You changed my life - One Direction

Et billede kan ødelægge mange ting. Det må 18-årige Starlight Parker sande, da et redigeret billede af hende og den verdensberømte Louis Tomlinson slipper ud til pressen og skaber kaos. Starlight tager til England for at slippe væk fra det hele, men hvad sker der, når hun støder på én person hun slet ikke har lyst til at møde? og vil nogen overhovedet tro på, at det ikke var hende der redigerede billedet?


75Likes
78Kommentarer
22756Visninger
AA

25. Twenty three

Jeg vågner med et sæt og føler mig slet ikke udhvilet. Det meste af natten har jeg vendt mig fra den ene side til den anden, mens mine tanker har kredset om brevet. Et navn bliver ved med at dukke op, men jeg tror alligevel ikke, at det kan være ham, det er han for stolt til. Lige nu hælder jeg måske mere til, at det er Luke, der har skrevet den, men så alligevel ikke, jeg kan ikke finde ud af det. Måske ville det i virkeligheden være nemmere, hvis jeg bare tog hjem til Danmark, det ser ud til, at mit liv bare bliver mere og mere kompliceret herovre.

Et kort øjeblik overvejer jeg rent faktisk at stå ud af sengen, men så kommer jeg i tanke om, at det er i dag, vi skal til fest ved Harry. Så i stedet for at stå op, vender jeg mig om på den anden side og trækker dynen op over hovedet. Hvis jeg gemmer mig længe nok, går mine problemer forhåbentlig væk af sig selv. Man har i hvert fald lov til at håbe ikke? Desværre varer det ikke længe før, der lander en alt for morgenfrisk Hannah i sengen sammen med mig.

”Så står vi op sovetryne, klokken er allerede ti, og du skal hjælpe mig med at vælge det perfekte tøj til senere, ” siger hun glad og hiver dynen af mig,

”Hvis klokken kun er ti, hvorfor skal du så allerede finde tøj? ” grynter jeg og borer mit hoved ned i puden,

”Fordi det er vigtigt, vi skal derover allerede klokken fire, så jeg skal snart i gang, hvis jeg skal se godt ud, ” svarer hun, og jeg kan høre på hendes tonefald, at hun også ruller med øjnene af mig,

”Du ser altid godt ud alligevel, så du behøver slet ikke gøre noget, ” gaber jeg, ”i øvrigt skal du afsted sammen med mig, så lige meget hvad kommer du til at se godt ud, ”

Hun sukker opgivende og siger ”Det der har vi snakket om før Star, du ser pissegodt ud, og vi skal lige arbejde lidt med din selvtillid, ”

”Hannah, det har ikke noget med min selvtillid at gøre, men prøv lige at se dig selv, ” sukker jeg tilbage, ”Du har perfekt kastanjebrunt hår, smukke grønne øjne, og ser i det hele taget skidegodt ud, om du så var iført en affaldssæk, ”

”Hold nu op, du ser sgu da selv sindssygt godt ud dit paphoved! ” stønner hun og slår mig i hovedet med en pude, ”hvis du ikke så godt ud tror du så fyrene ville flokkes om dig på den måde? ”. Jeg løfter hovedet helt op fra puden og kigger mærkeligt på hende,

”Du skal ikke se sådan på mig, det er altså rigtigt, ” siger hun og ruller endnu engang med øjnene, ”Louis og Luke, og måske Niall, ham kan jeg ikke helt finde ud af, ”

”Seriøst stop dig selv, ” siger jeg og griner sarkastisk, ”hvis ikke du skulle have opdaget det, så hader både Louis og Luke mig, og jeg kan garantere dig for, at mig og Niall kun er venner, han er mere interesseret i dig end i mig, ”.

”Skal vi virkelig diskutere det her igen? ” stønner hun opgivende, ”du kan måske godt have ret i at dig og Niall kun er venner, men Luke og Louis hader dig jo langt fra, kan du ikke se, at de bare lader som om, fordi du ikke viser interesse for dem? ”.

”Det passer jo ikke, ” svarer jeg og ser overrasket på hende, ”Louis har hadet mig siden vi kom, ”

”Og det er selvfølgelig derfor i kyssede den aften, fordi i hader hinanden sååå meget, ” griner hun og vipper med øjnene, hvilket får mig til at kyle en pude i hovedet på hende,

”Jeg troede, vi havde aftalt ikke at nævne det igen dit fuckhoved!” hyler jeg, men kan alligevel ikke lade være med at grine over hendes ansigtsudtryk, da hun får puden i hovedet.

”Du havde aftalt det med dig selv,” siger hun og kyler puden tilbage i hovedet på mig, ”i øvrigt er det slet ikke det, vi skal diskutere nu, for du skal hjælpe mig med mit tøj,” hun ændrer taktik og flår dynen af mig. Jeg kommer med et meget tøset hvin, da den varme dyne forsvinder, og jeg skuler til hende,

”Fint, jeg skal nok hjælpe dig, jeg skal bare lige have noget at spise først,” modvilligt kommer jeg ud af sengen og går slukøret hen mod døren, mens jeg sender Hannah det dræberblikke efter Hannah, som bare står og smiler over hele hovedet. Jeg går så langsomt ned af trapperne bare for at genere hende, jeg kan ikke gøre for det, men jeg er ikke ligefrem i det bedste humør. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, når jeg tænker på, at jeg højst sandsynlig kommer til at stå ansigt til ansigt med Louis senere i dag.

Jeg sjosker ind i køkkenet, hvor Elaine, Gerry, Jenny og Isabelle sidder rundt om bordet, de smiler, da jeg kommer ind. Isabelle klapper begejstret i hænderne,

”Vil du lege med mig i dag?” spørger hun håbefuldt, ”Jenny gider ikke,”. Jeg er lige på nippet til at sige ja bare for at have en undskyldning for ikke at tage afsted, men Jenny kommer mig i forkøbet,

”Beklager Isa, men Hannah og jeg har allerede booket Star i dag,”. Isabelle stikker surmulende underlæben frem, og skuffelsen er tydelig at se i hendes store blå øjne.

”Der er ingen, der vil lege med mig,” beklager hun sig. Gerry rækker hånden over bordet og roder op i hendes lyse krøller og siger så,

”Hvad siger du til, at vi to tager hen i parken i dag, så kan vi lave lige, hvad du har lyst til?” det skal han ikke sige to gange, Isabelle nærmest hopper op og ned på stolen i begejstring og hviner op om, at de i hvert skal have en is. Det er svært ikke at grine over hendes begejstring, og jeg kan mærke, at mit eget humør stiger et par grader.

Gerry har lavet rigtigt engelsk morgenmad, og det smager himmelsk. Jeg kender ingen, der kan lave scrambled eggs som Gerry. Stemningen omkring bordet er rigtig god, og jeg kan ikke lade være med at ønske, at det også var sådan derhjemme. Men det er nu længe siden, jeg har siddet rundt om bordet, hvor begge mine forældre var tilstede, og hvor der i det hele taget har været god stemning på den her måde. Det føles trygt og hjemligt, en sikker havn, hvis man kan sige det sådan. Mit humør falder en lille smule igen ved tanken om mine forældre. Selvom det er ondt at tænke, så ville jeg ind i mellem ønske, at jeg boede her fast. Det er sjovt, som man kan ændre mening. Da jeg kom herover glædede jeg mig bare til at komme hjem igen, og nu frygter jeg nærmest den dag, jeg skal stige på flyet. Det er som om, at Hannah kan fornemme min lidt dystre sindsstemning, for hun giver min hånd et klem under bordet og smiler blidt til mig, da jeg vender mig om imod hende. Hun ved godt, at forholdet mellem mig og mine forældre ikke har været det bedste på det sidste. Jeg tager en dyb indånding og smiler tilbage til hende, når alt kommer til alt, så er det dumt at spilde mine dage herovre med at være bekymret over det derhjemme.

”For resten Star, jeg snakkede med din mor i går, og hun sagde, at det er helt okay, at du bliver her resten af ferien, hvis du altså har lyst,” siger Gerry og vender sig om imod mig. Jeg kan mære et stort smil brede sig over mit ansigt,

”Mener du det?” spørger jeg håbefuldt, ”for det vil jeg helt vildt gerne,”. Han smiler og nikker, hvorefter han vender sig mod Hannah,

”Hvis du også gerne vil blive, så må du hellere end gerne,” smiler han,

”Det vil jeg virkelig gerne, men jeg skal nok lige snakke med mine forældre om det,” smiler hun tilbage.

Jenny hviner begejstret og klapper sig i hænderne og begynder så at snakke endnu begejstret om festen senere. Inden længe har hun fået overtalt Elaine til at køre os derover. Hun ryster bare på hovedet af Jennys ivrige snakken, men man kan godt se en smule bekymring i hendes øjne. Jenny ser også ud til at bemærke det,

”Du behøver altså ikke at se så bekymret ud mor, vi skal nok opføre os pænt,” hun ruller med øjnene af sin mor,

”Nu skal i ikke drikke for meget vel?” siger hun og ignorer Jennys irriterede tonefald, ”specielt dig Star,” hun retter blikket mod mig, og jeg rødmer ved tanken om, hvad der skete ved sidste fest. Eller i hvert fald det jeg kan huske af den, hvilket ikke er ret meget.

”Vi skal nok holde øje med hende,” blander Hannah sig og klapper mig på hovedet med et smil,

”Jeg mener det!” siger Elaine med fast stemme, ”ingen af jer skal drikke sig helt i hegnet, når vi ikke er der til at holde øje med jer,”

”Slap af mor, vi er altså alle sammen fyldt atten, du behøver ikke være så bekymret,” sukker Jenny,

”Det ved jeg godt, men derfor skal i stadig passe på jer selv, og så godt kender vi jo heller ikke de der drenge,” vedbliver Elaine.

”Vi skal nok passe på os selv,” sukker Jenny og løfter opgivende hænderen foran sig, som for at sige, at hun overgiver sig. Et tilfredst smil lægger sig om Elaines læber, men jeg kan stadig se et strejf af bekymring i hendes ansigt. Da jeg rejser mig for at sætte min tallerken i opvaskeren, giver jeg hendes skulder et glem og mumler,

”Du behøver ikke at være bekymret, jeg har ikke rigtig tænkt mig at drikke i aften,” Hun sender mig et lille smil, da hun kigger op på mig,

”Bare lov mig at ringe, hvis der bliver det mindste,” jeg nikker og smiler taknemligt på hende. Hun ser en smule mindre bekymret ud, men man kan vel ikke bebrejde hende, at hun er lidt bekymret, sådan er de fleste mødre nok.

Jeg smutter op af trappen sammen med Hannah og Jenny, og de trækker mig nærmest ind på Hannahs værelse, hvor halvdelen af Jennys tøj allerede ligger. De har virkelig tænkt sig at gøre noget ud af sig selv. Jeg sukker dybt og smider mig ned på Hannahs seng, jeg magter slet ikke flere timer med at gøre mig klar. Hvis det stod til mig, ville jeg nok bare dukke op i nattøj, og så alligevel ikke, for jeg er alligevel forfængelig nok til, at jeg aldrig ville vise mig udenfor i mine pink pyjamasbukser.

”Smil bare en lille smule Star,” griner Jenny og smider sig på sengen ved siden af mig,

”Jeg har bare slet ikke lyst til det her,” mumler jeg,

”Så lad os lave en aftale,” smiler Hannah lumsk og udveksler et blik med Jenny, ”Du behøver slet ikke at gøre noget, vi skal nok vælge tøj og lægge makeup på dig, så kan du surmule, alt det du vil imens”. Jeg kan ikke lade være med at grine,

”Fint, men jeg nedlægger veto imod meget nedringede kjoler,”

”DEAL!” råber de i kor.

♦♦♦

Da klokken nærmer sig 15:30 er vi endelig færdige. Hannah og Jenny ser som sædvanlig brandgodt ud. Jenny har sit lange lyse hår hængende ned over skuldrene, hendes winged eyeliner er on point, og får hendes øjne til at se endnu mere blå ud. Hun har en helt fantastisk stram lyseblå kjole på, som klæder hendes figur helt vildt godt, kjolen har ingen stropper, men har alligevel en form for sølvstrop, som går op omkring halsen. Hun har taget et par sorte stiletter på, som gør hende mindst 5 centimeter højere.

Hannah derimod har sat sit skinnende brune hår op i en høj hestehale, som hænger lang og glat ned af ryggen på hende. Hun har en sort kjole på, som har stram top og løs underdel, derudover har den lange blondeærmer. Den er nedringet uden, at det er for meget, og hendes makeup er holdt helt neutral med et let lag mascara og en fin lyserød læbestift. Ligesom Jenny er hun hoppet i et par sorte stiletter.

Jeg har endnu ikke se mig selv i spejlet, men jeg har fået en sort kjole på med lange ærmer, som er dækket af sorte pailletter, den er open i ryggen, og pailletterne fortsætter om på ryggen og danner et kryds. Jeg er helt vild med kjolen, og jeg er glad for, at de har valgt en kjole, der er enkel, da jeg jo ikke ligefrem er i festhumør. Jeg overvejer at tage af sted uden at kigge mig i spejlet, men det er måske alligevel et sats, hvis nu pigerne har fået mig til at ligne en klovn. Ikke at jeg ikke stoler på dem, men man ved aldrig. Det ender med, at jeg faktisk ikke har noget valg, for Jenny stikker et spejl op i hovedet på mig, så jeg er tvunget til at se det. Det er faktisk ikke så slemt, som jeg havde troet. De har holdt makeuppen rimelig afdæmpet, men mine øjne bliver stadig fremhævet af en tynd streg af eyeliner rundt om hele øjet, og et godt lag mascara på vipperne, som kronen på værket har de fremhævet mine kindben med en svag blush.

”Hvad synes du?” spørger Jenny spændt og ser afventende på mig. Jeg lader som om, at jeg overvejer svaret, men jeg kan alligevel ikke forhindre et smil i at brede sig på mine læber,

”Det har i gjort virkelig godt,” smiler jeg, ”i har næsten fået mig til at se pæn ud” tilføjer jeg jokende. De griner og ryster på hovedet af mig,

”Der er nok en, der er kommet i bedre humør hvad?” siger Hannah og puffer til mig med skulderen. Jeg skal lige til at svare, da vi bliver afbrudt af Elaine,

”Star der er en, der gerne vil tale med dig,” siger hun og tilføjer så ”hvor ser i godt ud piger, nu må i ikke knuse for mange hjerter i aften,”. Jeg rejser mig og skynder mig ned af trappen og får mig noget af en overraskelse, da jeg opdager en høj velkendt skikkelse stå neden for trappen,

”Luke,” udbryder jeg overrasket, ”hvad laver du her?”. Han har hænderne i lommerne på et par slidte jeans, og han ser ærligtalt lidt beklemt ud, men han smiler da alligevel skævt til mig, da han ser mig,

”Du ser godt ud, skal du til fest?” spørger han og undlader at besvare mit spørgsmål,

”Du kan også bare sige, at jeg ligner lort normalt,” griner jeg, ”men ja Harry holder fest,”. Han griner også og ryster på hovedet af min lamme kommentar,

”Det var ikke det, jeg mente” siger han og ruller med øjnene, ”men jeg kom egentlig for at sige undskyld, jeg var en idiot i går, og det jeg mente var egentlig bare, at jeg synes, at du fortjener bedre end sådan en som ham,”. Vi ved begge, hvem det er han hentyder til, og jeg nikker smilende til ham,

”Det gør ikke noget, jeg overreagere også i går, så vi var vidst lige gode om det,” jeg går let og behændigt uden om hans kommentar om Louis.

”Så venner igen?” spørger han med et smil, og jeg nikker. Han roder op i mit hår med en drillende bevægelse, og næsten øjeblikkeligt høres et hvin oven fra trappen,

”LUKE! du ødelægger vores arbejde” Jenny kommer styrtende ned af trappen og nærmest flå hans hånd væk fra mit hår, ”er du klar over, hvor lang tid det tog at krølle det?”. Han holder armene frem i en afværgende bevægelse, men griner samtidig,

”Undskyld” siger han drillende og rækker ud efter hendes hår, hvilket får hende til at spærre øjnene op og nærmest snuble væk fra ham. Hendes ansigtsudtryk er ikke til at tage fejl af, og jeg er rimelig sikker på, at hvis blikke kunne dræbe, så ville det se meget sort ud for Luke. ”Jeg er forresten ret skuffet over, at i ikke har inviteret mig med til jeres fest, og jeg er sikker på, at Maya ville sælge sin højre lillefinger for at komme med,” tilføjer han og ser påtaget fornærmet ud,

”Guud ja,” hviner Jenny, ”jeg ringer til hende med det samme,” hun skynder sig af sted for at få fat i en telefon, men vender sig så om, ”og dig,” siger hun og peger på Luke ”få lige fat i noget pænere tøj, for det der går altså ikke,” og med de ord forsvinder hun ud i køkkenet,

”Det ser ud til, at du lige skaffede dig en invitation,” griner jeg, ”det er ikke engang hendes fest,”. Luke griner også, men trækker bare på skuldrene,

”Så må jeg nok hellere smutte hjem efter noget andet tøj, hvis jeg vil gøre mig noget som helst håb om, at Jenny lader mig komme med”, og med de ord forsvinder han ud af døren, så jeg står alene tilbage i gangen. Mine tanker vender pludselig tilbage til sedlen fra i går, for den kan umuligt være fra Luke, når han nu kom og undskyldte personligt. Men kan det virkelig passe, at Louis skulle have sent den. Det kan jeg næsten ikke tro på. Da jeg så ham i parken, virkede han ikke ligefrem bekymret for mine følelser, men på den anden side, så kom han tilbage. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det var for at sige undskyld, eller for at svine mig yderligere til, men det var nu et eller andet såret over hans ansigt. Jeg ryster på hovedet af mig selv, det er nok bare ønsketænkning, for han bryder sig tydeligvis ikke om mig, og selv hvis han gjorde, så skal jeg ikke have noget med ham at gøre, så ender jeg i hvert fald helt sikkert med at få mine følelser såret. Jeg sætter mig tungt ned på stolen, som står i gangen, jeg har aldrig helt forstået, hvorfor den står der, men den er faktisk meget praktisk lige nu.

”Jeg hører, at vi tager ekstra gæster med til festen, hvad tror du Harry siger til det?” Hannah kommer ned af trappen og stiller sig foran mig, hun smiler, men jeg kender hende godt nok til at kunne se nervøsiteten i hendes øjne. Hun har aldrig været glad for at bryde reglerne, hvilket jeg heller ikke har, men Jenny har tydeligvis ikke noget videre problem med det.

”Jeg ved det ikke, måske skulle vi lige skrive og advare ham om det?” siger jeg spørgende,

”Det er faktisk ikke nogen helt dum ide,” svarer Hannah,

”Fri for at skrive,” siger jeg hurtigt og går Hannah til at skule,

”Fuck dig,” er hendes eneste kommentar, før hun hiver sin telefon op af den lille sorte taske, som hun har hængende over skulderen. Jeg griner bare og rækker tunge af hende. Vi har altid haft den regel imellem os, at den der først siger ”fri” slipper, når vi står i en situation, hvor ingen af os rigtig har lyst til at gøre det. Jeg var for en gangs skyld hurtigere end hende, normalt er hun den, der råber først, så jeg er egentlig godt tilfreds med, at jeg klarede frisag denne gang

”Han er okay med det,” siger Hannah efter et par minutter og afbryder mine tanker, ”han skriver, at det er helt fint, og så skrev han også lige, at Zayn ikke kommer, han er åbenbart lige pludselig taget til USA,”. Jeg ser overrasket op hende,

”Der kan man bare se, han kunne da godt lige have sagt farvel eller noget,” mumler jeg, og hun nikker enigt,

”Jeg finder altså lige Jenny, ellers kommer vi aldrig afsted,”

Få minutter senere kommer hun slæbende med Jenny, og Elaine kommer hovedrystende gående bag dem med bilnøglerne i hånden,

”Er i så alle sammen klar nu,” spørger hun, ” for jeg skal altså også hente nå hen i parken og hente Gerry og Isa”

”Far tager altså ikke skade af at vente lidt ind i mellem, ” mumler Jenny, ”men ja vi er klar nu, ” henvendt til os siger hun ”jeg har aftalt med Maya, at de bare møder os derhenne,”

Vejret er superskønt, da vi træder ud af døren. Jeg har slet ikke lagt mærke til det, fordi vi har brugt hele dagen på at gøre os klar. Solen varmer, og der er næsten ikke en vind der rør sig, det er det helt perfekte vejr til en fest udendørs. Det er lige før, at jeg begynder at fortryde, at jeg har en langærmet kjole på, for det er godt nok varmt. Men på den anden side, så kan det godt være, at jeg bliver glad for det, når solen forsvinder. Hannah ser også ud til at have det lidt varmt i sin kjole på trods af, at det er blondeærmer. Vi udveksler et plaget blik, men kommer så alligevel til at grine.

”Jeg har for resten taget jeres bikinier med, bare sådan i tilfælde af, at vi får brug for en dukkert,” informerer Jenny, hvilket resulterer i forbløffede og næsten chokerede blikke fra mig og Hannah,

”Du glemmer vidst, at vi har makeup på, ” siger Hannah, og sender mig et blik, som siger hvad pokker sker der, for Jenny virker godt nok lidt overbegejstret over den her fest,

”Det har jeg da tænkt på, ” svarer hun og ruller med øjnene, ”jeg har kun brugt vandfast makeup på os alle tre,”

”I har vidst aldrig oplevet Jennys festbegejstring før, ” griner Elaine og låser bilen op, ”hun bliver altid sådan der, når hun skal til fest, ” hun ryster smilende på hovedet,

”Men sådan var hun da ikke, da vi var afsted sidste gang, ” mumler jeg,

”Jeg er altså lige her, og kan sagtens høre jer, ” siger Jenny påtaget fornærmet, ”men det var noget andet, der var mor og far jo ligesom med,”

”Fair nok, ” siger jeg og udveksler endnu et blik med Hannah, da vi sætter os ind i bilen.

Det er først, da Elaine bakker ud på vejen, at jeg begynder at blive nervøs. Jeg kan mærke knuden vokse sig frem i min mave, og kvalmen stiger op i mig, når jeg tænker på, at jeg skal stå ansigt til ansigt med Louis igen. Det lyder latterligt, men jeg er nærmest bange for at møde ham, fordi jeg er rimelig sikker på, at det ender med flere fornærmelser og endnu flere forvirrende følelser. Hannah klemmer min arm blidt, så det må være vildt tydeligt i mit ansigt, hvordan jeg har det. Jeg ville ønske, at jeg kunne være en af de personer, som ikke tager sådan noget så tungt, men bare er iskolde over for det, men jeg har aldrig været god til at ryste negativitet af mig. Det går mig virkelig på, at Louis hader mig på den måde, og ja jeg ved da godt, at jeg heller ikke ligefrem har været en engel over for ham, men han får simpelthen det værste frem i mig.

Køreturen føles alt for kort, og inden længe holder Elaine ind foran huset. Mine håndflader er helt klamme, da jeg siger tak for turen og åbner døren. Inden vi når at komme ud af bilen, formaner Elaine os om at ringe når vi vil hjem, eller hvis der sker et eller andet. Vi udveksler smilende blikke med hinanden, inden Jenny giver Elaine et knus og forsikrer hende om, at vi nok skal ringe, hvis der er noget. Da Elaine kører er der slet ingen vej tilbage, jeg har kvalme og har mest af alt lyst til at løbe min vej.

”Vi kan stadig nå at gå igen, ” mumler jeg håbefuldt og synker den klump, som blokerer min hals fuldstændig,

”Glem det, ” svarer Jenny straks, ”bare tag en dyb indånding, og så skal du bare ignorere ham, det er alligevel et stort hus, du kan sagtens undgå ham, ”

”Hvem siger, det har noget med ham at gøre, ” jeg stirrer lidt sammenbidt på hende,

”Fordi du med det samme vidste, hvem jeg snakkede om, og så er det rimelig tydeligt i dit ansigt, ”

Jeg skal til at komme med et ikke så pænt svar, men vi bliver afbrudt, da Maya og Lukes far holder ind til siden og sætter dem af. Maya ser også virkelig godt ud, hendes lyse krøllede hår indrammer hendes ansigt helt perfekt, og hun har en flot, stram sort kjole på, som går ned til knæene og som komplimenterer hendes figur rigtig godt. Hun har ligesom Hannah og Jenny stilletter på, og jeg føler mig helt alene i mine flade ballerinaer. Luke ser heller ikke værst ud, han har skiftet til et par sorte bukser og en kortærmet blå skjorte. Han ligner også en, der fortryder de lange bukser, jeg smiler til ham, og lader som om jeg tørrer sved af panden. Han griner og efterligner min bevægelse. Maya krammer os på skift, og Luke følger hurtigt trop, før vi begiver os op mod huset. Min puls stiger jo tættere vi kommer på døren, og trangen til at løbe langt væk kommer tilbage. Det er i situationer som den her, hvor man ville ønske, at man havde superkræfter. Jeg kunne i hvert fald godt bruge evnen til at gøre mig usynlig lige nu, eller måske ville jeg gerne kunne flyve, så jeg kunne flyve langt væk fra det her hus. Hvis jeg virkelig ønsker det, så kan det være, at det virker ligesom i Peter Pan. Men det gør det selvfølgelig ikke, og jeg tør heller ikke ligefrem begynde at hoppe for at prøve det af, for så tror de andre da først, at jeg er blevet skør. Jeg når ikke at udtænke flere flugtplaner, før Harry åbner døren med et stort smil,

”Velkommen til, vi er ude ved poolen,” siger han, ”men vil du ikke være sød at lade være med at skubbe nogen i vandet i dag Star?” tilføjer han med et glimt i øjet,

”Jeg skal gøre mit bedste, ” svarer jeg med et grin, Harry griner også og viser os indenfor med en håndbevægelse. Huset virker kæmpestort og nok også dyrt, når man tænker på, at han bor her alene, men okay han har helt sikkert råd til det.

De andre drenge, minus Zayn, sidder på terrassen ude ved poolen, som Harry sagde. De smiler, da vi kommer derud og rejser sig for at give os krammere. Det slår mig, at Louis rent faktisk giver både Jenny og Hannah et knus, mens han gør sit bedste for at ignorere mig. Jeg har den største lyst til at kommentere på det, men det ville nok ikke gøre noget som helst godt for stemningen. Det viser sig så, at det ikke er mig, der skal bekymre mig om at ødelægge stemningen, for i det øjeblik får Luke og Louis tilsyneladende øje på hinanden,

”Hvad laver han her? ” hvæser Louis så lavmeldt, at jeg ikke er sikker på, at jeg burde have hørt det. Niall mumler et eller andet tilbage, men jeg kan ikke høre, hvad han siger, men lige meget hvad det er, så får det Louis til at vende opmærksomheden mod mig. Jeg synker en klump, da hans gennemborende blå øjne møder mine. Men han siger ikke noget, sætter sig bare på en af havestolene og starter en samtale med Liam. Luke ser heller ikke ligefrem glad ud, men han siger heller ikke noget, han vender sig bare om imod Maya og Jenny, men han får da lige sent Louis et ikke så venligt blik.                                                           

Jeg sukker, men sætter mig også ned på en af stolene, dog sætter jeg mig så langt fra Louis, som jeg kan komme. Jeg er ret sikker på, at jeg kommer til at sige eller gøre noget, som helt sikkert nok skal ødelægge stemningen, hvis jeg sidder for tæt på ham. Hannah fornemmer som sædvanlig min sindsstemning og sætter sig ved siden af mig. Jenny og Maya kommer også over og sætter sig på den anden side af mig, så er jeg i hvert fald sikret, at jeg ikke kommer til at sidde ved siden af ham. De andre følger vores eksempel og sætter sig, og på trods af alle mine bange forventninger, så er det faktisk ret hyggeligt.

”Hvornår kommer alle de andre?” spørger Jenny, og jeg kan ikke lade være med at smile af hendes ivrige ansigt. Der er ingen tvivl om, at Jenny elsker at feste, det undgår heller ikke de andres opmærksomhed,

”Hvad mener du med det?” svarer Harry drillende, ”hvem siger, der kommer flere?”. Jeg tror aldrig, jeg har set Jenny blive så lang i ansigtet, skuffelsen lyser ud af hende. Alle rundt om bordet bryder ud i latter, selv Louis, men det ligger jeg selvfølgelig ikke mærke til.

”Jeg driller bare,” siger Harry og puffer til hende med skulderen, ”de andre kommer klokken otte,”. Det ser ud som om, han skal til at rode hende i håret, men Luke stopper ham,

”Hvis du gerne vil beholde din arm, så ville jeg nok ikke røre ved hendes hår,” han griner smørret til Jenny, som med det samme sender ham et blik, der helt tydeligt siger ”hold din kæft”, men hun kan ikke skjule et lille smil, da Harry med påtaget forskrækkelse trækker hånden til sig,

”Tak for advarslen, jeg er faktisk ret glad for min arm,” griner han,

”Så må du også hellere holde hænderne fra alle pigernes hår, tro mig, jeg var nær ikke kommet levende herhen,” fortsætter Luke med et fortroligt tonefald, som om han fortæller Harry verdens største hemmelighed.

”Grin du bare,” siger Jenny, ”men er du klar over, hvor lang tid jeg har brugt på de to,” hun laver en håndbevægelse hen imod mig og Hannah, ”og det skal ikke ødelægges, fordi i ikke kan holde fingrene for jer selv,” hun ser truende rundt på alle drengene rundt om bordet. Måske er det indbildning, men jeg føler, at hun kigger på Louis lidt længere end de andre. Netop som jeg skal til at kigge væk, fanger Louis mit blik, han smiler hånligt til mig, som for at sige, at det i hvert fald ikke bliver et problem for ham, men at jeg sikkert ikke kan holde mig væk. Noget af en overfortolkning, men min reaktion kommer næsten med det samme, jeg vender det hvide ud af øjnene og ryster på hovedet af ham, hvorefter jeg hurtigt vender mig væk fra ham.

Jeg ser ikke på ham igen i den tid vi sidder rundt om bordet. Jeg har ikke lyst til at spilde min tid på ham, den konklusion er jeg lige kommet frem til. Siden jeg mødte ham, har mine følelser været et stort rod, og jeg har lidt for tit følt mig usikker og forkert, men den magt har jeg ikke lyst til, at han skal have over mig. Så nu er planen bare at ignorere ham, og så må det gå som det går.

♥♥♥

Så blev den endelig opdateret, i må meget undskylde, at der gik så lang tid, men det kom lige en bunke afleveringer og en hjernerystelse i vejen. Men nu er det her, og jeg er allerede i gang med næste kapitel :)

Tak fordi i læser med ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...