Sandhedens Pris

Journalisten Bjarne Thomsens forbrændte lig findes i et skur langt ude på landet. Efterforskerne Hansen, Pernille og Lene sættes på sagen. Hansens unge nevø, Anders, er i praktik på Stationen, og også han hvirvles ind i den uhyggelige sag. Endnu et mord finder sted, og med tiden finder Anders ud af at det er langt fra ufarligt at kende sandheden...

1Likes
0Kommentarer
376Visninger
AA

10. Kapitel 10.

Kapitel 10.

Bjarne løb så hurtigt han kunne. Han havde opdaget dem. Han var ikke længere i tvivl om hvem de var. De var ansat af Caspersen, og var kommet for at dræbe ham. Han gemte sig i opgangen og så den mørke bil køre forbi. Pyha, måske var han reddet? Bjarne listede ud. Han vidste at de havde læst hans dokumenter. Da han var kommet på arbejde havde han opdaget at hans computer havde været tændt hele natten, hans kontor var blevet gennemrodet og skraldespanden væltet. Nogen havde været inde på kontoret, og Bjarne var sikker på at det var de samme, som jagtede ham nu. Satans som alting skulle forandres på grund af en skide artikel. Bjarne havde ellers været så stolt. Helt alene havde han opdaget det store svindelnummer som Caspersen så længe havde skjult så godt. Hvad der fik Bjarne til at fryde sig endnu mere, var at firmaet netop nu skulle have været solgt. Det ville blive svært nu. Bjarne listede sig hen af gaden. Han hørte et smæld, mærkede en skarp smerte lyne gennem kroppen og faldt om. Det sidste han opfattede, var en skikkelse, der hastigt bøjede sig over ham. Så blev alting sort.

Lene fandt Hansen og Anders. Hun fortalte dem om artiklen. ”Alting passer!” sagde Hansen. ”Undtagen mordet på Pernille! Hvordan passer det ind?” spurgte Lene. ”Lad os snakke med Lily Caspersen igen, og også med deres søn!” De skyndte sig ud til bilen. Hansen kørte, og Lene ringede til kollegerne fra afdeling B. Anders stirrede spændt ud af vinduet. Han glædede sig til at møde hr. og fru Caspersens søn. Han håbede at han ikke havde arvet sin fars uvenlige sind. Anders kom i tanke om at Wolf Caspersen var død. Sønnen ville sikkert være knust. . Klokken nærmede sig 19, og vejene var mørke og tomme. Lene var færdig med at tale i telefon med afdeling B. ”Lily Caspersen er varetægtsfængslet, og hendes søn er hos hende.” Hansen nikkede, og satte kurs mod fængslet. Anders glædede sig til at se fængslet, han havde aldrig været i et fængsel før.

”Så er vi her!” sagde Hansen. De steg ud, og skyndte sig ind. Hansen talte kort med en fængselsbetjent, og blev lukket ind til Lily Caspersen. Hun sad ved et lille bord, med ansigtet i hænderne. "Godaften, fru Caspersen!” sagde Lene forsigtigt. Den gamle dame kiggede op med forgrædte øjne. ”Er din søn her?” spurgte Hansen. Fru Caspersen nikkede. ”Søren er inde ved siden af” hviskede hun. ”Kan vi tale med ham?” spurgte Hansen. ”Søren er speciel…” sukkede Lily Caspersen. Hansen tog det som et ja, og forlod værelset. De fandt Søren Caspersen inde ved siden af. Han sad i et hjørne, med armene om knæene, og så forladt ud. ”Godaften, Søren!” sagde Hansen forsigtigt. Søren savlede. Anders måbede. Han havde forestillet sig Søren som en ung mand, men han havde glemt at hr. og fru Caspersen nærmede sig de 70. Søren var omkring de 40, måske mere. Det var tydeligt, at han var handicappet, både fysisk og psykisk. Han havde nogle tics omkring munden, som gjorde at der hang savl i hans mundvige. Hans øjne var svømmende, kæmpestore og blå som havet. Søren mumlede et eller andet, og stirrede på Hansen. Anders tænkte at hvis det var det eneste som Søren kunne sige, så ville det blive et meget langt forhør.

”Søren, hvad ved du om journalisten Bjarne Thomsen?” spurgte Hansen. ”Far var vred!” sagde Søren, og nulrede ved sin jakke. ”Far var meget vred på journalisten!” Hansen nikkede, og skrev ned. ”Søren, vi bliver nød til at tage en DNA-prøve fra dig!” Søren kiggede mærkeligt på Hansen. ”Hvad?” snøvlede han. Lene gik hen til Søren, og åbnede hans mund. Hansen tog en prøve af hans spyt. Søren forholdt sig roligt, savlede bare endnu voldsommere. ”Sådan Søren, det klarede du rigtig fint!” Søren smilede af Lenes venlige ord. Lene tog prøven og bar den ud. Hun ville hurtigt have den sendt til teknikerne, så de kunne undersøge om det matchede med neglen fra mobiltelefonen.

Hansen fortsatte med at stille Søren spørgsmål indtil Lene kom tilbage. Søren svarede langsomt og usammenhængende, men noget fandt de dog ud af: Søren vidste hvem Pernille var, han havde mødt hende, han vidste at Bjarne Thomsen var død og han vidste at hans forældre havde skændtes. ”Far meget vred” hviskede han tit, præcis som hans mor havde gjort det under forhøret af hende. Lene kom tilbage en lille time senere. Hun havde en chokerende nyhed med. Neglestumpens DNA og Sørens DNA matchede. Det var hans negl, der sad på Pernilles mobil.

”Søren?” spurgte Hansen, tydeligt rystet. ”Var du med til at myrde Pernille?” Søren vred sig, men nikkede så. ”Far meget vred!” sagde han for 100. gang. ”Far ville have politiet til at holde mund. Han var meget vred. Han ville have mig til at slå hende. Så hun holdt mund”. Hansen måtte bide sig i kinden for ikke at råbe højt af Søren. I stedet sagde han: ”Hvad gjorde du så, Søren?” Søren så ud til at tænke sig om. ”Far kørte mig ud til politiets hus. Han sagde, at når politiet kom, så skulle jeg slå hende, til hun holdt mund. Da hun kom, så slog jeg hende…” Søren gik i stå. ”Du fandt hendes mobil! Gjorde du ikke?” Lene skrev ned, mens tårerne løb ned af hendes kinder. At trevle Pernilles mordsag op var hårdt. . ”Jeg ville have en mobil!” sagde Søren. ”Og du bider negle, så din negl endte på mobilen!” Hansen forstod alting nu. Han så pludselig ligheden mellem Bjarne Thomsen og Pernille. De ville begge have sandheden frem, og fik begge døden som tak.

Den næste dag blev Pernille begravet. Det var en frostklar lørdag morgen og Anders, Lene, Ernst og Hansen stod sammen ved graven.. Den smukke hvide kiste blev sænket derned og Anders mærkede gråden presse på. Selv Hansen havde svært ved at holde tårerne tilbage og kom pludselig til at tænke på Lily Caspersen. Efter at de havde afhørt Søren, og fået afdeling B til at hente ham, var Hansen gået ind til den gamle kvinde. Hun var blevet dybt chokeret over at det var hendes egen søn, som havde myrdet Pernille. Hun havde været helt knust og været utrolig vred på sin døde mand. ”Hvordan kunne han?” skreg hun. ”Søren er uskyldig, men Wolf kunne få ham til alt. Han har gjort min søn til morder!” Det sidste sagde hun med så meget sorg i stemmen, at Hansen måtte forlade rummet. Halsen snørede sig sammen og øjnene sved.

Efter ceremonien forlod de kirkegården. Lene krammede Ernst, Hansen og Anders farvel, og kørte hjem. Hansen og Anders kørte hjem, og ingen sagde noget før de nåede det lille hus. ”Nå, Anders, hvad skal vi så lave i morgen?” Hansen begyndte at lave frokost. Anders tænkte lidt over spørgsmålet. I morgen var hans sidste dag i Jylland. ”Hvad med at tage ud og købe en mobiltelefon?” Hansen måtte trække på smilebåndet. ”Hm, ja…” Anders begyndte at dække bord. ”Jeg er glad for at vi nåede at opklare sagen, inden jeg skal hjem!” Anders fyldte vand i en kande. ”Ja, det var heldigt. Det ville være træls at forlade os uden at vide, hvem der havde myrdet Bjarne og Pernille!” Anders nikkede. De satte sig og spiste. ”Jeg kommer til at savne stationen!” sagde Anders. Men inderst inde glædede han sig også til at komme hjem. Hjem til et sted hvor folk ikke blev myrdet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...