You changed my life - One Direction

Et billede kan ødelægge mange ting. Det må 18-årige Starlight Parker sande, da et redigeret billede af hende og den verdensberømte Louis Tomlinson slipper ud til pressen og skaber kaos. Starlight tager til England for at slippe væk fra det hele, men hvad sker der, når hun støder på én person hun slet ikke har lyst til at møde? og vil nogen overhovedet tro på, at det ikke var hende der redigerede billedet?


75Likes
78Kommentarer
22425Visninger
AA

5. Three

Så er det blevet dagen, hor jeg skal rejse. Det har været nogle travle dage, hvor jeg har skullet pakke. Jeg har heller ikke set meget til Hannah. Desværre. Jeg kommer til at savne hende helt vildt, og jeg tror ikke, at jeg kan undvære hende så længe. Jeg har prøvet at overtale hende til at komme over, og besøge mig i England. Det ville bare være super, med os to sammen i London.

Mor har lige kørt mig til lufthavnen, så nu sidder vi og venter på, at jeg kan tjekke ind. Far havde selvfølgelig ikke tid til at sige farvel. Det gjorde han i går aftes, som om det er godt nok, jeg savner min far, men det har han stadig ikke fattet. Måske skulle jeg lave et af de der skilte med blinkende lamper, hvor der står: Far søges. Måske ville han så opdage, at jeg savner ham.

Afskeden med Hannah var forfærdelig. Bare det at vide at vi ikke skulle se hinanden i lang tid, var forfærdeligt. Heldigvis har jeg skype på min computer, så helt galt går det nok ikke alligevel, det håber jeg i hvert fald ikke.

Skranken, hvor jeg kan tjekke ind, er lige blevet åben. Så mor og jeg går over og får min bagage tjekket ind. Jeg ville gerne have haft mere tøj med, men mor mente ikke at det gik, som hun så fint havde sagt: ”Hvis du ikke har tøj nok, kan du altid låne af din kusine”,

Men nej det kan jeg ikke. Jeg gider ikke, at rende rundt i Jennys tøj, medmindre hun har en fed stil, så kan det nemlig godt være, at jeg lige låner noget af hende alligevel.

”Pas nu godt på dig selv min skat” siger min mor og ligner en der kæmper imod tårerne. Hun giver mig et knus og snøfter, ”du ringer bare hvis der er noget ikke?”, det er alligevel rart at vide, at hun stadig bekymrer sig for mig, selvom vi skændes uafbrudt,

”Det skal jeg nok mor, vi ses snart igen”, jeg har aldrig været god til det der med afskeder. Generelt kan jeg bare ikke lide når folk græder, jeg begynder altid selv, jeg snøfter og knuger mor ind til mig. Jeg kommer til at savne hende, og vores daglige skænderier.

Jeg trækker mig ud af krammet og går imod sikkerhedstjek. Jeg vender mig om og vinker til mor, hun har fundet sit lommetørklæde frem, og står og dupper øjnene. Jeg smiler til hende og vinker, hun vinker tilbage, og prøver at smile, men det bliver mere en underlig grimasse.

Jeg vender mig om igen, og går imod rulletrappen. Da jeg vender mig om igen, kan jeg ikke se hende mere, hun er forsvundet i menneske mylderet.

Det er nemt at finder hen til sikkerhedskontrollen, det er nemlig der de fleste er på vej hen. Jeg følger bare strømmen og så går det let som en leg. Da jeg står i køen med min håndbagage, en smart sort håndtaske, begynder jeg at blive nervøs. Der er en del der får den der sikkerheds ting til at bippe. Jeg har virkelig ikke lyst til at skulle visiteres, især ikke hvis det er af en mand.

Køen går langsomt frem, og jeg får det til sidst helt dårligt af at stå der. De hvide vægge og sikkerhedskontrollen skræmmer mig på en eller anden måde. Jeg vil bare gerne væk der fra. Ind og kigge på forretninger, eller hvad der nu er på den anden side. Jeg flyver næsten aldrig, så jeg er ikke så kendt i lufthavnen.

Endelig er det min tur, jeg lægger min håndtaske ned i en af plastikkasserne, som bliver ført igennem kontrollen, derefter skal jeg selv igennem, den der bue, der reagerer hvis man har metal på sig. Jeg holder vejret da jeg går igennem, men den bipper ikke. Jeg ånder lettet op, og vil tage min taske, men en af dem der arbejder der stopper mig, hun vil lige undersøge min taske. Som om jeg har noget deri som jeg ikke må have. Men det skal altså gøres.

Langt om længe, får kvinden snøvlet sig færdig, og rækker mig min taske. Hun irriterer mig. Måske fordi jeg er træt, når jeg bliver træt, kan selv de mindste ting få mig op at køre. Altså ligesom lige nu, hvor en lille, brunhåret dame skal undersøge min taske.

Jeg går ind i det toldfri område, der er mange butikker, men jeg ved at jeg ikke skal købe noget. Mor har altid sagt at det dyreste sted man kan købe noget, er en lufthavn. Så det eneste jeg køber er en sodavand, og en chokoladebolle. Chokoladeboller er gud, ingen diskussion der.

Mit fly afgår først om halvanden time, så der er masser af tid. Selvom jeg godt kan lide at shoppe, så må jeg indrømme, at det ikke er helt så sjovt når man er alene. Lufthavnen blev i det hele taget hurtigt kedelig, så nu sidder jeg inde i gaten. Der er et hav af stolerækker, som alle sammen er fyldt op, jeg var heldig at få en plads.

Jeg må indrømme at jeg ikke er så vild med at flyve. Hvis mennesker var skabt til at flyve, havde vi nok fået vinger. Det giver heller ikke mening hvordan sådan en stor ting kan være i luften, der er ligesom tyngdekraft og alt muligt.

Og tænk hvis flyet styrter ned, det kan jo ske. Jeg har faktisk lige set en film, hvor der er en mand der styrter ned med et fragtfly, og havner på en øde ø. Jeg ved ikke hvad den hedder, og jeg så den heller ikke færdig, for da han fandt et lig i vandkanten, så blev det simpelthen for creepy. Jeg må hellere tænke på noget andet, ellers går jeg fuldstændig i panik, når jeg er i flyet.

Tiden går overraskende hurtigt, og før jeg ved af det, står jeg ved træskranken, hvor en stramtandet kvinde skal se mit pas og min billet. Jeg ved ikke hvorfor, men den gang man skal igennem for at komme ind i flyet, har altid gjort mig bange. Selvom jeg ikke har fløjet så meget, så skræmmer den mig altså, tænk hvis den falder ned.

Jeg er rimelig negativ lige nu, og jeg ved det godt, men det der med at flyve er altså ikke lige min kop te. Te, fik i den? Jeg er på vej til England, hvor de drikker meget te. Jeg håber i forstod den, ellers har jeg virkelig dårlig humor.

Jeg finder hurtigt mit sæde. Jeg tager min taske med mig, jeg bryder mig ikke om at den skal ligge, oppe på bagage hylden, hvor alle i teorien kan tage den. Jeg sætter min telefon på flytilstand, jeg slukker aldrig min mobil. Aldrig. Jeg har næsten lige fået ny telefon, det er en HTC, jeg kunne have valgt en Iphone, men jeg synes at de er lidt overvurderet, og så er de skide dyre.  

Jeg har heldigvis fået en vinduesplads, så jeg kan læne mig op af den for at sove. Selvom turen kun tager en times tid, så går det hurtigere hvis man sover. Jeg håber lidt at jeg ikke får en sidemakker, for jeg magter bare ikke andre mennesker i dag, og hvis jeg så skal sidde ved siden af en halvgammel fed mand, så er min dag bare ødelagt.

Men heldet er med mig for en gangs skyld. Eller det er næsten heldigt. Jeg får en sidemakker, men det er ikke en klam mand. Det er en fyr på min alder, sådan ser det i hvert fald ud, og ikke nok med det, så ser han godt ud. Han har lyst hår og blå øjne, hans hår er sådan lidt pjusket. Han har et smilehul i den ene kind, som ser virkelig charmerende ud. Han er bare perfekt, selv hans tøjstil. Han har et par hvide løse shorts på, og en lyseblå løs T-shirt. Han har også et par sorte converse på, så der er ikke noget at klage over.

Måske kan jeg komme i snak med ham. Jeg skal bare lige finde ud af hvordan.

”Undskyld, men har jeg ikke set dig før” spørger han mig lige pludselig om, på dansk. Jeg ser forvirret på ham, for jeg kan ikke lige komme i tanke om hvor han skulle have set mig,

”Det tror jeg ikke” siger jeg og smiler venligt til ham, han rynker panden,

”Du virker bare bekendt på en eller anden måde”, jeg trækker på skuldrene, jeg har i hvert fald ikke set ham før, ”jeg hedder for resten Jonas” tilføjer han og rækker hånden frem,

”Starlight”, svarer jeg og tager hans hånd,

”Øh hvad?” siger han forvirret og rynker panden igen, jeg sukker, sådan reagerer folk som regel på mit navn,

”Mit navn”, forklarer jeg, og smiler til ham,

”Nåårh, det har jeg godt nok ikke hørt før” griner han, ”men det er et pænt navn”, jeg bliver rød i kinderne, jeg hader at rødme, for det sker altid på sådan nogle dumme tidspunkter. Det er især irriterende, hvis jeg skal svare nogen igen, så bliver jeg helt rød i hovedet, selvom der ikke er noget at blive flov over.

Jonas er sjov, vi snakker sammen på hele turen, jeg får oven i købet hans nummer, og han får selvfølgelig også mit, ellers glemmer jeg bare at skrive til ham.

Jeg tager det faktisk rimelig roligt, da flyet skal lande. Det er den værste del af turen, Jonas kan godt se at jeg er utilpas, og tager fat i min hånd. Han er altså bare sød, jeg lyder helt forelsket, men det er jeg ikke, man bliver ikke bare forelsket på en dag, sådan noget tager tid.

Jeg lærer aldrig at forstå, hvorfor folk klapper når man lander. Det giver ingen mening, der er jo ikke noget at klappe af, det virker sådan lidt jaaaah-vi-døde-ikke-agtigt.

Lufthavnen ligner den jeg kom fra. Hvis du spørger mig så har man set alle lufthavne, når man har set en. Mine venner er uenige med mig på det punkt. Men de er også nogle fæhoveder, ej det er bare gas.

Gerry og Elaine venter på mig i ankomsthallen, eller hvad man nu kalder den. De har oven i købet lavet et skilt hvor der står mit navn på, lidt pinligt måske, men de var på den anden side nemme at finde.

De giver mig begge to et knus, og det er lidt akavet, for så godt kender jeg dem heller ikke. Gerry tager min bagage og så viser de mig ud til deres bil. Nu har jeg ikke forstand på biler, men selv jeg kunne se at det var en dyr bil. Den var sort med tonede ruder, og inden i var der bløde sorte lædersæder. Der duftede af ny bil, og det er virkelig en lækker duft. Jeg elsker den der duft, som er en blanding af læder og benzin, det er virkelig bare dejligt, kald mig bare sær, men det synes jeg altså.

Jeg glæder mig til at se huset. Hvis deres bil er dyr, så må de vel have penge, ellers har de investeret deres penge forkert, men altså jeg forestiller mig, at de har et stort hus eller en stor lejlighed eller hvad de nu bor i.

Kort efter stopper Gerry bilen. Jeg stiger hurtigt ud og taber både næse og mund. For det hus havde jeg alligevel ikke regnet med.

♥♥♥

Så kom der endelig et nyt kapitel:-)

Beklager at der går så lang tid imellem, men jeg synes at den her historie er svær at skrive, så jeg tænker virkelig over kapitlerne:-)

Men ja, hvad synes i?

For resten det med filmen, har jeg selv gjort, et godt rå: lad være med at se film om flystyrt før du skal ud at flyve, for det er ikke særlig sjovt:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...