You changed my life - One Direction

Et billede kan ødelægge mange ting. Det må 18-årige Starlight Parker sande, da et redigeret billede af hende og den verdensberømte Louis Tomlinson slipper ud til pressen og skaber kaos. Starlight tager til England for at slippe væk fra det hele, men hvad sker der, når hun støder på én person hun slet ikke har lyst til at møde? og vil nogen overhovedet tro på, at det ikke var hende der redigerede billedet?


75Likes
78Kommentarer
21943Visninger
AA

26. Twenty four

Min plan om at ignorere Louis går godt, lige indtil vi skal spise. For da jeg står i køkkenet for at hjælpe med at skære salat, dukker Louis pludselig også op. Uden et ord tager han en kniv og begynder at hjælpe med at skære,

”Jeg har fint styr på det, ” mumler jeg irriteret, ”du behøver ikke at hjælpe, ”. Han reagerer overhovedet ikke, så jeg må gå ud fra, at han bruger ignoreringsstrategien ligesom mig. Så jeg ruller bare med øjnene, lægger kniven fra mig og skal til at gå ud af køkkenet, da han endelig siger noget,

”Harry bad mig om at hjælpe, så bare rolig jeg er her ikke for din skyld, ” mumler han, og den bedste måde at beskrive hans ansigtsudtryk er helt sikkert, at han ligner en tordensky,

”Jeg har ikke brug for hjælp, ” siger jeg bare,

”Harry sender dig bare herind igen, hvis du smutter, ” advarer han, ”han tager lederrollen meget seriøst, han har oven i købet sat Hannah og Niall til at feje rundt om poolen, ”. Et lille grin undslipper mig, da han siger det, men jeg ligger hurtigt mit ansigt tilbage i de udtryksløse folder.

”Mener du det? ” spørger jeg, og han nikker med et lille smil, som afslører, at han godt lagde mærke til, at jeg kom til at grine. Jeg smiler forsigtigt til ham igen, måske har han virkelig droppet fjendtligheden. Jeg når nærmest ikke at tænke tanken til ende, før han ødelægger det hele med de næste ord, der kommer ud af munden på ham,

”Men det kan selvfølgelig godt være, at din kæreste har brug for hjælp med at sætte lyskæderne op i træerne, ”. Smilet ryger af mine læber lige med det samme, og jeg vender mig om for at gå. Men så fortryder jeg og vender mig endnu engang om mod ham,

”Jeg vidste ikke, at man fik en kæreste bare af at snakke med en fyr, ” snerrer jeg af ham og smiler så engleblidt, ”men det er måske noget, jeg har misforstået, ”

”Du behøver ikke at lyve for mig, ” siger han bare, ”i øvrigt er jeg ret ligeglad, ”

”Det er du jo så tydeligvis ikke, ” sukker jeg bare opgivende, ”men det må jeg så lige huske næste gang, jeg læser et eller andet om, at du er blevet set sammen med en pige, ” jeg vender mig om for at gå endnu engang, men hans stemme stopper mig,

”Hvor smigrende det end er, at du sidder og læser artikler om mig, så må jeg desværre skuffe dig og sige, at det overhovedet ikke er det samme, ”

”Som om man kan undgå at se artikler om dig, du er jo overalt, så det er vidst kun i dine drømme, at jeg gør det, ” svarer jeg og vender mig om med det mest provokerende smil, jeg kan mønstre, ”så hvad er forskellen helt præcist, for jeg kan ikke se den, ” han træder et skridt frem imod mig og ser mere end almindeligt irriteret ud,

”Forskellen er, at folk redigerer billeder af mig, og jeg har fået en førsteklasses billet til at se på jer to, ” forklarer han med en stemme, der mest af alt lyder som om, han prøver at forklare noget til et lille barn,

”Du kan bare ikke droppe de fucking billeder, kan du? ” snerrer jeg, ”det begynder at blive gammelt, har du virkelig ikke andet at komme med? ” ubevidst har jeg også taget et skridt imod ham,

”Jeg dropper dem den dag du indrømmer, at det var dig, ” siger han med et flabet smil. Han ved lige så godt som jeg, at jeg ikke redigerede dem, han gør det udelukkende for at provokere, og lige meget hvor latterligt det så er at blive provokeret af det, så irriterer det mig voldsomt meget.

”Du er så pisseirriterende, ” mumler jeg, ”men det var hyggeligt at snakke med dig, eller noget, men jeg smutter altså nu, ”

”Smut ud til din kæreste, han savner dig sikkert også, ” han siger det kun lige højt nok til, at jeg kan høre det, og det pisser mig virkelig af, han ved lige, hvilke knapper han skal trykke for at få mig op i det røde felt.  

”Han er stadig ikke min kæreste, men du har måske noget med hørelsen, siden det ikke er trængt ind, ” siger jeg så roligt jeg kan, hvilket ikke er særlig roligt, men altså ja, jeg gjorde da et forsøg,

”Jeg har ikke lige fået høreapparatet på i dag, ” lyder det flabet fra ham, ”men hvis han ikke er din kæreste, hvem går du så efter nu, ” det er dråben, der får mig til at flyve direkte op i det røde felt, hvor der ville komme røg ud af både næse og ører på mig, hvis det var i en tegnefilm, og jeg nærmest flyver hen imod ham,

”Hvad fanden er dit problem? ” råber jeg, ”og hvem fanden tror du lige, du er? ”, hans ansigtsudtryk viser tydeligt, at han skal til at komme med en eller anden flabet kommentar, som helt sikkert bare gør mig endnu mere sur, så jeg afbryder ham inden, han kan nå at sige noget.

”Og hvis din eneste begrundelse er de fucking billeder, så kan du stikke dem lang op, hvor solen ikke skinner, ”. Han løfter afværgende hænderne og ligner mest af alt en, der har lyst til at bryde ud i latter. Hold kæft hvor er han irriterende.

”Mit problem er nok mere, at du springer fra fyr til fyr, ” han sender mig et engleblidt smil, som tydeligvis er meget sarkastisk,

”For det gør jeg jo helt sikkert også, ” svarer jeg sarkastisk. Da han smiler selvtilfredst over mit svar, går det op for mig, at den eneste grund til, at han altid vil skændes eller diskutere, eller hvad det nu er vi laver, er at jeg reagerer, som jeg gør. Hvis jeg bare ignorerede ham, hver gang han kom med en af sine dumme kommentarer, så ville der faktisk ikke være et problem, fordi det ikke ville være sjovt mere,

”Ved du hvad Louis, jeg gider ikke skændes med dig mere, siden ingen af os har noget ordentligt at sige, ” siger jeg, inden han kan nå at svare. Med de ord drejer jeg om på hælen og går mod døren, men endnu engang stopper hans ord mig på halvvejen,

”Hvorfor gider du overhovedet at være her, når du tydeligvis kun var et væddemål for os alle sammen? ” spørger han, jeg prøver at ignorere ham og fortsætter mod døren, men han er ikke færdig, ”et væddemål som jeg vandt vel at mærke, men den nat har du måske glemt? Der virkede du i hvert fald ikke til at have noget imod mig ”. De ord får mit bæger til at flyde over. Jeg kan mærke, hvordan vreden stiger op gennem kroppen på mig, og jeg prøver forgæves at få mig selv til at falde til ro. Den nat er det sidste, jeg har lyst til at tænke på, for jeg føler mig i den grad trådt på og udnyttet. Jeg kan mærke tårerne stige op i øjnene på mig, ikke fordi jeg er ked af det, men fordi jeg er rasende. Meget vil jeg finde mig i, men denne gang er han gået over grænsen.

Før jeg kan nå at tænke mig om, stormer jeg hen imod ham, parat til at give ham den største og mest velfortjente lussing nogensinde. Men netop som min hånd flyver afsted imod ham, griber han mig om håndledet,

”Det er en dårlig ide, synes du ikke, ” hans tonefald er ikke hånligt eller noget, og hans ansigtsudtryk overrasker mig, da jeg kigger op. Han ligner en, der godt selv ved, at han er gået over stregen. Hans blå øjne gransker mine, men jeg kigger hurtigt væk og kæmper for at forhindre tårerne stige op i mine øjne igen,

”Undskyld, ” siger han, ”den var under bæltestedet, ” jeg ser overrasket op på ham, hvad pokker sker der?

”Kan du selv holde styr på dine humørsvingninger? For jeg er stået af for længe siden, ” spørger jeg forvirret.

”Ikke altid, ” smiler han skævt, fraværende kører hans tommefinger hen over mit håndled, som han stadig har fat i, og det er først her, det går op for mig, hvor tæt vi egentlig står på hinanden. Men selvom jeg burde skynde mig ud herfra, er der en lille del af mig, okay ikke så lille som den burde være, der ikke har noget imod det. Udtrykket i hans øjne ændrer sig, da det tydeligvis også går op for ham, hvor tæt vi er på hinanden. Hans blik bliver blidere, og jeg bider mig i læben, for jeg kan ikke benægte, at der er en eller anden form for tiltrækning imellem os. Men før nogen af os kan nå at sige noget, bliver vi afbrudt af Harrys stemme, og vi springer hurtigt fra hinanden,

”Er i snart færdige med den salat eller hvad? ” han kommer ind af døren og kaster først et blik på os og så på den ufærdige salat, ”måske skulle jeg ikke have sat jer to til at arbejde sammen, ” mumler han, og jeg kan kun give ham ret. At sætte mig og Louis til at gøre noget sammen er næsten ligesom at bede en hund og en kat om at arbejde sammen og forvente, at de ikke springer på hinanden.

”I det mindste har i ikke stukket hinanden ned endnu, ” joker Harry og går hen til salaten, ”kan i måske overveje at gøre det, hvis jeg er her som fredsmægler? ”. Jeg ruller med øjnene, men går alligevel hen for at hjælpe ham. Louis følger trop, men ingen af os siger noget. Vi er begge fordybet i tanker, og der er en mærkelig stemning mellem os. Det er ikke fordi, det er akavet, men mere en eftertænksom stilhed, som tydeligt dikterer, at man ikke skal sige noget. Det virker til, at Harry også kan mærke den underlige stemning, for han kigger forvirret på Louis og mig, men han siger ikke noget, og ingen af os andre gør det. Så inden længe forsvinder Harry ud af køkkenet med en undskyldning om, at han helt havde glemt at spørge Niall om noget meget vigtigt. Hvilket helt tydeligt er løgn, men ingen af os afslører ham, vi udveksler bare et blik, som underligt nok ikke er fjendtligt, og fortsætter med at skære salat.

Da vi langt om længe bliver færdig med salaten, forlader Louis køkkenet uden et ord, og overlader det til mig at tage skålen med ud. Jeg trækker på skuldrene for mig selv, da han end ikke værdiger mig et blik, men jeg ignorer det bare. Jeg har opgivet at finde rundt i hans humør, det er lige så besværligt som at holde styr på op og ned i en tørretumbler.

Jeg placerer skålen på bordet og sætter mig endnu engang ved siden af Hannah, som allerede sidder ved bordet. Hannah smiler til mig, da jeg sætter mig, men siger ikke noget. De andre er ingen steder at se, så jeg går ud fra, at de ikke er færdige med deres opgaver endnu. Det gør mig faktisk ikke noget, for det er rart bare at sidde i stilhed sammen med Hannah. Det er noget af det, jeg elsker ved vores venskab; vi behøver ikke altid at udfylde stilheden, for vi kan sagtens bare sidde sammen i stilhed. Der var engang, hvor vi faktisk bare tog en lur sammen. Det lyder underligt, at vi tog os tid til at være sammen bare for at sove, men sådan er vi bare, hvis vi ikke lige føler for at snakke, men stadig gerne vil være sammen. så er en lur sammen altid et godt alternativ.

Som vi sidder der i stilhed, begynder mine tanker at kredse om episoden i køkkenet. Jeg ved udmærket godt, at jeg har besluttet mig for ikke at spilde min tid på Louis, men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, det der skete. Måske overfortolker jeg, men i det øjeblik, hvor vi stod helt tæt, virkede det som om, der var et eller andet imellem os. Altså ikke, at vi har noget kørende eller noget, men det virkede som om, der var en gnist mellem os, hvis man kan sige det sådan. På den anden side, så havde vi lige haft et skænderi, så det virker usandsynligt, at der skulle være nogen form for kemi mellem os. Men jeg ved det ikke, det hele er så forvirrende.

”Hvad er det galt?” spørger Hannah lige pludseligt, og det er tydeligt at se bekymringen i hendes øjne, da jeg vender mig imod hende,

”Hvad mener du? Der er da ikke noget galt, ” svarer jeg forvirret,

”Du rynker panden, ” pointerer hun og tilføjer så ”og du gør det på den der bekymrede måde, ” hun forsøger at efterligne min panderynke mens hun siger det, hvilket får mig til at smile. Hannah har nemlig aldrig været god til at rynke panden. Det er som om, hendes pande er for glat til det, ligesom folk, der har fået botox. Det har altid fået mig til at grine, når hun har forsøgt, for hun laver det sjoveste koncentrerede ansigtsudtryk med tungen halvt ude af munden, fordi hun ikke kan finde ud af det.

”Jeg sad bare lige i mine egne tanker, ” svarer jeg og laver en afværgende bevægelse med hånden. Hun køber den tydeligvis ikke, men hun når ikke at stille spørgsmål, før de andre kommer ud af døren, så hun sender mig bare et blik, der tydeligt siger, at vi skal snakke om det her senere. Med et skuldertræk og nik lader jeg hende vide, at jeg nok skal fortælle hende det, selvom jeg ikke har tænkt mig at gøre det. Man kan jo altid håbe, at hun glemmer alt om det, så snart alkoholen kommer på bordet.

”Så er der serveret, ” siger Liam med et smil og sætter et stort fad med kød på bordet.

♣♣♣

Nogle timer senere er festen i fuld gang, og jeg har ingen ide om, hvor nogen af mine venner er henne. Harrys hus er fyldt med fulde mennesker, som vælter forvirrede rundt, og det irriterer mig ret meget, fordi jeg ikke selv er fuld. Personligt synes jeg næsten ikke, at der er noget mere irriterende end fulde mennesker, når man ikke selv er det. Jeg maser mig igennem mængden, men jeg kan stadig ikke se noget som helst. Det er i situationer som denne, at jeg ville ønske, at jeg var højere, så jeg kunne se hen over hovedet på folk. Jeg fortryder lidt, at jeg ikke fulgte Hannah og Jennys eksempel og tog stiletter på, så ville jeg i det mindste kunne se lidt. På den anden side ville mine fødder være ret smadrede på nuværende tidspunkt, så på den måde var det nok en god ide.

Jeg får mast mig igennem, så jeg kan komme ud af døren og ud til poolen. Jeg sukker lettet, da den lidt køligere luft rammer mit ansigt. Temperaturen i huset er kvælende på grund af de mange mennesker, og så har det selvfølgelig ikke gjort det bedre, at der har været varmt hele dagen.

Poolen er ret fyldt op, men jeg spotter alligevel en ledig liggestol, som jeg hurtigt sætter mig på, mens jeg spejder efter et kendt ansigt. Denne gang er jeg heldig; jeg får nemlig øjenkontakt med Jenny, som med det samme kommer hen til mig med en flaske shots i den ene hånd og en flaske vodka i den anden. Jeg ryster på hovedet og tager flasken med shots fra hende, for hun har tydeligvis ikke godt af den. Hun kigger forvirret på mig og stikker underlæben frem,

”Staaar, det kan du ikke være bekendt,” surmuler hun og rækker hænderne frem for at få flasken igen, men jeg ryster bare smilende på hovedet af hende,

”Jenny, du kan ikke engang gå lige, jeg tror ikke du skal have mere af den her, og du skal nok heller ikke have mere af den vodka,” siger jeg og gør mine til at tage den anden flaske fra hende, men hun fjerner den hurtigt fra min rækkevidde og tager en stor slurk af den. Jeg ser bare opgivende på hende, hvilket få hende til at smile stort,

”Hvorfor sidder du bare her?” spørger hun pludseligt, ”du ligner slet ikke en, der har det sjovt,”

”Jeg er bare ikke i festhumør, ” mumler jeg og smiler undskyldende til hende. Jeg har ikke lyst til at ødelægge hendes humør med mit surmuleri, selvom jeg ikke rigtig surmuler, men i ved hvad jeg mener. Hun skal lige til at svare, men bliver afbrudt, da hun bliver omfavnet bagfra af en ret fuld Hannah. Jennys ansigtsudtryk er helt grinagtigt, hun havde ikke set den komme, så hendes øjne bliver store og et forskrækket gisp undslipper hendes læber, men det bliver hurtigt til et stort smil, da hun opdager, hvem det er, og de krammer begejstret og hopper rundt som to hovedløse høns.

”Drik shots med os, ” siger Hannah og peger på flasken i min hånd. Jeg skal lige til at afslå, men med et blik på alle de fulde mennesker, går det op for mig, at hvis jeg skal overleve den her fest, så bliver det nødvendigt med shots. Så jeg overgiver mig og hælder hurtigt fire shots ned, hvilket jeg med det samme fortryder, da alkoholen brænder ned gennem min hals. Hannah og Jenny hujer, da jeg drikker og tager derefter selv flasken for munden og drikker. Jeg tager vodkaen fra Jenny og tager en ordentlig slurk af den. Mit ansigt trækker sig sammen ved smagen af vodkaen og jeg får helt kuldegysninger af væmmelse, men jeg synker det alligevel.

”Lad os så få gang i den her fest,” hujer Hannah og trækker Jenny og mig med sig i retning mod dansegulvet.

♥♥♥

Wuhuuu en opdatering! jeg beklager for ventetiden, men jeg håber, at i ikke helt har opgivet historien og stadig vil læse med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...