You changed my life - One Direction

Et billede kan ødelægge mange ting. Det må 18-årige Starlight Parker sande, da et redigeret billede af hende og den verdensberømte Louis Tomlinson slipper ud til pressen og skaber kaos. Starlight tager til England for at slippe væk fra det hele, men hvad sker der, når hun støder på én person hun slet ikke har lyst til at møde? og vil nogen overhovedet tro på, at det ikke var hende der redigerede billedet?


75Likes
78Kommentarer
21935Visninger
AA

19. Seventeen

Starlights synsvinkel

Jeg sætter mig op i sengen, glad for at vide, at jeg er i min egen seng. Eller min egen er det ikke helt, teknisk set er det Gerry og Elaines, men det er en mindre detalje. Jeg slap ud af hospitalet i går, efter at have ligget der i næsten en uge ekstra. Sikke en måde at spilde sin sommerferie på. Men så igen, jeg har stadig ca. fire uger tilbage.

Det velkendte værelse gør mig godt tilpas, jeg har ikke været helt mig selv her på det sidste. Hospitalet gør intet godt for mig, udover at reparere mig, når jeg får lyst til at køre direkte ud foran en bil, men altså psykisk er det ikke særlig godt for mig.

Hannah og One Direction drengene, har besøgt mig næsten hver dag. Selv Louis, men okay han var der kun et par gange, og han sagde ikke rigtig noget. Den første gang overraskede det mig at han kom, det havde jeg ikke regnet med. Men han havde sikkert bare dårlig samvittighed fordi, vi skændtes, den dag jeg kørte galt. Det ville jeg nok også have haft.

”Starlight! Der er morgenmad,” mine tanker bliver afbrudt af Elaine, der kalder op af trappen. Det er sjældent, at hun bruger mit rigtige navn, mon er er noget galt? Sikkert ikke, hun sagde på et tidspunkt til mig, at hun syntes, at mit navn er så smukt. Jeg vil med glæde bytte med hende, hvis det nu var. Elaine lyder så flot og eksotisk på en eller anden måde.

Jeg ulejliger mig ikke med at tage tøj på, før jeg går ned. Jeg føler mig så meget hjemme her, at det ikke gør noget, at de ser mig i nattøj. Det gør jeg normalt kun hjemme. Det er vildt akavet, når man sover ved sine veninder, og man så vågner før dem, og man så tænker, at man godt lige kan smutte på toilet, for der er sikkert ikke andre der er vågne. Det er der det er så akavet, fordi man altid render ind i sin venindes familie. Det gør jeg i hvert fald. Det er specielt akavet hjemme ved Hannah, når man møder hendes far. Han er altid totalt ordentlig, og man kan bare se på ham, at det ikke er velset at rende rundt i nattøj. Efter at det var sket for mig et par gange, begyndte jeg at tage tøj på, før jeg gik på toilet, af frygt for at møde Hannahs far. Jeg tror han ligger og venter på, at nogen står op, bare så han kan kigge bebrejdende på dem. Seriøst, han skræmmer mig for vildt meget.

Jenny kigger smilende op, da jeg kommer ind. Et smil som jeg straks gengælder. Jeg føler, at jeg er kommet meget tættere på dem alle sammen siden ulykken, de har alle været så søde og hjælpsomme. Det giver mig en klump i halsen at tænke på, hvor meget de har været der for mig, når man tænker på, at mine forældre ikke engang gjorde sig den ulejlighed at komme og se til mig. Næ nej, jeg kunne sejle min egen sø.

”Godmorgen, har du sovet godt?” lyder det fra Gerry, som sidder og læser dagens avis, han sender mig et hurtigt smil, før han igen er fordybet i dagens nyheder,

”Jeg har sovet fint, tak,” jeg sætter mig ved bordet, og tager en nybagt bolle over på min tallerken, den ser vildt lækker ud. Den smager lige så dejligt, som den ser ud. Jeg rækker hurtigt ud efter en mere, men stopper så bevægelsen. Skal jeg tage en mere? Eller er det bedre at holde igen?

Jeg bider mig uvilkårligt i læben, jeg ender altid i denne situation. Lige meget hvor tit jeg prøvet at overbevise mig selv om, at det ikke påvirker mig mere, så bliver jeg hele tiden mindet om den sorte periode i mit liv. Men altså det er blevet bedre, og jeg har bestemt ikke lyst til, at det skal gentage sig.

Jeg havde egentlig planlagt at fortælle drengene om, hvad det var der skete på hospitalet. Altså med mig der flippede ud og opførte mig som en sindssyg, men altså så viser det sig ligesom, at Hannah allerede har fortalt dem det. Egentlig burde jeg nok være sur over det, men jeg er egentlig bare lettet, så slipper jeg nemlig selv for at sige det. Det er ikke lige det nemmeste at snakke om. Jeg ville ikke ane, hvordan jeg skulle starte på den samtale, altså det er lidt mærkeligt bare at komme like ”jo nu skal i bare hære gutter, jeg har simpelthen angst for sygehuse, på grund af en uheldig episode, da jeg havde bulimi,” altså det kan godt være det bare er mig, men den samtale lyder lidt akavet.

”Har du nogen planer for i dag?” spørger jeg og kigger på Jenny, jeg kunne godt bruge lidt tøsetid, for selvom jeg er gode venner med drengene så mangler jeg lidt tøsetid, og Hannah er her ikke i dag, fordi hun skulle besøge en eller anden, som jeg ikke kan huske navnet på. Jeg tror, det var en af hendes mors veninder.

”Øhm, jeg skal være sammen med et par veninder,” mumler hun og kigger ned i bordet. Hun ligner ikke en, der har lyst til at være sammen med sine veninder.

”Mandy?” jeg ser spørgende på hende. Hun nikker og smiler anstrengt. Jeg kan sgu godt forstå, hvis hun ikke har lyst, Mandy er ikke en person, som jeg personligt ville være veninde med. Men hun er alligevel den type, som man hellere vil have som ven end som fjende. Hvilket jeg ikke kan bruge til så meget, for hun hader mig allerede.

”Ville de have noget i mod, hvis jeg var der?” spørger jeg og smiler uskyldigt til hende. Hun ser mistroisk på mig,

”Hvorfor vil du gerne med?” jeg trækker på skuldrene,

”Jeg trænger bare til at være sammen med andre piger,” siger jeg, ”jeg kan jo ikke rende rundt med drengene hele tiden,”

”Er de allerede blevet træt af dig?” siger hun drillende og puffer til mig med skulderen. Jeg ruller med øjnene af hende, men griner samtidig.

”Måske,”

”Okay, du må godt komme med,” siger hun, og tilføjer i et lidt lavere tonefald, så hendes forældre ikke kan høre hende, ”men hvis Mandy siger noget må du selv klare dig, og jeg har ikke givet dig lov til at være med,”

Jenny og jeg går ned af vejen. Jennys veninde, som vi skal være ved, bor ikke ret langt væk, så vi kan sagtens gå. Vejret er endnu en gang fuldstændig perfekt med flot lyseblå himmel uden skyer på, næsten i hvert fald. Jeg har taget et par sorte højtaljede shorts på og en hvid skjorte. Mit brune hår er sat op i en hestehale, som går mig langt ned over ryggen. Mit hår er vokset vildt meget her på det sidste. Det er helt vildt fedt.

Jenny ser helt fantastisk med hendes lange lyse hår flagrende efter sig, et par denim shorts og en sort crop top med ordet AWESOME skrevet med hvid henover brystet. Den trøje er virkelig fed. Jeg har også selv overvejet at købe en crop top, men jeg føler ikke helt, at jeg kan bære det. Nogle mennesker kan, andre kan ikke.

Selvom det er min egen ide at crashe sammen med Jennys veninder, så er jeg lidt nervøs. Jeg ved jo allerede, at Mandy ikke kan lide mig, men jeg vil gerne have, at de andre synes om mig. Med mindre de alle sammen er ligesom Mandy, så kan det være lidt lige meget. Jenny har dog forsikret mig om, at de andre er søde.

”Hvad hedder hende vi er på vej hen til egentlig?” det er lige gået op for mig, at jeg glemte at spørge,

”Hun hedder Maia, det er hende, jeg ser som min bedste veninde,” smiler Jenny, ”jeg tror, at du vil synes om hende, hun er virkelig sød,”

Jeg nikker eftertænksomt, men siger ikke noget. Vi går resten af vejen i tavshed, men det gør ikke noget. Det er ikke en ubehagelig stilhed, det er det aldrig med Jenny. Man kan godt sige, at hun er den søster jeg aldrig fik, sammen med Hannah selvfølgelig. De kan på en eller anden måde altid fornemme, hvordan jeg har det, og hvornår jeg har brug for at tænke. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle gøre uden dem.

Efter 10 minutters gang mere, stopper Jenny foran et lille hvidt hus med sort tag, som ser utrolig hyggeligt ud. Jenny åbner havelågen og går ind, jeg følger hurtigt efter. Haven ser lige så hyggelig ud som huset, den er fyldt med mangefarvede blomster.

De har oven i købet solsikker, som næsten når op til taget. Jeg kan kun sige, at jeg allerede er helt forelsket i det her hus, det er fantastisk.

Jenny går op af den lille grå stentrappe og banker på døren med en dørhammer der ligner et løvehoved. Det er virkelig sejt, jeg har altid selv gerne villet have en dørhammer.

Der går ikke mere end ti sekunder, før døren bliver åbnet. Ikke at jeg talte, men det må være der omkring. I døren står en høj pige med lyst krøllet hår, store brune øjne og et stort smil på læben. Hun ser virkelig venlig ud. Hun trækker med det samme Jenny ind i et stort knus,

”Hej Jenny, ” hviner hun så begejstret, at jeg ikke kan lade være med at smile. Jeg kan med det samme lide pigen, Maia, selvom jeg ikke kende hende. Hun har bare den der udstråling, der gør, at man ikke kan andet end at holde af hende.

”Hej Maia, ” smiler Jenny, ”det her er Star, som jeg fortalte dig om, ”  tilføjer hun og hun gestikulerer med hånden mod mig.  

Maia vender sine store brune øjne mod mig, smiler og rækker hånden frem,

”Hej Star, jeg hedder Maia, hvor fedt endelig at møde dig. Jen har fortalt så meget om dig, så jeg føler næsten, at jeg allerede kender dig, ” hendes ord kommer så hurtigt ud, at jeg uvilkårligt kommer til at smile endnu større. Jeg rækker selv hånden frem og trykker hendes,

”Hej Maia, jeg har glædet mig til at møde dig, ” ryger det ud af mig og mit smil stivner lidt. Sætningen lyder virkelig dum, hvis jeg selv skal sige det, men hverken Maia eller Jenny siger noget til det, så jeg undertrykker følelsen af at være til grin og finder smilet frem igen.

Jenny havde fuldstændig ret, Maia er virkelig sød, og jeg kan godt forstå de er gode veninder.

”I er de første der komme, så kom inden for, ” hun træder væk fra døre, og lader os kommer ind.

Jenny stiller hjemmevant sine sko på den sorte skohylde og følger efter Maia. Hurtigt får jeg mine sko af og stiller dem pænt ved siden af Jennys. Problemet er så bare lige, at jeg ikke så, hvor de andre forsvandt hen.

Så her står jeg og blomstrer, indtil jeg endelig tager mig sammen til at bevæge mig ind i huset, som viser sig at være lige så hyggeligt indvendig som udvendig. Det rum jeg træder ind i må være køkkenet, der er i hvert fald et køleskab. Rummet er meget lyst og indbydende, gulvet er af meget lyst træ, og væggene er en meget lys gul farve, som næsten er ovre i det hvide, det er lidt svært at forklare, men det er det tætteste, jeg kan komme på at beskrive den farve.

Køkkendiskene er hvide med en bordplade af lyst træ, lidt mørkere end gulvet, men stadig lyst. Diskene står ind mod den ene væk, men der er også en køkkenø, hvor ovnen er placeret midt på med en emhætte ovenover. Den anden side af køkkenøen ser ud til at blive brugt som bor, der står i hvert to barstole ved den.

Jeg ved ikke helt, om jeg tør bevæge mig længere ind i huset. Det er sådan lidt akavet, hvis jeg nu møder nogen. Jenny kan heller ikke være bekendt at efterlade mig, når jeg ikke har været her før.

Det undrer mig egentlig, at de ikke er kommet for at lede efter mig endnu. Så dårligt et førstehåndsindtryk gjorde jeg vel heller ikke på Maia, det håber jeg i hvert fald ikke.

”Er du faret vild, eller står du bare og beundrer vores køkken? ” lyder en fremmed stemme bagfra. Jeg vender mig om og står ansigt til ansigt med et par drillende grønne øjne og et skævt smil, som tilhører en dreng, der ser ud til at være på min egen alder. Hans hår er lysebrunt og sidder i en lidt rodet frisure. Han ser godt ud.

 ”Selvom jeres køkken er meget fascinerende, så må jeg nok indrømme, at jeg er faret vild, ” jeg smiler lidt usikkert til ham.

”Lad mig gætte på, at du er en af Maias veninder? ” han ser spørgende på mig, ”ellers er du en meget dårlig indbrudstyv, ” hans smil er nu lige så drillende som hans øjne, og jeg får en fornemmelse af, at han kan fornemme min usikkerhed,

”Jeg er en meget dårlig indbrudstyv, ” siger jeg for sjov, for at dække over min usikkerhed. Jeg kan ikke lade være med at grine, da jeg ser det forskrækkede ansigtsudtryk der kommer frem på hans ansigt, ”ej, jeg er Jennys kusine, ” forklarer jeg, ”de syntes bare ikke, at de ville vente på mig, så ja jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen, ”

”Aha, det forklarer, hvad du laver i køkkenet, ” mumler han, ”jeg hedder for resten Luke, ” han rækker hånden frem ligesom hans søster gjorde for 10 minutter siden. Jeg tager den hurtigt,

”Jeg hedder Star, ” siger jeg og rynker næsten umærkeligt på næsen, da jeg siger det.

”Hyggeligt at møde dig, skal jeg ikke vise dig ind på Maias værelse? ” han ser spørgende på mig, og jeg smiler taknemmeligt,

”Det ville være en stor hjælp, ” mumler jeg. Luke griner og viser mig gennem en dør, som fører til en lys gang med to døre på hver side og en havedør for enden, det går jeg i hvert fald ud fra, at det er, da den er lavet af glas.

Han åbner en af de første og går selv ind først,

”Du er en elendig vært Søs, ” er det første, han siger til Maia, som sidder på en seng med lyseblåt sengetøj på. Hun kigger hurtigt op, og smiler så undskyldende til mig,

”Det må du undskylde Star, vi tænkte ikke lige på, at du ikke har været her før, ” siger hun. Jeg trækker bare afværgende på skuldrene, jeg fandt jo frem til sidst. ”Jeg kan se, at du har hilst på min opblæste idiot af en bror, ” bemærker hun, han rækker tunge af hende,

”Jeg er ikke mere idiot end du er, det er trods alt ikke mig, der glemmer mine gæster i køkkenet, ” giver han igen. Maia når ikke at svare, for lige da hun skal til det, bliver hun afbrudt af en irriterende skinger stemme, som kun kan tilhøre én person. Mandy.

”Så er jeg her, ” hun kommer svansende ind af døren i et par rimelig høje stilletter, en kort sort nederdel og en tætsiddende pink top. Hendes platinblonde hår er sat i en hestehale ligesom mit. Hun opdager mig ikke med det samme, hendes blå øjne er rettet mod Luke,

”Luuuke, ” kurrer hun, og krammer ham, ”er du ikke glad for at se mig? ” hun blinker sødt med sine mascara fyldte øjenvipper og smiler forførende til ham.

Han ser lidt skræmt på hende og gør sig hurtigt fri,

”Hej Mandy, ” mumler han, ”nå men jeg smutter, nu er min opgave som dagens helt vidst fuldført, ” undskylder han sig og smiler hurtigt til mig, før han forsvinder ud af døren.

Mandy ser irriteret efter ham, og så er det som om, det går op for hende, at jeg er her.

”Hvad laver du her? ” hun ser på mig med så meget væmmelse, at jeg lige så godt kunne have været en hundelort under hendes sko.

”Det samme som dig går jeg ud fra, ” jeg finder mit køligste tonefald frem og sender hende et sarkastisk smil.

”Maia søde, hvem har inviteret det der, ” hun tegner en cirkel i luften, som tydeligvis indrammer mig.

”Det her har et navn, hvis du skulle være i tvivl, ” siger jeg og afbryder hurtigt Maia, der skal til at svare, ”i øvrigt inviterede jeg mig selv, er det noget du har et problem med? ” jeg har fundet min bitchy side frem. Hun sender mig endnu et smil fuldt af væmmelse, som nok mere er en grimasse, but who cares.

”By the way, Layla skrev til mig, at hun ikke kommer alligevel, hendes forældre slæber hende med til et eller andet arrangement på deres vej, ” Mandy sig det henvendt til Maia og Jenny, og ignorerer helt tydeligt min tilstedeværelse, selvom vi lige har snakket sammen.

”Ej hvor nederen, ” mumler Jenny, ”det er så længe siden jeg har set hende, hun var heller ikke med sidste gang, ” Mandy trækker bare på skuldrene, som om hun er totalt ligeglad. Jeg fatter ikke, hvordan de andre kan holde hende ud. Det kan godt være, at jeg dømmer hende og ikke giver hende en chance, på baggrund af episoden i mit skab, men altså nogen mennesker svinger man bare ikke med. Mandy er helt tydeligt et af dem.

Maia har ikke sagt et ord siden Mandy kom, hun sidder bare og stirrer ind i det hvide tapet. En gang i mellem kigger hun ud af vinduet, som er indrammet af lyseblå gardiner i samme farve som sengetøjet.

Selvom jeg ikke kender hende, får jeg en fornemmelse af, at der er noget galt. Jeg føler bare ikke rigtig, at jeg kan tillade mig at spørge. Jenny har vidst også lagt mærke til det, for hun sidder og kigger bekymret på hende.

”Kan du ikke sætte dig et andet sted Jenny? ” Mandy har rettet blikket mod kontorstolen, som Jenny sidder på, selvom der står en stor hvid sækkestol på gulvet, som hun bare kan sætte sig i. jeg regner ikke med, at Jenny har tænkt sig at adlyde, men det gør hun. Hun rejser sig med det samme og sætter sig ned i sækkestolen. Jeg selv sætter mig på sengen sammen med Maia, som lige nu sidder og kigger ned i sin telefon, en hvid iphone, med et ansigtsudtryk jeg ikke helt kan tyde.

”Hvad er der galt Mai? ” bekymret ser Jenny på hende,

”Ikke noget, ” mumler hun bare, ”Annie kommer heller ikke, ”

”Hvorfor? ” lyder det nærmest krævende fra Mandy, som har hævet et af sine tyndt plukkede øjenbryn.

”Hun skal også til det der arrangement, som Layla også skal til, ” svarer Maia hurtigt, ”de bor jo på samme vej, ” et højt suk lyder fra Mandy,

”Jamen det er da bare helt perfekt, ” siger hun sarkastisk, ”de har sikkert hørt, at der har sneget sig en bakterie ind i dit hus Maia, ” det ondskabsfulde blik er helt klart tiltænkt mig, selvom det også er rettet mod Maia.

Jenny fanger mit blik. Det er tydeligt at aflæse, hvad hun tænker. Det står klart og tydeligt i hendes øjne, at det her bliver en meget lang dag. 

♥♥♥

Så fik jeg endelig opdateret ☺ hvad synes i om det, er det okay selvom drengene ikke lige er med denne gang? og hvad synes i om Maia og Luke?

Mange tak fordi i gider at læse med, det betyder meget <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...