You changed my life - One Direction

Et billede kan ødelægge mange ting. Det må 18-årige Starlight Parker sande, da et redigeret billede af hende og den verdensberømte Louis Tomlinson slipper ud til pressen og skaber kaos. Starlight tager til England for at slippe væk fra det hele, men hvad sker der, når hun støder på én person hun slet ikke har lyst til at møde? og vil nogen overhovedet tro på, at det ikke var hende der redigerede billedet?


75Likes
78Kommentarer
23092Visninger
AA

27. Twenty five

Musikken strømmer ud gennem højtalerne, og det er fuldstændig umuligt at føre en samtale. Mit humør er dog blevet en smule forbedret, så jeg har ikke længere den samme trang til at slå alle de fulde mennesker ned. Om det er fordi jeg har affundet mig med, at jeg ikke slipper væk herfra det næste lange stykke tid, eller om det er fordi jeg selv har fået lidt for mange shots ned, vides ikke med sikkerhed. Hannah synger begejstret med på teksten til en sang, som jeg helt ærligt aldrig har hørt før, samtidig med, at hun yndefuldt bevæger kroppen i takt med musikken. Før i tiden ville jeg være blevet misundelig over, at hun helt naturligt er født med rytme i kroppen, men jeg har efterhånden vænnet mig til, at Hannah bare er en pige med utrolig mange talenter, og det ville være vanvittigt af mig at sammenligne mig selv med hende. Hvis jeg gjorde det, ville mit selvværd grave sig hele vejen ned gennem jorden og muligvis havne på New Zealand. Selvfølgelig danser jeg også selv, men det virker på en måde underligt og påtaget i dag, som om jeg ikke rigtig kan finde mit festhumør, på trods af alkoholen der pumper gennem mit blod og gør mit syn sløret. De dansende kroppe bliver mast tættere og tættere på hinanden i takt med, at flere søger ud på dansegulvet. Jeg kan mærke klaustrofobien komme snigende, og jeg kan mærke, hvordan min vejrtrækning bliver besværet. Det er som om luften ikke kan finde ud af at trænge helt ned i mine lunger. Jeg har brug for at komme væk, og med en håndbevægelse gør jeg tegn til Hannah om, at jeg lige har brug for en pause, hun smiler bare på en underlig fordrukken måde, der viser, at hun ikke helt ved, hvad der foregår, og det gør mig urolig. Hendes øjne er fraværende og flakkende, og mest af alt ligner hun en, der er på kanten til enten at besvime eller kaste op. Jeg har det ikke godt med at efterlade hende på den måde. Man ved aldrig, hvad der kan ske. Forvildet kigger jeg mig omkring efter et kendt ansigt, en der kan tage sig af Hannah, mens jeg får styr på mig selv. Jeg tager et par dybe indåndinger, men luften sætter sig som en klump i halsen på mig, og et host kæmper sig vej op gennem min hals. Jeg skal væk herfra, og det skal være nu. Ansigterne begynder at flyde sammen for mine øjne, men jeg ved ikke, om det er på grund af alkoholen, eller om det er på grund af manglen på ilt. Målrettet begynder jeg at mase mig gennem mængden af mennesker, hvis jeg bare kan komme lidt væk, så får jeg det helt sikkert bedre, og så kan jeg hjælpe Hannah. Det er i hvert fald det, jeg prøver at overbevise mig selv om.

Med ét får jeg øje på et velkendt ansigt, og jeg standser helt op. Aldrig har jeg været så glad for at se ham som lige i det øjeblik. Han danser med en pige med langt sort hår, og jeg tror aldrig, jeg har set ham være så afslappet og smilende, som han er lige nu. Jeg kan ikke selv lade være med at smile, og for et kort øjeblik glemmer jeg helt, hvor dårligt jeg egentlig har det. Men med et brag bliver jeg bragt tilbage til virkeligheden, da jeg næsten bliver væltet om kuld af et kærestepar, eller i hvert fald et par med tungerne godt på vej ned i halsen på hinanden. Et højt gisp undslipper mine læber, da jeg næsten bliver væltet omkuld, men i sidste øjeblik genvinder balancen. I det øjeblik møder mit blik et par iskolde blå øjne. Glæden som før var tydelig i dem er med et slag forsvundet, og jeg ved, at jeg skal reagere hurtigt, hvis jeg skal have hans hjælp. Jeg trækker vejret dybt gennem næsen i et sidste forsøg på at få min vejrtrækning under kontrol, og baner mig så vej gennem de svajende kroppe for at bede om hjælp fra den eneste person, jeg ikke har lyst til at bede om hjælp fra.

”Louis, du bliver nødt til at hjælpe mig, ” gisper jeg og griber fat i hans arm, netop som han vender sig for at tale med pigen med det sorte hår. Et kort øjeblik mærker jeg en knude i maven, da vreden i hans blik forsvinder, da han kigger på hende, og i et kort øjeblik ville jeg ønske, at den også gjorde det, når han ser på mig. Men jeg ved godt, at det ikke kommer til at ske, og det har jeg i øvrigt heller ikke tid til at tænke på nu. Hans varme hånd lukker sig om min, men ikke på en god måde, han fjerner den fra sin arm og begynder at bevæge sig væk fra mig uden et ord.

”Vil du ikke nok få Hannah væk fra dansegulvet? ” råber jeg halvkvalt for at overdøve musikken, før jeg endnu engang hoster i et forsøg på at fjerne klumpen i min hals, så luften frit kan passere. Små sorte pletter begynder at danse for mine øjne, og mine ben svajer faretruende under mig. Panikken i min stemme stopper ham i et øjeblik, og hans blå øjne gransker undersøgende mit ansigt. Mit hjerte banker hårdt mod min brystkasse, og de sorte pletter danser stadig i udkanten af mit synsfelt, og med et sidste bønfaldende råb begynder jeg at kæmpe mig gennem menneskemængden for at komme væk. Jeg har er ikke nået ret langt, da svimmelheden overvælder mig, og jeg vælter baglæns. Selv hvis jeg forsøgte, ville jeg ikke kunne nå at tage fra med hænderne, min slørede hjerne registrerer knapt nok, at jeg ikke længere bevæger mig fremad. Mine øjne lukker sig helt automatisk i forventningen om at møde jordens hårdhed, men sammenstødet kommer aldrig. Et par stærke arme griber fat i mine skuldre og holder mig oprejst. Forvirret blinker jeg med øjnene for at få de sorte pletter til at forsvinde, så jeg kan se, hvem min redningsmand er.

”Luke!” udbryder jeg overrasket og lettet,

”Er du okay?” spørger han med en bekymret panderynke og begynder at lede mig væk fra dansegulvet. Jeg ryster bare på hovedet og støtter mig til ham, da vi langsomt bevæger os fremad. Han siger heller ikke mere, men strammer i stedet grebet om min skulder, som om han er bange for, at jeg skal falde, hvis han giver slip. Jeg kan ikke lade være med at nyde varmen og det lette tryk fra hans arm om min skulder. Det føles på en måde rart, og det giver mig en følelse af tryghed. Mit øjeblik bliver dog meget kort, for lige pludselig står Louis foran os. Det forvirrer mig, da jeg ikke helt kan finde ud af, hvordan han er kommet om foran os, uden at jeg har set det.

”Få Hannah væk fra dansegulvet,” beordrer han og stirrer meget bestemt på Luke. Eller måske er det ikke helt Luke han stirrer på. Det er nok nærmere den arm, der stadig ligger rundt om min skulder, ”jeg skal nok hjælpe Star,” tilføjer han, hvilket får hele min krop til at give et spjæt af overraskelse. Det havde jeg alligevel aldrig troet, at han ville sige.

”Glem det, jeg skal nok hjælpe hende, du må selv klare Hannah,” snerrer Luke, og man kan næsten høre, at han bider tænderne sammen. Hvis jeg kiggede på hans ansigt lige nu, ville jeg med rimelig stor sikkerhed også kunne se vreden i hans øjne. Men jeg kigger ikke på ham. Mine øjne er draget af noget andet, eller rettere én anden. Hans blå øjne møder mine, og for en gangs skyld er vreden i dem ikke rettet mod mig.

”Det var ikke en opfordring, det var en ordre, få hende ud derfra NU”. Måske er det autoriteten og seriøsiteten i Louis’ stemme, måske er det den alkohol Luke har indtaget, men lige meget hvad, tror jeg, at det overrasker os alle tre, da Luke fjerne sin arm og nærmest skubber mig i armene på Louis. Han hjælper mig med at genvinde balancen, men giver ikke slip, da jeg finder den. Hvis jeg før følte mig tryg og godt tilpas med Luke, så er det ingenting imod, hvad jeg føler lige nu. Det kan virke skørt, at man kan føle sig godt tilpas i armene på en fyr, der næsten er ens ærkefjende, men det føles virkelig dejligt. I det øjeblik ønsker jeg ikke, at han nogensinde skal give slip igen. Men selvfølgelig skal han det, og det sker også meget hurtigere end jeg ønsker, da han finder en ledig stol til mig lidt væk fra dansegulvet. Det er først, da jeg sidder ned, at det går op for mig, at jeg har fået min vejrtrækning under kontrol igen. Luften passerer frit ned i mine lunger, klumpen i min hals er forsvundet, og jeg trækker lettet vejret dybt.

”Tak,” siger jeg en lille smule tøvende, og jeg kan selv høre at min stemme ryster en smule. Jeg håber bare, at han ikke kan høre det. Det får mig til at lyde usikker, og det har jeg ikke lyst til overfor ham. Men i stedet for at komme med en hånlig kommentar, sker der noget, jeg aldrig havde forventet. Han smiler. Men det er ikke det, der overrasker mig mest. Nej, det er udtrykket i hans øjne. Aldrig har disse øjne set så bekymret på mig. Aldrig har de været så frie for had og vrede som i dette øjeblik.

”Er du okay?” spørger han og gentager dermed Lukes spørgsmål fra tidligere, men denne gang kommer jeg ikke bare med en vag hovedrysten. Jeg kan ikke forklare det ordentligt, men jeg har lyst til at snakke med ham. Da Luke spurgte, følte jeg mig udmattet og uden lyst til at svare, men nu føler jeg en ny energi strømme igennem mig. Jeg mistænker alkoholen, men inderst inde ved jeg godt, at det ikke kun er derfor.

”Jeg har det bedre nu,” svarer jeg ærligt og smiler usikkert til ham. Mentalt slår jeg mig selv, fordi jeg endnu engang afslører, hvor usikker jeg egentlig er omkring ham.

”Hvad skete der?” spørger han og gransker mit ansigt, som om han leder efter et eller andet. Tilsyneladende finder han det ikke, for han rynker frustreret panden og blikket er fortsat søgende.

”Jeg tror bare det hele blev for meget for mig,” indrømmer jeg og ser ned i jorden. Uden helt at vide hvorfor, strømmer der en følelse af flovhed gennem kroppen på mig. ”Jeg følte bare ikke, at jeg kunne få vejret lige pludselig”.

”Har du overhovedet taget den med ro efter ulykken?” spørgsmålet kommer bag på mig. Det virker så irrelevant.

”Det har ikke noget med noget som helst at gøre,” siger jeg irriteret, og jeg kan godt selv mærke, at jeg går i forsvarsposition. Det er næsten komisk, at det ligger så naturligt blive defensiv, når det har noget med Louis at gøre. Men på den anden side, så laver vi som regel ikke andet end at skændes, så det burde ikke komme bag på mig.

”Det har noget med alt at gøre,” siger han lige så irriteret, ”du har presset dig selv for hårdt, og det ved du lige så godt som jeg,”. Ubevidst træder han et skridt tættere på mig.

”Hold nu kæft, det har ikke noget med det her at gøre,”

”Kan du ikke selv se, at du slet ikke burde drikke alkohol og tage til fest så kort tid efter,” han løfter frustreret hænderne, som om det understreger hans pointe, ”selvom du måske ikke tror det, så har din krop brug for hvile efter sådan en oplevelse, du kan ikke bare køre derudaf for fuld smadder og forvente, at din krop ikke reagerer på det,”. Irritationen stiger op igennem mig. Jeg kan ligefrem mærke, hvordan den også bringer vreden med sig, og selvom det er en smule ambivalent, så kan jeg også mærke en lille smule glæde over, at han lyder oprigtigt bekymret for mig. Alligevel er det vreden, der vinder, for jeg ved udmærket godt, at han egentlig er ret ligeglad med mig. Hvis der er en lille del af ham, der rent faktisk er bekymret for mig, så er det helt sikkert kun på grund af alkoholen. Han har ligesom gjort det ret klart, at han hader mig.

”Bland dig udenom, jeg gør, hvad der passer mig,” snerrer jeg og rejser mig, ”du kan være pisseligeglad med, hvad jeg foretager mig, det er du som regel!”. Selv jeg kan høre, hvor såret jeg lyder, og jeg hader mig selv for det. Jeg burde ikke lade ham have så stor magt over mig, men hvad kan jeg gøre?

”Fatter du slet ikke, at jeg overhovedet ikke er ligeglad? Jeg bekymrer mig sgu da om dig” snerrer han tilbage med stor vrede i stemmen, og jeg stivner fuldstændig over hans ord. Den vrede, der før var så evident, forsvinder med det samme, da det går op for ham, hvad han lige har sagt. I vores vrede har vi ubevidst begge taget et skridt frem. Vi er så tæt på hinanden, at jeg kan mærke hans hurtige vejrtrækning mod min pande. Det føles sjovt, men på en skør måde får det mig også til at slappe af. Min egen vejrtrækning sætter også farten op over at være så tæt på ham.

Forsigtigt løfter han hånden og stryger en vildfaren hårlok om bag mit øre. Kuldegysninger spreder sig ned af mine arme, da hans blide fingre strejfer henover min kind, og mine øjne lukker sig automatisk. Hans hånd finder tilbage til min kind og kærtegner den blidt. Ingen af os siger noget, og ingen af os gør mine til at bryde den position vi er i. Alle andre forsvinder omkring os, der findes kun os to i dette øjeblik. Brune øjne møder blå, og kemien mellem os slår næsten gnister. Jeg ved ikke, hvem der tager initiativet, eller hvordan det sker. Alt jeg ved er, at mine læber møder hans og aldrig har jeg følt mig mere levende end i det øjeblik.

♥♥♥

​Beklager den laaange ventetid. Jeg håber stadig, at der er nogle, der har lyst til at følge med :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...