Sandhedens Pris

Journalisten Bjarne Thomsens forbrændte lig findes i et skur langt ude på landet. Efterforskerne Hansen, Pernille og Lene sættes på sagen. Hansens unge nevø, Anders, er i praktik på Stationen, og også han hvirvles ind i den uhyggelige sag. Endnu et mord finder sted, og med tiden finder Anders ud af at det er langt fra ufarligt at kende sandheden...

1Likes
0Kommentarer
295Visninger
AA

2. Kapitel 2.

Kapitel 2.

Han følte sig som en kæmpe blandt dværge. Han gik midt i Delhis værste slum, og solen brændte og myggene stak. Han stoppede, og kaldte spørgende. En lille inder åbnede døren. Dør var måske så meget sagt, det var blot et bræt med lidt plastic omkring. På den anden side passede det fint til resten af det lille hus, som også var bygget af plasticsække og pindeværk. Han dukkede sig, og gik indenfor. Her stank af urin og råddenskab. Familien var på mindst 10 medlemmer, og de mindste sad på gulvet og vrælede. En indsunken ældre kvinde beroligede dem, og så startede interviewet. De mange timer han havde brugt på at lære sprog, kom ham nu til gode. Han udspurgte familien i timer, og gik til sidst derfra i godt humør. Trods stanken smilede han stort, for nu havde han virkelig noget at lave.

Først blev der helt stille på kontoret. Så udbrød Anders: ”Hvad døde han så af?” ”Godt spørgsmål, knægt!” smilede Frank. ”Han blev skudt. Lige gennem hjertet! Se selv:” Frank pegede på et billede af såret ved hjertet, og ganske rigtigt kunne Hansen og Anders se et mærke efter et projektil, der var gået lige igennem kroppen. ”Meget heldigt ramt! Kuglen sidder ikke i kroppen, så vi kan ikke finde mordvåbenet  ( den??), og kuglen gik lige gennem hjertet!” Frank lød helt imponeret. ”Tak, Larsen. Vi snakkes!”.

Hansen og Anders forlod rummet. ”Hvad så nu?” spurgte Anders sin onkel. ”Ja, nu må vi høre om Pernille og Lene har identificeret vores offer. Og så ville jeg jo normalt tage ud til gerningsstedet igen. Problemet er bare at vi ikke aner, hvor dette mord er blevet begået!”. ”Hansen!” råbte en stemme bag dem. ”Hej Pernille, noget nyt?” spurgte Hansen. ”Ja, det kan du tro! Men fortæl mig først, hvad I har fundet ud af!”. Anders forklarede hende alt det de havde fået at vide af Frank Larsen. ”Hm, måske passer det sammen med det her! Ofret er Bjarne Thomsen, 56 år og her fra byen. Han arbejdede som journalist inde i Århus, for BT. Han boede alene på Rødkælkevej 24”. ”Udmærket!” sagde Hansen, ”Bed Lene tage derud og udspørg venner og familie. Anders og jeg vil tage pressemødet nu, og så kører vi hjem!”. ”Nå, men så ses vi i morgen Hansen!” råbte Pernille efter dem, overgav hurtigt sagen til afdeling B, og så  kørte hun hjem.

Alle journalisterne var samlet i det trange mødelokale. Hansen fortalte så lidt som overhovedet muligt. ”Har I nogen spor at gå efter?” blev der spurgt. ”Jeg kan kun sige, at vi stadig mangler pårørende at interviewe, og at vi selvfølgelig ikke er så langt med efterforskningen endnu!” svarede Hansen tørt. Anders sad tavs og betragtede onklen. Han virkede så professionel, og stod rank under hele forløbet. Da de endelig sad i bilen på vejen hjem, var Anders helt udkørt. Det føltes som dage siden han forlod sin mor og søstrene i Helsingør selvom det kun var 8 timer siden. Da de kom hjem lavede Hansen frikadeller med brun sovs og kartofler. Anders spiste og spiste, men sagde ikke så meget. Han tænkte meget over det, der var sket i dag, og det blev han ved med helt til han faldt i søvn. Hansen gik selv i seng samtidig med knøsen, og også han grublede. Var det nu klogt af ham at tage drengen med til sådan noget alvorligt arbejde? På den anden side gik det ikke, hvis Anders kom hjem til Staden og fortalte, hvor kedeligt der var, herovre i Jylland. Næ nej, så hellere udfordre ham lidt. Og Hansen måtte dog indrømme over for sig selv at Anders havde klaret det bravt i dag.

Næste morgen måtte Hansen lokke, true og tvinge Anders op. ”Klokken er 6!” gabte han. ”Jaer, det er nu vi står op herovre i det mørke Jylland! Vi har en sag, ved du nok!”. Da de senere mødte på stationen var Anders stadig træt. Han kvikkede dog voldsomt op, da Pernille kom hen og fortalte at der var fundet muligt bevismateriale ude ved det nedbrændte skur. ”Hvis I tager derud så tager jeg hen og besøger ofrets arbejdsplads. Mon han havde en særlig konkurrent, der kunne stræbe ham efter livet?” Pernille ventede ikke på svar, men gik mod udgangen. Hansen og Anders fulgte efter, og kørte ud til skuret.

Lene Bech havde håbet på mere. Mere end et tomt hus, et tomt køleskab og en tom telefonsvare. Hun stod i Bjarne Thomsens hjem, og prøvede at undersøge alt, ned til mindste detalje. Hun vidste fra Pernille at hr. Thomsen var single, og at det havde han været meget, meget længe. Han havde ingen børn, og hans forældre var døde. Alt dette bar huset tydeligt præg af. Der var intet børneværelse, og Bjarne Thomsen sov i enkeltseng. Lene kiggede bogreolerne igennem efter familiealbum eller lignende, men hun fandt intet. Til gengæld fandt hun mange bøger om Asien, endda en dansk-mandarin ordbog. Lene tog overtøj på og forlod det tomme hus. Noget ved det her gav hende myrekryb.

”Se, Anders, her har vi alt det materiale, som de andre betjente har samlet sammen!” Hansen pegede på en række gennemsigtige plasticposer med genstande som fx en lille del fra en dør og lignende. ”Nu kigger vi dem igennem, og så skal de ind til teknikerne, som skal undersøge om der er materiale med dna eller fingeraftryk på!” Anders nikkede. Han forstod det godt. ”Se her! Det er resterne af de kasser, som morderen stablede op foran dørene!” sagde Hansen. ”Hvorfor gjorde han det?” spurgte Anders, ”Hvis ofret allerede var død og i en plasticsæk?” Hansen rynkede brynene. Det var et godt spørgsmål. ”Det må vi finde ud af!” sagde han. Anders nikkede. De kørte hjem til stationen, og kiggede bevismaterialet igennem på Hansens kontor. Hansen valgte omhyggeligt de ting fra som teknikerne skulle analysere. Hansen var begyndt at betragtet sin nevø med nye øjne. Drengen var faktisk skarpere end han først havde troet. Han var stille og rolig, og en behagelig person. Netop nu var han ved at pille ved beviserne, uden handsker på. ”Hov!” råbte Hansen forskrækket. ”Du skal havde handsker på, hvis du rører ved det der!” Anders fjernede straks hænderne, og tog plastichandsker på. ”Undskyld…” mumlede han. Hansen brummede, og spurgte så: ”Hvad er det du står og kigger på?” Anders pegede på en sort plasticstok. ”Denne her!” smilede han. ”Plasticstokken?” spurgte Hansen overrasket. ”Den er da ikke interessant, nej se nu hellere herovre…”. ”Den er interessant!” afbrød Anders ham. ”For det er nemlig ikke nogen plasticstok!”

Pernille lagde benene over kors og tog en karamel fra den fine glasskål. Her var sørme fint, det måtte hun give dem. Trods sin modvilje over for BT, nød hun at sidde her i deres fine reception. Pernille skulle tale med redaktøren, Troels Kristiansen. Hun havde tænkt sig at stille ham nogle nærgående spørgsmål om Bjarne Thomsen. Pernille havde snakket med Lene i telefonen, og hun havde ikke fundet en eneste pårørende at kontakte. Stakkels mand, tænkte Pernille.

Anders smilede, da han gik ned mod Hansens kontor. Han havde opdaget noget spændende, og han var stolt som en pave. Plasticstokken var ikke nogen plasticstok, men en rulle sorte sække, der var smeltet sammen under branden. Det mest interessante var dog at der var et fingeraftryk. Måske kunne det afsløre morderen? Hansen havde i hvert fald været begejstret, og han havde sendt hele molevitten til teknikerne. I overmorgen ville de få resultaterne, og Anders glædede sig. Han følte sig allerede medansvarlig overfor efterforskningen.  

”Pernille Høstgaard?” sagde en mandestemme spørgende. ”Ja, det er mig!” smilede hun, og rejste sig energisk. Manden var tydeligvis redaktøren, hele hans aura emmede af leder. ”Jeg hedder Troels Kristiansen, og du ville tale med mig om Bjarne?” spurgte han venligt. ”Ja” sagde Pernille. ”Kom med op på mit kontor!” sagde Troels, og førte Pernille op ad nogle trapper. De gik ind på et kontor, og Troels pegede opfordrende på en stol. Pernille satte sig, og tog notesblokken frem. ”Jo ser du, Troels, Bjarne Thomsen er jo, som du ved, fundet død. Obduktionen viste at han er blevet skudt”. Redaktøren så ikke videre overrasket ud. ”Så jeg vil spørge dig: Hvad var dit forhold til Bjarne?” Troels tænkte sig om et øjeblik, så svarede han: ”Bjarne var blandt mine dygtigste folk. Han leverede forsider som ingen anden, og var både dristig og nysgerrig, og dygtig til at formulere sig. Alle de andre journalister har altid respekteret ham højt, men nok også misundt ham lidt. Mit forhold til ham var ganske fint. Jeg bemærkede hans, ja hvad skal vi kalde det, hm… særheder, ligesom alle andre!” Troels Kristiansen så utilpas ud, og vred sine hænder. ”Hvilke særheder?” spurgte Pernille. ”Jo, altså Bjarne var jo en lidt atypisk mand. Boede alene, ingen venner og familie osv. Han var vist ensom, og det smittede af på hans humør. Hans humør kunne svinge meget pludseligt og han, ja… overfusede sommetider folk. Også mig, såmænd. Han arbejdede utroligt meget, ser du, og hans arbejde betød alt for ham. Han var måske en smule, uvenlig og opfarende, ud over det sædvanlige!”. Pernille rynkede brynene. Dette her var måske vigtigt. ”Gav denne unormale opførsel ham nogle problemer?” spurgte hun. ”Selvfølgelig. Han var en rigtig dårlig interviewer. Folk blev hurtigt småfornærmede eller direkte skræmte af at snakke med ham. De klappede i som østers. Men han plejede jo at finde ud af deres hemmeligheder alligevel, den gode Bjarne!”. Troels Kristiansen lo lidt nervøst. Pernille væmmedes. Denne mand sad og lo ad de stakkels mennesker, der blev hængt ud på forsiden af hans såkaldte avis. Sladdersprøjte ville hun hellere kalde det. ”Havde han nogen fjender?” spurgte hun så. ”Fjender!? Ja, han havde ikke andet!”. Igen lo Troels Kristiansen nervøst. ”En uvenlig og opfarende mand, avisens bedste journalist, alle store firmaers mareridt, åh jo, fjender må han have masser af, men hvis du mener nogle, der kunne tænke sig at skyde ham, nej. Han havde ingen specielle fjender!”. Pernille sukkede. Øv. Hun havde håbet på et navn eller to. ”Nå, men du skal have tak alligevel. Nu vil jeg ringe til teknikerne, så kommer de og henter alt indhold fra hans kontor!” Pernille rejste sig og gav hånd. Så skyndte hun sig ud i bilen.

Om eftermiddagen kørte Anders og Hansen tilbage til stationen. De havde været ude at kigge på Bjarne Thomsens bolig, men de havde ikke fundet noget brugbart. Der var stille i bilen, for Hansen skulle høre radionyheder. Pludselig lød en høj bib-tone. ”Hvad satan?!” råbte Hansen forskrækket. ”Rolig, det er bare min ringetone!” smilede Anders, og tog sin telefon. ”Hej Pernille!” sagde han. Hansen skruede ned for radioen med bankende hjerte. Han var kun vant til politiradioen, og nu skulle disse bippende apparater åbenbart også være med. Hvad blev mon det næste? Hansen hørte Anders sige: ”Ja, så ses vi. Hej!”. Han så sin unge nevø lægge den lille tingest tilbage i lommen. ”Det var Pernille!” sagde Anders så. ”Hun sagde at hun var tilbage på stationen efter at have besøgt avisen. Det var vist gået fint, tror jeg, men hun ville ikke røbe så meget!” Hansen sukkede. Typisk Pernille. ”Nå, men så må vi hellere køre hen og snakke med hende”.

Hansen parkerede bilen, og Anders nærmest fløj ud. ”Rolig nu, vi skal nok nå det hele!” smilede Hansen, glad over sin nevøs iver. De nåede Pernilles kontor samtidig med Lene. ”Dav Hansen!” smilede hun. ”Dav Lene, dette er min nevø, Anders, han er i praktik”. Lene smilede venligt til Anders. Hendes tænder var meget gule. ”Leder I efter Pernille? Hun kommer om lidt. Jeg så hende lige…”. Længere kom Lene ikke, for så trådte Pernille ind på kontoret. ”Hej med jer!” smilede hun, mens Lene diskret forlod kontoret. ”Lad os så høre!” udbrød Anders spændt. ”Ja, ud med sproget Pernille, din drillepind!” brummede Hansen. Pernille fortalte alt hvad hun havde fundet ud af. Hansen lyttede med rynkede bryn. Da hun var færdig sagde han langsomt: ”Hm, det gav os ikke nogen mistænkt. Jeg føler at vi er ved at køre fast Pernille, du tjekker Bjarne Thomsens computer sammen med teknikerne. Hvis I ikke kan nå det, så giv den til aftenholdet. Bed Lene hjælpe dig med at afhøre Bjarnes kollegaer. Anders og jeg vil tage et kig ned til Larsen!” Pernille nikkede, og vinkede farvel.

Frank Larsen sad ved computeren, da de kom. ”Hansen!” sagde han glad. ”Dav, Larsen, drejer det sig om den sag med ham, der blev brændt?”. Frank fandt billederne frem. ”Vi vil gerne se lidt på skudhullet. Hvor er kuglen gået ind?”. Frank bladrede billederne igennem. Han viste dem et billede af Bjarne Thomsens ryg. ”Her gik kuglen ind. Kuglen blev skudt af med stor kraft, men morderen stod et stykke væk. Jeg vil gætte på 40m. Og så stod han højst sandsynligt på et tag eller måske en kasse eller bjælke. Skuddet gik i hvert fald ind oppefra og ned!” Hansen nikkede. ”Tak Larsen, hør jeg ville sætte pris på, hvis du vil mødes med os i morgen kl. 16 på mit kontor?” ”Jeg skal nok komme” smilede Larsen, og pakkede billederne sammen. Hansen og Anders tog hjem.

Anders var dødtræt, da de endelig nåede hjem. ”Kan du lide maden?” spurgte hans onkel. ”Ja det kan du tro. Tak for mad!”. Anders tog ud af bordet, og satte sig ind på værelset. Dette her var noget mærkeligt noget. Det mindede slet ikke om de amerikanske serier, hvor morderen altid kom tilbage til gerningsstedet osv. Det her var virkelighed, og han kunne godt se at virkeligheden var meget sværere end filmene. På film virkede ofrene også så ligegyldige, de var bare kilden til spændingen. Nu var de pludselig tæt på. Anders kendte overhovedet ikke Bjarne Thomsen, men alligevel følte han sig underligt ansvarlig over for ham og hans nærmeste. Bjarne Thomsens morder skulle findes. Basta bum. Anders gik i seng, og håbede på at næste dag ville blive god.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...