have ham med til opsamlingsmøde. Frank bankede på, og blev lukket ind af Lene Bech. Kontoret duftede af kaffe, og både Hansen og hans nevø sad ved bordet. ”Velkommen Larsen!” sagde Hansen. ”Sid ned” Larsen satte sig, og begyndte at tale: ”Godt, vores offer er Bjarne Thomsen, ansat hos BT, en af deres bedste journalister, bor alene, ingen børn eller kone, død af et skud gennem hjertet. Han blev lagt i et træskur i en plasticsæk, og her satte morderen formentlig ild til skuret. Der er fundet en rulle plasticposer som er sendt til analyse. Et andet spor vi har at gå efter er at Bjarne Thomsen var ærkefjende med redaktørens søn, Troels Kristiansen. Han far, redaktøren, løj for os. Han sagde at Bjarne ingen specielle fjender havde, også selvom han udmærket vidste at hans søn var Bjarnes værste fjende!” De andre nikkede. Pludselig ringede Hansens telefon. Hansen tog den. Hans ansigt så forundret og bekymret ud. Han sagde farvel, og lagde på. Han greb hurtigt sin jakke og begyndte at lede efter sine bilnøgler. ”Hvad sker der Hansen?” spurgte Lene bekymret. ”En kvinde er fundet myrdet!” svarede han dystert.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...