You changed my life - One Direction

Et billede kan ødelægge mange ting. Det må 18-årige Starlight Parker sande, da et redigeret billede af hende og den verdensberømte Louis Tomlinson slipper ud til pressen og skaber kaos. Starlight tager til England for at slippe væk fra det hele, men hvad sker der, når hun støder på én person hun slet ikke har lyst til at møde? og vil nogen overhovedet tro på, at det ikke var hende der redigerede billedet?


75Likes
78Kommentarer
22369Visninger
AA

18. Sixteen

Hannahs synsvinkel

”Okay, det startede med at Stars mor begyndte at arbejde mere og mere.” begynder jeg, det lyder som en åndssvag start, men de skal have det hele med for at forstå noget af det her.

”Hendes far arbejdede i forvejen virkelig meget, og var næsten aldrig hjemme. I lang tid, var der ikke nogen, der lagde mærke til at det gik Star på, hun har altid virket som om, at hun er ligeglad, så vi lagde ikke mærke til, at hun begyndte at ændre sig. Vi gik kun i 5. klasse på det tidspunkt, hvor det hele startede, og først i 7. klasse lagde jeg mærke til, at der var noget galt. I løbet af de to år, tog hun mere og mere på, og hun spiste enorme mængder mad. Men da jeg spurgte hende om det, sagde hun bare, at der ikke var noget galt, og at hun havde det fint. Jeg spurgte ikke mere til det, men jeg blev mere og mere bekymret, hun blev mere og mere fraværende og svarede ikke, når man talte til hende. En dag, overhørte jeg nogle piger fra vores parallelklasse snakke om hende, de kaldte hende fed og klam. Jeg tror, at det var den dag det hele eskalerede. Jeg ved ikke om hun også hørte, hvad de sagde om hende. Men hun kom i hvert fald gående forbi dem kort tid efter, hun værdigede dem ikke et blik, hun opførte sig, som altid, som om ingenting betød noget for hende. Men da en af pigerne råbte efter hende, kunne jeg se smerten i hendes øjne, da hun rundede det hjørne, hvor jeg stod, satte hun i løb, hun så mig ikke, hun styrtede direkte ud på toilettet og kastede op.” jeg kigger rundt på drengene, ingen af dem siger noget, de sidder bare og venter på, at jeg fortsætter,

”Efter den episode virkede det som om, hun fik det lidt bedre. Hun begyndte at tage sig og det virkede som om hun spiste som hun skulle. Jeg forstår ikke, hvordan jeg kunne undgå at se, at hun forsvandt, hver gang hun havde spist noget. Jeg skulle have set det komme, inderst inde vidste jeg det nok godt, jeg ville bare ikke indse, at Star var syg. Jeg godtog hendes forklaringer om, at hun havde det fint, selvom det, var tydelig at hun ikke havde det godt. Star fortsatte med at tabe sig, og det blev mere og mere sygeligt at se på. Men ingen gjorde noget.

   Kort efter vores konfirmation i 8. klasse, begyndte jeg at forstå, hvor slemt det stod til med hende. Vi skulle fejre Stars fødselsdag med en is, og alt virkede normalt. Altså lige indtil vi havde spist færdig. Star begyndte at mumle et eller andet om, at hun var nødt til at gå på toilettet. Det i sig selv var jo ikke så mærkeligt, det var først, da hun opdagede, at toilettet var optaget, at det gik løs. Hun stod og trippede nervøst foran døren, hun bankede oven i købet på et par gange, men døren forblev lukket. Så hun vendte sig om og styrtede ud af butikken. Jeg fulgte hurtigt efter hende, jeg fattede ikke, hvad der foregik. Lige indtil jeg kom ud i tide til at se Star stikke to fingre i halsen og kaste op. Jeg stod som forstenet og anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Hun bad mig om ikke at sige noget til nogen, fordi hendes mor ville blive rasende. Og jeg lovede, at jeg ikke ville sige noget. Hvilket jeg ikke kunne holde, der gik en uge og så brød jeg grædende sammen og fortalte det til min mor, som så ringede til Stars mor.

   Efter det, snakkede Star ikke til mig i tre uger. Jeg blev ved med at opsøge hende, jeg ville gerne vide, hvordan det gik, men hun ville ikke snakke med mig. Som hun en dag sagde, så var det min skyld, at hendes mor havde sendt hende i terapi, selvom det ikke var nødvendigt. Jeg brød grædende sammen, og fortalte hende, at jeg bare var bekymret for hende. Jeg støttede hende hele vejen igennem.

    Hun begyndte at få det bedre, men det var svært for hende. Men hun kom igennem det, og i en lang periode gik det godt.”

”Men hvorfor er hun bange for hospitaler?” afbryder Niall og rynker panden, de andre sender ham irriterede blikke, men siger ingenting. Jeg kan ikke se på dem, hvad de mener om alt det her, deres ansigter afslører intet og det er ret frustrerende.

”Det kommer jeg til,” svarer jeg, udmærket klar over, at jeg ikke behøver at give dem så mange detaljer, som jeg gør. Men jeg vil gerne have, at de forstår det her, selvom Star slår mig ihjel, når hun finder ud af, at jeg har sagt det til dem. I det mindste er Louis her ikke, Star ville rasere hele hospitalet, hvis jeg sagde det til ham. Han får det højst sandsynligt at vide af de andre drenge, men så er det i det mindste ikke mig der har fortalt det til ham. Meen okay, hun slår mig ihjel lige meget hvad.

”Stort set hele vores gymnasietid gik uden problemer. Star spiste normalt og kastede heldigvis ikke op mere, hun fik oven i købet en kæreste. Men da hun fyldte 17, gik det galt igen. Hun vil ikke fortælle, hvad der udløste det. Men det var tydeligt, at der var sket et eller andet. Det gik hurtigt ned af bakke, og hun endte med at blive indlagt. Hun græd og nægtede at spise og sove, det var umuligt at tale hende til fornuft.

Efter to nætter, hvor hun lod som om hun sov, opdagede sygeplejerskerne, at hun ikke sov om natten og stadig nægtede at spise. De prøvede at tvinge hende, og det førte til, at Star fik et hysterisk anfald, der var så voldsomt, at lægerne besluttede at give hende et eller andet, så hun kunne få noget søvn. Star ville selvfølgelig ikke have noget, men de holdt fast i at det var hun nød til. Hun begyndte at skrige og prøvede at komme ud af sengen. De prøvede at forklare hende, at det var for hendes eget bedste, men hun hulkede bare et eller andet om, at det ville være bedre, hvis hun bare døde. Men altså hun endte med at få en sprøjte med det der, så hun faldt i søvn, jeg tror det er derfor, at hun er bange for at være her, men jeg kan ikke sige det med sikkerhed.” afslutter jeg og bider mig i læben, den dårlige samvittighed gnaver i mig, fordi jeg har fortalt dem om Stars fortid, uden at hun har givet lov.

”Men hvad skete der efter det?” spørger Liam med rynket pande, og kigger undersøgende på mig, med sine store brune øjne. God han er lækker, jeg rødmer over mine tanker. Godt han ikke er tankelæser, tænk hvis han var. Det ville være så pinligt, det har jeg slet ikke lyst til at tænke på.

”Hvad mener du med efter det?” spørger jeg usikker på, hvad han mener.

”Jeg mener efter at de bedøvede hende,” siger han, det giver et sæt i mig, da han bruger ordet bedøvet, det lyder så voldsomt. Men det er vel i princippet det der skete, er det ikke? ”og hvor kommer de famøse billeder, som sådan set er skyld i en hel masse rod, ind i historien? ”

”Altså hun var indlagt i flere måneder, og hun blev mere og mere bange for lægerne og sygeplejerskerne, selvom vi prøvede at forklare hende, at de bare ville hjælpe. Hun kunne ikke se det, hun ville ikke se det. Hun mente ikke selv, at hun havde brug for hjælp. Hvilket bare gjorde det endnu tydeligere, at hun havde brug for hjælp.

Men altså, det korte af det lange er, at hun fik hjælp, blev udskrevet og gik i terapi. Folk, der før var hendes venner, begyndte at undgå hende, fordi de ikke anede, hvad de skulle sige til hende, men hun klarede sig igennem. Jeg lavede de billeder for at gøre hende glad, det var for at fejre at hun var færdig i terapi. Jeg havde aldrig forestillet mig, at folk ville tro at de var ægte,” jeg rynker panden ved det sidste, det er stadig svært at tro, at folk rent faktisk tror, at de billeder er ægte, det er jo for dumt, alle ved jo at Louis har en kæreste. Hvorfor skulle han være utro, og så ude i offentligheden, nej så dum er han alligevel ikke.

 Ingen af drengene siger noget, de kigger bare usikkert på hinanden. Jeg ved heller ikke, hvad jeg skal sige. De ved det hele nu. Star vil hade mig for det, det ved jeg at hun vil. Hun har hele tiden sagt, at der ikke er nogen der må vide det, fordi hun ikke vil have medlidenhed, hun vil ikke have, at folk skal se andeledes på hende, fordi hun har haft bulimi, sådan som mange af hendes venner gjorde. Jeg ved allerede, at det var en dårlig ide at fortælle det til dem. Jeg kan se medlidenheden, blandet med usikkerhed, i deres blikke. De må for alt i verden ikke ændre syn på Star på grund af det her.

”Lad være med at se sådan ud i ansigterne,” siger jeg og lader irritationen over deres reaktion få frit løb. Selvom jeg godt ved, at det ikke er helt retfærdigt, jeg ville sikkert også se sådan ud i ansigtet, hvis nogen havde fortalt den historie til mig.

”Hvad mener du med det?” Panderynken er tydelig mellem Harrys øjenbryn, da han ser på mig,

”Jeg mener, at grunden til at Star overhovedet holder det her hemmeligt, er at hun ikke, vil have medlidenhed, og jeres ansigter udstråler i den grad medlidenhed.” mumler jeg irriteret. Ingen af dem svarer, og det irriterer mig helt vildt.

”Hvor er Louis overhovedet?” ryger det ud af mig, før jeg kan nå at tænke mig om.

”Aner det ikke, han har opført sig mærkeligt de sidste dage, han forsvinder hele tiden og vil ikke snakke med os,” siger Zayn og trækker på skuldrene, ”han har sikkert dårlig samvittighed,” tilføjer han stille og kigger væk,

”Hvad?” jeg stirrer på dem alle en efter en. Hvorfor skulle Louis have dårlig samvittighed? Ingen af dem møder mit blik. De ved et eller andet som jeg ikke ved. ”Jeres tur,”

”Hvad!?”

”Det er jeres tur til at fortælle det, i ved,” jeg kniber øjnene let sammen og stirrer på Harry, som er den der ser mest utilpas ud.

”Vi ved ikke noget,” mumler han og krymper sig under mit blik. Mit øjenbryn skyder automatisk i vejret, forventer han, at jeg skal tro på det?

”Helt sikkert,” jeg ruller med øjnene, ”hvem vil fortælle?”

”Du er fuldkommen ligesom Star,” mumler Niall, ”hun er heller ikke så nem at narre,”. Det varmer, at han syntes, at jeg minder om Star.

Starlights synsvinkel

De hvide vægge gør mig virkelig utryg. Jeg føler, at de lukker sig sammen om mig, som jeg sidder der sammenkrøbet i sengen. Gerry sidder på den hårde hvide stol ved siden af min seng, som i øvrigt også er helt hvid. Det er dejligt, at han er her, men jeg ville alligevel ønske, at drengene og Hannah kom tilbage. De var her i så kort tid. Jeg savner dem.

De blev gennet ud af monsteret, ej det er gas, jeg ved godt hun ikke er et monster, men altså hun skal i hvert fald ikke komme i nærheden af mig med den sprøjte i hånden, det er helt sikkert. Sygeplejersken gør bare sit arbejde, og det ved jeg godt, men det er svært at huske, når blodet pumper, og frygten overtager.

Heldigvis stak hun mig ikke med den. Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis hun have forsøgt. Gerry bad hende om at lade være, og hun lyttede heldigvis til ham, selvom hun ikke så helt tilfreds ud med det. Men det er jo så hendes problem. Jeg er egentlig ligeglad med hende, bare hun holder sig fra mig. Jeg vil bare ud herfra. Men der er ikke andre end Hannah der har nævnt noget om det. Som om alle ved, at jeg ikke kommer ud lige foreløbig, men bare ikke tør fortælle det til mig. De tror alle sammen at jeg er svag, jeg kan se det i deres øjne. Undtagen i Hannahs, men hun ved også det hele. Det gør de andre ikke, måske burde jeg fortælle det til dem. De har lige set mig blive bange for en sygeplejerske, så måske burde de vide hvorfor.

Men så alligevel jeg vil jo ikke have, at de ændrer deres syn på mig. Hvad nu hvis de ikke vil være venner med mig, når de hører, hvad der er sket. Det kan jeg ikke bære at tænke på, de er så fantastiske de drenge. Selvom jeg kun har kendt dem i så kort tid, betyder de utrolig meget for mig. Selv Louis ville jeg savne, selvom jeg aldrig kommer til at indrømme det.

Mon de har besøgt mig? altså de var her jo i dag, men jeg ved ikke om de kunne finde på at besøge mig, mens jeg var i koma. Louis har helt sikkert ikke været her. Men måske har de andre.

”Please Star, for min skyld,” ordene dukker op i min hukommelse. Jeg ved ikke, hvor de kommer fra. Sikkert en der har besøgt mig, men jeg ved ikke hvem. Jeg kan huske ordene, jeg kan ikke huske stemmen bag dem. Måske er det bare noget jeg opdigter, i håbet om at nogen har besøgt mig. Gerry har i hvert fald besøgt mig, og jeg er sikker på, at Hannah har gjort det samme. Jeg har egentlig ikke undret mig over, at hun er her før nu. Hun må have hørt om ulykken, og så er hun kommet. Men hvorfor er min mor her så ikke. Tanken bringer tårer frem i mine øjne, hvorfor bekymrer hun sig ikke om mig?

”Hvad er der galt?” Gerry klemmer min hånd, han har ikke sagt så meget indtil nu. Det er som om, han kan fornemme, at jeg ikke kan lide at være her, selvom han ikke ved noget om det. Nogle gange ville jeg ønske, at Gerry var min far, tanken forskrækker mig, og jeg presser den væk, så snart den dukker op. Det er ondt over for min egen far, selvom han aldrig er hjemme. Hvorfor skal jeg egentlig tage hensyn til, hvad der er ondt at tænke om min far? Han er ikke engang dukket op på hospitalet, hvor hans eneste barn er indlagt. Hvorfor betyder jeg ikke noget for nogle af dem?

”Hvorfor er mine forældre her ikke?” desperat prøver jeg ikke at græde, hvilket totalt mislykkes, da Gerrys blik ikke møder mit,

”De kunne ikke få billetter herover,” jeg ved han lyver, der går fly til London hele tiden, de ville have fundet en måde at komme herover, hvis de virkelig ville.

”Hvorfor er de så ligeglade med mig?” spørgsmålet kommer ud, som en hvisken. Jeg forventer ikke et svar, men alligevel håber jeg på et. Jeg vil så gerne have en forklaring på, hvorfor de ikke bekymrer sig om mig, hvorfor de altid har valgt arbejde frem for mig.

”De er ikke ligeglade,” siger han, men han lyder ikke særlig overbevisende. Min mor ved oven i købet, hvordan jeg har det med hospitaler, så hvorfor er hun her ikke? Jeg er ynkelig, og jeg ved det godt. Jeg har hele tiden vidst, at jeg bare er en byrde for dem, og lige meget hvad jeg gør, så vil jeg aldrig være det barn de ønskede sig. Det ynkelige er, at selvom jeg ved hun er ligeglad, så savner jeg min mor. Jeg savner min mor som hun var engang. Engang før hendes arbejde blev så vigtigt. Jeg savner hendes varme knus og kærlige smil, som er så sjældne nu. For det meste sender hun kun anstrengte smil og giver ikke knus særlig tit.

”Du behøver ikke at lyve,” mumler jeg og lukker øjnene, og lader som om, jeg er træt.

”De er ikke ligeglade Star, de har bare nogle problemer selv,” siger han stille, som om jeg ikke skulle have hørt det. Jeg svarer ikke, men mine tanker kredser om hans ord. Hvilke problemer har mine forældre, som jeg ikke kender til. Jeg kan ikke komme i tanke om nogle, men jeg ved jo heller ikke noget, mig og min mor har aldrig snakket problemer sammen. Det har aldrig rigtig været vores ting, hvis man kan sige det sådan.

Gerrys hånd stryger mig hen over håret, og endnu engang begynder tårerne at brænde i mine øjne. Jeg burde flytte herover. Gerry og Elaine er så søde, de behandler mig som deres egen datter. I den korte tid jeg har været her, har de givet mig en masse opmærksomhed og fået mig til at føle mig velkommen.

Ironisk nok så har selv Louis givet mig mere opmærksomhed, end min far har her på det sidste. Jeg lyder som en meget opmærksomhedskrævende person lige nu, og det er jeg sikkert også. Jeg vil med glæde indrømme, at jeg godt kan lide opmærksomhed. Jeg indrømmer det bare ikke over for andre. Ikke engang Hannah ved, hvor meget jeg i virkeligheden elsker opmærksomhed.

LOL jeg lyder som en taber. En opmærksomhedskrævende taber, som kørte ud foran en bil. Så god er jeg nemlig.

Mine skuldre er ikke så anspændte mere. Mine tanker har ledt mig væk fra det faktum, at jeg befinder mig på et hospital, men nu kommer frygten snigende igen. Hvor længe skal jeg mon være her, mon der er nogen der vil blive her sammen med mig. Jeg har ikke lyst til at blive her alene.

Anspændtheden får mine muskler til at stivne, og mit åndedræt bliver hurtigere, når jeg tænker på, at jeg bliver efterladt her. Alene.

”Star du fucking trender på Twitter!” lyder en begejstret stemme, som jeg genkender som Hannahs, allerede inden hun kommer til syne i døråbningen. Gerry sidder stadig ved siden af mig, han ser forvirret på Hannah.

”H-hvad?” mumler jeg forvirret, folk på Twitter hader mig, hvad mon de skriver. Ligger der en bunke hadebeskeder, når jeg engang logger på igen?

”Se!” næsten råber hun, og presser sin telefon helt op i fjæset på mig, så jeg ikke kan se noget som helst. Jeg skubber den væk fra mit ansigt, jeg kan ikke fokusere ordentligt på den lige nu.

”Du ved godt du ikke må bruge den herinde ikke?” mumler jeg, men hun ruller bare øjne af mig, og presser telefonen hen til mig igen,

”Kig nu bare for pokker,” så det gør jeg, og hun har ret hashtagget #PrayForStar trender. Hvilket jeg ikke helt fatter, hvordan ved folk at jeg har været ude for en ulykke?

”Hvem har startet den?” måbende kigger jeg på Hannah,

”Altså jeg er ikke helt sikker, One Direction har tweetet det, men jeg ved ikke om det var en af dem der startede det,” hun trækker på skuldrene, ”vi kan jo spørge dem,”

”Er de her stadig?” hun nikker som svar, min bekymring for hospitalet er skubbet til side igen. Det er totalt uvirkeligt at de er her stadig. Et verdens berømt boyband er her for at besøge mig, det er sgu for vildt. Jeg kan ikke lade være med at smile af tanken. Eller næsten hele boybandet er her, Louis er her højst sandsynligt ikke. Men det kan være lige meget. Han kan ikke lide mig, jeg kan ikke lide ham. Men du kan jo godt lide ham, en stemme dybt inde i mit hoved blander sig i mine tanker, og jeg skubber den hastigt væk. Jeg kan ikke lide Louis på nogen som helst måde. Ikke engang som ven.

Og derfor er det godt, at han ikke er her, det ville bare ende galt. Det gør det altid, når vi er i samme rum. Alle de gange jeg har mødt ham, har vi råbt af hinanden.

”Jeg kan godt hente dem, hvis det er?” hun siger det som et spørgsmål, så jeg nikker bare, før jeg tænker mig om. Jeg vil gerne have selskab, og selvom Gerry er her, så vil jeg gerne have nogen på min egen alder herind.

Som om han har læst mine tanker, rejser Gerry sig op, han giver mig et hurtigt kram, før han bevæger sig mod døren,

”Jeg smutter ned og får noget at spise,” siger han og smiler til mig. han har helt sikkert ventet på, at der ville komme nogen og holde mig med selskab, før han ville gå ned og spise. Igen slår det mig, hvor god en far han må være i forhold til min egen far.

Han forlader rummet, lige som drengene og Hannah kommer tilbage. Jeg ser overrasket på dem, ikke fordi jeg er overrasket over at se dem, mere fordi der kommer 6 personer ind af døren, og jeg havde kun forventet 5. Den 6. person har jeg ikke set siden før ulykken, og jeg havde bestemt ikke ventet at se ham her. Hans blå øjne møder mine, da han træder ind i rummet.

Louis

♥♥♥

Så blev jeg endelig færdig med kapitlet, hvad syntes i om Stars historie?

Tak fordi i læser med <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...