Shadow Hunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2015
  • Opdateret: 13 mar. 2015
  • Status: Igang
Et liv med mørke og skygger, Udtryksløst, dræber hun skygger, jagter dem. Hun har fået så meget at vide. At de er farlige, at de skal dræbes. Nogle mennesker har fået sin skæbne bestemt. At blive shadow hunter er ikke ligefrem det mest sjove job, overhoved.
At miste alt du kender og glemme det hele, slette sin egen eksistens.
Kolde, ufølsomme, mørke monstre. Det er hvad de mener Shadows er.
Men hvad er en verden fyldt med lys og varme uden kulde og skygge?

3Likes
0Kommentarer
357Visninger
AA

2. ONE: Weird Shadows

En Shadow Hunter er en kriger, af dagen.

En skygge, er kriger af natten.

Dagene skal være frie, ligesom nætterne, men det synes skyggerne dog ikke, du ved alle mennesker har en skygge.

Det er begrund af skyggerne ikke vil forlade dagene og gemme sig indtil solen forsvinder. Alle Shadow Huntere er børn af solen, mens skygger er børn af månen. Det vil hærske over dagene som nætterne.

Men det tillader vi ikke, derfor udrydder vi dem, men hvad med konsekvenserne? Hvad vil natten være uden skyggerne som gør den smuk. 

Hvad vil dagene være uden et sted at hvile sig fra den hedene varme? Det tror jeg ikke nogen har tænkt over før de lavede Shadow Huntere, hvad hvis det lykkes dem at udrydde dem alle? Hvad vil der så ske?

 

"Bella!" Jeg kigger op.

Jeg har sikkert siddet langt væk i mine tanker igen. Det gør jeg tit. Sidder og forklare mig selv ting som jeg godt ved, jeg sidder tit helt væk.  

Jeg kigger op på Elijah som sidder og kigger vredt på mig. "Hvad?!" Vrisser jeg, han ved godt jeg ikke kan lide ham.

"Du skal virkelig til at høre efter det her er vigtigt!" Vrisser han igen. Glemte jeg at nævne jeg er til endnu et dødsygt møde? Men det er jeg.

Kun fordi jeg går så højt op i at være Shadow Hunter er jeg blevet 'en af de bedste på rekord tid' Det er i hvert fald det de siger. Det er ikke andet end mord.

"Der er set en større gruppe af skygger ved Oxford street, England. Du tager der hen sammen med Micklas og Lucea." så, jeg har intet at sige, der bliver slået en hammer i bordet og mødet er hævet, jeg rejser mig hurtigt mens min stol skramler hen over gulvet og vælter nærmest.

Jeg vender mig om og begynder at gå ned til trænings lokaler hvor jeg ved Micklas og Lucea er.

Jeg drejer ned af gangen og når de døre som fører ind til trænings salen. Jeg åbner op og træder ind i salen, jeg ser dem i den anden ende af salen.

Med rolige skridt går jeg imod dem. Jeg mærker blik imod mig hele vejen men jeg ignorer det.  

"Micklas! Lucea! Kom!" Råber jeg, De vender sig imod mig, de så ud til at skulle øve kamp imod hinanden, men stivner så snart de hører min stemme. "Kommer!" Råber de i munden på hinanden og smider sværdene og løber efter mig, mens jeg er på vej ud igen.

Vi går i stilhed ned af den lange kedelige grå gang. Ingen siger et ord. Man kan knap høre vores skridt eller vejrtrækninger.  

Det er en kriger fordel at kunne gøre sig ubemærket. At næsten være usynlig. Det er det skyggerne bruger imod os. De gemmer sig i skyggerne. Vi passere ingen. Der er stille på gangen.

Og de kedelige grå vægge gør det ikke ligefrem mere spænderne at gå her. Dør efter dør efter dør. Til sidst er vi ved det rum hvor alt vores udstyr ligger i. Flere skabe fyldt med røg bomber, sværd knive, knivblade, kastestjerner, og pistoler i masse vis, ammunition med flydende lys i.

Stærk nok til at dræbe en skygge. Vores specielt designede dragter som kan holde til mere end bare normalt tøj kan. Ildafvisende. Vandtæt, skudsikker. Vi er lang fremme i forhold til skyggerne, men de er også langt mere kraft fulde.

Det at de kan gå i skyggerne gemme sig i dem, kan de også forvandle sig til det her skygge monster. Et stort modbydeligt monster lavet af frygt og skygger.

Som kan sno sig igennem alle skyggerne, og komme helt uset frem imellem alle. Dræbe som de ønsker.

Normalt dræber de aldrig normale uskyldige mennesker, men nogle gange ønsker de en form for hævn eller er den blodtørstige monster.

Som er et lettere uvident væsen, uden følelser ligesom alle andre skygge, de er følesløse. Godt nok ligner de helt normale mennesker hvis de ikke er gemt bag skyggenere eller er det store modbydelige væsen men de har en måde at være anderledes på.

De er næsten kridhvide og de fleste har sorte ar over alt men de er dog genkendelige på det sorte huller de har som øjner.

Jeg flår næsten døren op, til udgangen. Med de andre bag mig. Sætter jeg farten op og går imod den bil som venter på os.

Som skal køre os ud til en lufthavn. Der er jo ingen andre en Skyggerne som kender til vores eksistens eller er vi ligesom alle andre. Bortset fra det at vi dræber skygger..

 

 

_-__-_

 

 

Vi står nu i Gatwick airport. Og venter på vores lift, hen til hvor vi skal finde ud om det er sandt med de små angreb.

Jeg håber der ikke er nogen som er kommet til skade.

Skygger plejer at dræbe unådig, lige meget hvilken tilstand de er i.

Monster eller ej, de dræber alt der står i deres vej.

En bil stopper foran os, og vi stiger hurtigt ind, vi har intet med udover våbene som er godt gemt, i en specielt designet 'kuffert'

Selv regeringen ved intet om organisationen.

Kun dem som er medlem.

Ingen andre, selv ingen ved noget om din egen eksistens. Slet ikke regeringen, du ville blive dræbt på stedet eller sendt på et eller 'sindssyg asyl'

Hvilket er noget vi vil undgå.

"Kan du fortælle os, omkring vores mission" Spørg jeg chaufføren.

Han nikker, før han hiver pladen imellem os væk, som sikre han ikke kan høre os, hvis noget, eller han kan lukke hvis nu noget skulle komme ind i bilen, så den er skudsikker.

"Tæt ved Elisabeth Tower, er der meldt angreb af ukendt ting. Personerne som er blevet angrebet har sorte brændemærker og mærkelige bid mærker på kroppen. Hvilket ikke tegner godt. I skal se om i kan gøre noget ved det." Fortæller han med sin dybe stemme og den engelske accent.

Vi nikker, men jeg kigger også hurtigt ud af vinduet. Efter hånden har jeg været jorden rundt.

Bogstavlig talt.

Vores hoved organisation er placeret i Californien, samme med de 'vise' folk.

Det er også der jeg træner, det gør Lucea og Miklas også.

Med hurtige og bestemte skridt går vi mod Elisabeth Tower, som er over befolket med mennesker som klikker med deres kameraer, som blinker med lyse på og det hele. Selvom kun er fire, så er her allerede begyndt at blive lidt kold og mørkt.

Typisk Engelsk vejr.

Vi fortsætter hen bag tårnet, som står flot med sine mindst hundrede år bag sig. 

Vi går med vores våben foran os, da trin og små råb høres, og den kolde luft i hoved og lette skridt. 

Vi går forsigtigt rundt om hjørnet, og som vi havde gættet står mindst halvtreds skygger og to skygge monstre rundt og angriber en gruppe turister.

"Lucea, frem, bagfra og snig angrib skyggemonstrene, Micklas, du og jeg springe direkte ind og lader Lucea snige sig, så tag hurtigt muligt chancen for at tage turisterne væk og slet deres hukommelse!" Siger jeg og begynder at løbe imod den store kamp område.

Micklas følger efter mig og prøver at komme hen til de diverse turister som skriger for hjælp og hjælpeløst prøver at komme væk.

Jeg hiver min trofaste våben frem, min Katana, smedet af de stærkeste stål og med den rette vinkel på kan dræbe alt og gå igennem stål.

Jeg svinger fra højre til venstre og dræber den ene efter den anden lige så nådeløst som de gør.

Forklar mig igen hvordan vi er meget bedre end dem?

 

Jeg løber igennem mængden til jeg rammer et par turister med dybe sår i maven og indser at de er ikke til at redde, jeg fortsætter med at dræbe dem, til jeg rammer en af monstrene.

Men på en måde fik den fat i mig og tager et fast greb om mit liv, og strammer til jeg prøver at komme fri.

Men grebet er for stramt?!

"Bella!" Råber Micklas, jeg lukker øjnene da monstret kommer for tæt på, nogle af de her væsener har den her ekstraordinære evne til at heale, og tage andres sjæle.

Jeg ved det, det lyder besynderligt, jeg forstår heller ikke den kombination, men sådan er det bare for nogen.

Så aldrig, nogen sinde, kig en skygge monstres øjne, den stjæler muligvis din sjæl.

Men af en eller anden grund er der noget som får mig til at hurtigt kigge den i øjnene, som til min overraskelse har den ikke helt sorte dybe huller som øjne, tilgængel har den grå-blå øjne, som bare er meget mørke.

Aldrig har jeg set noget lignede. 

Jeg lukker hurtigt mine øjne i frygt, selvom jeg ikke viser det.

Et høj brøl og jeg falder hurtigt til grunden for mig til at rejse mig hurtigt, og har selvfølgelig åbnet mine øjne, løber jeg væk da jeg har indset at Micklas har skæret i monstrets ene side af hoved, så skyer af sort masere flyver i luften.

Brølet fra den for de få turister der er tilbage til at hvine af skræk.

Jeg hiver fat i de to drenge som er kommet for tæt på jeg tager i kraverne i deres trøjer og hiver dem et stykke væk og kigger dem en efter en i øjnene.

Med et hårdt blik og stirre direkte i deres øjne befaler jeg.

"Glemt alt i har set de sidste 10 timer, vend tilbage til jeres familier eller hotel med det samme!"

De løber hurtigt i den modsatte retning, heldigvis løber de hurtigt og jeg vender tilbage til kampen, men ser at alle er væk, og Lucea og Micklas, hvor de går imod mig.

"Vi fik dem Bella, vi gjorde det, men vi har lige fået et tip om der skulle ske noget mere imod Oxford str. vi må hellere tjekke det ud" Siger Micklas, jeg nikker og går hen til hoved vejen og stiger ind i bilen igen,

"Oxford str." Siger jeg til chaufføren, han nikker og begynder at køre, ret hurtigt faktisk.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...