You changed my life - One Direction

Et billede kan ødelægge mange ting. Det må 18-årige Starlight Parker sande, da et redigeret billede af hende og den verdensberømte Louis Tomlinson slipper ud til pressen og skaber kaos. Starlight tager til England for at slippe væk fra det hele, men hvad sker der, når hun støder på én person hun slet ikke har lyst til at møde? og vil nogen overhovedet tro på, at det ikke var hende der redigerede billedet?


75Likes
78Kommentarer
21941Visninger
AA

4. Two

Min twitter indbakke er fuldstændig proppet, og jeg fatter ikke en meter. Jeg scroller lidt ned, og prøver at forstå hvorfor jeg pludselig er så interessant. Jeg holder op med at scrolle nedad, da jeg opdager at mange af kommentarerne er ved de billeder Hannah redigerede.

Jeg klikker ind på billederne og begynder at læse. Det er mange kommentarer som: Hvem er hun? Og hvorfor har Louis ikke sagt noget? Hvad med Eleanor?

Og så er der de mindre pæne kommentarer, som gør ondt: Hun er grim, Hvad vil Louis med hende? Og Hold dig væk fra Louis din billige tøs!!

Jeg får helt ondt i maven, da jeg læser de onde kommentarer. Hvorfor skriver folk sådan noget? De billeder er ikke engang ægte, hvorfor kan folk ikke se det?

Jeg griber min mobil og skal til at ringe til Hannah, men hun kommer mig i forkøbet, for hun ringer lige som jeg skal til at ringe hende op.

”Har du set det?” lyder Hannahs forfærdede stemme i den anden ende af røret, jeg nikker, men så går det ligesom op for mig, at hun ikke kan se, at jeg nikker,

”Ja, jeg har set det” siger jeg stille og kan mærke tårerne presse sig på,

”Jeg er så ked af det mulle,” siger hun og lyder selv som en der har lyst til at græde, ”de billeder skulle gøre dig glad, og i stedet forvandler de sig til en katastrofe”,

”Det er jo ikke din skyld Bannani,” siger jeg trøstende, ”det er jo bare nogle åndsvage directioners, som misforstår alting”.

Jeg prøver at trøste hende, men det er lidt svært, for de kommentarer ramte faktisk virkelig hårdt. Især dem hvor der står at jeg er grim, jeg har haft mange problemer med mit udseende og været ude i noget skidt, som jeg helts ikke vil tilbage til.

”Du må bare ikke lade dig gå på af det,” siger Hannah og lyde som om hun har fået mere styr på sig selv, ”prøv at skrive en status eller noget, hvor der står at billederne er fake,”

Måske er det ikke nogen dårlig ide, men ville de mon tro på mig? Hmm sikkert ikke, men det er vel et forsøg vær.

”Det prøver jeg, men jeg er altså nødt til at smutte,” sukker jeg dramatisk, ”mor og far hiver mig med ud til Gitte og Klaus, og jeg skulle faktisk være færdig nu”,

”Finno, vi ses” siger hun, ”og husk, lad ikke nogen gå dig på”,

”Jaja, jeg skal nok huske det, møs møs” svarer jeg og lægger på.

Jeg skriver hurtigt en status på twitter: The pictures are fake, I haven’t even met @Louis_Tomlinson

 Jeg lukker min computer sammen og suser ud til min mor, som venter på mig i køkkenet, som er lige så renskuret og ordentligt som hende, hun kigger på sit ur, da jeg kommer susende ind.

”Du havde 10 minutter Starlight, og du har brugt 20” siger hun irriteret, og giver mig elevatorblikket, ”og så vidt jeg kan se, så har du ikke engang skiftet tøj”, irriterende at hun skal lægge mærke til sådan noget.

”Jeg snakkede lige med Hannah, vi havde lige en krise” siger jeg hurtigt og beder til at hun ikke spørger mere ind til det, men så heldig er jeg selvfølgelig ikke,

”Har i ikke været sammen hele dagen?” hun begynder at gå imod gangen, jeg følger i hælende på hende, jeg kan godt mærke at hun er i dårligt humør, så det er bedst ikke at tirre hende,

”Jo, men… altså… øh…” jeg ved ikke helt hvad jeg skal siger, og bruger den sikre løsning. Kan i gætte hvad løsningen er? Trommevivel tak…

Løsningen er simpelthen at tie stille. Det kommer man længst med i den slags situationer. Og det virker selvfølgelig også denne her gang, min mor gider ikke grave mere i det, og tier selv stille. Simpelt, men effektivt.  

”Skal far ikke med?” spørger jeg lidt forvirret og kigger undrende på min mor, da vi samme går ned mod vores røde bil, jeg har ikke styr på det der med bilmærker, men det er en fed bil, det kan selv jeg se.

”Han har sen vagt på radioen, så han kan ikke nå det” siger hun kort og sætter sig ind i bilen. Jeg siger ikke mere, og sætter mig også ind i bilen. På det sidste har min far haft rigtig mange vagter på radioen, så han er nærmest aldrig hjemme. Selvom det går mig på, så siger jeg ikke noget til det, for jeg ved jo godt at det er musik han brænder for og jeg vil ikke stå i vejen for ham.

Men nogle gange er det bare for meget, især i situationer som denne, hvor mor og jeg sidder sammen i bilen, og ingen af os aner hvad vi skal sige. Jeg sidder og kigger ud af vinduet og hun sidder og stirrer koncentreret ud af forruden. Måske er det derfor mor laver alle de aftaler med hendes venner lige for tiden, fordi hun heller ikke kan holde stilheden ud imellem os.

”For resten, så har Gerry og Elaine inviteret dig over til dem her i ferien” siger mor pludseligt,

What? Ja det er min første tanke. Gerry er min mors bror og Elaine er hans kone, jeg ser dem ikke så tit, fordi de bor i England, så jeg har ikke et eller andet specielt bånd til dem, eller sådan noget. De er selvfølgelig søde, men jeg kender dem jo nærmest ikke. De har to døtre, en på min alder og så en lille pige på 5, lidt af en efternøler hvis man kan sige det sådan, eller måske ikke. Elaine var kun 18, da hun fik min kusine Jenny, og så var hun jo så 31, da hun fik lille Isabelle.

Men det er vidst også det jeg ved om dem. Og nu skal jeg lige pludselig på ferie hos dem,

”Men hvorfor?” spørger jeg overrumplet, og kigger for første gang på turen på mor, som stadig kigger ud af forruden (hun kører bil, så det er der jo nok en grund til ikke?). Hun sukker af mig,

”De vil gerne lære dig bedre at kende, og du kan i det mindste prøve at lade som om det er en god ide” siger hun stille, jeg tror ikke at det er den helt rigtige grund, men det må hun selv om, for det kan jo være lige meget om jeg vil eller ej, for jeg bliver sendt af sted under alle omstændigheder.

”Det er da også en fin ide, men jeg havde ikke lige regnet med det” siger jeg formildende, for jeg gider ærligtalt ikke flere skænderier. For første gang i dag smiler mor rent faktisk til mig, det er et stort øjeblik, der fortjener en plads i dagbogen, hvis jeg altså skrev dagbog, hvilket jeg ikke gør, i hvert fald ikke særlig tit.

”Du skal af sted på onsdag” siger hun og lyder glad, hun ser sikkert frem til at slippe for mig. Jeg nikker eftertænksomt, for det er lige gået op for mig, at jeg så ikke har så mange dage tilbage til, at se Hannah.

”Hvor længe skal jeg være af sted?” spørger jeg usikkert og skæver til mor, hun bider sig lidt i læben, ikke noget godt tegn, når hun gør det kommer der altid dårlige nyheder,

”Altså der er ikke sat noget fast, men det bliver nok det meste af sommerferien” lyder den endelige dom,

”HVAD!” nærmest råber jeg, ”det kan du da ikke mene, hvad så med Hannah og alle de ting vi har planlagt?”, det der startede som en god ide, har lige forvandlet sig til en katastrofe.

”Det må i så gøre en anden gang” siger hun og får et hårdt drag om munden, som tydeligt siger, lad nu være med at være besværlig Starlight. Men jeg kan ikke lade være med at være besværlig, seriøst vi taler en hel sommerferie uden Hannah her. Jeg tror sgu ikke jeg klarer den.

Jeg skal til at protestere igen, men mor afbryder mig,

”Vi kan snakke om det senere” siger hun og stopper bilen, for vi er fremme ved Gitte og Klaus. Hvad er det lige der sker her, jeg er snart ikke herre over mit eget liv mere. Jeg bliver hevet med hen til min families venner og bliver sendt af sted til England mod min vilje.

Gitte kommer ud og tager imod os, hun giver mig et knus, ”Hej Star, godt at se dig” siger hun glad, ”jeg hører at du skal til England”, jeg kigger ondt på mor over skulderen på Gitte, hvor længe har hun mon planlagt at sende mig væk, i hvert fald længe nok til, at snakke med Gitte om det,

”Ja det er min mors super gode ide” siger jeg og lægger med vilje tryg på ”super”, så det kommer til at lyde sarkastisk. Men Gitte opdager vidst ikke noget, for hun snakker bare videre og giver mor et knus.

Gitte og Klaus bor på et nedlagt landbrug, og det er faktisk rigtig hyggeligt. Sådan et flot bindingsværkshus, og så er der en gammel lade, som de har ordnet, så det er en del af huset nu. De har også en kæmpe stor have, det er den vi bliver vist om til.

Klaus sidder i en havestol og deres søn, Lasse, står ved siden af en stor gril. Deres datter Laura sidder og læser i en bog, hun har altid været en læsehest og så vidt jeg ved, vil hun også gerne være forfatter. Lasse er lige modsat, han gider ikke det der med bøger, han er mere til det aktive, altså fodbold og andet sport. Man kan jo godt være aktiv og stadig være en læsehest, det har jeg prøvet at forklare ham mange gange, men han tror ikke rigtig på mig. Og det kan jeg ikke forstå, for jeg er en meget klog person (det er så den anden ting han heller ikke tror på).

Jeg siger hurtigt hej til dem alle sammen, og sætter mig så i en af de hvide havestole. Jeg vil hive min mobil op og sende en besked til Hannah, men jeg har selvfølgelig glemt den derhjemme. Det her tegner til at blive en meget lang aften, især da Lasse sætter sig ved siden af mig og begynder at snakke om fodbold…

♥♥♥

så kom der et nyt kapitel, hvad synes i?

Kommenter gerne, det er altid fedt at vide hvad i synes om historien:-)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...