You changed my life - One Direction

Et billede kan ødelægge mange ting. Det må 18-årige Starlight Parker sande, da et redigeret billede af hende og den verdensberømte Louis Tomlinson slipper ud til pressen og skaber kaos. Starlight tager til England for at slippe væk fra det hele, men hvad sker der, når hun støder på én person hun slet ikke har lyst til at møde? og vil nogen overhovedet tro på, at det ikke var hende der redigerede billedet?


75Likes
78Kommentarer
21943Visninger
AA

24. Twenty two

Jeg har ikke kunnet lade være med at tænke på, hvorfor Louis kom tilbage i går. Det forvirrer mig, han sender så blandede signaler hele tiden, jeg kan ikke finde rundt i det mere. Jeg har ikke snakket med pigerne om det, jeg tror ikke, at de så ham, og selv hvis de gjorde, så tror jeg, at de vil råde mig til at holde mig væk fra ham. Hvilket de sikkert også har ret i. Han er ikke god for mig, han bringer det værste frem i mig hele tiden. Normalt er jeg ikke typen, der råber af folk, men lige når det kommer til Louis, så kan jeg simpelthen ikke lade være. Han pisser mig virkelig af, men på en eller anden måde kan jeg stadig godt lide ham, selvom jeg aldrig vil indrømme det over for nogen, slet ikke over for ham.  

Problemet er, at jeg ikke kan få ham ud af hovedet, selvom han har været en idiot. Det er så frustrerende. Jeg smider frustreret min pude ind i væggen, alt er blevet så indviklet siden jeg mødte de drenge, eller den dreng er det vel nærmere. Jeg sukker irriteret og rejser mig fra sengen, jeg bliver nødt til at finde på et eller andet at lave, ellers bliver jeg sindssyg. Hvilket jeg så også kan blame Louis for. Mit problem er, at jeg ikke aner, hvad jeg skal lave. Jeg har ikke rigtig lyst til at snakke med Hannah og Jenny, for så kommer vi sikkert til at snakke om drengene, og det hjælper mig ikke rigtig lige nu.

Frustrationen kryber gennem kroppen på mig og giver mig nærmest ondt i maven. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv lige nu. Til sidst bliver jeg så desperat, at jeg hiver mine blå løbesko frem fra skuffen, og hopper i løbetøjet. Jeg sætter musik i ørerne og så løber jeg uden at fortælle nogen, hvor jeg tager hen. Jeg vil gerne være alene, og jeg ved, at hvis jeg fortæller Hannah, at jeg tager ud at løbe, så tilbyder hun at tage med, og jeg har ikke lyst til at sige nej til hende.

Det er længe siden jeg har løbet, og jeg kan, næsten med det samme, mærke syren stige op i benene, det er ubehageligt, men det afleder mine tanker.

Solen bager fra en skyfri himmel, og på trods af at det blæser rimelig meget, kan jeg inden længe mærke sveden løbe ned over mit ansigt, det er en klam følelse, men alligevel sætter jeg ikke farten ned. På en eller anden måde har jeg faktisk savnet at løbe. Engang gjorde jeg det flere gange om ugen, men så blev jeg syg og fik forbud mod at løbe, og jeg har faktisk ikke rigtig løbet siden. Måske skulle jeg overveje at begynde at løbe fast igen.

Jeg koncentrerer mig udelukkende om at løbe og lytter fokuseret til musikken, der spiller for fuldt drøn i mit headset. Jeg føler mig fri for alle mine bekymringer, der er ikke andet i verden end mig og vejen foran mig lige nu. Det føltes perfekt, eller det gør det lige indtil en dreng træder ud på vejen foran mig. Forskrækket prøver jeg at undvige ham, men jeg løber direkte ind i ham. Jeg falder bagover i sammenstødet, og det samme gør han. Jeg hiver hurtigt headsettet ud af ørerne,

”Det må du virkelig undskylde, ” siger jeg, ”jeg kunne ikke nå at undvige dig,”. Ordene er ude af munden på mig, før jeg kan nå at tænker over, at det lyder som om, jeg giver ham skylden. Hvilket jeg egentlig også gør, men det er rimelig uhøfligt at sige.

”Det gør nu ikke noget, jeg så mig vidst ikke for,” smiler han, ”jeg vidste ikke, at du løb,” jeg ser forbavset på ham, og først nu går det op for mig, at det er Luke, jeg er løbet ind i.

”Gud, jeg så slet ikke, at det var dig!” udbryder jeg, og ud fra hans reaktion at dømme, må jeg ligne en, der lige er faldet ned fra månen. Han griner, og det sædvanelige drillende blik kommer frem i hans øjne,

”Så vil jeg faktisk påstå, at det var din skyld, når du løber så meget i dine egne tanker, at du slet ikke kan genkende mig, ” siger han og prøver at lyde fornærmet, men hans smørrede smil afslører ham, ”men du svarede faktisk ikke, ”

”Øh på hvad?” spørger jeg forvirret,

”Jeg sagde, at jeg ikke vidste, at du er en løber, ”

”Nåårh, det er jeg egentlig heller ikke, jeg havde bare brug for at komme lidt væk, ” svarer jeg og fortryder næsten med det samme mine egne ord,

”Hvorfor?” lyder det med det samme, præcis som jeg frygtede.

”Bare nogle personlige ting jeg lige havde brug for at flygte fra,” siger jeg undvigende. Heldigvis spørger han ikke mere ind til det, men skifter i stedet emne,

”Hvor langt har du lige løbet?”

”Det ved jeg faktisk ikke,” siger jeg, efter at have tænkt mig om, ”hvor er vi henne lige nu?”

”Vi er sådan 5 kilometer fra dit hus, ” svarer han og griner så, ”hvor langt skal du løbe, for det bliver en pænt lang tur, hvis du siger, at du normalt ikke løber,”

”Jeg ved ikke, hvad jeg havde tænkt mig, jeg løb bare, ” mumler jeg. Jeg burde nok have lagt en plan før jeg tog hjemmefra, jeg er jo slet ikke i form til at løbe så langt. Men det føles bare ikke, som om jeg har løbet særlig langt, det er i hvert fald, hvad mit hoved siger, mine ben er ikke helt enige, de er faktisk rimelig trætte, når jeg nu kommer til at sidde stille. På den måde er det måske meget godt, at jeg løb ind i Luke, ellers var jeg bare fortsat indtil mine ben ville kollapse under mig. Det har jeg gjort en gang før, sjovt nok også engang hvor jeg prøvede at flygte fra mine tanker. Lektien er lært, jeg skal ikke løbe, når jeg prøver at flygte, selvom det er den perfekte kur mod uønskede tanker.

”Skal jeg køre dig hjem eller noget?” spørger han og gransker mit ansigt med øjnene,

”Det behøver du altså ikke, jeg vil ikke afbryde, det du er i gang med,” svarer jeg afværgende, jeg har ikke lyst til at være til ulejlighed,

”Jeg er færdig, så det kan jeg altså sagtens, du ser rimelig træt ud,” siger han insisterende, ”kom,” han rejser sig fra jorden og rækker hånden ned for at hjælpe mig op,

”Tak,” mumler jeg og smiler til ham. I det øjeblik går det op for mig, at jeg egentlig må ligne noget, der er løgn. Jeg har svedt som ind i helvede, så mit hår er fedtet, jeg er ildrød i hovedet, og jeg lugter helt sikkert ikke godt. Varmen stiger op i mine kinder, og det er ikke på grund af løbeturen. Heldigvis burde han ikke kunne se det, da jeg jo er ret rød i hovedet i forvejen.

Som om han har læst mine tanker, siger han lige pludselig, ”du ser godt ud, når du har løbet,” jeg forsøger at give ham en lammer, men han flytter sig og griner bare i stedet for,

”Du skal slet ikke sige noget mester morgenhår,” giver jeg igen, hans hår ligner faktisk morgenhår, så det er ikke et helt latterligt comeback.

”Jeg har sovet ved en ven, så jeg har officielt lov til at have morgen hår,”

”Jeg har lige løbet, så jeg har officielt lov til at ligne lort,” siger jeg og løfter et øjenbryn,

”God pointe,” griner han, og låser en blå Audi op, som er parkeret lidt længere ned af vejen.

”Rich kid,” siger jeg drillende,

”Gid jeg var, men det er desværre ikke min,” griner han, ”det er mine forældres,”

”Det er praktisk taget det samme,” ler jeg. Han trækker på skuldrene, og åbner døren for mig, før han går om på den anden side og sætter sig ind. Vi siger ikke noget det første stykke af turen, men stilheden er ikke ubehagelig, den er god. Luke er ikke en type, hvor der er akavet stilhed, der er bare stilhed, og det er rart.

”Må jeg spørger om noget?” spørger Luke og bryder tavsheden, han skæver nervøst til mig, og jeg er ikke helt sikker på, om jeg har lyst til at vide, hvad det er, han vil spørge mig om.

”Ja?” svarer jeg tøvende og kigger ud af vinduet, for ikke at møde hans blik,

”Er det ham fra i går du flygter fra?” spørger han, og jeg ser overrasket op, ”altså jeg mener ikke sådan decideret at flygte vel, men ja, du ved hvad jeg mener,” jeg tøver lidt, før jeg svarer. På en måde har jeg lyst til at vende det med ham. Han står ligesom uden for hele situationen, så det ville måske være rart at snakke med ham om det. Men så alligevel er der en lille stemme i mit hoved, der siger, at jeg ikke skal snakke om det, fordi han fik et dårligt indtryk af Louis i går, og jeg vil ikke have, at han snakker dårligt om ham. Det er fuldstændig åndssvagt, for jeg er sikker på, at Louis i hvert fald ikke holder sig tilbage med at snakke grimt om mig.

”Det kan man godt sige,” svarer jeg til sidst, ”men jeg har egentlig ikke lyst til at snakke om det,”

”Du holder af ham, gør du ikke?” spørgsmålet kommer bag på mig, mest fordi jeg lige har sagt, at jeg ikke vil snakke om det, men også fordi det gør mig usikker, for inderst inde ved jeg faktisk ikke selv helt, hvordan jeg har det med ham.

”Nej, hvorfor spørger du,” mumler jeg fast, og kan godt selv høre det stædige tonefald i min stemme, og kigger fortsat ud af vinduet.

”Der er bare et eller andet i dine øjne, når han bliver nævnt,” ud af øjenkrogen kan jeg se ham trække på skuldrene, ”og så måden i så på hinanden i går, selvom i skændtes,” det kommer bag på mig, at han har lagt mærke til sådan noget, jeg var ikke engang klar over det selv. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, så jeg kigger bare fortsat ud af vinduet, og fordyber mig i mine egene tanker. Måske er det derfor Jenny og Hannah er så ivrige efter at få os til at tale sammen, hvis de nu har fået samme opfattelse.

”Du må sige til, hvis jeg tager helt fejl, men det virker bare som om, der er et eller andet imellem jer,” fortsætter han, og tilføjer hurtigt, ”det er altså ikke for at snage, jeg er bare nysgerrigt, for i sendte virkeligt skiftende signaler i går,”.

Jeg svarer ikke, mest fordi jeg ikke helt vil erkende, at han på en måde har lidt ret. Jeg siger ikke, at jeg holder af ham på den måde, men der er et eller andet ved ham, og jeg kan ikke helt forklare, hvad det er. Resten af turen siger ingen af os noget, men stilheden, som før var behagelig, virker lige pludselig tung og akavet. Jeg ved ikke, om jeg lægger for meget i det, men for mig virker det bare akavet. Når alt kommer til alt, så kender vi ikke hinanden særlig godt, så det er faktisk lidt akavet, at han spørger ind til mig og Louis på den måde.

Jeg ånder nærmest lettet op, da Luke endelig parkerer bilen foran Gerry og Elaines hus. Af en eller anden grund har jeg lyst til at græde, men jeg kan ikke helt sætte ord på hvorfor. Mine øjne føltes blanke, som om tårerne kan komme væltende hvert øjeblik, det skal være. Hårdt bider jeg mig i læben, for at fokusere på noget andet, men det hjælper ikke helt så godt, som det plejer.

”Tak for turen, ” siger jeg hurtigt og åbner døren for at stige ud,

”Det var så lidt, ” smiler han, men det ser anstrengt ud, ”hils din kæreste,”

”Han er ikke..” jeg afbryder mig selv og smækker i stedet døren lidt for hårdt i, hvorefter jeg nærmest stormer op imod huset. Jeg når dog ikke særlig langt, før jeg kan høre bilen gasse op og køre væk. Så Luke er åbenbart også sur på mig nu, det virker i hvert fald sådan. Det er jo skønt, nu har jeg to drenge, der hader mig, det kører for mig, må man sige.

Irriteret tørrer jeg en tåre af min kind. Jeg har ikke lyst til at græde. Hvis han er sur, så må det være hans problem, det prøver jeg i hvert fald at overbevise mig selv om. Det mest irriterende er, at jeg ikke er helt sikker på, hvorfor Luke lige pludselig virkede så sur. Jeg må have sagt noget forkert, eller også blev han sur over, at jeg ikke ville snakke om Louis-situationen med ham. Jeg sparker frustreret ud efter en sten, men rammer ved siden af, og smadrer i stedet min fod ned i jorden. Måske er det meget godt, at jeg snart skal hjem igen. Jeg glæder mig faktisk også til at se min mor igen, jeg håber, at hun kommer til at være lidt mere hjemme, når jeg kommer hjem igen. Fordybet i disse tanker, træder jeg ind af døren og får lidt af et chok, da Jenny kommer mig løbende i møde.

”Gæt, hvad vi skal i morgen,” hviner hun begejstret og klapper i hænderne, som en overbegejstreret søløve,

”Hvad skal vi i morgen?” spørger jeg med alt den entusiasme, jeg kan mønstre, og lad os bare sige, at det ikke virker specielt overbevisende.

”Vi skal til fest!” hun hopper op og ned, helt upåvirket af min manglende begejstring,

”Ved hvem?” spørger jeg en lille smule mistænksomt. Det er næsten sjovt at se, hvor hurtigt hun stivner,

”Altså Niall skrev, at festen bliver holdt ved Harry,” mumler hun og ser lidt betuttet ud,

”I kan bare tage af sted uden mig,”

”Nej helt ærligt, du behøver jo ikke at snakke med ham, ” begynder hun med sin mest overbevisende stemme, ”om ikke andet, så kan du jo bare skubbe ham i poolen igen, hvis han ikke opfører sig ordentligt, er du for resten klar over, hvor sindssygt sjov han så ud i hovedet, da vi kom tilbage og han sad nede i poolen?” hun griner ved tanken, og jeg kan ikke lade være med selv at trække en lille smule på smilebåndet,

”Jeg ved ikke rigtig,”

”Jo please kom nu, dig og Hannah tager jo også snart hjem, så vi bliver simpelthen nødt til at feste sammen,” plager hun, ”du kan ikke bare lade mig i stikken, det er underligt, hvis det kun er mig, der kommer, for vi ved begge to godt, at Hannah ikke tager med, hvis du ikke gør,” hun sender mig de største dådyrøjne nogensinde, og hun ved udmærket godt, at jeg får det skidt med at sige nej, når hun bruger dem,

”Fint, men vi bliver der ikke særligt længe,” sukker jeg opgivende,

”Jaaah,” hviner hun og klapper i hænderne, før hun af fuld kraft råber op af trappen, ”Hannah vi skal til fest i morgen, hun er med på den!”, Hannah hviner lige så begejstret tilbage.

Det er så her, det går op for mig, at det her helt sikkert er aftalt spil, men det burde jeg vel have vidst. Men nu har jeg sagt ja, så der er ikke noget at gøre. Jeg sukker opgivende og går ud i køkkenet, hvor Elaine er ved at lave mad. Hun vender sig om og smiler, da jeg kommer ind. Isabelle sidder på gulvet og leger med sine dukker, og jeg får med det samme en knude i maven. Den hyggelige stemning, der hviler over køkkenet, får mig til at tænke på den kulde, der normalt er derhjemme, når mine forældre rent faktisk er hjemme på samme tid.

”Var det en god løbetur?” spørger Elaine med et smil, da jeg placerer mig ved køkkenbordet.

”Ja, jeg mødte Luke på vejen, så han kørte mig hjem,” svarer jeg og støtter mit hoved med hænderne. Noget i mit tonefald må have alarmeret hende, for hun sætter sig med det samme på stolen overfor mig.

”Er der noget, du har lyst til at snakke om, du lyder så trist?” spørger hun bekymret og kigger på mig med sine kærlige øjne, som udstråler så meget omsorg, at det gør helt ondt indeni. Jeg kan slet ikke håndtere det, så tårerne stiger med det samme op i øjnene på mig,

”Det hele virker bare så uoverskueligt lige nu,” snøfter jeg, ”jeg føler bare, at der er så mange, der af en eller anden grund er sure på mig, og jeg kan ikke overskue at skulle hjem, for jeg kommer alligevel bare hjem til et tomt hus,” det hele kommer væltende ud af mig, og jeg er rimelig imponeret over, at hun kan finde hoved og hale i det.

”Hvad mener du med, at du bare kommer hjem til et tomt hus?” spørger hun bekymret, og så bryder jeg fuldstændig sammen og fortæller hende om, hvor meget mine forælde arbejder. Hun ser helt forfærdet ud, selvom jeg forklarer hende, at det bare er, mine forældre har bare ikke al den tid, som Elaine og Gerry har til familien. Inderst inde ved jeg godt, at det handler om at prioritere, og der har mine forældre bare valgt arbejde frem for familie, men jeg har ikke lyst til at sætte mine forældre i et dårligt lys.

”Men søde skat dog, hvorfor har du ikke sagt det noget før, vi må da kunne finde en løsning,” siger hun og smiler kærligt til mig, ”hvornår er det du skal starte i skole igen?”,

”Jeg starter igen om 3 uger, ” svarer jeg og undlader at kommentere på det første, hun sagde.  Hun tænker sig om et stykke tid, før hun svarer.

”Hvad siger du til, at du bliver her i de sidste uger af din sommerferie i stedet for at tage hjem om en uge som planlagt?” spørger hun,

”Mener du det?” spørger jeg overrasket, ”jeg vil jo ikke være til besvær, og jeg ved jo heller ikke, om min mor er med på den,”

”Du er da ikke til besvær, vi nyder at have dig her, så hvis du gerne vil blive, så skal jeg nok snakke med din mor om det, og så må vi se, om vi ellers kan finde en løsning på problemet,”. Jeg nærmest springer op fra stolen og giver hende et knus.

”Tusind tak,”

”Det var da så lidt min skat,” smiler hun, netop som Gerry kommer ind af døren. ”Hvis Stars mor er med på den, så bliver Star her resten af ferien,” informerer hun ham om,

”Jamen det lyder da hyggeligt, ” smiler han, ”skal jeg ikke bare ringe til hende med det samme?”

”Jo gør det,”

”Der er for resten et brev til dig Star, men det er uden afsender, ” siger han, og rækker mig en hvis kuvert, hvor mit navn er skrevet udenpå, noget kunne tyde på, at det er blevet afleveret personligt. Jeg giver dem begge et knus, inden jeg går op for at læse brevet. Det er nærmest en kamp for mig at komme op af trappen med mine stive ben, og jeg forbander mig selv langt væk over, at jeg ikke huskede at strække ud. Jeg kommer ikke til at kunne gå i morgen, og hvis jeg gør, så kommer jeg til at gå som om, jeg har skidt i bukserne. Da jeg endelig får slæbt mig op, nærmest smadrer jeg døren ind i væggen og smider mig på sengen.

Undrende kigger jeg på den hvide kuvert, jeg kan ikke helt finde ud af, hvem der kunne finde på at sende et brev til mig. Det virker lidt underligt, jeg er nysgerrig efter at vide det, men også lidt nervøs af en eller anden grund. Til sidst tager jeg mig sammen og flår kuverten op og hiver indholdet ud. Men jeg får mig lidt af en overraskelse, for det eneste der er, er et hvidt papir med et enkelt ord skrevet med meget store bogstaver:

SORRY

♥♥♥

Så fik jeg endelig tid til at opdatere, jeg håber i stadig gider at følge med, selvom der af og til går lidt langt mellem opdateringerne :)

Hvad synes i?

og har i hørt Made in the A.M? jeg elsker det <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...