You changed my life - One Direction

Et billede kan ødelægge mange ting. Det må 18-årige Starlight Parker sande, da et redigeret billede af hende og den verdensberømte Louis Tomlinson slipper ud til pressen og skaber kaos. Starlight tager til England for at slippe væk fra det hele, men hvad sker der, når hun støder på én person hun slet ikke har lyst til at møde? og vil nogen overhovedet tro på, at det ikke var hende der redigerede billedet?


75Likes
78Kommentarer
22425Visninger
AA

15. Thirteen

Mit hoved snurrer og jeg ved ikke helt hvad der er op og ned. Mine øjne er klistret sammen, og jeg føler mig tung i hele kroppen. Faktisk, så ved jeg ikke helt, hvor jeg er. Det sidste jeg husker er, at jeg var hjemme ved Niall, og at jeg havde et skænderi med Louis. Resten er lidt tåget, men jeg kan huske at det gjorde ondt. Jeg prøver at åbne øjnene, men de er solidt klistret sammen, og jeg kan ikke bevæge min krop. Det føltes som om jeg er blevet til en betonklods. Jeg panikker fuldstændig, jeg kan ikke lide at miste kontrollen, og det kan man vidst godt sige, at jeg har nu.

Der er helt stille omkring mig, og der er ingen dufte eller noget der kan fortælle mig hvor jeg er. Det eneste jeg kan forholde mig til, er smerten som lige så stille kommer krybende. Den starter i min ene fod, og langsomt begynder det at smerte i resten af kroppen. Latterligt nok er min første tanke, at jeg er ved at blive til vampyr. Åndssvag, men seriøst jeg elsker Twilight, da Bella bliver forvandlet så kan hun jo heller ikke bevæge sig, og hun kan også bare mærke smerten komme snigende. Så ja enten er jeg ved at blive vampyr, ellers ved jeg ikke lige hvad der sker.

På en måde ville det da være meget sejt at være vampyr. Men det der med at skulle drikke blod, det siger mig alligevel ikke så meget. Men det er vel heller ikke relevant, er det? Vampyrer findes ikke, det tror jeg i hvert fald ikke. Gud hvad hvis Niall er vampyr, måske bed han mig.

Og det får så prisen for det dummeste jeg nogensinde har tænkt. Niall er ikke vampyr, det er han alt for sød til. Men Louis derimod, han kunne sagtens være en ond vampyr, måske er det derfor han er så sur, det er længe siden han har drukket blod.

Mine sindssyge tanker bliver brutalt afbrudt, da smerten når mit hoved. Tusind nåle prikkes gennem mit hoved og det føltes som om nogen springer en håndgranat og flænser mit hoved inde fra. Smerten er så kraftig, at jeg får lyst til at skrige. Men jeg kan ikke finde min stemme. Alle de funktioner min krop burde have er væk. Ingen stemme, ingen hørelse og ingen følelse i kroppen. Det hele er væk, uden tvivl hyperventilerer jeg lige nu. Jeg kan bare ikke mærke det. Eftersom det hele er ude af funktion lige nu. Hvad mon der er sket med mig.

Min krop giver et ufrivilligt spjæt, jeg tror i hvert fald, at det er det der sker. Jeg kan mærke noget, men jeg ved ikke om min førlighed er ved at komme tilbage, eller hvad det er det sker. Mit hoved bevæger sig i hvert fald, eller det tror jeg, og det forværrer smerten rigtig meget. Jeg kan mærke at jeg synker dybere ned i mørket. På en måde vil jeg gerne ned i det beskyttende mørke, der var ingen smerte før. Måske forsvinder det, hvis jeg omfavner mørket, går det i møde. Hvem ved, måske er jeg allerede død. Eller måske ikke, jeg har i hvert fald ikke set mit liv passere revy endnu, og der er ikke nogen lysende port, kun mørke.

Men så alligevel midt i alt det mørke, er det som om et lyn slå ned i mit hoved. Og så ser jeg det, bilen der tordner i mod mig. Kvindes råb, den lille piges skrig, og mit eget skrig. Jeg kan pludselig huske ulykken. Hvordan bilen ramte cyklen, mig der flyver gennem luften og igen mit eget rædselsskrig. Jeg ser hele tiden bilen komme i mod mig. Hver gang jeg kan mærke smerten lige så tydeligt, som da ulykken skete og tror at det er overstået, begynder det forfra. Bilen smadrer mig igen og igen. Jeg kan intet gøre, det sker bare. På den positive side, så kan jeg lige så stille mærke sengen under mig. Jeg tror i hvert fald det er en seng, men det er ikke min egen seng. Madrassen er for hård og sengetøjet for stift. Derudover er lugten klinisk ren, og fortæller mig med det samme hvor jeg er. Den lugt vil jeg genkende overalt.

Jeg går i panik, jeg skal væk. Jeg kan ikke blive her, det kan jeg bare ikke. Ud det er der, jeg skal hen. Min krop spjætter og min ryg spænder sig i en bue. Jeg må ud. Jeg kan mærke min vejrtrækning, den er alt for hurtig. Jeg må ud. Jeg prøver at råbe på hjælp, men min stemme er stadig væk, jeg kan ikke engang åbne øjnene. Det er forfærdeligt og jeg kan ikke klare det. Jeg kan mærke noget vådt på mine kinder, måske tårer. Jeg kan ikke engang være lettet over, at jeg kan føle min krop igen, ikke når jeg befinder mig her.

Jeg vrider mig rundt i sengen, på jagt efter en udvej. For ud, det skal jeg. Sveden begynder at springe frem, min vejrtrækning er hvæsende og besværet. Jeg kan smage den metalliske smag af blod i min mund, hvilket advarer mig om, at jeg har bidt hul på min læbe eller min tunge. Sveden gør mit tøj fugtigt, og jeg kan lugte den salte ubehagelige lugt af sved. Det prikker i min næse, og får endnu mere sved til at springe frem på min pande. Lige pludselig blinker mine øjne, men jeg kan ikke se en pind. Mine øjne glipper hurtigt og jeg får kun set små glimt af det rum jeg befinder mig. Der er jeg stensikker på hvor jeg er, nemlig det sted jeg ikke har lyst til at være. Nemlig på hospitalet. Alle minderne dukker frem i min bevidsthed. Jeg prøver forgæves at skubbe dem væk, men de bliver ved med at springe frem.

Glimt fra min fortid, ting jeg for alt i verden ikke vil huske.

Hannahs synsvinkel

Jeg sidder på mit værelse. Det gør mig vildt bekymret, at Star ikke har ringet endnu. Hun lovede at ringe, så vi kunne aftale, hvornår jeg skal over til hende. Men hun har ikke ringet, hun har ikke engang skrevet, og det ligner hende ikke. Jeg rejser mig rastløst fra kontorstolen, hvis hun ikke snart ringer, bliver jeg nød til at ringe til hende, selvom mine forældre slår mig ihjel, hvis jeg ringer til England.

Jeg ryster ufrivilligt, min far bliver rasende. Jeg ved ikke helt om, jeg tør tage den chance. Misforstå mig ikke, jeg elsker Star, men jeg vil ikke have gang i et kæmpe skænderi, hvis hun bare har glemt at ringe. Jeg sætter mig frustreret ned igen, og tænder min bærbare. Straks kommer der et billede frem af One Direction. Jeg glemte åbenbart at slukke den i går. Godt min far ikke ved det.

Lige pludselig går døren op, jeg smækker hurtigt skærmen, hvis min far ser, at jeg stadig bruger tid på One Direction, slår han mig ihjel. Han plejer altid at formane mig om, at jeg skal bruge min tid mere fornuftigt og bla bla bla, som om jeg gider høre på ham. Han tror seriøst at en af dem fra One Direction er min kæreste, og hvis det står til ham, så ender jeg som nonne. Han har faktisk været ved at slå mig én gang, fordi jeg sad og kiggede på billeder af One Direction i stedet for at lavet lektier. Det lyder totalt latterligt, men sådan er han. Mor er meget sødere, ikke fordi jeg ikke elsker min far, for det gør jeg, men mor er bare lige dét mere forstående.

Min mor står i døren, sammen med Stars mor, og de ser alt andet end glade ud. Stars mor ser ud som om hun har grædt. Hendes lyse hår sidder i en uglet knold, og det skræmmer mig, for hun plejer at være så perfekt, med håret stramt skrabet tilbage og i et business jakkesæt. Men ikke i dag, i dag er hun totalt sjusket, og uden makeup.

”Hvad sker der?” spørger jeg forvirret og springer op fra stolen, Stars mor snøfter,

”Star har været ude for en ulykke,” siger min mor, og kigger bekymret, først på mig og så på Stars mor. Det vil ligesom ikke rigtig trænge ind. Er hun død? Det kan ikke passe,

”Er hun okay?” spørger jeg og kan mærke tårerne springe frem i øjnene på mig. Stars mor begynder også at græde, Star er død, det er jeg sikker på. Jeg begynder at stortude, jeg kan ikke undvære Star. Hvad skal jeg gøre uden hende. Jeg får en kæmpe knude i maven, jeg føler at jeg skal kaste op, og jeg bliver overvældet af dårlig samvittighed over, at jeg tænkte dårligt om hende for to minutter siden,

”Søde skat, lægerne gør alt hvad de kan,” begynder min mor, ”lige nu ligger hun i koma, men i går bevægede hun sig lige pludselig,”. Jeg bliver med det samme opfyldt af håb, hun er ikke død endnu. Men hvad hvis hun gør? Shit, hun kan ikke dø nu.

”Jeg bliver nød til at tage derover,” udbryder jeg, ”jeg er nød til at være der for hende,” jeg snøfter og er allerede henne ved mit skab, for at finde min kuffert,

”Hør her Hannah, du skal nok komme over til hende, men vi bliver også nød til at give hende ro, så hun kan komme oven på igen,” siger min mor, og kigger bekymret på mig, ”vi skal jo ikke gøre noget forhastet,”. Jeg er allerede holdt op med at høre efter, jeg tager over til Star lige meget hvad. Jeg fatter faktisk ikke, hvorfor hendes mor ikke allerede er derovre.

”Jeg syntes faktisk, at hun skal tage derover Karen,” siger Stars mor pludselig, ”der skal være et kendt ansigt, når hun vågner,”

”Jamen Jane, jeg kan da ikke sende Hannah derover alene, hun kender jo ikke byen,” siger min mor skeptisk,

”Jeg kan få Gerry til at hente hende i lufthavnen, de har også masser af værelser, så hun kan sagtens bo der,” bliver Jane ved,

”Men…” starter min mor, men bliver afbrudt af Jane,

”Hold nu op Karen, jeg har ikke muligheden for at tage derover, John har ikke muligheden for at tage derover,” Jane lyder desperat, ”hun går i panik, hvis hun vågner alene på hospitalet, og det er ikke nok, at Gerry og Elaine er der, de var der jo ikke sidste gang,”. Jeg kan se på min mor at hun er overtalt.

”Pak dine ting Hannah, du skal til London,” sukker min mor, jeg kan se at hun ikke er meget for det, men hun vil ikke sætte sig imod Jane nu, ikke når hun er i den tilstand.

”Tak mor,” jeg kaster mig om halsen på hende, og styrter så over og hiver tøj ud af skabet. Det er bare tilfældige ting, jeg har ikke tid til at finde de perfekte ting. Det kan også være lige meget, lige nu skal jeg bare være der for Star. Det giver mig stadig kuldegysninger at tænke på sidste gang Star befandt sig på et hospital, det var forfærdeligt, og jeg er vildt bange for, at Star bliver mindet om det, når hun vågner. Hun har kæmpet så hårdt for at glemme det.

Jeg har på ingen tid pakket min kuffert, den er hurtigt ude i bilen. Jane er ikke at se nogen steder, hun er nok ved at ringe til Gerry. Jeg undrer mig stadig over, at hun ikke selv tager derover. Det må jeg huske at spørge mor om.

Min far er ikke kommet hjem endnu, heldigvis. Han ville aldrig lade mig tage af sted alene. Jeg sidder allerede i bilen, da mor kommer løbende og nærmest kaster sig ind i bilen. Og så er vi på vej.

”Hvorfor skal Jane ikke derover?” spørger jeg, da vi drøner ned af vejen,

”Hun kan ikke tage af sted, fordi hun er nød til at tage til et vigtigt møde, ellers risikerer hun at miste en hel masse kunder,” forklarer hun. Så forstår jeg det bedre, det firma betyder næsten alt for Jane, ikke at hun prioriterer firmaet frem for Star, hun prøver bare at få det hele til at løbe rundt.

Det føltes som hundrede år, før vi endelig når frem til lufthavnen. Både mor og jeg springer ud af bilen, og nærmest løber ind af dørene, mor fik hurtigt booket en flybillet til mig, inden vi tog af sted. Det er som om alt går vores vej, mit fly går næsten med det samme. Jeg giver min mor en kæmpe krammer, jeg kommer til at savne hende. Jeg er ikke så god til det der med at være væk hjemmefra.  Jeg er den der type, som nemt får hjemve. Desværre.

”Pas nu godt på dig selv min skat,” siger mor og trækker mig endnu tættere ind til sig, jeg ved, at det også er hårdt for hende, hun er vandt til at jeg altid er hjemme. Far kommer nemlig tit sent hjem, så nu skal hun være helt alene, det giver mig faktisk lidt dårlig samvittighed.

”Jeg elsker dig mor, vi ses snart og jeg skal nok ringe,” siger jeg og kysser hende på kinden,

”Jeg elsker også dig skat,” svarer hun og snøfter.

Men langt om længe sidder jeg så i flyet. Heldigvis tager turen ikke meget mere end en time. Så jeg er snart henne ved Star. Jeg håber ikke at hun er vågnet endnu, for det vil gøre alting meget værre for hende at vågne alene. De sidste to år har hun været inde og ude af hospitalet konstant. Så det må være utrolig hårdt for hende at være tilbage igen.

Jeg lægger ikke rigtig mærke til noget omkring mig, jeg sidder i min egen lille verden, og til sidst falder jeg faktisk i søvn. En eller anden venlig sjæl vækker mig lige pludselig, da flyet åbenbart er nået frem, uden at jeg har opdaget det. Det er faktisk meget godt, at jeg sov, for jeg er enormt bange for at lande i et fly. Jeg er virkelig bange for, at flyet ikke lander ordentligt og springer i luften i stedet for.

Søvndrukken og forvirret vakler jeg ud af flyet. Det er faktisk først her, at det går op for mig, at jeg ikke ved hvordan Gerry ser ud. Hvordan skal jeg finde en, jeg ikke ved hvordan ser ud? Han ved jo heller ikke hvordan jeg ser ud, og hvis han gør er det lidt skræmmende, lidt stalkeragtigt faktisk. Ikke at han er en stalker vel, men altså ja.

Jeg behøver ikke at bekymre mig, for da jeg kommer ud i ankomsthallen, står der en mand med et kæmpestort skilt, hvor der står: Velkommen Hannah, det kan vidst kun være mig. Ellers er det lidt mærkeligt, ej nu bliver jeg helt i tvivl. Hvad nu hvis det ikke er mig, så er det jo vildt pinligt. Men jeg har vel ikke noget valg. Jeg trækker langsomt min kuffert efter mig, på vej over mod manden, som muligvis er Gerry.

”Du skulle vel aldrig være Gerry vel?” spørger jeg forsigtigt, på engelsk selvfølgelig.

”Jo og du skulle vel aldrig være Hannah vel,” han smiler venligt til mit, og jeg kan lide ham med det samme.

”Jo det er lige netop mig,” svarer jeg og sammen begynder vi at gå ud af ankomsthallen.

”Jeg tænker at vi kører op til Star først,” siger han og kigger ned på mig med et blik jeg ikke helt kan tyde, måske en blanding af bekymring og sorg. Det bekymrer mig at han ser sådan på mig. Hvad nu hvis Star er mere medtaget end de andre lige giver udtryk for. Jeg nikker bare, jeg kan ikke finde min stemme lige nu. Han har lige mindet mig om hvorfor jeg er her. Det er ikke bare en ferie med Star. Det er langt mere alvorligt. Ikke at vores ferier plejer at være alvorlige, men du ved hvad jeg mener.

Vejret er super godt, og jeg er glad for, at jeg har shorts og top på. Solen skinner fra en skyfri himmel, og det er meget varmere end det var der hjemme. Jeg ville have nydt det, hvis ikke jeg var på vej på hospitalet. Jeg håber virkelig at Star klarer den.

Arrgh mine tanker er virkelig dystre, jeg kan ikke lade være med a bekymre mig. Men det nytter jo ikke noget. Star bliver ikke hurtigere rask af, at jeg går og har ondt i maven. Men man kan vel ikke selv styre sine følelser. Men gid man kunne.

Vi når frem til hospitalet på ingen tid. Jeg kan mærke, at Gerry også er helt ude af sig selv af bekymring. Han sidder og trommer på rattet, og hans øjne er fulde af bekymring. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Star betyder en hel del for ham, selvom de ikke har haft så meget kontakt de sidste mange år.

Vi flyver begge to ind gennem de store dobbeltdøre, da vi når frem. Vi melder vores ankomst ved den hvide skranke, hvor der sidder en kvinde helt i hvidt. Hun sender os et medlidende blik og siger,

”Hun ligger på stue 213,” og peger mod elevatoren. Jeg er rimelig overtroisk, så jeg er ikke så glad for at hendes stuenummer indeholder 13. Det er aldrig godt. Elevatorturen op tager en evighed, folk skal hele tiden ind og ud, det frustrer mig helt vildt. Jeg vil bare gerne se hende.

Langt om længe, når vi op på den rigtige etage, og jeg skal virkelig kæmpe, for ikke at løbe ned af gangen, for at finde den rigtige stue. Jeg bryder mig ikke om hospitaler, de er altid så hvide og sørgelige, og der lugter af sygdom, det stikker i min næse, jeg kan slet ikke have det, føj. Gerry spotter stue 213 før mig, den ligger næsten i den modsatte ende af elevatoren, og det er en pinsel, når vi er så tæt på, og så tager det så forbandet lang tid at nå frem til hende.

Men så er vi der også langt om længe. Vi nærmest kæmper om at komme ind af døren. Jeg bliver mast helt ind i dørkarmen, før jeg endelig er inde. Og der ligger hun. Hun ser forfærdelig ud, for at sige det pænt. Hendes arme som ligger oven på dynen er fulde af blåmærker og den ene arm er fuld af skrammer, som ser ud til at have blødt. Hun har en bandage om det ene håndled, så jeg gætter på at det er forstuvet. Hendes ansigt er forfærdeligt, hun har en stor hudafskrabning på den ene kind, og rundt om hendes hoved har hun en forbinding, man kan se at der er blod på forbindingen. Jeg begynder at græde da jeg se hende. Hendes ene øje er blåt og det blåmærke fortsætter ned på hendes anden kind. Jeg kan ikke holde ud at se hende sådan, det piner mig.

Jeg sætter mig på den lille træskammel og tager hendes hånd. Hun vil gå helt i panik, når hun vågner. Det anonyme hvide rum, og den skarpe lugt af sygdom, det vil gøre hende helt panikken. Jeg vil gerne have at hun vågner, men jeg frygter det også. Hun har ligger i sådan en hospitalsseng lidt for mange gange og det er ikke ligefrem gode minder, hun har med det. Først nu opdager jeg at der også er tilsluttet et drop til hendes ene arm. Jeg gyser, jeg hader nåle, de er forfærdelige.  Den måde de gennemborer huden, og så kan man se den på en anden side, føj. Gerry har sat sig på den anden side, jeg skæver til ham ud af øjenkrogen. Jeg kan se en tåre der løber ned af kinden på ham, han gør ikke noget for at tørre den væk, han sidder bare og kigger på hende. Det gør ondt at se på, især fordi jeg ved, at jeg har det samme udtryk i ansigtet. Ingen af os siger noget, vi kigger bare ned på den dejlige pige vi begge to holder af.

Mens vi sidder der, sker der noget virkelig uventet. For lige pludselig spændes Stars krop i en bue, og hun begynder at skrige et højt og hjerteskærende skrig.

♥♥♥

Da da daaam. Hvad tror i der sker med Star, og hvad tror i der er sket, siden hun har været så meget på hospitalet?

Tak fordi i gider læse med:-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...