Sandhedens Pris

Journalisten Bjarne Thomsens forbrændte lig findes i et skur langt ude på landet. Efterforskerne Hansen, Pernille og Lene sættes på sagen. Hansens unge nevø, Anders, er i praktik på Stationen, og også han hvirvles ind i den uhyggelige sag. Endnu et mord finder sted, og med tiden finder Anders ud af at det er langt fra ufarligt at kende sandheden...

1Likes
0Kommentarer
285Visninger
AA

1. Kapitel 1.

Kapitel 1.

Manden ved vinduet var faldet i søvn, men våg brat, da flyet landede med et bump. Alle passagererne i flyet masede sig ud. Manden blev siddende.

Først da alle var væk, rejste han sig. Så snart han trådte ud af flyet kunne han mærke varmen, og den fugtige, nærmest klæbrige luft. . Han gik ned ad metaltrappen, og hen mod lufthavnsbygningerne. Han følte sig med det samme alt for høj. Alle de små, gule mennesker vimsede rundt omkring ham, og han skyndte sig bort. Han prajede en taxa og satte sig ind. Chaufføren snakkede i et væk, men manden på bagsædet var tavs. Han havde meget at tænke over. Han betragtede byen gennem de fedtede ruder. Delhi var en grim by, syntes han. Og fuld af snavs, og det snavs skulle findes. For det var hans erfaring, at en smule snavs sagtens kunne få sat gang i et mægtigt postyr Netop det fik ham til at smile.

Toget var forsinket. Meget. Hansen og Pernille havde ventet siden kl. 12, og toget var stadig ikke kommet. ”Du skal se, det kommer nok snart,” sagde Pernille muntert. Hansen knurrede. Dyrebare minutter gik til spilde ved det her. Han og Pernille skulle ud til en vigtig sag i dag.. Mordbrand i et skur syd for byen. ”Jeg håber kraftedeme den knøs er på det skide tog!” Pernille smilede. Hun havde arbejdet med kriminalkommissær Hansen i 6 år nu, lige siden hun startede som 24årig. Han var en fremragende politimand og efterforsker, men noget bister ved første øjekast. Efter han havde rundet de 50 år, var han blevet endnu mere knotten. Inderst inde var han dog stadig en morsom og venlig mand. ”Fortæl mig om den nevø, vi venter på,” sagde hun, for Pernille var nysgerrig af natur. Hun vidste, at det var Hansens nevø, der sad på det ventede tog, han skulle i praktik hos dem. ”Hm, ja. Han hedder Anders” mumlede Hansen, ”Han er vel… hm, lad mig se, vi fejrede hans otte års fødselsdag i 1992, da vi vandt EM, jeg kan huske at knægten var helt ligeglad, og bare sad og legede med sine gaver hele aftenen. Selv da de fik overrakt pokalen og det hele!” Hansen fnøs. Pernille lo, hun vidste at Hansens passion for fodbold og det danske landshold ikke blev overgået af noget. Det stakkels barn var nok bare blevet skræmt af de råbende mænd. ”Hm” fortsatte Hansen, ”så må han være født i 1984 altså er han 15 i dag. Og fra Staden, og vil gerne studere noget teknik. Han har altid haft en svaghed for små dimser og ting med batterier. Om jeg forstår hvorfor min søster sender ham herover! Nej se, der har vi toget!”.

Pernille rejste sig fra bænken og hun og Hansen gik hen mod det netop ankomne tog. Det væltede ud med folk, unge som gamle. ”Hej Hansen!” udbrød en ung fyr, der kom gående over mod dem. ”Dav, Anders! Godt at se dig”. Hansen prøvede at smile til den unge mand. Anders var høj og mager, hans lyse hår var alt for langt og hans tøj var frygtelig grimt, efter Hansens mening. ”Hej Anders, jeg hedder Pernille, jeg er din onkels kollega!” sagde Pernille smilende. Anders smilede glad tilbage. ”Nå, skal vi gå hen til bilen, vi er lidt bagud efter tidsplanen, toget var jo en del forsinket!”. Hansen gik med hurtige skridt mod parkeringspladsen. ”Forsinket?” sagde Anders ”Det tror jeg ikke.” Hansen sukkede. Toget havde været præcis 52 minutter forsinket, og knægten havde ikke engang opdaget det. ”Se, her er køreplanen, dit tog skulle være kommet kl. 12, og nu er klokken 12.52!”. ”Men det er jo toget fra København! Jeg kom med toget fra Helsingør og det skulle først komme kl. 12.52!”. Hansen blev rød i hovedet under de grå skægstubbe. Pernille smilede.

Hansen styrede bilen på vej mod gerningsstedet. Han skumlede stadig over det med toget. Han havde bare gået ud fra at Anders kom med toget fra Staden. Hele Djævleøen var vel det samme. ”Nå, jeg regner med at vi sætter dig af på stationen, inden Pernille og jeg kører videre” sagde han til Anders på bagsædet. ”Hvad? Hvor skal I da hen?”. ”Vi skal ud syd for byen, hvor man tror, der har været mordbrand” forklarede Pernille. ”Der vil jeg da godt med ud!” udbrød Anders. ”Det tror jeg ikke er en god ide!” sagde Hansen. ”Helt ærligt, jeg er i praktik, ikke i dagpleje!” Pernille lo højt. ”Arj, Hansen, Anders har ret!” Hansen mumlede vredt, men stoppede ikke bilen da de kørte forbi stationen. ”Ved I andet end at der måske har været mordbrand?” spurgte Anders. Han syntes det var spændende det her, selvom det godt nok var langt ude på Lars Tyndskids marker. ”Vi ved ikke andet end at et lig blev hentet ud af brandtomten ved 10tiden i morges. Måske er vi heldige at liget allerede er obduceret, så vi kan få dødstidspunktet”.

En blandet, ubehagelig lugt af bål, røg og lig steg op fra det nedbrændte skur, da Hansen, Pernille og Anders steg ud af den lille bil. ”Puha!” udbrød Pernille. ”Lad os snakke med Ågaard, han var første mand på stedet!” sagde Hansen, og de gik over mod en mand, der var ved at notere på en blok. ”Hansen!” udbrød manden glad. ”Nu skal du se, det er noget værre noget det her!” Ågaard viste dem rundt. ”Se, her blev liget fundet. Det blev sendt til obduktion med det samme, for det var for beskadiget af flammerne til at det kunne identificeres. Man kunne dog se at det var en person af hankøn!” Hansen kiggede grundigt på stedet. ”Hvem anmeldte det?” spurgte han. ”En landmand der bor cirka en kilometer væk. Han var oppe tidligt i morges for at malke, da han så ilden. Vi har afhørt ham, og han så ikke andet. Han tænkte ikke over at det kunne være mordbrand”. ”Men hvorfor tror, I at det er mordbrand?” spurgte Anders. ”Ja, det skal I se!” sagde Ågaard, og viste dem videre rundt om det nedbrændte skur. ”Her” sagde han ”var døren.”  En masse kasser var stablet op foran, udefra. Her er vinduet, og også her var der sat ting op udefra!” Pernille og Hansen begyndte at rode i tingene. ”Alle fingeraftryk er brændt væk, eller ødelagt af asken!” sukkede Pernille. Ågaards mobiltelefon ringede. ”Dav!” sagde han. ”Hansen?  Ja, han står lige her! Du får ham lige. Hej”. Han rakte telefonen til Hansen. ”Dav!” sagde en stemme. ”Det er Frank Larsen”. ”Dav, er der noget nyt om liget?” spurgte Hansen. ”Ja, men kom ned på stationen, så kan jeg forklare det!” sagde Larsen. ”Fint, hej!” sagde Hansen.

Kort efter var Hansen, Pernille og Anders på vej mod stationen. ”Der må være sket noget stort, siden Frank ikke vil forklare mig det over telefonen!” Hansen spekulerede. ”Der må ligge noget under her. Jeg ved det!”. ”Du burde også have en mobiltelefon” sagde Pernille. ”Det er besværligt at man altid skal ringe rundt til andre for at få fat på dig” ”Hmph… Al den nymodens teknologi, hvad er der galt med gode, gammeldags telefonbokse og vi har jo radioen i bilen?” ”Har du ikke nogen mobil?” spurgte Anders overrasket. ”Nej det ved Gud jeg ikke har!” sagde Hansen. ”Nå, har du ikke råd?” spurgte Anders kækt. ”Selvfølgelig har jeg råd!” snerrede Hansen vredt. ”Jeg vil bare ikke betale for sådant noget skrammel!” Han rystede på hovedet. Her sad hans nevø og hans unge kollega rigtig og spillede smarte. Aldrig i livet ville han bruge sådan noget skidt. ”Min er nu rigtig smart!” sagde Pernille. ”Må jeg se?” spurgte Anders. ”Ej, det er jo en Nokia! Du skulle prøve en Sony Ericsson…” Og så snakkede de to ellers mobiler resten af vejen. Hansen sad og skumlede for sig selv. Han kunne hverken hitte ud af Anders eller sagen med mordbranden. Der var ikke så mange mord herude, og de der var, var tit simple knivstikkerier i byen, begået af fulde mænd. Men det lod til at det her var noget helt anderledes.

Anders var imponeret over stationen. Selvom byen ikke var særlig stor havde stationen flotte bygninger og møblement, og det vrimlede med travle politifolk og efterforskere. ”Wow!” sagde han. Hansen smilede blegt, nu kunne den københavnersnude se at der også var ”fedt” som Anders sagde, herovre. ”Nå, vil du med ned til Larsen?” spurgte Hansen Anders. ”Ja! Fedt mand!” udbrød Anders, og de traskede af sted. ”Jeg spørger Lene om ofret er identificeret!” råbte Pernille efter dem, og gik ned mod Lenes kontor.

”Nu siger du til, hvis det bliver for voldsomt, ikke knægt?” spurgte Hansen. Han havde selv haft det svært med billederne af de døde, der var mere eller mindre hele. Nu ville knøsen nok spille rigtig høj i hatten, tænkte Hansen. Men Anders sagde bare: ”Okay!”. De gik ned af en lang gang, og alle de mødte hilste venligt på Hansen og gloede nysgerrigt på Anders. ”Her skal vi ind!” sagde Hansen, og de gik ind.

”Dav Hansen!” sagde manden i rummet. Han var lille og kraftig, og med et fuldskæg, der ville noget. ”Dig har jeg ikke mødt før!” sagde manden. ”Mit navn er Frank Larsen, og det er mig der har obduceret liget!” Anders småsludrede med Frank, mens Hansen kiggede sig omkring. Henne i hjørnet lå billederne. Kroppen var så forbrændt at det så ud som om liget var omkranset af en tyk, sort skal. Frank havde åbnet op lige under hjertet og ved tindingen. ”Hvad har du at fortælle, Larsen?” spurgte Hansen. ”Jo, se nu her!” Han pegede på et billede, hvor man kunne se sorte plamager på ofrets forbrændte hud. ”Dette er plastic. Sort. Formentligt fra en affaldssæk!” Hansen rynkede brynene. ”Så ofret var i en plasticsæk, da han brændte?” spurgte han. ”Det er netop hvad jeg tror!” sagde Frank ”Og hvad der kun forøger min mistanke, er, at vores offer slet ikke døde under branden!”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...