Origami

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jun. 2013
  • Opdateret: 20 jun. 2013
  • Status: Igang
læs og find ud af hvad den handler om. det er derfor i læser den! jeg lokker ikke, men ligger mit værk ud, så i kan bedømme det. jeg prøver ikke at lokke med et resume

0Likes
1Kommentarer
140Visninger

1. Mistanken

... ''lad nu vær med at gøre noget dumt imens, okay?''. Så koldt sagt. Så meget uden følelse. uden betydning, men alligevel så grav alvorligt sagt. Men var det fordi, at betjenten havde på fornemmelsen, at jeg ville prøve at flygte? Man skulle da være virkelig dumdristig for, at prøve på sådan noget. Men nu sagde betjenten jo også ''lad nu vær med at gøre noget dumt'', så det var måske alligevel forståeligt nok at sige. Betjenten kunne jo også tro at han ville begå selvmord, men det ville nu ikke give nogen mening i at gøre. Hvem slår sig selv ihjel bare fordi de skal afhøres?

Hårende rejste sig på mine arme og min ryg, og jeg kunne mærke hvordan kuldegysningerne bevægede sig fra håndleddet og halebenet, hele vejen op til nakken. Jeg krybbede sammen af bar forskrækkelse over de tanker jeg lige havde haft. Selvmordstanker... i et kort øjeblik... havde jeg... selvmordstanker! Jeg havde tænkt mig, at slide mine håndled ned med de håndjern, som betjenten havde givet mig på, og som var lænket fast til ''afhøringsbordet''. Jeg ville slide mine håndled så meget ned, at håndjernene til sidst ville gennembore mit kød, så det ville begynde at bløde, få mig til at dø af blodmangel...

Hvad sker der med mig? Hvorfor har jeg pludselig sådanne tanker? Det kan da umuligt være rummet her, vel? Jeg har jo kun været her i ca. 10 minutter... eller hvad? Det føltes som om tiden fløj afsted når man bare sad og tænkte.. og dog. På en måde var det som om jeg sad i et endeløst tomrum udenfor tid og rum. Man kan sagtens se verdenen. Den som man kender så godt efterhånden. den er overalt omkring én, men det føles bare som om at man ikke selv er en del af den, som om at man sidder i en lille kasse, der er formet perfekt til én selv, helt indelukket, men alligevel fri...

Jeg begyndte at ryste hele kroppen for at få kuldegysningerne væk. I det kuldegysningerne forsvandt, slog det jeg hvordan han egentlig var kommet herhen. Jeg huskede hvordan jeg bare var begyndt at løbe, da jeg så betjentene komme direkte imod mig ude på gaden, hvor jeg, efter et hektisk flugtforsøg, var blevet fanget da jeg snublede over et hegn og landet lige på næsen, hvorefter der lød et knæk og en varm rødlig masse begyndte at skabe en lille pøl på jorden.

Men hvorfor gjorde det ikke ondt længere? Dog kan jeg sådan set heller ikke huske hvad der skete bagefter jeg snublede, så det kan være, at der er gået så lang tid så smerten allerede for længst, var forsvundet. 

Det irriterede mig virkelig, at jeg ikke kunne nå min næse, for at mærke efter hvordan dens tilstand var, på grund af de håndjern, der lænkede hele min krop fast til bordet, med mine hænder i første geled. Pludselig gik det op for mig at jeg faktisk slet ikke kunne mærke min næse. den var nok brækket, og så måtte de der betjente sikkert givet mig et eller andet bedøvelsesmiddel, så min næse ikke ville være et problem under afhøringen.

Men hvorfor? Hvorfor var jeg overhovedet her? Det gav jo ingen mening. Jeg har jo ikke gjort noget. Eller har jeg? Og hvorfor løb jeg egentlig fra politiet til at starte med? Nu hvor jeg begyndte at tænke over det. Alle de nyhedsudsendelser, der har været for nyligt, om små børn, som var blevet meldt savnet og senere fundet døde med en origami figur i den ene hånd. Måske... måske... måske var det mig, der dræbte dem!? Men... hvordan? Jeg huskede intet om at jeg havde gjort sådan noget. Dog, på en skræmmende måde, virkede det ikke så underligt, som det måske burde. Det kunne måske skyldes at jeg på det seneste, har oplevet en del blackouts.

F. eks. har der været de gange, hvor jeg har siddet på en bænk i den lokale park, og bare nydt roen og freden til udkanten af fingerspidserne, og pludselig er jeg blevet vildt svimmel, hvori det næste øjeblik står jeg midt på en fremmed vej, mens jeg står med min gamle mobil, fra min college tid. dengang da mobiler var en nyere ting. Jeg når dog nærmest aldrig at registrere hvor det er at jeg er, for i det næste øjeblik igen, står jeg ude foran hoveddøren til mit hus, med blodige hænder, i regnvejr... altid regnvejr...

pludselig rives jeg ud af mine tanker, da jeg opfatter lyden af døren, der går op. jeg kunne mærke irritationen bluse en smule op. jeg sad lige og filosoferede lige så godt. Jeg prøvede dog at skjule at jeg var lidt små irriteret, da jeg så, at det var en politibetjent, der kom ind. Jeg skulle ikke komme på højkant med ham. Det var der ingen grund til.

uden at villige mig et blik, gik han stift hen og satte sig ned på stolen på den anden sidde af bordet, lagde en båndoptager på bordet og kiggede for første gang på mig efter hans entre ved døren.  

- ''Er der noget du vil sige inden vi begynder?''

Jeg valgte bare at ryste på hovedet. Hvad skulle han sige? Det ville ikke gøre nogen forskel, hvis jeg sagde at jeg ikke var skyldig. Og dog. Var jeg mon skyldig? Det ville politibetjenten sikkert elske. Så kunne han få en dejligt hurtigt sejr. Så ville han sikkert også få en lille belønning og måske en forfremmelse for at have været den, der afslørede den eftersøgte origami forbryder. Den fornøjelse ville jeg ikke give ham.

- ''Når men, så lad os begynde''

Igen valgte jeg ikke at sige noget. Istedet nikkede jeg bare. Der var ingen grund til at være flabbet.

- ''ser du tit nyhederne?''

Selvfølgelig ser jeg da nyhederne! det gør alle da! eller... nok ikke alle, da det ikke er alle, der har et fjernsyn. Hvad regnede han mig for? Dér slog det mig. Han snakkede sikkert om de udsendelser, som jeg tænkte på tidligere. Vidste han at jeg havde tænkt på det? Næppe. Politifolk er nok de værste tankelæsere. Dog nikkede jeg bare, da jeg ikke kunne få et ord op af halsen. Det var som om at halsen bare havde snoet sig sammen og var bevidst ude på at kvæle mig. Som om at den prøvede at holde noget inde... måske sa...

- ''hallo, høre du efter?!''

Med ét blev jeg flået ud af mine tanker og tilbage til virkeligheden, da betjenten pludselig begyndte hæve sin stemme. Halsen løsnede sig op igen. Måske havde den fået skjult, det den ikke ville af ud før.

- '' Hey makker! hør så efter, når jeg snakker til dig!''

- ''Hmm, hvad?''

- ''Forhelvedet! Hør her knægt, du skal ikke være nervøs eller noget. Jeg skal bare spørger dig om nogle få ting og så får du lov til at vende hjem igen, okay?''

- ''Okay..''

Betjenten havde allerede en hård dag, og det kunne mærkes tydeligt. Bare den mindste ting, der ikke gik som smurt, ville kunne resultere i at han ville flippe helt ud. Hele rummet var pludselig blevet en del varmere, så det nærmest var ulideligt at være i. 

- ''Selvfølgelig ser du nyhederne. Det gør alle! Men du har vel også lagt mærke til alle de utallige udsendelser om børn, der pludselig bliver meldt savnet og derefter, nogle dage senere, fundet døde ved forskellige søer i byen her med en origami figur i hånden?''

jeg nikkede igen igen. Denne gang var det ikke fordi at jeg blev kvalt. Jeg turde bare ikke sige noget. Hvis jeg sagde bare noget forkert, ville han bare flippe ud. Folk kan finde på alt muligt, når de lader vreden tage over, og jeg var ikke i en position, hvor at det var klogt at få ham til at flippe ud. 

- ''Du er ikke meget for at snakke hva'? Nåh men...''

 Døren gik op og fik betjenten til at tie. Der kommer en anden politibetjent ind.. nej vent, det lignede ikke en betjent, men en FBI-agent!

- ''Jeg tager den herfra Hr. kommissær''

- ''Hvad mener du?''

- ''Hørte du mig ikke? Jeg skal nok tage den herfra''

- ''fint med mig! jeg har alligevel bedre ting at tage mig til, end at skulle sidde og være barnepige for ham her!''

Kommissæren rejste sig og forlod lokalet i en noget hidsig og hastig gang. Han var sikkert bare irriteret over at blive erstattet bare sådan. Dog var han allerede nok også lidt lettet, for han virkede ikke særlig opsat på at se noget legitimation, som et bevis for at denne person, ikke bare var en eller anden, der var i ledtog med mig. 

idet Kommissæren havde lukket døren efter sig, fandt FBI-agenten en politi uniform frem, som han  havde haft i en lille taske på ryggen, og lagde på bordet.

- ''Hej Mathias, mit navn er Jordan Cole. Jeg er kommet for at få dig ud herfra''

- ''Vent, hvorfor!?''

- ''Det er en lang historie, men jeg tror på din uskyld. Her, tag dem her på'' 

Hvad var det her for noget? En, der troede på min uskyld!? Jeg var mere forvirret end nogensinde, men hvor mange muligheder havde jeg lige nu? Jeg tog tøjet på, hvorefter Jordan rakte mig en kasket 

- ''Den får du brug for''

Han havde simpelthen tænkt på det hele! Hvis jeg bare vare gået med ham her med helt blottet ansigt, ville der sikkert være nogen, der genkendte mig. Det kunne have givet problemer. Det er ikke fordi han er utrolig glad for alt det her. Alt var så uklart. Men der var ikke tid til at tænke. Jeg måtte handle instinktivt. 

- ''Kom så, vi må afsted''

Vi skyndte os ud af døren og igennem ''politigården''. Det ville jeg da i hvert fald mene, man kalder det store multikontor lokale, som åbenbart var sådan en politistation så ud. Imens vi passerede de mange kontorpladser, begyndte mit hjerte at banke hårdere og hurtigere. Til sidst kunne det lige så godt have hoppet ud af brystet på mig. Hvad nu hvis det her gik galt? Da vi nåede ud til parkeringspladsen, åndede jeg lettet op, selvom mit hjerte stadig med samme intensitet, som indenfor.

Vi sætter os ind i Jordans bil og køre roligt afsted. Imens vi sidder i bilen, er der en tanke, der bliver ved med at rumstere i mine tanker 

''Hvad sker der med mig?'' 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...