You changed my life - One Direction

Et billede kan ødelægge mange ting. Det må 18-årige Starlight Parker sande, da et redigeret billede af hende og den verdensberømte Louis Tomlinson slipper ud til pressen og skaber kaos. Starlight tager til England for at slippe væk fra det hele, men hvad sker der, når hun støder på én person hun slet ikke har lyst til at møde? og vil nogen overhovedet tro på, at det ikke var hende der redigerede billedet?


75Likes
78Kommentarer
23313Visninger
AA

23. Twenty one

Jeg stormer ud af huset med tårerne løbende ned af kinderne, Louis´ ord kører rundt i hovedet på mig og får endnu flere tårer til at løbe ned af kinderne på mig. Jeg føler mig i den grad udnyttet, jeg havde alligevel aldrig forestillet mig, at de kunne finde på sådan noget, eller måske Louis, men ikke de andre. En stor knude har vokset sig frem i min mave, og jeg har egentlig mest af alt lyst til at tage det første fly hjem til Danmark. Jeg løber bare uden helt at vide, hvor jeg skal tage hen. Jeg kan ikke tage hjem, det er det første sted Hannah og Jenny vil lede, og jeg har ikke rigtig lyst til at snakke med dem lige nu. Faktisk har jeg ikke lyst til at snakke med nogen overhovedet.

Jeg ender med bare at sætte mig på en bænk, efter at have løbet i et pænt stykke tid, og så bryder jeg fuldstændig sammen. Jeg hulker højlydt og et par forbigående kigger bekymret på mig, men skynder sig alligevel bare forbi. Varmen er næsten ulidelig som jeg sidder der, og af en eller anden grund, får det mig bare til at græde endnu mere og klumpen i min mave til at vokse.

”Hej Star!” lyder en begejstret stemme lige pludselig bag mig. Jeg kigger mig forvirret over skulderen, og møder et par strålende grønne øjne med et drillende glimt. Luke. Blikket i hans øjne skifter med det samme til bekymring, da han ser mine forgrædte øjne. Han sætter sig hurtigt på bænken ved siden af mig, men ved tydeligvis ikke helt, hvad han skal gøre af sig selv.

”Hvad er der sket?” spørger han, bekymringen i hans stemme er nok til at sende en strøm af nye tårer ned over mine kinder. Jeg kender ham nærmest ikke, men alligevel får jeg en sær lyst til at betro mig til ham, som om det vil løse det hele. Det er en åndssvag følelse, for jeg ved jo godt, at det ikke løser mine problemer. Alligevel fortæller jeg ham, i store træk, hvad der er sket. Jeg undlader dog at fortælle ham, hvad deres væddemål gik ud på og hvad der skete mellem Louis og mig.

”Hold da op,” siger han, ”men hvad gik væddemålet ud på?”, nysgerrigheden stråler nærmest ud af hans øjne, men han holder alligevel lidt igen, sikkert bange for at spørge for meget. For når alt kommer til alt, har vi jo kun mødt hinanden en gang før.

”Det er lige meget,” mumler jeg, ”pointen er, at han er et røvhul, og at jeg aldrig taler til dem igen!”

”Hvem af dem er det specifikt, der er et røvhul?”

”Øh det er også lige meget,” mumler jeg forlegent og bander mig selv langt væk, den del af historien fortalte jeg ham jo ikke rigtig.

”Hør Star, jeg kan jo ikke hjælpe dig, hvis du ikke fortæller mig, hvad der er sket,” han siger det ikke irriteret eller noget, nærmere konstaterende.

”Jeg er flov over det okay?” siger jeg måske en anelse for hårdt, ”du kan ikke ændre det, der er sket, og du kan ikke løse problemet, det kan være lige meget,”. Jeg kan godt selv høre, hvor opgivende jeg lyder, men det er der ikke noget at gøre ved.

”Jeg kan samle et tæskehold, hvis du får brug for det,” tilbyder han og blinker til mig. mod min vilje kommer jeg til at grine,

”Tak, men nej tak,” smiler jeg,

”Nu har du fået tilbuddet,” griner han, tydeligt lettet over, at jeg er holdt op med at græde igen, ”skal vi gå en tur? Så kan du fortælle resten af historien,” han rejser sig og rækker sin hånd frem mod mig. Modvilligt tager jeg den, og lader ham trække mig op fra bænken.

Vi ender med at være sammen resten af dagen, og jeg fortæller ham alligevel, hvad der skete mellem mig og Louis, selvom det får knuden til at vokse og gøre endnu mere ondt. Den eneste lille detalje jeg undlader at fortælle er, at de drenge jeg snakker om, er drengene fra One Direction. Selvom jeg hader og afskyr dem af hele mit hjerte lige nu, så har jeg ikke lyst til at give Luke, eller andre for den sags skyld, et negativt indtryk af dem.

Da jeg sent om aftenen endelig tager hjem, er det med bankende hjerte og svedige håndflader. Jeg har ikke lyst til at fortælle Hannah og Jenny, hvad der skete i dag. Det er simpelthen for flovt. Jeg burde have set den komme allerede, da jeg fik Liam og Nialls numre. Det virker så åbenlyst nu. Jeg tager en dyb indånding, før jeg lister mig ind i det mørke hus, det ser ikke ud til at Gerry, Elaine og Isabelle er kommet hjem endnu, heldigvis. Så slipper jeg da for at stå ansigt til ansigt med dem allerede. Jeg går stille op af trappen og prøver at undgå de trin, som jeg ved knirker. Hvis jeg er heldig sover de, så jeg kan vente med et krydsforhør til i morgen.

Jeg sukker lettet, da jeg når ind på mit værelse og lukker døren bag mig. Lettelsen bliver dog kort, for da jeg vender mig om, ligger Hannah og Jenny og sover i min seng. Jeg står lidt og overvejer mine muligheder. Jeg kan enten ligge mig i min seng sammen med dem og håbe på at de ikke vågner, eller jeg kan snuppe Hannah eller Jennys værelse. Jeg ender med at tage mit nattøj på, og stille ligge mig i sengen sammen med dem på trods af, at der næsten ikke er plads til mig. Det giver bare en eller anden følelse af trøst at ligge der sammen med dem. Det lyder sentimentalt, men ikke desto mindre bliver klumpen i min mave lidt mindre af det.

♣♣♣

Den efterfølgende uge forlader jeg knapt nok huset. Hannah og Jenny gør, hvad de kan for at trøste mig, og de har faktisk holdt deres spørgsmål på et minimum. Jeg har fortalt dem det hele, men de er stadig nysgerrige efter at vide, hvad jeg sagde til Louis den dag ved poolen. De fortalte mig, at han havde været rasende efter, at jeg var gået, og at Niall og Zayn havde stoppet ham fra at følge efter mig, hvilket jeg er ret glad for at de gjorde. Jeg tror ikke, at jeg kunne have snakket med ham uden at begynde at græde.

Luke og Maia har også været her en del, og vi er faktisk blevet ret gode venner. De er begge to kanon sjove at være sammen med, og de har helt sikkert været med til at få mit humør op igen. I slutningen af ugen er mit humør oven i købet blevet så godt igen, at Hannah sammen med de tre andre, får lokket mig til at tage en tur i parken sammen med dem. Vejret er stadig kanon godt, og jeg glæder mig nærmest til at komme i parken igen efter en uge i huset. Godt nok har vi også taget sol i haven, hvilket rent faktisk har givet mig en rimelig flot kulør, men det er bare ikke det samme som at være i parken. Jeg bliver også nødt til at komme ud og nyde den tid jeg er her, for der er kun tre uger til, jeg skal hjem igen. Desværre.

Vi ender med at tage i st. James park, fordi vi bliver enige om, at der nok ikke er så mange mennesker der, som der er i Hyde Park. Jenny pakker en picnickurv og så er vi på vej.

Det viser sig, at vi havde ret, der er ikke så mange mennesker. Måske fordi vejret også næsten er for godt. Solen brænder, og det er lige før, at det er for meget. Det er det i hvert fald lige indtil Luke og Maia trækker to store vandpistoler frem og begynder at skyde på os. Jeg hviner forskrækket, da en kold stråle rammer mig lige i nakken. Jeg vender mig om og møder Lukes drillende øjne, jeg ser påtaget surt på ham, men kan ikke lade være med at grine. Jeg griber min vandflaske og løber efter ham. jeg er lige ved at få ram på ham, da Hannah takler mig fra siden og hælder en flaske med iskoldt vand ud over mig, jeg hviner som en stukket gris, og Hannah nærmest skriger af grin. Hun lyder som en kat, der bliver trukket i halen, så jeg kan heller ikke lade være med at grine. Hun plejer, at have en virkelig sød latter, men lige nu lyder det bare virkelig sjovt. Hun får alle de andre til at grine med sin latter, og inden længe ligger vi alle sammen i græsset og griner.

”For guds skyld Hannah stop!” hulker Luke af grin, ”du dræber min mave,”. Det får os alle sammen til at grine endnu mere, men jeg ser også mit snit til at få ram på ham. Jeg rejser mig op, og løber stadig grinende over mod ham, og hælder min flaske ud over ham. Det får ham til at udstøde et meget tøset hvin, som forlænger vores grineflip. Det er længe siden, jeg har moret mig så godt. Jeg er lige ved at falde over Luke, da han prøver at få ram på mig igen. Han får fat i mit ben og jeg vælter frem ad. Hurtigt er han på benene igen og griber mig rundt op livet, og nærmest kaster mig op på sin ryg. Jeg slår og sparker ud efter ham, da det går op for mig, at han har tænkt sig at smide mig i vandet. Jeg får kæmpet mig ned af hans ryg, og vi kæmper om at skubbe hinanden i. vi har fat i hinandens hænder i vores kamp for ikke selv at ende i vandet. Uheldigvis får vi begge to overbalance, så vi med et plask ender i vandet. Da jeg kommer op til overfladen møder jeg Lukes grinende ansigt,

”Du skal ikke grine,” siger jeg med et lille smil og presser hans hoved under vandet, før jeg svømmer ind til kanten. Mit smil stivner hurtigt da jeg kommer op af vandet. For mit blik møder et par blå øjne i, som ser alt andet end glade ud. Hvad laver han her?

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv, og vender hurtigt ryggen til og skynder mig over til mine venner. Jeg stopper op, da jeg når over til vores tæppe. For der sidder de alle sammen, og jeg mener ikke bare Jenny, Hannah og Maia. Drengene sidder der, og de ser ikke for glade ud. Skønt, selvfølgelig skal jeg lige møde dem, den ene dag jeg kommer udenfor. Så heldig er jeg nemlig.

”Sætter du dig ikke lige ned Star?” spørger Jenny og ser nervøs ud. Jeg kigger mistænksomt på hende, og så er det, at det går op for mig, at det her helt sikkert er arrangeret. Vreden vælder op i mig, jeg har gjort det helt klart, at jeg ikke har noget at sige til nogen af de drenge. Hvorfor er Louis her overhovedet? Han gjorde det rimelig klart, at han ikke bryder sig om mig sidste gang vi så hinanden.

”Jeg har ikke noget at sige til dem, det ved du godt Jenny!” siger jeg med den hårdeste stemme jeg kan mønstre lige nu.

”Det ved jeg godt, men vil du ikke i det mindste lytte til, hvad de har at sige?” hun kigger bønfaldende på mig. Drengene følger med i vores samtale med skyldbevidste blikke, og det overbeviser mig om, at det Louis sagde var sandt. Det lille håb jeg havde om, at han løj, bliver knust på stedet.

”Please Star,” siger Niall med en lille stemme, tydeligvis utilpas, ”vil du ikke bare lytte til os?”. Jeg sætter mig demonstrativt ned på tæppet og stirrer koldt på dem,

”Fint,” er det eneste jeg siger, og så venter jeg egentlig bare på, at de begynder at tale. Der er stilhed i et stykke tid, før Niall endelig tager ordet,

”Jeg ved godt, at vi har dummet os, og du har alt mulig ret til at være sur på mig, Louis og Liam, men du behøver ikke at lade det gå ud over Zayn og Harry, de havde ikke noget med det at gøre,”

”Men de vidste det,” afbryder jeg, ”de vidste, hvad i havde gang i, og de sagde ikke noget. De er lige så meget en del af det her, som i er,”. Det kan godt være at jeg er lidt urimelig, men de har virkelig såret mig,

”Hun har jo ret,” mumler Harry og ser skyldbevidst ned, det giver mig lidt dårlig samvittighed, selvom jeg egentlig ikke burde være den, der havde dårlig samvittighed her. Det er ikke mig, der har løjet og holdt dem for nar. Det er ikke mig, der bare har siddet og set til mens de blev fuldstændig ydmyget og såret. Det er dem, og jeg nægter at se ud, som om det er min skyld alt sammen, for det er det ikke.

”Undskyld Star, vi er altså virkelig kede af det, vi skulle aldrig have lavet det væddemål, men vi kendte dig jo ikke den gang..”

Mere får Niall ikke sagt, før jeg afbryder ham endnu engang,

”Så det er helt okay at behandle folk man ikke kender på den måde?” nærmest råber jeg, ”det er simpelthen okay at pisse på andre menneskers følelser, og lade som om man er venner med dem, og rent faktisk bekymrer sig om dem, mens man i virkeligheden bare har gang i et åndssvagt væddemål?”, vreden stiger op i kroppen på mig, og jeg bliver helt varm af raseri.

”Nej selvfølgelig ikke,” mumler Niall og bider sig i læben,

”Det vi mener er bare, at vi ikke vidste, at vi ville blive venner med dig, og vi indså ikke, hvor dumt det var, før vi rent faktisk lærte dig at kende,” siger Liam, ”vi afbrød allerede væddemålet dengang du kom på hospitalet,”.

”Men hvorfor fortalte i det ikke?” spørger jeg stadig med vreden pumpende rundt i kroppen, ”hvorfor ville i have Louis til at sige det? Ham af alle mennesker,”. De ser overraskede ud et øjeblik,

”Vi troede ikke, at han ville sige det på den måde,” mumler Harry, ”vi troede, at han ville fortælle dig noget andet også,”. Det sidste siger han så stille, at jeg næsten ikke kan høre det,

”Fortælle mig hvad?” min vrede bliver blandet med nysgerrighed, det er måske slet ikke væddemålet, de ville have Louis til at fortælle mig om, ”hvad har han ellers gjort?”,

”Det kan være lige meget nu,” siger Harry, ”det har vidst ikke så stor betydning, som vi troede alligevel,”.

Luke er kommet hen til os, og har sat sig ved siden af mig. Jeg tror, at han kan fornemme, at jeg er vred, for han tager forsigtigt min hånd, og giver den et trøstende klem,

”Hvad mener du?” spørger jeg,

Harry når ikke at svare, for en anden stemme afbryder os,

”Kan vi gå nu, i har vidst redt trådende ud nu!” han lyder sur, og han ikke engang kigger på mig,

”Kan du ikke bare lige sætte dig, og vente lidt Louis?” mumler Zayn opgivende, og blander sig for første gang i samtalen.

”Nej, jeg fatter ikke i gider at bruge så meget tid på hende,” han ruller med øjnene, men ser stadig ikke på mig,

”Fordi hun er vores ven,” Niall lyder vred nu, ”hvad sker der for dig mand?”

”Der sker det, at hun var et fucking væddemål, og aldrig har været jeres ven,” råber Louis,

”Bare fordi du ser hende sådan, betyder det ikke, at vi gør,” nu råber Niall også,

”Hun er jo bare en lille forkælet møgtøs, som vil have sine five minutes of fame, bare se hvor hurtigt hun er gået videre til næste fyr, selvom jeg ikke helt kan se, hvad hun vil med sådan en som ham!” han peger vredt over mod mig og Luke, men nu har jeg fået nok,

”Ved du hvad Louis? Jeg er så fucking træt af dig, du skal ikke snakke sådan til mig,” råber jeg og rejser mig op, ”for det første så har vi aldrig haft noget som helst sammen, for det andet så var det dig, der bad mig om at komme den nat og for det fucking tredje så skal du ikke blande dig i hvem jeg er sammen med, han kan i det mindste finde ud af at snakke ordentligt og ikke opføre sig som en lille 5-årig snothvalp, som ikke har fået sin vilje, men til din information så er Luke og jeg venner! Selvom det ikke kommer dig ved,” det sidste råber jeg måske lidt for højt, men han gør mig simpelthen så vred,

”Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvem du render rundt med, du er alligevel sammen med alle og enhver,” han dæmper stemmen og siger det sidste så hånligt, at jeg er lige ved at græde.

”Sådan skal du ikke tale til hende, du ved tydeligvis ikke en skid om hende!” Luke rejser sig lynhurtigt op og går helt tæt på Louis. De to drenge nidstirrer hinanden, og så går det løs. De kaster sig over hinanden og ruller rundt i græsset mens de råber en hel masse til hinanden, som jeg ikke kan opfange, og slår hinanden. Resten af drengene farer op og det samme gøre pigerne. Liam og Zayn prøver at trække dem fra hinanden, men det lykkes ikke rigtig. De to kæmpende har for godt fat i hinanden til, at det kan lade sig gøre.

”Luke stop så!” råber Maia vredt, et kort øjeblik ser det ud til, at han lytter til hende, men så bliver han endnu engang ramt af et slag, og kampen fortsætter. Ingen af os ved helt, hvad vi skal gøre. De to kamphaner, som nu er kommet op at stå, bliver ved med at undgå de andre drenge, når de forsøger at trække dem fra hinanden. Til sidst reagerer Hannah og jeg, vi sender hinanden et blik, og kaster os så ind i kampen, mens jeg skriger, at de skal tage sig sammen og opføre sig ordentligt, og Hannah stiller sig i vejen, så de ikke kan komme til at slå hinanden igen. Uheldigvis kommer jeg til at stå på Louis siden, så jeg er tvunget til at se på ham. Vores blikke mødes, og vreden skyder op i mig igen. Samtidig er der et blik i hans øjne, blandet med vreden, som jeg ikke helt kan aflæse.

”Vi tager hjem nu Luke!” Maia tager fat i ham og trækker ham med, ”det beklager jeg, vi ses piger,”. Hun vinker undskyldende til os, mens hun trækker afsted med Luke. Vi kan ikke høre, hvad hun siger, men det lyder som om, hun skælder ham ud.

”Vi bør også gå,” siger Liam, og tager fat i Louis´ ham, ”virkelig mange gange undskyld endnu engang Star, jeg håber ikke, at vi har fået dig til at hade os endnu mere,” han smiler usikkert til mig, og jeg kan ikke lade være med at smile til ham, selvom jeg burde være sur. Når alt kommer til at, så savner jeg at hænge ud med dem,

”Det er helt fint Liam, jeg overreagerede måske også lidt,”

”Kan vi være venner igen?” spøger Niall usikkert,

”Hvis i lader være med at indblande mig i flere væddemål, så kan vi godt,” jeg smiler til ham,

”Sjovt,” mumler Louis tørt, men jeg ignorerer ham bare, og giver de andre en hurtig krammer, før de går. Jeg tilgiver dem alt for nemt, det ved jeg, men de er altså ikke til at stå for, når de kommer og undskylder på den måde. På nær Louis, han behøver ikke at tale til mig igen.

Til sidst sidder kun Hannah, Jenny og jeg tilbage. Først sidder vi bare og kigger på hinanden, men så kommer vi til at grine, hele episoden er på en eller anden måde komisk, den her dag udviklede sig bare til at blive helt anderledes end vi regnede med, da vi tog hjemmefra. Men den startede da godt, og jeg blev da i det mindste venner med drengene igen.

”Ringede i efter dem?” spørger jeg, da vi har grinet af, de udveksler hurtigt et blik, hvilket overbeviser mig om, at jeg har ret.

”Ja, men vi ville jo bare hjælpe,” skynder Hannah sig at sige,

”Og vi regnede ikke med, at Louis ville dukke på,” tilføjer Jenny, ”du er ikke sur vel?” de kigger begge to lidt usikkert på mig, som om de er bange for, at jeg begynder at råbe af dem, sådan som jeg gjorde af Louis,

”Nej, jeg er glad for at i gjorde det, så jeg kunne få snakket ud med dem, men jeg ville nu ønske, at Louis ikke var dukket op,” jeg smiler til dem, og før vi ved af det, har vi gang i et gruppekram som kvalificerer sig til en kikset teenagefilm, hvor hovedpersonerne bliver gode venner igen.

Ud af øjenkrogen kan jeg se en skikkelse på vej i mod os, men som nu er stoppet op ikke så langt fra os. En dreng med brunt hår, og blå øjne, en dreng som jeg for ikke så mange minutter siden stod og råbte af. Jeg møder kort hans blik, og det overrasker mig at se det sårede udtryk i hans øjne, da han vender sig om og går sin vej.

♥♥♥

Jeg beklager virkelig rigtig meget, at der er gået så lang tid siden sidste opdatering. Jeg må nok erkende, at gymnasiet er lidt hårdere end jeg lige havde regnet med, og derfor har jeg ikke haft al den tid til at skrive, som jeg gerne ville. Derudover har min computer heller ikke kunnet åbne Movellas den sidste måned. Jeg håber at i stadig gider at læse historien, og jeg satser på at få skrevet mere her i sommerferien.

Tusind tak fordi i gider at følge med i historien <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...