Can you sing with all the voices of the mountains?

Jeg blev inspireret til denne historie, da jeg så Pocahontas.

Araci er en ung pige. Hun og hendes to ældre brødre drager på eventyr, og undervejs får de samlet en hær af trofaste følgesvende, der skal kæmpe mod den fremstormende og brutale hær af Cherokee-indianere. Historien foregår i Rocky Mountains, og det er før, nogen europæere opdagede Amerika.

Sig endelig til, hvis I finder noget, der ikke stemmer overens med virkeligheden. Jeg har aldrig været i Rocky Mountains, og al min viden om indianere stammer fra bøger og internettet.

1Likes
3Kommentarer
241Visninger

1. Et byttedyr

Jeg klargør buen. Den ligger fast i mine hænder, og jeg trækker en pil fra det røde kogger på min ryg. Hesten fnyser og skraber lidt i jorden med sin hov, men jeg lægger ej mærke til det på trods af, at jeg sidder overskrævs på den. Det eneste, der betyder noget, er kaninen, der står omkring halvtreds meter væk. Jeg ånder ud. Det er en stor afstand, og jeg har ej andet end mine øjne at stole på. Som jeg lader pilen slippe buestrengen, er alle skovens lyde forsvundet. Fuglene eksisterer ikke, og træerne ænser jeg knapt. Mine øjne følger kun træpilen, som den skærer gennem luften og gennemborer dyret, der falder til jorden. Jeg hænger buen over skulderen og berører let hestens sider med mine hæle for at sætte den i galop hen mod mit bytte.
                             ”Jeg ramte lige forbi dit hjerte,” hvisker jeg i øret på kaninen, hvis silkebløde, hvide pels nu er gennemblødt af den tykke, røde væske, der flyder fra såret. ”Tilgiv mig mine synder,” mumler jeg og snitter halsen på den, så den kan dø uden at lide mere.

”Du er den bedste! Jeg elsker kanin!” råber Shilah, min bror, sætter i et hyl og løber hen til mig for at løfte mig af hesten og kysse mig på kinden. Jeg ryster på hovedet af ham og går ind i teltet med kaninen, mens jeg kan høre ham rende rundt og juble over, at vandet fra den nærliggende bæk smager bedre end i går. Som jeg snitter den op og lægger de uønskede indvolde i en skål for sig, så hundene kan æde det, går det pludselig op for mig, at jeg burde have skudt et større dyr end blot en kanin. Vi har ikke anden mad end kaninen samt det frugt, vi kan finde. Jeg sukker og gør kaninen færdig til at stege.

”Smil dog,” siger Jaci, min anden bror, og søger at få mig til at smile ved at tage fat i mine mundviger og hæve dem. Jeg glaner blot på ham med øjne, der tydeligt taler sit sprog. Det er kvæld, og vi spiser deliciøse æbler, der er ristet over ilden, men mine brødre synes at mene, jeg aldrig er glad. Jeg er skam fro til tider: Jeg viser det blot ikke, da jeg finder, at pligter til enhver tid bør skattes højere end eudaimoni og jubel. Det er mit ansvar at stå op før solen og skaffe føde til morgenen, og det er mine brødres ansvar at skaffe føde samt dyr, jeg kan flå skindet af og bruge som tøj for os, til resten af tiden.
                             ”Cherokee-hæren kommer denne vej. Jeg korresponderede med Cochise tidligere,” siger Jaci og tager en bid af sit æble, mens han skiftevis skæver til Shilah og mig.
                             ”De vil vel ikke dræbe os. Vi lever fredeligt her,” siger Shilah, men lyder ikke helt overbevist. Naturligvis vil de dræbe os – jeg er allerede i fuld gang med at udtænke gemmesteder, men ved, de vil finde os.
                             ”Det nytter ikke. Vi må flygte. I morgen,” siger Jaci og ser alvorligt på Shilah. Shilah har en dum vane med at få alting til at se bedre ud end i realiteten, mens Jaci ved, hvad der er og ikke er. Jeg mæler ikke et ord, men centraliserer min opmærksomhed mod æblet.
                             ”Kan hestene klare det?” spørger Shilah bekymret og glaner mod vores tre heste. Jeg tager en bid af æblet og stirrer ind i ilden for at undgå Jacis blik.
                             ”De er nødt til det,” siger Jaci. Ilden danser lystigt for mine øjne og varmer min krop. Bjergene er kolde om aftenen, men jeg har ulveskindet til at varme mit frysende korpus.
                             ”Vi kunne også kæmpe mod. Hvad har vi at tabe?” spørger jeg, og mine øjne bevæger sig stadigt ikke fra ildens røde og orange virvar af flammer.
                             ”Hvem ville gå med os?” besvarer Shilah mit spørgsmål med endnu et spørgsmål og ler en hul latter, der dog ikke varer længe.
                             ”Araci har ret,” erklærer Jaci, ”De fleste kampdygtige i Cochises stamme ville gå med os, og så ville vi allerede have en lille hær. Jeg er sikker på, der er mange andre, der er trætte af Cherokee-hærens tyranni. De fik vores forældre, Shilah, og jeg vil have hævn.” Jeg har aldrig hørt Jaci så vred og bestemt på samme tid. Selv husker jeg ikke, da det skete – Cherokee-hæren har altid været der, og da jeg var ganske lille, brændte de vores hus ned og dræbte vores forældre, men Jaci og Shilah formåede at flygte med mig. Jeg ved ikke, hvorvidt dette er sandt eller blot en dækhistorie, men det er det eneste, jeg har fået fortalt. Jacis søgen efter hævn har også været der, så længe, jeg husker, og han ødsler ikke én mulighed for at tale dårligt om Cherokee-indianere væk.
                             ”Jaci, du må tale med ham. Araci og jeg tager med dig. Hvis vi rider nu, er vi snart fremme,” siger Shilah ophidset efter et stykke tid. Han har tydeligvis funderet over det, og det samme har jeg. Jeg vil kæmpe. Ingen skal tage det telt, jeg med møje og besvær har repareret gennem stormende vinternætter og boet i hele mit liv, og ingen skal tage min hest.

”Cochise!” råber Jaci, da vi når til Cochises lejr. Jeg holder mig i baggrunden, mens Shilah og Jaci stormer frem og råber på Cochise, der søvnigt kommer ud fra et af teltene.
                             ”Vi vil kæmpe. Vi vil kæmpe mod Cherokee-indianerne!” råber Shilah og hujer. Han kan aldrig stå inde for en mulighed for at huje, og jeg sukker stille.
                             ”Er de her?” spørger Cochise forfærdet og skæver mod skoven. Først nu opdager han mig, og jeg nikker mod ham som hilsen. Han nikker tilbage.
                             ”Nej. Har du mænd, vi kan bruge?” spørger Jaci. Han er opstemt af ham og Shilahs lange samtale ved bålet vedrørende netop dette, og jeg fortryder ikke, jeg nævnte det, selvom Jaci nu tager det for sin egen idé.
                             ”Mod Cherokee-indianerne? Vi skal bruge flere, end jeg kan mønstre,” siger Cochise og klør sig i hovedbunden.
                             ”Men er I med?” råber Shilah henvendt til hele lejren, der nu er oppe. En kvinde har tændt en fakkel, og alle de unge mænd begynder at huje. Shilah rider imellem dem og holder en betimelig tale, der blot får dem til at huje mere og få endog til at gribe til våben, som de dog hurtigt slipper.
                             ”Ja!” råber Cochise. Jeg smiler i mit stille sind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...