You changed my life - One Direction

Et billede kan ødelægge mange ting. Det må 18-årige Starlight Parker sande, da et redigeret billede af hende og den verdensberømte Louis Tomlinson slipper ud til pressen og skaber kaos. Starlight tager til England for at slippe væk fra det hele, men hvad sker der, når hun støder på én person hun slet ikke har lyst til at møde? og vil nogen overhovedet tro på, at det ikke var hende der redigerede billedet?


75Likes
78Kommentarer
22429Visninger
AA

12. Ten

Jeg er lige kommet hjem, efter turen i parken. Jeg ved ikke om Jenny stadig er sammen med sine veninder. Jeg overvejer lidt, om jeg skal gå ind til hende. Men jeg er lidt usikker på det, for hvad nu hvis hendes veninder stadig er der. Jeg vil jo ikke bare komme brasende.  Derfor vælger jeg i stedet at gå ind på mit værelse.

Der er ikke et øje på gangen, da jeg går op af trappen. Det undrer mig lidt, at der heller ikke er noget støj. Når jeg er sammen med Hannah, så er vi ikke kendt for at være stille. Så enten har Jenny nogle meget stille veninder, eller også er hendes veninder taget hjem.

Jeg smutter hurtigt ind på værelset, stilheden i huset gør mig utilpas. Jeg kan ikke lide stilhed, der skal altid være en eller anden form for støj i nærheden af mig.  Derfor har jeg altid musikken tændt, når jeg er på mit værelse, ellers sætter jeg en film til at køre i baggrunden. Mig og stilhed er bare ikke gode venner. Måske fordi jeg selv er rimelig larmende, who knows.

Jeg stopper forskrækket op, da jeg kommer ind af døren. Mit værelse ligner et bombet lokum, for nu at sige det pænt. Stort set alt mit tøj ligger spredt ud over min seng, og ud over gulvet. Mine makeupting er spredt ud over skrivebordet, og skufferne under bordet er åbne. Hvad fuck er der lige sket her?

Jeg går stille ind og kigger mig overrumplet omkring. Hvem har været på mit værelse? Jeg slår en eller anden ihjel. Den person der har gjort det her, kan godt begynde at løbe. Jeg er rasende, men også en smule bange. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvem der skulle have gjort det her. Tanken om indbrud, får mig til at synke en klump. En af mine største frygter, har altid været indbrud. Bare tanken om at fremmede mennesker roder i mine ting. føj, jeg gyser ved tanken.

Døren ind til mit walk-in closet er åben, og det går pludselig op for mig, at jeg ikke er alene her inde. En eller anden er i gang med at rode i mine ting. Jeg stivner et øjeblik, men tager mig så sammen og griber fat i min hårtørrer, som ligger på skrivebordet. Det er det bedste våben jeg lige kan finde.

Jeg træder ind af døren. Først kan jeg ikke se nogen, så måske er det bare min paranoia der har overtaget. Men så får jeg øje på en pige, som står med min elskede kjole i hænderne. Hvis hun ødelægger den kjole, så skal jeg personligt sørge for, at hun aldrig kommer til at gå herfra igen.

”Hvem er du, og hvad fuck laver du på mit værelse?” siger jeg hårdt, jeg har ikke tænkt mig at være den mindste smule høflig overfor hende. Hun vender sig om og giver mig, med et snobbet udtryk i ansigtet, elevatorblikket. Jeg efterligner hendes attitude, for hun skal fandeme ikke tro, at jeg er bange for hende. Hun ligner en af de der high school snobber, som tror de ejer det hele og kan tillade sig alt. Hun har langt platinblondt hår, som faktisk er ret pænt, men det har jeg ikke tænkt mig a fortælle hende. Hendes små øjne er blå, og indrammet af øjenvipper med alt for meget mascara, som overhovedet ikke gør noget godt for hendes ansigt. Hendes øjenbryn er plukket til alt for tynde streger, og enten så er de farvet, eller også er hendes hår farvet. For de øjenbryn ser alt for mørke ud, i forhold til hendes hår.

”Jeg kigger på tøj, men det har vidst været spild af tid! Du ejer ikke noget der er værd at have på!” siger hun og smider, med det mest bitchy smil jeg nogensinde har set, min kjole på gulvet. Fuck. Hendes. Liv!!  Hun har smidt min kjole på gulvet, hun skal flæskes!!

”Saml. Den. Kjole. Op. Igen.” siger jeg langsomt, og sender hende et dræberblik, som helt sikkert ville gøre Louis stolt. Vent hvad?

”Hvorfor skulle jeg?” hun smiler sarkastisk til mig, og prøver at mase sig forbi mig. Hun har bare ikke lige taget højde for, at jeg er like et hoved højere end hende, så jeg er lidt bedre til at spærre vejen for hende, end hun er til at komme forbi.

”Du står i vejen søde!” siger hun, med en stemme der er tyk af sarkasme, og glor ondt på mig. Jeg smiler bare til hende,

”Beklager kjolen ligger stadig på gulvet, så jeg kan desværre ikke flytte mig!” svarer jeg, og laver mit bedste ironiske smil. Jeg kunne godt selv samle den op, men lige nu er det en princip sag, og hun skal ikke vinde. Hvis jeg lader hende komme forbi nu, så har hun vundet og ja, jeg er stædig lige nu.  Hun vender sig demonstrativt om, og samler kjolen op,

”Undskyld Star-fucker!” siger hun og smiler ondt til mig. Jeg stivner på stedet, da hun siger det. jeg kniber øjnene sammen, den sad under bæltestedet, det må jeg sige.  Det er så nedværdigende, fordi mit navn kan bruges på den måde, specielt nu, hvor der er alle de rygter om mig.

”Hvad kaldte du mig?” siger jeg hårdt, og prøver at skjule hvor såret jeg er. Hun skal ikke vide, at hun rammer mig. Men alligevel tror jeg, at hun godt er klar over den virkning det har på mig. Hun smiler i hvert fald ondt til mig, med et tilfredst udtryk i de små blå øjne.

”Du hørte det vidst godt!” hun lader provokerende tungespidsen glide hen over de blanke lipgloss læber. ”Gider du godt at flytte dig?” det kunne have været et høfligt spørgsmål, men måden hun siger det på, er overhovedet ikke høflig. Snarer hånlig, fordi hun godt ved at hun har såret mig.

”Ved du hvad,” begynder jeg, ”du har ingen ret til at komme brasende ind på mit værelse, og du har slet ingen ret til at være bitchy overfor mig!” jeg stirrer på hende med det hårdeste blik jeg kan præstere.

”Nuuurh kan den lille starfucker ikke klare mosten?” hvisler hun hånligt, ”skal vi ikke ringe til din mor mens vi er i gang, så kan hun komme og trøste dig?”. Jeg ser bogstaveligtalt rødt. Vreden kommer buldrende ind over mig. Jeg kan mærke hvordan raseriet stiger mig til hovedet, så meget at jeg kan smage den metalliske smag af blod i min mund. Hun har ingen ret til at svine mig til, ikke i mit eget hjem. Eller næsten hjem. Hun skal ud og det skal være nu, ellers kommer jeg til at slå hende ned med min hårtørrer.

”Så er det ud!” hvæser jeg gennem sammenbidte tænder, og griber hårdt fat om hendes arm. Jeg haler hende gennem værelset, bedøvende ligeglad med om det gør ondt på hende. Hun skal bare væk. Hun sætter hælene i gulvet, og får mig til at snuble. Vi ryger begge to frem ad og ind i døren. Det giver et ordentlig brag, da vi begge rammer den med stor kraft.  

”Skrid ud af mit værelse! Lige nu!” nærmest skriger jeg og gnubber min skulder. Det dunker i den efter sammenstødet med døren. Hun rejser sig fortumlet op, og tager fat i håndtaget. Jeg kan se på hende, at hun bare gerne vil væk. Men ingen af os er forberedt på, at døren lige pludselig går op, og rammer pigen lige midt i ansigtet. Hun hyler, tumler baglæns ind i værelset igen, og tager sig til næsen. Jeg prøver virkelig at lade være med at grine, men det ser seriøst sjovt ud. Mine skuldre ryster af indestængt latter. Til sidst kan jeg ikke holde det ud mere, jeg føler at jeg eksploderer af latter. Tårerne begynder at trille ned af kinderne, ligesom tidligere sammen med Niall. Pigen stirrer rasende og ondt på mig, men jeg kan ikke stoppe med at grine. Jeg får pludselig øje på personen, som er skyld i mine latterkramper.

Jenny står i døren og ser næsten bange på pigen. Jeg gætter på at de kender hinanden. Det rasende blik der før var rettet mod mig, er nu rettet mod Jenny og jeg kan virkelig se hvordan hun krymper sig.

”Oh my god Mandy!” udbryder hun panisk, “det må du altså virkelig undskylde, jeg anede ikke at du stod lige der!” hun bider sig nervøst i læben. Mandy, som pigen jo så hedder, sender et virkelig, og jeg mener virkelig, bitchy blik og stormer så dramatisk ud af rummet. Jenny ser skrækslagent på mig, jeg trækker på skuldrene og sender hende et jeg-aner-ikke-hvad-der-sker ansigt.

”Er det en af dine veninder?” spørger jeg og ser skeptisk på hende, ”for så burde du seriøst tage det venskab op til overvejelse,” jeg mumler det sidste for mig selv, lidt usikker på om hun vil blive sur over det.

”Ja,” mumler hun, og lukker øjnene, ”du har fuldstændig ret. Mandy er ikke særlig sød, men det er bedre at have hende som veninde, end som fjende,”. Den tankegang kan jeg godt følge, nogle mennesker er det bare bedst at holde sig gode venner med.

”Er dine andre veninder her også?” spørger jeg og kigger mig nervøst omkring. Jeg tror ikke lige at jeg kan overskue flere Mandyer lige nu.

”Nej, de er taget hjem,” svarer hun og smiler så, ”men bare rolig de er ikke så slemme som Mandy. Hvad lavede hun overhovedet inde ved dig?” hun ser nysgerrigt på mig, ”jeg troede faktisk at hun var taget hjem,”

”Jeg aner det ikke, da jeg kom hjem var hun der bare!” siger jeg, ”så havde vi lige en lille bitchfight, og resten kender du,” jeg siger den sidste del så afslappet, at Jenny begynder at grine,

”Jeg kender ingen som dig, der kan snakke så afslappet om en bitchfight,” hun ryster på hovedet af mig, og himler med øjnene, ”kom vi går nedenunder, så kan vi snakke om det,” hun trækker mig med ned i køkkenet, hvor jeg begynder at fortælle hende om min dag.

♥♥♥

Jaaah så fik jeg endfelig opdateret! beklager at det tog så længe:p Så mødte i Mandy, hvad syntes i om hende? i kommer nok til at møde hende igen senere!

Tak fordi i læser med, i får lige et stort virtuelt kram! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...