You changed my life - One Direction

Et billede kan ødelægge mange ting. Det må 18-årige Starlight Parker sande, da et redigeret billede af hende og den verdensberømte Louis Tomlinson slipper ud til pressen og skaber kaos. Starlight tager til England for at slippe væk fra det hele, men hvad sker der, når hun støder på én person hun slet ikke har lyst til at møde? og vil nogen overhovedet tro på, at det ikke var hende der redigerede billedet?


75Likes
78Kommentarer
21990Visninger
AA

14. Twelve

”Hold op med at stirre, hvor skulle i da vide fra, at jeg kan synge? ” spørger jeg og ruller med øjnene. Det er faktisk ret fornærmende, at de kigger på mig på den måde. Jeg ser fornærmet på dem og fortsætter, ”i kan jo også synge, så hvorfor kommer det bag på jer? ”. Niall trækker på skuldrene,

”Vi regnede bare ikke med det,” siger han og ser undskyldende på mig. Jeg tror, han har regnet ud, at jeg er lidt fornærmet. Jeg ruller igen med øjnene og ser rundt på dem alle sammen. De stirrer stadig på mig, bortset fra Louis. Han sidder og kigger ud af vinduet, og ignorer mig totalt.

”Seriøst drenge,” siger jeg, ”jeres reaktion er faktisk ret fornærmende,”. Jeg prøver at lyde sur, men det mislykkes totalt. Jeg må indrømme, at jeg er lidt smigret over deres reaktion. De mener, at jeg kan synge. Det er faktisk ret vildt at få at vide af så store stjerner som dem. Jeg kommer til at smile, selvom jeg skal forestille, at være fornærmet. Mit smil falmer dog hurtigt, så snart Louis åbner munden,

”Skal vi komme tilbage til sangskrivningen?” siger han pludselig, han ser ikke på mig, kun på de andre, ”så speciel er hendes stemme heller ikke,”. Jeg stirrer gennemborende på ham, hvad fanden bilder han sig ind? Så snart jeg får en kompliment, piller han mig straks ned fra min lyserøde sky.

”Det er jo ikke en super stemme eller noget,” fortsætter han, ”bare standard”. Jeg kværker ham, han skal flæskes. Han kan sgu da ikke bare sidde der og nedgøre mig, når jeg sidder lige ved siden af. Hvad fuck har han gang i.

”Hvad fuck er dit problem?” udbryder jeg og ser arrigt på ham. Jeg finder mig ikke i mere fra hans side. Jeg har allerede fundet mig i alt for meget. Nu gider jeg ikke mere. Jeg stirrer på ham med mit ondeste blik. Han stirrer koldt tilbage,

”Mit problem er dig,” siger han fuldstændig koldt, han ikke så meget som blinker. Jeg kan se, at han mener det, han siger. ”Dig og dine fucking billeder, hvad fanden bilder du dig ind?” han råber nærmest nu. Han er rasende, det er jeg ikke i tvivl om.

”Så få dog ind i dit lille grødhoved, at det ikke var mig der redigerede de billeder!” råber jeg, ”er du fuldkommen dum eller hvad, det var min veninde Hannah,” jeg kan mærke hvordan varmen stiger op i kinderne på mig af vrede. ”Du har selv snakket med hende,”

”Ja helt sikkert, det var jo din veninde,” råber han sarkastisk, så jeg ikke er i tvivl om, at han ikke tror på noget af det jeg siger. ”Du giver bare hende skylden!” bliver han ved, hvorfor skulle hun lave de billeder, hvor du er på?”,

”Ved du hvad Louis, du ved ikke en skid om mig,” nærmest skriger jeg, ”du ved ingenting om mig, ikke engang en lille smule, så hold din kæft!” tårerne stiger op i øjnene på mig. Han ved ikke, hvad jeg har været igennem, det er der næsten ingen der ved. Det rager heller ikke ham. Det rager ikke andre end mig selv. Jeg rejser mig med et sæt, det sker så hurtigt at stolen vælter bag mig,

”Fuck dig Louis!” siger jeg stille og stormer ud af døren. Minderne overvælder mig, og det kan jeg ikke klare. Alle de forfærdelige måneder, har brugt på hospitalet, er ikke noget jeg har lyst til at tænke på. Og det rager slet ikke Louis, eller nogen af de andre. Jeg tørrer arrigt tårerne væk, og snøfter. Jeg hader at græde, især foran andre. Jeg føler mig svag, når jeg græder. Jeg løber ind af den første dør, jeg kommer i nærheden. Egentlig vil jeg bare gerne hjem, men jeg kan ikke overskue at løbe grædende hjem. Jeg kan ikke magte alle de medfølende blikke, som jeg ved, at jeg vil få, hvis jeg løber nu.

Jeg smækker døren hårdt, og sukker lettet, da jeg opdager, at der er lås på døren. Jeg synker sammen på det kolde klinke gulv. Jeg begraver hovedet i mine knæ og hulker. Min næse er fuldkommen stoppet, og jeg har den der klamme smag af snot i munden. Mine øjne sviger og mit ansigt er fuldstændig hævet af tårerne. Min fornemmelse siger mig, at jeg ligner lort. Mascaraen er tværet ud over det hele, jeg har ikke set mig i spejlet, men jeg ved det. Jeg har efterhånden grædt så mange gange, at jeg kan fortælle præcis, hvordan jeg ser ud, lige når jeg har grædt.

Jeg løfter langsomt hovedet og kigger mig omkring. Hvor utroligt det end er, så er jeg havnet på badeværelset. Hvor heldig kan man være? Jeg rejser mig langsomt op, og vakler hen til håndvasken. Jeg trænger til at få noget vand i ansigtet. Præcis, som jeg havde forudsagt, ligner jeg noget er er løgn. Min makeup er tværet ud over det hele, jeg har røde pletter i ansigtet og på halsen af ophidselse, mine øjne er røde og hævede og min næse er helt rød. Jeg ligner en narkoman, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg tænder for den blanke vandhane, og plasker vand op i mit hævede ansigt. Det er en dejlig stor håndvask, så jeg kan nemt få vandet op i ansigtet.

Jeg kigger mig lidt overvældet omkring. Jeg har slet ikke lagt mærke til omgivelserne. Men badeværelset er, ligesom resten af lejligheden, utrolig stilfuldt. Både gulv og vægge er dækket af blanke hvide klinker. Bruseren er sort og, ser ud til at være dyr. Brusehovedet er virkelig stort, ligesom hjemme ved Gerry og Elaine. Toilettet ser ud som alle andre toiletter, men alligevel ser det dyrt ud. Måske er det bare atmosfæren i lejligheden. Jeg tror ikke, at der er brugt sådan vildt mange penge på det, men der er alligevel et eller andet, der bare siger: oser af penge. Spejlet over håndvasken er virkelig stort, det er firkantet og har en sølvramme. Under vasken er der hvide skabe, hvor Niall sikkert har sine toiletsager. Jeg når ikke at undersøge det, for en eller anden banker på døren og afbryder mine undersøgelser. Et kort øjeblik havde jeg ellers lige glemt Louis´ og mit skænderi.

”Er du okay Star?” lyder det fra den anden side af døren. Jeg genkender stemmen som Liams. Han lyder bekymret, og jeg får lyst til at åbne døren og bare fortælle ham alt. Jeg ved ikke hvor den følelse kommer fra. Jeg har ikke haft lyst til at fortælle det til nogen, overhovedet. Men Liam giver mig bare lyst til at komme ud med det hele.

”Jeg har det fint,” snøfter jeg, det lyder overhovedet ikke overbevisende. Min stemme er hæs og jeg lyder overhovedet ikke som en, der har det fint.

”Det lyder ikke sådan,” bemærker Liam tørt og tager i håndtaget. Lettet over at jeg huskede at låse døren, læner jeg hovedet ind mod de kolde klinker. Kulden fra dem hjælper mig med at tænke klart,

”Helt ærligt Liam jeg har det fint,” prøver jeg igen, en lille smule mere overbevisende, hvis du spørger mig. Men Liam hopper ikke på den. Selvfølgelig gør han ikke det, det er han alt for opmærksom til. Godt nok, har jeg kun mødt ham et par gange, men han virker altid helt vildt opmærksom på alt og alle. Han er virkelig omsorgsfuld, har øje for alle. Det er helt vildt.

”Du ved godt, at Niall har en ekstranøgle ikke?” siger han pludselig, ”så hvis du ikke låser op frivilligt, så kommer jeg ind alligevel,”. Kæft han er tarvelig, der er ingen der skal se mig sådan her. Så jeg plasker hurtigt noget mere vand i ansigtet. Jeg ligner stadig lort, men det er helt klart bedre, nu da jeg ikke har mascara tværet ud i hele fjæset.

Jeg tøver, foran døren. Måske bluffer han bare, for at få mig til at åbne. Jeg smiler for mig selv, jeg lyder som en eller anden, der er bange for at morderen lader som om han er gået og står og lytter ved døren, i en gyser. Mit liv er bare en gyser lige for tiden. Faktisk føler jeg mig lidt latterlig. Jeg skulle have åbnet døren med det samme, i stedet for at lege drama Queen. Så jeg låser døren op, og lader Liam komme ind. Han ser bekymret på mig, da han træder ind. Jeg lader som ingenting, og håber at han ikke vil spørge, selvom jeg godt ved at selvfølgelig vil han det.

”Hvad var det lige der skete?” spørger han og hæver øjenbrynet, jeg synker en klump. Jeg kan ikke fortælle ham det, han vil få et helt andet syn på mig, hvis jeg siger det. Jeg ved at han venter på et svar, øjenbrynet siger det hele. Det er det der, du-spytter-ud-nu øjenbryn.

”Han provokerede, jeg reagerede,” siger jeg, og bider mig i læben, håber at det er svar nok,

”Der ligger mere bag, gør der ikke?” spørger han og kigger mistroisk på mig. Jeg ryster på hovedet, jeg fortæller det ikke, det kan jeg ikke,

”Der er ikke mere,” siger jeg stille, ”seriøst Liam,” jeg kigger bedende på ham, og prøver diskret at tørre en tåre væk, for at undgå flere spørgsmål. ”jeg tror bare jeg tager hjem nu,” jeg prøver at gå forbi ham, men han spærrer vejen, ”seriøst Liam, jeg har brug for at være alene,”

”Lover du så at fortælle hvad der går dig på?” han stirrer gennemborende på mig, og jeg ved, at jeg ikke kommer hjem, før jeg lover ham det.

”Det kommer ikke jer ved Liam,” mumler jeg og kigger væk, jeg har ikke lyst til at fortælle det, eller jo, til Liam har jeg. Men jeg ved, at hvis jeg siger det til ham, så fortæller han det til de andre, og det kommer virkelig ikke dem ved.

”Jeg vidste det,” udbryder han triumferende, ”der er et eller andet,”. Der går det ligesom op for mig, at jeg har kvajet mig. Nu ved han, at der er noget, det var ikke meningen. Jeg forvirrer mig selv, jeg vil så gerne fortælle ham det hele, men jeg kan bare ikke. Jeg er bange, virkelig bange for, at drengene vil ændre syn på mig. Louis vil sikkert bare hade mig mere, og det kan jeg godt klare, men hvis de andre drenge også begynder at undgå mig, så tror jeg, at jeg bryder sammen, det kan jeg slet ikke overskue. Jeg er allerede begyndt at holde af dem, altså som venner. De er så søde og sjove at være sammen med, at man ikke kan lade være med at holde af dem.

”Fint,” sukker jeg, ”men jeg fortæller det, når jeg selv vil,” jeg kigger gennemtrængende på ham, og håber inderligt, at han går med til det. For jeg vil bare gerne være alene lige nu. Jeg vil bare hjem til mit værelse, og skrue helt op for musikken og glemme alt om det her skænderi, glemme mine dystre tanker. Hvordan blev så god en dag, pludselig så dårlig?

”Deal,” siger han og rækker hånden frem, oh my god, skal jeg ligefrem give hånd på det, så kan jeg jo ikke snige mig udenom. Modvilligt tager jeg hans fremstrakte hånd. Han smiler til mig, og lader mig komme ud fra badeværelset. Jeg smiler taknemmeligt til ham, før jeg skynder mig ud af lejligheden. Jeg vil bare hjem, og det kan kun gå for langsomt. Jeg smutter lige forbi elevatoren, jeg er stadig oprevet, og tænker ikke helt klart. Jeg spurter ned af trapperne og ud af døren. Cyklen står, hvor jeg parkerede den, surprise, så jeg låser den op og nærmest springer op på den. Mine fødder tramper hårdt i pedalerne, og jeg kan hurtigt fornemme smagen af blod på tungen. Den der metalliske smag, man får i munden, når man anstrenger sig meget. Jeg ved godt, at jeg nok ikke er i så god form, men alligevel giver det et godt billede af, hvor hårdt jeg tramper i pedalerne, for så dårlig form er jeg ikke i, at jeg bliver så hurtigt træt.

I min ophidselse glemmer jeg at se mig for. Jeg drøner af sted med vinden i håret, og ser dem ikke, før jeg er lige foran dem, jeg slår et kæmpe sving, for at undgå den lille pige og hendes mor, som ser forskrækkede på mig. Og så går det hele lige pludselig hurtigt.

Pigen spærrer øjnene op og åbner chokeret munden, jeg svinger og drøner lige ud på vejen, jeg rammer et hul i vejen, så jeg er ved at miste kontrollen og er lige ved at styrte. Moren råber et eller andet og tager hænderne op til munden, og lige pludselig er den der bare. Jeg ser den ikke, jeg er for fokuseret på ikke at styrte, jeg ser op, og så smadrer bilen direkte ind i cyklen. Cyklen forsvinder under mig, og jeg flyver gennem luften. Jeg knalder hovedet ind i noget hårdt, det flimrer for mine øjne og så bliver alt, klicheagtigt nok, sort.

♥♥♥

Så har jeg endelig taget mig sammen til at opdatere, jeg beklager meget, at der går så lang tid imellem opdateringerne. Jeg skal nok virkelig prøve at opdatere oftere :-)

Hvad tror i Stars hemmelighed er? og hvad tror i der sker nu?

Mange tak fordi i læser med <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...