You changed my life - One Direction

Et billede kan ødelægge mange ting. Det må 18-årige Starlight Parker sande, da et redigeret billede af hende og den verdensberømte Louis Tomlinson slipper ud til pressen og skaber kaos. Starlight tager til England for at slippe væk fra det hele, men hvad sker der, når hun støder på én person hun slet ikke har lyst til at møde? og vil nogen overhovedet tro på, at det ikke var hende der redigerede billedet?


75Likes
78Kommentarer
21943Visninger
AA

9. Seven

Jeg stiller mig bag min plads ligesom alle de andre. Jeg vil egentlig gerne sidde ned, men det er lidt akavet, at være den eneste der sidder ned. Jenny stiller sig også bag ved sin plads, hun ser spændt ud, og ser sig hele tiden omkring. Hun suger det hele til sig, hun ligner faktisk lidt et overgearet barn på juleaften. Hun fanger mit blik, og rynker brynene, da hun opdager mit ansigtsudtryk.

”Hvad?” mimer hun og kniber øjnene lidt sammen. Jeg når ikke at svare, for lige pludselig står han ved siden af mig. Jeg skæver nervøst til ham, jeg vil ikke indrømme det, men han skræmmer mig faktisk lidt. På den anden side af mig er der dukket en anden dreng op. Jeg betragter ham ud af øjenkrogen, jeg er sikker på, at han også er en del af One Direction, men jeg kan ikke lige huske hans navn. Hans hår er krøllet og jeg kan se at han har smilehuller. Jeg skynder mig at kigge væk, da han vender sig om imod mig.

”Hej, jeg hedder Harry”, siger han og rækker hånden frem imod mig. Jeg står lidt for længe og glor på hans hånd, før jeg tager den,

”Jeg hedder Starlight”, som forventet rynker han panden lidt, og ser lidt skeptisk ud. Han skal til at sige noget, men jeg afbryder ham,

”Ja det er et specielt navn, og du har sikket ikke hørt det før” siger jeg hurtigt, og ser væk. Først ser han bare mærkeligt på mig, men så begynder han at grine. Hans latter lyder meget lysere end hans stemme, som er utrolig dyb.

”Hvordan vidste du hvad jeg ville sige?”, spørger han og smiler til mig. Jeg trækker bare på skuldrene,

”Det er som regel det folk siger, når de hører hvad jeg hedder” siger jeg bare. Han har faktisk pæne øjne, de har en flot dæmpet grøn farve. Jeg ved ikke lige hvorfor jeg lægger mærke til det, men det gør jeg altså. Han skal til at sige noget, men han bliver afbrudt, da alle begynder at sætte sig ned. Hvis jeg var ham ville jeg være blevet irriteret. Først afbrød jeg ham, og så bliver han sgu afbrudt igen.

Jeg sætter mig hurtigt ned, jeg vil helst ikke være den sidste der står op. Det har jeg prøvet lidt for mange gange, jeg er nemlig en meget akavet person, og det er lige pinligt hver gang. Jeg kigger over på Jenny, hun ser ud til at trives fuldstændig. Hun sidder imellem Niall og Liam, og de ser ud til at have gang i en sjov samtale. Hun griner i hvert fald rimelig højt. Men selvom hun griner meget højt, så er hun et af de få mennesker der har en smuk latter, det lyder som klokker der ringer i vinden. Min latter er mere hen i retning af retarderet flodhest der vrider sig i dødskramper. Og ja det lyder virkelig slemt.

Harry har vendt sig væk fra mig, og snakker med sin sidemakker. Jeg gætter på ar det er Zayn Malik, det sorte hår og de flotte brune øjne er ikke til at tage fejl af. Ved siden af ham sidder en køn lyshåret pige, som jeg ikke lige kan sætte navn på. Hun har knaldrød læbestift på, men hun kan bære det. hende og Zayn fletter fingere, så jeg gætter på at de er kærester. Yderst ved bordet sidder en anden smuk pige, som jeg heller ikke mener jeg har set før. Hun har et flot ansigt, og jeg er helt vild med hendes tøj. Hun har en kjole på med kæmpestore prikker på, prikkerne er hvide, og resten af kjolen er blå. Det er sådan en Minnie Mouse kjole, som de færreste ville se godt ud i, men hun kan bære den ingen tvivl om det.

På den anden side af bordet sidder der to andre piger, de er også virkelig smukke. Den ene af dem har et kæmpestort hår, og hun er lidt mørk i huden. Hendes makeup er lagt super flot, og gør at man lægger ekstra meget mærke til hendes øjne, hun har en flot sort kjole på uden stropper. Den sidste af pigerne ser virkelig sød ud, hendes brune hår krøller rigtig flot, og det er meget langt. Hun har et flot smil, som lyser hele hendes ansigt op. Hun har en anderledes kjole på. Den har ærmer ligesom en T-shirt, og så er den sort i kanten og mørkeblå i midten. De tre piger sidder og taler sammen, jeg er sikker på at de kender hinanden, man kan se det på deres kropsprog. De læner sig lidt frem imod hinanden, og det ville man ikke gøre hvis man var fremmede for hinanden. Det ville jeg i hvert fald ikke.

Jeg er nysgerrig efter hvem der sidder den anden vej, men jeg vil ikke så meget som kigge på ham. Han skal ikke tro, at jeg har lyst til at snakke med ham, efter hans opførsel tidligere i dag. Kald mig bare snobbet, men hvis vi skal snakke sammen, så må det blive på hans initiativ. Jeg er så fordybet i mine egne tanker, at jeg næsten ikke bemærker tjeneren, som sætter en tallerken fuld af mad foran mig.

Jeg får et kæmpe chok, da jeg lige pludselig bliver prikket på skulderen. Jeg vender hovedet over imod Louis, som sender mig et koldt blik. Han er tydeligvis lige så utilfreds med at sidde ved siden af mig, som jeg er med at sidde ved siden af ham.

”Hvad?” siger jeg koldt, jeg gider ikke rigtig snakke med ham. Han rækker mig en sovseskål, som er fuldt rimelig godt op. Og så sker tingene lige pludselig hurtigt. Louis rækker mig skålen lidt for hårdt, og jeg kan nærmest i slow motion se, hvordan den brune sovs plasker ud over kanten på vej imod min kjole. Jeg hviner forskrækket og rejser mig hurtigt op. På en eller anden måde, kommer jeg uden for sovsens rækkevidde, så sovsen i stedet klasker ud over mine sko.

Jeg ser på Louis med sammenknebne øjne. Jeg kan ikke helt vurdere om han gjorde det med vilje. Han ser overrasket ud, men jeg kan jo ikke vide om det er skuespil. Han opdager at jeg stirrer på ham, og stirrer straks tilbage. Ingen af os har tænkt sig at afbryde øjenkontakten, da jeg gætter på at han ligesom mig, tager det som et svagheds tegn at give op. Han ser faktisk godt ud i aften, hvor nødigt jeg end vil indrømme det. De sorte jakkesæt sidder godt på ham, den hvideskjorte sidder stramt hen over hans trænede bryst. Hans hår ser rodet og tilfældigt ud, på en super charmerende måde, jeg er dog sikker på at han har stået længe foran spejlet, for at få det til at sidde perfekt.

Jeg giver irriteret mig selv et mentalt spark i hovedet. Jeg skal ikke finde ham tiltrækkende, når jeg ikke kan lide ham. Vi afbryder øjenkontakten på samme tid, for mit vedkommende fordi, jeg lige pludselig bliver opmærksom på stilheden omkring os og alle de øjne som er rettet imod os. Jeg tror også at det var derfor Louis afbrød øjenkontakten. Jeg giver ham endnu et dræberblik før jeg skynder mig ud på toilettet for at gøre mine sko rene.

Jeg kigger ikke tilbage, da jeg forsvinder ind af den lyse træ dør ind til toiletterne. Toilettet er rent og pænt, og ikke som mange andre offentlige toiletter, hvor der nærmest ligger lort i hjørnerne. Ej lidt overdrevet måske, men de plejer altså at være ulækre. Men her er de hvide klinker rene og pæne, og der ligger ikke toiletpapir i hjørnerne, der dufter af rengøringsmiddel, men det er ikke den der klamme desinficerende lugt, det dufter faktisk lidt af roser. Spejlene der strækker sig hen over hele væggen over håndvaskene er klare og rene, og der er ikke fedtede pletter på. Det er faktisk næsten en fornøjelse at være her. Hvor mærkeligt det end lyder.

Jeg tager hurtigt mine sølvsko af, og ligger den på kanten af vasken. Så går jeg ind i en af de hvide båse, jeg hiver en håndfuld toiletpapir ud og drypper lidt vand på det. Hvorefter jeg forsigtigt gnubber på sovsepletten. Heldigvis for mig forsvinder den hurtigt, der er kun en lille antydning af den til sidst. Men jeg gider ikke bruge mere tid på det.

Jeg skynder mig tilbage, jeg håber ikke, at de har fjernet min mad. Heldigvis står min tallerken der stadig, da jeg hurtigt glider ned på min plads. Jeg værdier ikke Louis et blik, da jeg giver mig til at spise. Maden er virkelig lækker. Det er lammekød, og det er dejlig mørt, sovsen er virkelig lækker, så jeg har tilgivet den for at ramme mine sko. Kartoflerne er kogt lige som de skal og smager herligt, men salaten er nok alligevel den bedste. Nok fordi der er jordbær i. Jordbær er det bedste der findes, det er bare mums. Desserten vi får er også virkelig lækker, hjemmelavet is med jordbær til. Heldigvis forløber resten af middagen uden flere uheld og jeg kigger ikke på Louis en eneste gang.

Jeg kan mærke at en eller anden stirrer på mig, men jeg kigger ikke op. For hvis det nu er en jeg ikke vil snakke med, *host host* Louis *host host*, så kan jeg ikke så godt lade som om jeg ikke har set vedkommende.

Jeg skynder mig hen til Jenny, da folk begynder at rejse sig. jeg har ikke snakket med hende under hele middagen, jeg har faktisk ikke snakket med nogen under middagen, ikke efter sovse episoden. Tak Louis der ødelagde du lige min aften.

”Der skete ikke noget med kjolen vel?” spørger Jenny med en bekymret rynke imellem brynene,

”Nej, det var kun mine sko der blev ramt”, siger jeg hurtigt og smiler til hende, fast besluttet på at komme i godt humør igen. Hun smiler lettet og begynder en lang rapport om hvordan hun syntes middagen var. Jeg hører kun efter med et halvt øre, jeg har for travlt med at holde øje med alle de andre. Uheldigvis får jeg øjenkontakt med Louis, det er utroligt, at jeg ikke kan finde ud af at undgå ham. Jeg er ikke sikker, men det ligner at han sender mig et skævt smil, før hans hårde ansigtsudtryk kommer frem igen. Jeg kniber øjnene sammen og kigger så væk.

”Hører du overhovedet efter Star?” spørger Jenny irriteret, og følger mit blik, som igen er gledet tilbage til Louis. Som nu står sammen med en super smuk pige. Eleanor kommer jeg pludselig i tanke om. Hannah har ikke overdrevet, da hun fortalte om hende. Hun har et virkelig sødt ansigt, og hendes hår ser virkelig flot og velplejet ud.

Jenny sukker og ryster på hovedet af mig. Hun tager fat i min ene hånd og trækker af sted med mig. Hun har retning mod et hjørne, hvor der ikke er så mange mennesker,

”Okay hvad sker der?” spørger hun og holder nøje øje med min reaktion,

”Ikke noget” siger jeg undvigende. Jeg ved ikke hvorfor jeg er undvigende, for der sker jo ikke noget. Jeg skjuler ikke noget.

”Hvorfor kigger du så hele tiden efter Ham?” jeg ved at hun mener Louis, hvem skulle hun ellers mene.

”Hvad mener du?” siger jeg og prøver at spille dum, desværre hopper hun ikke på den,

”Hold nu op Star, jeg har lagt mærke til de blikke i udveksler” hun himler med øjnene, ”men jeg kan ikke finde ud af hvad der sker, det ene øjeblik slagter i hinanden med øjnene og det næste glor i på hinanden når den anden ikke kigger”. Så havde jeg altså ret i at der var nogen der kiggede på mig. Men hvorfor Louis. Han kan ikke lide mig og jeg kan ikke lide ham.

Hvorfor holder du så hele tiden øje med ham? Siger en stemme i mit hoved, det gør jeg heller ikke! Forsvarer jeg mig selv. Gu gør du så, og du tænker på ham hele tiden stemmen bliver ved, selvom jeg prøver at lukke den ude. Du har mødt ham én gang, og du kan ikke lade være med at tænke på ham. Jeg ignorerer stemmen og fokuserer på noget andet, nemlig samtalen med Jenny, hun venter stadig på et svar.

”Der er ikke noget”, siger jeg, ”helt ærligt vi har mødt hinanden én gang”. Uden at ville det, siger jeg næsten det samme som stemmen i mit hoved.

”Der er faktisk noget der hedder kærlighed ved første blik at du ved det,” siger hun, og vipper med øjenbrynene,

”Så stopper du, jeg er absolut ikke forelsket” udbryder jeg en anelse for højt. Jenny griner bare, men siger ikke mere. Til gengæld er der pludselig en stemme bag os der spørger,

”Hvem er forelsket?” vi vender os begge om, og der stå Niall og smiler til os,

”Det er…” jeg afbryder hurtigt Jenny, før hun begynder at sprede falske rygter, ”der ikke nogen der er” jeg afslutter hendes sætning. Niall ser ikke overbevist ud, han kigger hurtigt på Jenny, som bare trækker på skuldrene. Hun tror ikke jeg ser det, men hun mimer ”senere” til ham, han nikker hurtigt og smiler til mig,

”Hvad skete der lige mellem dig og Louis?” spørger han og vipper med øjenbrynene på samme irriterende måde som Jenny,

”Hvorfor tror alle at der sker noget?” spørger jeg irriteret,

”Det er bare usædvanlig hurtigt at i to ikke kan lide hinanden, hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg tro, at der var noget”

”Hvis ikke det var fordi, at jeg først lige har mødt dig, ville jeg give dig en på kassen” siger jeg irriteret, ”og hvorfor er det lige at det bliver tolket som ”at have noget” bare fordi man ikke bryder sig om hinanden?”. Niall og Jenny griner bare af mig,

”I er bare for langt ude”, mumler jeg irriteret og går fra dem. Seriøst der er ikke noget mellem mig og Louis, hvorfor kan de ikke fatte det. Han har oven i købet en kæreste. Er de fuldkommen dumme eller hvad. Mine tanker bliver afbrudt af Liam,

”Hvad går du og grubler over?” spørger han venligt, jeg sukker dybt, hvilket får ham til at grine,

”De to er galt”, siger jeg og peger på Niall og Jenny, som stadig kigger efter mig. De griner begge to, da jeg peger på dem. Liam trækker på skuldrene,

”Det er Niall, hvad regner du med?” siger han, jeg efteraber hans tonefald og trækker på skuldrene,

”Det er Jenny og Niall hvad regner du med?”. Det får bare Liam til at grine igen,

”Du har en pointe der”, han trækker mig med hen i flokken af mennesker, og begynder at introducere mig for nogen af dem. Jeg finder ud af at de fire pige ved vores bord hedder, Perrie, Jesy, Leigh-Anne og Jade. Det er Perrie som er Zayns kæreste. De er alle fire rigtig søde, og meget nede på jorden og jeg kan ikke lade være med at føde mig velkommen iblandt dem. De snakker bare, og der er ikke noget med akavet stilhed fordi de ikke kender mig. Det er dejligt.

”Hvem kender du her?” spørger Jesy, og ser nysgerrigt på mig,

”Min onkel kender åbenbart nogen her, det er ham der har fået mig ind” siger jeg og smiler til hende. Jeg vil gerne virke sød og imødekommende, måske kan vi blive veninder, de virker i hvert fald super søde og tilpas mærkelige til mig. ”Og så mødte jeg faktisk Niall, Liam og… Louis tidligere i dag” jeg håber ikke at de lagde mærke til min tøven ved Louis´ navn, men selvfølgelig gør de det. De er den slags piger som er virkelig opmærksomme på andre. Leigh-Anne kigger spørgende på mig, og skal til at spørge, da jeg bliver prikket på skulderen.

Bag mig står Louis

”Kan jeg lige snakke med dig?” spørger han og bider sig i læben og ser på mig med sine kolde blå/grå øjne.

♥♥♥

så tog jeg mig endelig sammen, til at komme med et nyt kapitel:-) håber i kan lide det, der kom lidt drama ind i det her, og jeg kan love jer at der kommer meget mere af det senere:)

Hvad siger i til det? hvad tror i Louis vil snakke med hende om?

Jeg bliver mere og mere glad for Star, jeg kan ikke gøre for det hun er bare så dejlig speciel hehe:)

For resten tak fordi i er så dejlige, at i gider læse med xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...