You changed my life - One Direction

Et billede kan ødelægge mange ting. Det må 18-årige Starlight Parker sande, da et redigeret billede af hende og den verdensberømte Louis Tomlinson slipper ud til pressen og skaber kaos. Starlight tager til England for at slippe væk fra det hele, men hvad sker der, når hun støder på én person hun slet ikke har lyst til at møde? og vil nogen overhovedet tro på, at det ikke var hende der redigerede billedet?


75Likes
78Kommentarer
22428Visninger
AA

22. Twenty

En høj lyd river mig ud af min søvn, og jeg sætter mig forskrækket op. Det viser sig så, at det bare er min telefon, der lige synes at den skal ringe nu. Jeg klasker tilbage i sengen, jeg magter ikke at stå op, jeg føler mig helt udmattet efter nattens begivenheder. Jeg har aldrig været god til at være længe oppe.

Min telefon fortsætter med at ringe, hvem det end er, så er det en person der meget gerne vil snakke med mig. Det er i sådanne situationer, at jeg fortryder rimelig meget, at jeg har valgt en alt for høj ringetone. I stedet for rent faktisk at reagere på den, smækker jeg puden hen over hovedet for at lukke lyden ude.

”Star?” lyder en stemme uden for døren, ”er du vågen?”,

”Jeg er vågen” halvt stønner jeg, den her dag magter jeg simpelthen bare ikke. Jenny stikker hovedet ind af døren,

”Godmorgen sovetryne, gik det godt i nat?” spørger hun nysgerrigt, og kommer helt ind på værelset.

”Det gik vel fint nok,” gaber jeg,

”Jamen hvad ville de?” man kan nærmest se nysgerrigheden i hendes øjne,

”De ville have mig til at snakke med Louis,” svarer jeg undvigende, jeg ved ikke, om jeg har lyst til at fortælle hende, hvad der skete,

”Jamen om hvad?” jeg slipper vidst ikke så nemt udenom, som jeg håbede på,

”Han har slået op med Eleanor,” starter jeg, men retter så mig selv ”eller hun havde slået op med ham, spørg mig ikke, hvorfor jeg skulle snakke med ham, det fandt jeg faktisk ikke ud af,”. Før hun kan nå at spørge mere, begynder min telefon igen at ringe, Jenny snupper den hurtigt fra bordet,

”Nu har du muligheden for at finde ud af det,” siger hun og vender telefonen om imod mig, det er Niall der ringer, jeg får helt ondt i maven. Jeg trækker bare på skuldrene, jeg gider ikke snakke med ham lige nu, deres hemmelighedsfuldhed i går irriterer mig, det skaber tvivl om, hvad Louis i virkeligheden har gang i. knuden i min mave vokser, hvad nu hvis han gjorde, som han gjorde for at gøre mig til grin eller sådan noget.

Jenny rækker telefonen over til mig, hun har sit forventningsfuldt ansigtsudtryk. Desværre kan jeg ikke indfri hendes forventninger, jeg trykker på ignorer opkaldet og ligger telefonen fra mig.

”Hvorfor gjorde du nu det?” hviner hun,

”Jeg har bare ikke lyst til at snakke med ham lige nu,” jeg prøver at få det til at lyde, som om det ikke betyder noget, desværre er Jenny ikke så nem at narre.

”Hvad skete der i går?”

”Der skete ikke noget, helt ærligt, jeg gider bare ikke at snakke med ham lige nu,” uden at tænke over det går jeg i forsvarsposition, hvilket nok er det dummeste, jeg overhovedet kan gøre, da det bare gør hende endnu mere mistænksom.

”Star helt ærligt, sig det nu,” plager hun,

”Seriøst, der skete ikke noget,”

”Hvorfor rødmer du så?” spørger hun anklagende

”Det gør jeg heller ikke,” mumler jeg og kan mærke varmen stige endnu mere op i kinderne, så jeg lader febrilsk mit hår falde ned for at dække mine røde kinder. Hun når og ikke at grave mere i det, for vi bliver afbrudt af en stemme henne fra døren,

”Jeg synes nok, at jeg kunne høre jer snakke,” Hannahs smilende ansigt dukker frem i døren, jeg springer ud af sengen og nærmest kaster mig i armene på hende med et hvin,

”Jeg vidste ikke, at du var kommet tilbage,” siger jeg, da jeg krammer hende,

”Jeg er også først lige kommet hjem,” smiler hun, ”og det er jeg glad for, er i klar over, hvor kedeligt det er at tilbringe et helt døgn sammen med min mors veninder,”

”Jeg troede kun det var en af dem?” griner jeg og prøver at forestille mig Hannah sidde og drikke te sammen med sin mors veninder,

”Jah, men de andre synes lige, at de også skulle kigge ind, men nu er jeg heldigvis her,”.

Jeg trækker hende med over til sengen, hvor Jenny sidder med et tænksomt ansigtsudtryk. Hun pønser på et eller andet, jeg kan mærke det. Hannah ser ikke ud til at bemærke noget, hun sludrer løs om sin dag med sin mors veninder, som egentlig lyder til at have været okay. Selvom jeg selvfølgelig hellere ville have haft hende her.

”Hannah?” siger Jenny lige pludselig med et lusket smil, Hannah vender sig spørgende imod hende, ”vidste du godt, at Star var sammen med Louis i nat, og nu vil hun ikke snakke med nogen af drengene og hun vil ikke sige, hvad der skete,”. Jeg sender hende et surt blik, nu er det to mod en, det gider jeg simpelthen ikke, for jeg kender dem begge godt nok til at vide, at de ikke giver op, før jeg fortæller dem noget. Problemet med det er så bare, at jeg ikke vil fortælle dem det, og jeg kan også godt være stædig. Så det her bliver nok en meget interessant dag.

”Hvad skete der Star?” Hannah vender sig som et lyn imod mig, men i stedet for at svare siger jeg,

”Jeg smutter lige ned for at få noget morgenmad, hej hej,” og så er jeg ude af døren, før de kan stille flere spørgsmål. På vej ned af trappen tjekker jeg hurtigt, hvordan vejret er udenfor. Solen skinner fra en skyfri himmel, så jeg kommer til at tilbringe dagen udenfor i dag, uden drengene og måske uden Jenny og Hannah, for jeg magter ikke lige at skulle høre på deres spørgsmål hele dagen. Selvfølgelig kunne jeg bare fortælle dem, hvad der skete, men på en eller anden måde er jeg faktisk lidt flov over det. Et par søde ord fra Louis og straks kaster jeg mig i armene på ham, hvad tænker jeg egentlig på. Jeg er en idiot, og Louis kommer til at kunne køre i det her på en måde, som jeg slet ikke har lyst til. Knuden i min mave kommer frem igen, jeg har det virkelig dårligt med det her. Det er åndssvagt, for jeg kan ikke gøre noget ved det nu, andet end at håbe på at Louis var fuld nok til ikke at huske det, men så heldig er jeg nok ikke.

Der dufter godt af æg og bacon, da jeg træder ind i køkkenet. Der står en tallerken på min plads, som er dækket med sølvpapir, og ved siden af ligger der en seddel, som ud fra håndskriften at dømme er fra Elaine. Jeg tager sedlen op og fjerner sølvpapiret. Engelsk morgenmad er bare det bedste, selvom jeg hader baked beans, som Elaine ved og derfor ikke har givet mig nogen. På sedlen står der: Hej Star, vi er taget ud til min veninde Elisabeth i dag, så i har huset for jer selv, gider du at sige det til Jenny og Hannah, når de kommer hjem, knus Elaine.

Jamen skønt, så er de her ikke til at distrahere Hannah og Jenny, så må jeg finde på noget selv. Jeg må lige udtænke en plan, så jeg kan undgå at fortælle dem noget. Hannah kommer til at mobbe mig for evigt, hvis hun finder ud af det, og det vil Jenny også for den sags skyld. Det er også Louis´ skyld, hvorfor skulle han også gøre sådan noget, hvorfor kunne han ikke bare råbe ad mig, som han plejer? Det er meget nemmere at håndtere, og der ved jeg i det mindste, hvad han mener. Jeg kan ikke regne ham ud, når han lige pludselig opfører sig sådan der. Det forvirrer mig.

Jeg sukker højlydt og begynder at spise min mad, det smager himmelsk, for at sige det mildt. Elaine er en virkelig god kok. Mens jeg sidder og spiser, kommer Hannah ud i køkkenet, hun siger ikke noget, hun sætter sig bare over for mig og smiler det samme luskede smil, som Jenny gjorde for lidt siden. De har lagt en plan, det er jeg helt sikker på. To sekunder efter kommer Jenny også ud og sætter sig, også hun smiler lusket. Jeg kigger bare mistænksomt på dem, jeg bryder mig ikke om, at de har rottet sig sammen.

”Hvad har i gang i?” spørger jeg nervøst og kigger fra den ene til den anden.

”Ikke noget,” siger Jenny og efterligner min stemme,

”Ikke sjovt Jen,” mumler jeg, ”helt ærligt, der skete ikke noget i går, som jeg ikke allerede har fortalt,”

”Ikke deet,” griner Hannah, ”Niall siger noget andet,”. Hun vifter med min telefon lige for næsen af mig, det gjorde de simpelthen bare ikke.

”Hvad end Niall har sagt, så skete der ikke noget!” siger jeg så overbevisende, som jeg kan.

”Hvorfor har du så en trøje på, der åbenlyst ikke er din?” Jenny vipper med øjenbrynene på en helt utrolig klam måde, som får hende til at ligne en der har tænkt sig at voldtage en ged lige om lidt. Shit, jeg havde glemt, at jeg stadig har hans trøje på. For satan da også, jeg skulle have taget den af inden jeg tog hjem, Niall har sikkert også lagt mærke til det, for det må være ham der fortalte dem det, ellers ville de ikke have opdaget det.

”Hvordan kan i være så sikre på, at det ikke er min,” prøver jeg, men selv jeg kan høre, at det ikke lyder særligt overbevisende,

”Hvorfor fortæller du os ikke bare, hvad der skete mellem dig og Louis?” spørger Hannah,

”Du kan lige så godt sige det, før vi mødes med drengene senere,” tilføjer Jenny,

”Hvad mener du med, at vi skal mødes med dem senere,” jeg spærrer øjnene op, jeg har så meget ikke lyst til at snakke med dem lige nu. Slet ikke Louis.

”Vi aftalte det med Niall for fem minutter siden,” griner Hannah, ”så du kan lige så godt fortælle os det hele,”. Jeg stønner højlydt og banker hovedet ned i bordet, pokkers til Niall og Jenny og Hannah og… og Louis. Det er faktisk hans skyld alt sammen. Jeg kunne have sovet sammen med Jenny og Maya og undgået alle de her ting, hvis Niall ikke havde ringet, og hvis Louis ikke havde bedt ham om at ringe. Hvis bare vi ikke havde kysset. Det værste er, at jeg ikke engang kan sige, at det var ham der kyssede mig, for vi har lige gode om det. Ingen af os to initiativet, det skete ligesom bare.

”Fint, Louis og jeg kyssede og det var en kæmpe fejl og jeg har lyst til at finde et hul i Rusland og grave mig ned for evigt, tilfredse?” vælter det ud af mig. Et kort øjeblik er der stilhed, hvor de bare kigger på hinanden med halvt åbne munde,

”Hvad?” udbryder de begge to,

”Jeg troede ikke i kunne lide hinanden,” hviner Hannah, hun lyder mere begejstret, end jeg havde regnet med.

”Og hvorfor vil du ikke snakke med de andre drenge?” spørger Jenny,

”Det kan vi jo heller ikke, det er det der er hele fejlen ved det her, og drengene ved et eller andet, som de ikke vil fortælle mig, et eller andet som de mener, at Louis skal fortælle, det er bare kompliceret,”.

”Wauw, vi bliver så meget nødt til at mødes med dem nu,” Jenny hopper rundt og klapper i hænderne, ”kyssede han egentlig godt?”

”Jenny for fanden!” stønner jeg, ”i skal ikke være begejstrede, det var en kæmpe fejl,”. De hører ikke efter, de er allerede på vej ovenpå, for at gøre sig klar. Det bliver uden mig, kan jeg godt fortælle. Jeg skal under ingen omstændigheder mødes med dem lige nu og slet ikke ham. No way, det kommer ikke til at ske. Jeg klasker hovedet ned i bordet igen, det her gik slet ikke, som jeg havde planlagt. Så stædig er jeg, når det kommer til stykket. Jeg ville aldrig klare at blive tortureret, jeg ville bryde sammen, før de overhovedet begyndte. Jeg kunne ikke engang holde et hemmeligt for dem i en time, jeg er ynkeligt.

Hannah kommer stormende ud i køkkenet igen, hun har allerede skiftet tøj, og hun ser faktisk helt vildt godt ud. Hun har en virkelig flot pink top på og et par sorte shorts med nitter på, hendes kastanjebrune hår er sat op i en høj hestehale. Selv når hun er så afslappet klædt på, ser hun bedre ud, end jeg nogensinde kommer til. Trist men sandt.

”Hvorfor sidder du stadig her, du skal gøre dig klar!” hun kommer hen til mig og prøver at trække mig op fra stolen, hun gør en ihærdig indsats, det må jeg sige, men jeg skal ikke med.

”Glem det Hannah, jeg skal ikke snakke med nogen af dem lige nu,” mumler jeg og ryster på hovedet,

”Det kan du tro, du skal,” bliver hun ved, ”du har to muligheder, enten tager du med os frivilligt, eller også inviterer vi dem her over, du vælger selv,”. Jeg kommer helt til at smile, hun prøver at afpresse mig, som om det virker,

”I har ikke engang Nialls nummer,” griner jeg hånligt, og viser hende telefonen, som jeg sidder med i hånden,

”Tsk tsk, vi har da skrevet hans nummer ind i begge vores mobiler i tilfælde af, at du skulle være genstridig,” nu er det hende der griner. Pokkers også, så kommer deres afpresning vist til at virke alligevel.

”I kan ikke tvinge mig, hvis de kommer her over går jeg da bare min vej, og i kan ikke tvinge mig hen til dem,”

”Åh jo jeg kan,” hun smiler skævt til mig, ”vil du have noget andet tøj på, eller foretrækker du Louis´ trøje?”, jeg slår ud efter hende, men hun griner bare og flytter sig, ”det er op til dig selv,”.

”Fint,” mumler jeg opgivende og rejser mig fra stolen, ”jeg skal nok komme med,”. De skal i hvert fald ikke herhen, det er helt sikkert. Hvis vi skal i parken, kan jeg trods alt stikke af fra dem der. Hannah smiler bare og sammen går vi ovenpå igen.

Jeg gider ikke at gøre noget ud af mig selv. Jeg hopper bare i et par lyse cowboy shorts og i en sort skjorte, som er kortærmet og viser lidt af min mave. Hurtigt lægger jeg et lag mascara og så er jeg klar. Jeg lader mit brune hår hænge løst, der er kommet nogle lyse striber i det på grund af solen.

Hannah og Jenny venter nedenunder, de ligner nogle, der er ved at dø af spænding. Jeg kan ikke se, hvorfor de finder det her så spændende. Der kommer jo ikke til at ske andet, end at det bliver vildt akavet. Så jeg ruller bare med øjnene af dem og går ud af døren. Udenfor er der ikke en vind der rør sig, hvilket betyder, at der er helt vildt varmt, næsten for varmt og klokken er kun halv 12.

”Hvor skal vi hen?” spørger jeg halv gnavent, knuden i min mave er efterhånden så stor, at den fylder det hele.

”Vi skal mødes ved Harrys hus,” svarer Jenny og smiler, ”bare rolig vi har adressen,”. Jeg ville være blevet mere glad, hvis hun ikke havde kendt den. Der røg min mulighed for at flygte faktisk også. Fuck den her dag, jeg skulle aldrig have svaret, da Jenny spurgte, om jeg var vågen, jeg skulle være blevet i min seng hele dagen. Eller også skulle jeg bare tage at finde det hul i Rusland, så jeg kan grave mig ned for evigt. Gåturen til metroen tager ikke lang tid, og der er faktisk heller ikke særlig mange, der skal med i dag. Det er nok på grund af varmen, hvem gider at stå klemt i en varm metro, når man kan gå ude i det dejlige vejr. Jeg ville ønske, at vi skulle gå, for turen der over tager alt for kort tid. Før jeg ved af det, så er vi der.

Harry står udenfor og venter på os da vi kommer. Pigerne må have skrevet til ham, at vi var på vej. Han smiler til os alle, da vi kommer gående, men han undgår for meget øjenkontakt med mig, det føler jeg i hvert fald, at han gør. Jenny og Harry begynder med det samme at snakke lavmeldt sammen, det eneste jeg får fat i er, at han vidst ikke havde regnet med, at jeg ville komme. Det forstår jeg sådan set også godt, det havde jeg nemlig heller ikke.

”Vi sidder alle sammen ude ved poolen,” smiler Harry og viser os vejen. Rich kid for the win, så har man da bare lige en pool. Det siger jeg elvfølgelig ikke, jeg følger bare med i tavshed, jeg har ikke lyst til at snakke med dem, men jeg ved faktisk heller ikke, hvad jeg skal sige. Det kan godt være, at jeg er latterlig, fordi jeg er sur over, at de ikke ville sige det til mig, men jeg bryder mig bare ikke om det, det gør mig virkelig usikker, og er der noget jeg hader, så er det, at føle mig usikker.

De andre drenge kigger op, da vi kommer ud til dem. De smiler og siger hej, men ligesom Harry undgår de øjenkontakt. Specielt Louis, han kigger knap nok op, da vi kommer. Jeg føler mig svimmel og jeg har lyst til at tude, han har helt sikkert fortrudt, det der skete i går. Jeg sætter mig på en liggestol ved siden af Nialls,

”Hej Star,” prøver han forsigtigt, og jeg smiler lige så forsigtigt tilbage. Jeg har ikke lyst til at være sur, men jeg har heller ikke lyst til at snakke. Mit humør er rimelig fucked i dag, måske er min menstruation på vej, mit humør plejer altid at gå op og ned lige før den kommer.

”Du må undskylde det i går, men jeg mener helt seriøst, at Louis selv skal sige det,” forklarer han, ”vi vil bare ikke gøre dig ked af det,” det sidste siger han så stille, at jeg bliver i tvivl om, om jeg overhovedet skulle have hørt det,

”Det hjælper ikke rigtig det der Niall,” svarer jeg og sukker dybt, selvom han prøver at forklare, så gør han bare den forbandede knude større og større, og jeg tror snart, at jeg kaster op.

”Undskyld, vi har sagt til Louis, at han skal fortælle dig det i dag,”

”Og har han så tænkt sig at gøre det?” spørger jeg, Niall trækker bare på skuldrene,

”Det vil tiden vel vise,”

Jeg tager en dyb indånding, han kommer til at fortælle mig, hvad fanden der foregår, før jeg tager hjem. Min vrede mod Niall og de andre drenge aftager en smule. Måske overreagerede jeg bare, måske er det slet ikke så slemt, det prøver jeg i hvert fald at overbevise mig selv om.

Det ender faktisk med at blive hyggeligt at sidde og snakke med Niall, hyggeligere end jeg havde forestillet mig. Vejret er godt og vi har det sjovt, det eneste minus er faktisk, at Louis ikke har sagt et ord, siden vi kom. Han sidder bare på en liggestol go skuler lidt frem og tilbage nogle gange.

”Skal vi i vandet?” spørger Liam pludselig, ”der er så varmt, at jeg er ved at smelte,”

”Jeg er frisk,” siger Zayn med det samme, og rejser sig, de andre drenge følger efter inden for, for at skifte.

”Vil du med i Star?” spørger Jenny, ”vi har badetøj med,”. De har da også planlagt alt i dag, men jeg ryster på hovedet,

”Ikke lige nu,”

”Det må du selv om, vi smutter lige ind og skifter,” Hannah trækker på skuldrene, og før jeg ved af det, er der kun mig og Louis tilbage. Mit hjerte begynder at banke hårdere og mine håndflader bliver mere svedige end de er i forvejen. Jeg skæver over mod Louis, men han sidder der stadig bare og ser ikke ud til, at han har tænkt sig at rejse sig op, så det gør jeg i stedet for. Fliserne er varme af solen, så jeg hopper hurtigt i mine klipklappere for ikke at brænde fødderne.

”Okay Louis, hvad foregår der?” spørger jeg måske lidt for hårdt og stiller mig med krydsede arme foran ham. Han kigger lidt tøvende op på mig, som om han overvejer, om han skal sige noget til mig eller ej,

”Foregår der noget?” hans kølige tonefald er tilbage, uden tegn på den blide stemme han brugte i går.

”Hold op med at spille dum, jeg ved, at du har noget du skal forklare, så du kan lige så godt få det gjort,”

”Der sker det, at du er en lidt for naiv lille pige,” siger han hårdt, klumpen i min mave forvandler sig til is og alt blodet forsvinder fra mit ansigt, ”troede du virkelig, at jeg kunne lide dig på den måde,” han smiler hånligt,

”Det har jeg aldrig sagt,” siger jeg bare, jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige,

”Det virkede ellers sådan i går,” han griner koldt, ”men ved du hvad Star? Jeg havde et væddemål med de andre drenge, om at jeg sagtens ville kunne score en pige, der så ud til at hade mig, hvorfor tror du ellers, at du overhovedet fik Liams og Nialls numre til at begynde med,”

”Hvordan kunne i vædde om det, før i overhovet mødte mig?” nærmest hvisker jeg og er lige ved at græde,

”Vi væddede da om det, mens i var der,” hans smil er nærmest ondskabsfuldt, ”og det ser ud til at jeg vandt,” han rejser sig op, så vi står alt for tæt på hinanden, ”men du troede måske, at vi havde noget sammen,” måden han siger det for vreden frem i mig, hvad fanden bilder han sig ind, og hvad fanden bilder de andre drenge sig ind. Mit venskab med dem er åbenbart baseret på et fucking væddemål.

”Fuck dig Louis,” er det eneste jeg siger, før jeg vender mig om for at gå,

”Er det det eneste du kan, at gå,” lyder det hånligt bag mig, så jeg vender mig hurtigt om,

”Ved du hvad Louis, hvis du tror, at jeg nogensinde kunne få følelser for en som dig, så er det dig der er naiv,” hvæser jeg, ”det der skete i går, skete kun på grund af medlidenhed, intet andet,” selvom det er løgn, så har jeg bare lyst til at såre ham så meget som muligt, lige så meget som han lige har såret mig.

”Klart,” siger han bare og griner igen,

”Synes du det er fucking sjovt?” råber jeg, ”hold kæft hvor er du bare et sørgeligt menneske,” jeg går over til mine ting og finder hans trøje frem, ”for resten så er det her vist din,” jeg går over mod ham med den, hvilket får ham til at se lidt forvirret ud, lige før jeg når over til ham, ændrer jeg retning og smider hans trøje i vandet,

”Hvad fuck laver du, den har sgu da ikke godt af klor!”

 ”Ups, det må du sørme undskylde,” siger jeg uskyldigt, jeg ved godt at jeg synker ned på hans niveau ved at gøre det, men jeg kunne simpelthen ikke lade være, ”så må du jo selv hente den,”. Han går helt tæt på mig igen, så tæt på, at jeg kan mærke hans ånde mod mit ansigt,

”Du har ikke lyst til at komme på tværs af mig,” hvisker han i mit øre, og det var så der min grænse går, jeg vender mig om for at gå, men drejer så rundt og giver ham en syngende lussing, det giver et smæld, da min hånd rammer hans kind. Han stirrer først forbløffet på mig, som om han aldrig havde forestillet sig, at jeg ville gøre sådan noget,

”Ved du hvad Louis, du har fandeme heller ikke lyst til at komme på tværs af mig, så lad os lave den aftale, at vi aldrig snakker sammen igen,”. Den her gang vender jeg mig om, for rent faktisk at gå, men endnu en gang bliver jeg forhindret. Denne gang af Louis, som griber min hånd, og får vendt mig rundt igen,

”Hvad fanden har du gang i?” hvæser han, ”det…”

”Hvad jeg har gang i?” jeg griner ironisk og afbryder ham, ”hvad fanden bilder du dig ind,” jeg ryster på hovedet, han skal overhovedet ikke blame mig for det her, han er selv ude om det. Jeg prøver at trække hånden til mig, men han holder godt fast. Det minder mig om i går og sender et smertefuldt jag igennem min mave.

”Slip mig,” hvæser jeg, og prøver at trække mig fri igen,

”Har du ikke så meget som tænkt dig at sige undskyld?” han hæver flabet øjenbrynet,

”Hvad fanden var det du ikke forstod med, at du aldrig skulle tale til mig igen,” hvis blikke kunne dræbe, ville han være død nu, lad os bare sige det sådan, ”og jeg har intet at undskylde for,”

”Så du vil ikke undskylde, at du gav mig en lussing,” han kniber øjnene sammen og der er et glimt i dem jeg ikke kan tyde. Han forvirrer mig virkelig. Han går fra iskold til flabet til nærgående på ingen tid jeg kan ikke følge med, og jeg har ikke lyst til at være en brik i hans spil,

”Nej det har jeg ikke, hvis nogen skal sige undskyld, så skal du måske til at kigge ind af, i stedet for at blame mig for det der,” jeg har lyst til at tude, men jeg gider ikke at gøre det foran ham. ”Og slip mig så,”. Han slipper ikke, han kigger bare på mig, på en måde jeg ikke kan tyde. Derfor gør jeg det første, der falder mig ind. Jeg skubber til ham, så han får overbalance og falder i poolen, mit stød overaskede ham heldigvis så meget, at jeg ikke røg med i faldet. Jeg er lige ved at komme til at grine over hans ansigtsudtryk, da han kommer op til overfladen igen,

”Hvad fuck,” er det eneste han siger,

”Vi har ikke mere at snakke om,” siger jeg og går min vej, netop som de andre kommer ud igen. De kigger forbløffet først på mig og derefter på Louis, som stadig står nede i vandet,

”Øh, hvad har i gang i?” spørger Harry og klør sig i håret,

”Vi fik os bare lige en lille snak,” hvæser jeg og maser mig forbi dem, ”og bare så i ved det, så behøver i ikke at kontakte mig igen,” og med de ord går jeg min vej.

♥♥♥

Sorry, at der er gået så lang tid siden sidste kapitel, det beklager jeg meget. Men hvad synes i om den? tror i overhovedet at Louis og Star kan finde ud af det sammen? 

Tusind tak fordi i læser med, det betyder meget ♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...