Virvar

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 19 jun. 2013
  • Status: Færdig
En ruineret kirke.
Et kattelig i murbrokkerne.
Og dig.
Dig i murbrokkerne.
~
Inspireret af Bastilles sang Pompeii

6Likes
3Kommentarer
324Visninger
AA

2. Dryp

En regndråbe faldt. 

Den ramte taget. 

Taget ramte mig.

 

Regnen var lige begyndt. "Fuck," sagde du, og dine øjne vendte trist ned ad. "Er det i orden jeg bliver her en time mere?"

"Det er okay for mig," svarede jeg dig. Det var sandt. Det var meget okay for mig.

Den sarte lyd af regn, blev transformeret til en dyb, aggressiv rumlen når den ramte taget. "Er tage en tragt for lyd?" Du ignorerede mit spørgsmål. Jeg var ikke sikker på du havde det lige så okay med at skulle være her en time ekstra, som jeg havde det. Dine krydsede arme og dit fjerne blik modbeviste i hvert fald ikke min hypotese.

"Hvis der går for lang tid tager jeg altså bare hjem allige-"

Knæk

Slå

Revne

Dine øjne blev store. Du spurgte mig hvad dét var, men jeg kunne ikke gøre andet end spænde mine skuldre et øjeblik og fortælle dig, at jeg ikke havde nogen anelse. Det var en meget høj lyd.

Du overvejede nu endnu stærkere end før, bare at gå ud i regnen og blive våd, og det skulle du nok have gjort, men regnen var tæt og kraftig, og du var bange for om den ville slå dig om kuld.

En lyd til. Den samme, men højere. Og vand. Vi kunne mærke vand lande på vores hoveder, og farve vores hår med skidt fra taget. Du sprang til side, og det samme gjorde jeg – til hver vores side. Du løb mod hoveddøren og kastede dig igennem den, imens taget over os langsomt smuldrede og afslørede en dyb onyksefarvet himmel der omfavnede huset.

Jeg hoppede igennem et vindue. Blodet og smerten kom først bag efter.

Hvad med dig?

Husets murstensvæg faldt væk fra mig, og da jeg allerede lå ned havde det lille pust det gav i min retning ingen effekt på mig.

Men hvad med dig?

Jeg rejste mig langsomt op og sørgede nøje for ikke at forværre mine skader yderligere. Mine fødder hvirvlede støv fra murstenene op, men jeg var ligeglad.

Der var du – i murbrokkerne. Alene. Jeg bukkede mig over dig og tværede blod ud over dine arme og dit ansigt. Og din mave. Din mave. Jeg var ikke længere sikker på hvad der var mit blod, dit blod, og hvad der var tårer. Mine tanker hvirvlede ud af munden på mig, og bræk blandede sig med den røde væske der prydede din hud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...