Jeg vandt {Oneshot}

Den unge pige siger fra overfor sin far. Hun kommer videre i sit liv og vinder kampen.

1Likes
2Kommentarer
323Visninger

1. Jeg vandt

”Nej,” vrissede jeg. ”Vil du ikke være sød at blande dig udenom?”

     Det var min fars nye kone, der var kommet for at blande sig. Egentlig var hun ikke bare hans kone – hun var hans liv, hans alting, ved siden af alkohollen, selvfølgelig. Efter de to havde fundet hinanden var der ikke længere plads til mig i hans hverdag. Nu var det hende, hendes datter og alkohol.

     Jeg var taget derop, jeg ville have afklaret det hele, stoppe kontakten med ham. Det havde jeg prøvet før, men uden held. Jeg havde håbet, at denne gang ville det lykkes. Men jeg tog fejl.

     ”NU STOPPER DU!” skreg min far. ”Du skal ikke snakke sådan til Anette, hun bestemmer ligeså meget over dig, som jeg gør. Og hvad der er mit problem er hendes problem. Ergo sætter du dig ned og holder kæft!” Jeg fik et chok da han sagde det. Hvordan kunne han sige sådan? Jeg kastede et hurtigt blik over på køkkenbordet. Der stod i hvert fald 10 tømme øldåser og fik der min forklaring.

     ”Hvis du ikke stopper med dit alkoholforbrug, vil jeg ikke snakke med dig!” fik jeg vredt, og grædende, fremstammet.

     Han kiggede dumt på mig: ”så smut med dig, gå din vej, tag toget hjem, det rager mig langsomt hvad du foretager dig, bare jeg aldrig kommer til at se dig igen!”

     Han skulle forestille at være min far. I det øjeblik forsvandt tårerne og blev til en bobbel af vrede indeni mig i stedet. Jeg rejste mig vredt, kastede nærmest stolen på plads, trampede ud i entreen, tog mine sko på og smækkede med døren.

     Jeg var i et område jeg ikke kendte. Jeg skulle finde banegården. Jeg vidste, at der minimum var 5 km derop. Men hvilken vej den lå, havde jeg ingen anelse om. Jeg gik bare. Gik bare rundt i det store tomme område. Der var en vej – en helt almindelig vej. Kunne den føre mig derop? Jeg vidste det ikke, men tog chancen. Det var en stille vej - ingen biler og ingen mennesker. Jeg kunne få lov at have mine tanker i fred. Væk fra alt der plagede mig, jeg kunne få lov at græde for mig selv. Og det gjorde jeg, hvor jeg dog græd.

     Min telefon var gået ud, jeg kunne ikke ringe til nogen. Jeg fik øje på en ung fyr på den anden side af vejen. Han måtte kunne hjælpe mig. Jeg tørrede tårene væk, der var ingen grund til at vise hele verden, hvordan jeg havde det. Jeg løb over på den anden side af vejen.

     ”Hej, undskyld,” jeg stillede mig ind foran ham, og det så ud til han fik et chok.

     ”Ja?” Han smilte sødt til mig, og jeg kunne ikke selv lade være med at smile.

     ”Jeg skal op til banegården. Ved du hvordan jeg kommer derop?”

     Han lo en smule, men på en god måde, en venlig måde. ”Jada, nu skal du høre…..”

     Han gav mig en længere forklaring, men jeg lyttede ikke efter. Hvor så han da sød ud. De små smilehuller i begge kinder, de græsgrønne øjne, der så så venlige ud. Han må have opdaget jeg ikke lyttede, men i stedet stod og nærmest savlede over ham.

     ”Hør, hvad med at jeg bare følger dig derop?” Åh, hvor var han da sød. Jeg nikkede genert, og fulgte efter, da han vendte om.

 

Jeg tror han havde lagt mærke til mine blodsprængte øjne, der ikke kunne holde sig åbne ret længe ad gangen, da vi sad i toget. Han var hoppet med på, sammen med mig, han ville være sikker på, at jeg kom sikkert hjem.

     ”Må jeg så høre, hvad er der sket?” spurgte han, og jeg måtte rejse mit hoved fra hans skulder, for at give ham den lange forklaring.

     For første gang i mit liv, følte jeg, at jeg kunne komme frem fra min facade, og give ham hele min livshistorie. Så det gjorde jeg. Jeg følte mig ikke dum og forventede ingen medlidenhed. Jeg fortalte bare, mens han lyttende fulgte min håndbevægelser og min mund.

 

Togturen var alt for hurtigt forbi. Vi havde sat på banegården i min hjemby og snakket, så han kunne få det hele af vide.

     Da jeg kom hjem, modtog jeg en sms fra ham. Han var sød, havde skrevet at han nød at lytte til mig, og håbede jeg fik det bedre. En pige som mig, fortjente ikke at leve sådan et liv. Wow – jeg blev glad. Han fik et smil på mine læber.

     Kort tid efter blev vi kærester – ikke bare kærester, sjælevenner. Han betød alt for mig, og jeg så aldrig min far igen. Men det gjorde mig egentlig heller ikke noget. Jeg vidste, jeg havde alt det i mit liv, som jeg havde brug for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...