Unge og selvmord

Dette er et essay jeg skrev i 7. klasse, som jeg lige fik lyst til at dele med jer. Som overskriften siger, handler det om unge og selvmord.

1Likes
3Kommentarer
1908Visninger
AA

1. Unge og selvmord

- Mark, 14 år

Jeg fatter det bare ikke? Hvorfor er der så mange, der vil begå selvmord, så mange der forsøger? De kan da godt være, at du har det skidt, bliver mobbet i skolen, slået, men derfor betyder det jo ikke der ikke er nogen der er klar til at hjælpe dig, og ikke elsker det. Det er så fejt at begå selvmord, og ikke mindst latterligt. Prøv at tænke på dem du lader i stikken, dem der elsker dig. For så havde du ikke gjort det, eller også er du bare så egoistisk, at du tager dit liv.

Og hvad er det for noget med at skære i sig selv? Ej men, hvad foregår der oppe i jeres hoved? Hvem fik dog den idé at begynde på det? Det får jer til at glemmes jeres smerte, ja. Er i sikker på i ikke bare overdramatisere det lidt, og at det faktisk bare er hormonerne der pumper rundt i jeres blod for at gøre jer voksne?

 

Hvis jeg selv blev spurgt, ville jeg hurtigt svare, at dem der gjorde det, fordi de virkelig havde det skidt, forstår jeg. Men jeg forstår ikke dem der gør det for at få opmærksomhed. Dem der har det dårligt og gør skade på sig selv, gør alt for at skjule det. De vil ikke vise at de har det dårligt. De laver en facade, hvor de overfor dem omkring sig er glad og lykkelig. Mens de indeni har det dårligt og ikke ved, hvad de skal gøre. De skærer ikke i sig selv, så nogen kan opdage det. Mens dem der gør det for opmærksomhedens skyld, ikke har noget imod at vise det frem, og fortælle det til andre. For så får de den opmærksomhed de ønsker.

 

Mange siger, når de har mistet en veninde eller kæreste, at de ikke længere har lyst til at leve, at deres liv er slut og at deres elskede har forladt dem. Men alle ved jo, at det nok skal gå over. Det kan måske godt føles som om det er slut. Men man finder altid nogen andre, selvom det måske tager et stykke tid.

Men hvis du til gengæld mister et familiemedlem, som fx din søster eller bror, som du havde et meget tættere forhold til, er det vel værre. Hele familien vil gå og være kede af det, også dig selv, det er klart. Og der går flere måneder før man igen får det bedre. Men sommetider har man vel bare brug for at sætte sig ned alle sammen og lave noget, som får tankerne væk. Det er bare svært. Dine forældre vil altid være kede af det, og vil tænke på personen hver dag, hvor du i det første stykke tid kan føle dig glemt. For du er jo i live? Hvorfor tager de ikke og er glad for, at du er her, og at du prøver bare at gøre dem en lille smule glade, selvom du selv er grædefærdig. Så begynder det. Man føler sig ”glemt” i familien, og man bliver indelukket, og vil ikke tale med nogen om det. Så begynder ens venner stille at forsvinde fordi man ”forandre” sig. Tilbage er det så dig selv, og måske et par venner, men du kan heller ikke tale med dem om det. En psykolog gider du slet ikke? For hvis du i forvejen ikke er sikker på, at du kan betro dig til din bedsteven, vil du heller ikke kunne betro dig en et vildt fremmed menneske.

Så begynder du at skære i dig selv. Du begynder med små rifter, så når folk spørger, er det bare en gren du har revet dig på. Men det er ikke nok. Indeni er du nærmest død. Du vil ingenting, og går bare og er trist hele tiden.

Så bliver rifterne dybere og dybere, og gør mere og mere ondt. Det er rart, for smerten indeni forsvinder, og sidder udenpå i stedet. Når folk spørger, ser du ned og går din vej. For du tør ikke betro dig til nogen. For hvad nu hvis de sladrede? Ikke engang din bedsteven kan du tale med. For selvom du kan stole på ham, ved du samtidig, at det du laver er så dum en ting, at han vil gøre alt for at hjælpe dig, om det så skulle være at fortælle det til dine forældre. Men hvis de får noget af vide, vil du sikkert straks få dig til psykolog, hvilket du stadig ikke vil. Igen, du kan ikke engang betro dig til din bedsteven, hvordan skal du så kunne betro dig til et fremmed menneske? Selvfølgelig, psykologer er uddannet til at hjælpe dig, og har tavshedspligt, men man er stadig usikker. For selvom du siger, at det ikke må komme videre, ikke engang til dine forældre, så føler du dig utryg. For egentlig er du bare et barn? Du kan ikke bestemme noget. Det er dine forældre der gør det.

 

Selvmordstanker er der slet ikke til at starte med. Allerførst går smerterne væk ved hjælp af de små rifter. Men jo dybere rifterne bliver, og jo flere problemer du får, jo mere har du lyst til at komme væk. Du føler at ingen i verden er tilbage, der elsker dig. Alle dine venner forsvinder stille fordi du bliver indelukket. Altså sidder du alene tilbage, og så er der jo ingen grund til at leve? Man føler at der ikke er nogen der kan lide en, at det hele bliver meget nemmere hvis man bare forsvinder. Så kan alle dem der hader dig også stoppe med at hade dig? For så er du væk, lige præcis som de ville have det?

 

Men der er mange grunde til selvmord. Alle kan føle, at de ikke er elsket, lige meget hvordan den følelse kommer, og af hvad. Mange har tænkt selvmord op et tidspunkt i deres liv. Ikke alle af samme grund. Mange gør det for at få opmærksomhed? For at få den følelse af at blive set. Måske føler de sig alene. Men så er der også dem der virkelig er alene. Hvis din mor er død og din far aldrig er hjemme? Dine venner er der ikke længere, for du har forandret dig, og det kan de ikke lide? Er det så meningen at du skal sidde alene, indtil du finder en du kan føle dig tryg ved, og snakke med? Og det er jo egentlig bedre oppe i himlen og have det rart med alle dem deroppe, for deroppe er der jo kun kærlighed? Intet ondt. Så er det bedre at komme derop, end at sidde her på jorden for sig selv.

 

Når man bare hører om folk der skærer i sig selv, virker det underligt. Hvem vil dog sætte et barberblad til uden og lave en blødende rift, der ør ondt? Det giver jo ingen mening? Okay, måske har personen det skidt og et træls liv i en periode, som ung? Men han/hun er jo bare teenager? Det går jo over? Der er jo mennesker nok i hele verden til alle? Det er bare noget latterligt noget.

Men sådan tænker dem der virkelig har det hårdt bare ikke. Deres tanker er jo ikke gode? Der er aldrig nogen der siger ”jeg elsker dig” til dem. De føler sig alene i verden. Og det gør så ondt indeni, at de ikke aner, hvad de skal gøre. Så vil du have smerten udenpå i stedet. Og så er det eneste de har hørt om, er at skære i sig selv. Og de har hørt, at det hjælper meget godt. Så hvorfor ikke prøve? Så kan de jo altid stoppe, hvis det gør for ondt, eller ikke hjælper?

 

At skære i sig selv, kan blive en vane. Man kan faktisk sige, at man kan blive afhængig af det. Hvis du ikke skærer i dig selv, og ikke får fjernet den smerte indeni, bukker du på en måde under? Altså, smerten forsvinder ikke helt når du skærer i dig, men den forsvinder imens du gør det, altså holder en lille pause fra dem. Og det gør det hele lidt nemmere.

 

Så sidder du der som ven til en der har det svært og skærer i sig selv. Du kan intet gøre for han vil jo ikke have din hjælp? Du kan nærmest bare sidde og kigge på. Det vil være det samme. Blodet der flyder er den smerte der er indeni din ven? Men sådan tænker man jo ikke. Det ser ud til at gøre ondt. At se det blod? Man vil aldrig gøre det selv, bare for at komme af med sine smerter? Men du kan ikke rigtigt forstå din ven, medmindre du selv har prøvet det samme. Så det med at sige ”jeg forstår det godt”, for at trøste er en dum ting. For det gør man jo egentlig ikke. Man skal sige det, hvis man virkelig mener det.

 

Jeg er meget uenig med Mark. Der vil altid være nogen der gør det for opmærksomhed, det er klart. Men man skal bare også tænke på dem, der har det skidt, dem der ikke bare kan gå til psykolog? Det er jo heller ikke fair. Hvis du har det skidt med noget vil der altid være nogen der trøster dig så det bliver bedre, og så er du jo glad? Sådan er det bare ikke for alle, og det er der problemet er. Hvis der ingen var, der gad høre på alle dine problemer, og du bare sad med dem alene, hvad så? Så ville du jo også sidde og få det dårligere og dårligere. Måske ville du ikke komme så langt ud, men du ville have det ekstremt dårligt.

Jeg synes man burde tænke på de mennesker der ikke ser anden udvej, end at gøre skade på sig selv. Hvis man er blevet mobbet siden 0. klasse, og er kommet op i 7. fx, så har hele din skolegang været  meget svær. Du får dagligt af vide, at du er et nul, og at ingen gider dig. Ingen i skolen vil gå med dig, for de er bange for også at blive mobbet. Så er din selvtillid bare væk. Hvis nogen går og kalder dig grim hver dag i 8 år, tror du på, at du er grim. Hvis nogen går og kalder dig tyk hver dag, tror du på, at du er tyk. Og selvom du ikke er nogen af delene, så er din selvtillid der bare ikke, til at tro på dig selv. Du vil helst ikke sige dem imod, for så siger de bare endnu mere. Så egentlig kan du intet gøre, medmindre du vil hjælpe personen og selv blive mobbet.

 

Men det er ikke kun børn der har det sådan. Nogle voksne har det på samme måde, det er bare ikke så ”dramatisk”. Der er ikke mange voksne der skærer i sig selv, de går i stedet meget meget længe og føler sig ubrugelig. At man ikke kan bruges til noget. Og så får de selvmordstanker.

 

Det er svært at sidde som en af dem der har mistet, på grund af selvmord. Man forstår de, ikke altid, og kan give sig selv skylden, fordi man synes man selv kunne have hjulpet. Men det kan man ikke. Hvis personen ikke vil hjælpes, kan man heller ikke hjælpe. Du kan blive ved at fortælle personen at du vil hjælpe, men ingen kan tvinge personen til at få hjælp.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...