You changed my life - One Direction

Et billede kan ødelægge mange ting. Det må 18-årige Starlight Parker sande, da et redigeret billede af hende og den verdensberømte Louis Tomlinson slipper ud til pressen og skaber kaos. Starlight tager til England for at slippe væk fra det hele, men hvad sker der, når hun støder på én person hun slet ikke har lyst til at møde? og vil nogen overhovedet tro på, at det ikke var hende der redigerede billedet?


75Likes
78Kommentarer
21960Visninger
AA

3. One

@HannahBannana til @ImAStar: Heey skatterJ vi skal ud at fejre at det endelig er slut, jeg er allerede startet med fejringen, så jeg har lavet de her billeder til dig<3 håber du kan lide dem <3

Jeg smiler over hele hovedet, da jeg ser Hannahs besked. Hun er bare så sød. Jeg går ind på de billeder hun har sendt, og bliver helt mundlam, da jeg ser dem.

Altså, jeg har måske en lille svaghed for Louis Tomlinson, altså ham fra One Direction, men altså hvem har ikke det? okay jeg er ikke fan af One Direction, jeg synes bare at Louis virker så sød,(og så ser han jo også virkelig godt ud, total bonus!),

Hannah har redigeret en hel bunke billeder, hvor det ser ud som om Louis og jeg er sammen. Org hun er bare så sød.

@ImAStar til @HannahBannana: OMG skat du er fantastisk og det er billederne også! Elsker dem!!!<3

@HannahBannana til @ImAStar: Glad for du kan lide dem mus<3 kommer du ikke over? Så kan vi tage på stranden eller noget<3<3

@ImAStar til @HannahBannana: I´m on my way!!!!

Jeg lukker hurtigt min computer sammen, (det er en helt normal HP computer, ikke noget fancy der). Jeg kigger mig hurtigt i spejlet på vej ud af døren, jeg er faktisk ret tilfreds med mit udseende i dag. Jeg har et par korte cowboyshorts og en hvid top, med spagettistropper på, mit brune hår er sat op i en rodet knold oven på hovedet. Jeg stikker hurtigt fødderne i mine sorte klipklappere og så er jeg på vej.

Det tager ikke mere end ti minutter at gå over til Hannah. Jeg kunne have taget cyklen, men jeg er jo lidt doven, såååå ja det magtede jeg altså ikke, især ikke når man skal op ad bakke. Så er det alligevel nemmere bare at gå. Dovenskaben længe leve, yes sir.

Øster Hurup er dejlig om sommeren. Nok fordi det er en sommerferie by, og det vrimler med turister hver eneste sommer. Men ja så er der sådan nogle som mig og Hannah, som bor her hele året, der er så den lille ulempe at vi skal helt til Als, altså byen Als ikke øen, for at komme i skole. Men heldigvis kan jeg snart se en ende på skolen, et år tilbage af gymnasiet og så er det slut. I can´t fucking wait!

Jeg går op af Hannah og hendes families havegang, jeg har altid syntes at deres hus er hyggeligt. Det er sådan et fint lille rødt hus, med hvide vinduer og døre, og så har de jo den søde havegang, og deres have, den kan næsten ikke beskrives, det ser bare så hyggeligt ud, der er så mange blomster, i alle mulige farver. Man bliver bare glad af at se deres hus.

Jeg går bare direkte ind, jeg gider ikke det der med at ringe på. På en eller anden måde er det bare akavet, når nu Hannah og jeg kender hinanden så godt, som vi gør. Prøv lige at forestille jer det, mig der står ude foran døren, og venter på at Hannah lukker op. Kan i godt se at det ville være sært?

Hannahs mor står i køkkenet, da jeg kommer ind. Hun smiler da hun ser mig,

 ”Starlight dejligt at se dig,” siger hun, ”Hannah er på sit værelse”. Hannahs mor, Karen, er en af de eneste der kalder mig Starlight, hun synes det er sådan et smukt navn, jeg fortrækker nu bare at blive kaldt Star.

”Hej Karen” siger jeg og smiler til hende, ”du ser godt ud”. Hun lyser op i et endnu større smil, hun går meget op i at se trænet og sund ud, så man scorer lidt ekstra point ved at sige at hun ser godt ud. Men okay hun ser så også godt ud, man kan godt se hvor Hannah har sit udseende fra.

De har begge sådan nogle store flotte grønne øjne og så har de begge kastanjebrunt hår.  Hannah har også bare den perfekte højde, ikke for høj og ikke for lav, hun er så heldig, den skid. Ej hun er god nok, men jeg ville nu ønske, at jeg var lidt højere. Men ingen er vel helt tilfreds.

Hannah sidder ved sin computer, da jeg kommer op. Hun har ikke opdaget mig, en enestående mulighed for at skræmme hende. Kan i mærke ondskaben, fra mit indre onde geni? Hehe jeg har sådan en lille djævel inden i.

Jeg lister hen bag hendes stol, og tager fat i hendes skuldre, ”bøøøh” siger jeg med min mest skræmmende stemme, som ikke er særlig skræmmende, men hun bliver forskrækket alligevel. Hun udstøder et lille hvin og smækker computeren sammen.

Hun vender sig om og stirrer på mig. ”Oh my god Star!” siger hun og lyder stadig forskrækket, ”det må du sgu ikke gøre, jeg troede du var min far”. Jeg ser lidt fornærmet på hende,

 ”slam, så fik man den” siger jeg og skærer en grimasse.

 Hun skærer også en grimasse, ”sådan var det ikke ment” mumler hun. Altså misforstå mig ikke, jeg kan godt lide hendes far (okay han skræmmer mig lidt), men det er altså ikke fedt at blive forvekslet med en mand.

Og ja, jeg overreagerer, men sådan er jeg. Punktum, slut, prut. Hvorfor siger man egentlig ”prut” til sidst? Det har altid undret mig og jeg fatter det stadig ikke. Hmm jeg må google det en gang.

Okay det var lidt et sidespring. Så tilbage til Hannah.

 ”Min far plejer bare altid at komme og prøve at se hvad jeg laver på min computer, han tror åbenbart at jeg har en skjult kæreste” forklarer hun, jeg ser mærkeligt på hende,

 ”hvorfor tror han det?” jeg ligner uden tvivl et stort spørgsmålstegn. Hun trækker opgivende på skuldrene,

”Han så mig kigge billeder af One Direction, og så fik han åbenbart den ide at det var min kæreste og hans venner” sukker hun irriteret. Jeg griner, jeg kan ikke gøre for det, for det er altså lidt komisk.

”Har han aldrig hørt om One Direction?” spørger jeg, for det virker lidt usandsynligt, for Hannah er helt igennem Directioner.

”Er du gal mand, mine forældre ved ikke at jeg Directioner” siger hun og ser på mig, som om jeg er dum eller sådan noget.

”Hvorfor?” lyder mit meget geniale svar,

Hannah sukker opgivende, ”du ved de hader popmusik ikke?”

Jeg nikker og hun fortsætter,

”Noget de afskyr mere end popmusik, er sangere og bands, som laver popmusik”, jeg har set lyset nu giver det hele mening, eller måske ikke.

”Jeg forstår ikke helt hvorfor de skal blande sig i om du kan lide pop eller ej” mumler jeg og føler mig lidt dum, eller nej ikke dum, bare mindre begavet, det lyder pænere.

”Som de altid har sagt, deres hus, deres regler og de har altid forbudt popmusik i huset” mumler hun og kigger lidt ned i jorden, som om hun skammer sig. Måske fordi hun aldrig har fortalt mig om den bandlyste popmusik. Jeg vidste godt at de ikke kunne lide popmusik, men det virker lidt overdrevet at Hannah ikke engang må høre det.

”Den sætning siger mine forældre også altid” siger jeg og skifter emne, ”det er altid det samme, hvis jeg vil i byen og de så har planlagt noget andet, så skal jeg droppe mine planer, så jeg kan deltage i deres arrangementer”,

Hannah nikker ivrigt, ”det er vildt irriterende, vi må se at finde vores eget”, siger hun og smiler, ”når vi en gang har penge nok”.

Jeg sukker ”ja, det bliver nok ikke lige foreløbig, desværre”

Vi har planlagt at flytte sammen, når vi altså engang får penge nok, men eftersom ingen af os har et job, bliver det nok ikke foreløbig.

”Skal vi tage på stranden?” spørger Hannah og smiler til mig, jeg nikker, vi elsker begge to stranden, der er så dejligt, selvom der er proppet med mennesker. Men det må man så leve med, som jeg har sagt, så er det jo en sommer by.

Hannah rejser sig fra sin kontorstol og snupper sin taske, som ligger på sengen. Jeg elsker seriøst Hannahs værelse, det er lige så hyggeligt som resten af huset. Der er et stort vindue, med udsigt ud til stranden, skrivebordet står lige foran vinduet, så hun kan sidde og kigge ud, når hun bruger computeren. Hendes seng står i hjørnet ved siden af skrivebordet, hendes sengetøj er altid sådan noget flot noget, der matcher gardinerne, det er lyseblå med en guldkant. Væggene på værelset er hvide, og sammen med de blå gardiner og møblerne, som er i lyst mahogni træ, ser det virkelig flot ud.

Hannah ser også godt ud i dag, hun har en lyseblå top på, som står godt til hendes brune hud, hun har shorts på ligesom mig, faktisk er de næsten samme farve som mine, men de ser pænere ud på hende. Hannah er så heldig, hun bliver brun på ingen tid, jeg får også sådan en okay farve, det tager bare lang tid.

Wauw jeg lyder rimelig meget, som sådan en klynker, gør jeg ikke?

 Men det er jeg altså ikke, og jeg er ikke jaloux på Hannah, selvom det måske kan lyde sådan. Jeg synes bare hun er så heldig med sit udseende. Men det siger alle vidst efterhånden om sine veninder, så det er der vel ikke noget nyt i.

Vi klæder hurtigt om til vores bikinier, og tager så vores normale tøj uden på og så tager vi ned på stranden, og som ventet er der mange mennesker. Men det er altså også en virkelig god strand, der er ikke dybt på nogen måder, man skal vildt langt ud for bare at få vand til knæene.

Vi folder vores håndklæder ud og tager tøjet af. Og nej vi stripper ikke, vi har bikinier under, remember?

Der kommer to piger gående forbi os, den ene kigger mærkeligt på mig og puffer til den anden, hun gør et nik med hovedet over mod mig, den anden pige ser op og hvisker et eller andet til den første. Jeg kigger på Hannah,

”Hvad gik det lige ud på?” spørger jeg, Hannah trækker bare på skuldrene

”jeg har ingen ide om hvad det gik ud på”, svarer hun og sætter sine solbriller op i panden, ”men det var sært”.

Jeg finder nok ud af hvad det handler om på et eller andet tidspunkt. Rygter spreder sig hurtigt i sådan en lille by. Men det lærer man at leve med.

Dagen går ufattelig hurtigt, men tiden går også altid hurtigt når man hygger sig og har det sjovt, er det ikke sådan man siger?

Jeg er hjemme ca. klokken 7, jeg har ikke så meget energi lige for tiden, så jeg tager bare hjem, selvom Hannah siger at jeg bare kan spise ved dem.

Min mor står parat, da jeg træder ind af døren, jeg er faktisk lige ved at gå ind i hende. Hun ser sur ud, pis, så vanker der skideballe igen. Hvad mon jeg har gjort denne gang, der er altid et eller andet jeg gør forkert, og hvis der er noget mine forældre ikke kan finde, så er det automatisk min skyld, det er vildt irriterende.

”Hvor har du været?” siger hun med det samme hun ser mig, og jeg får det der blik der siger: Jeg håber du har en god forklaring på det her,

”På stranden med Hannah”, svarer jeg kort og vil fortsætte ud i køkkenet, men hendes stemme stopper mig,

”Har du glemt at vi skulle til grillaften ved Gitte og Klaus?” siger hun anklagende og sender mig et surt blik,

”Det har jeg ikke fået at vide” siger jeg irriteret, for jeg ved hundrede procent sikkert, at hun ikke har sagt det,

”Du skal være klar om ti minutter” siger hun, og vil åbenbart ikke diskutere med mig. Rimelig lettende faktisk, hun plejer altid at ville diskutere med mig, eller rette på mig, det er udmattende i længden.

Min mor er sådan en striks dame, som altid går i (kvinde)Jakkesæt, og så har hun næsten altid sit lyse hår skrabet tilbage i en stram knold. Hun ligner en businesskvinde, hvilket hun også er, hun har sit eget firma, og hun går meget op i det. Da jeg var lille var hun en rigtig drømmer, hun drømte om at blive kunstner, men hun ændrede sig, blev en seriøs kvinde og glemte alt om at være den drømmende og glade mor.

Min far er musiker, eller han prøver stadig at slå igennem med sit band, men det er ikke lykkedes endnu, så indtil videre arbejder han på en radiostation. Måske er det derfor min mor ændrede sig, der var ikke plads til to drømmere i deres forhold. Men altså min far er ikke så striks som min mor, jeg ved ikke, måske er det de danske gener der gør det. Mor har jo kun de engelske, ikke for at fornærme englændere, men ja det er jo også kun et gæt.

Jeg har fået min fars udseende, altså brunt hår og brune øjne, og så har jeg fået drømmer-genet. Min mor presser på med, at jeg skal have en ordentlig uddannelse og derefter et godt job (muligvis i hendes firma), men jeg vil meget hellere være sanger.

Og ja jeg kan godt synge, lidt selvglad måske, men jeg har faktisk gået til sang siden jeg var 8. Min mor synes at det er noget pjat, at jeg skal gå til sang og hvis det stod til hende, så stoppede jeg lige med det samme. Men for en gangs skyld har far rent faktisk sagt fra, han holder fast i at hvis jeg vil gå til sang, så skal jeg gå til sang. Det hænger nok sammen med hans egen drøm om at blive musiker.

Jeg går ind på mit værelse og lukker døren, jeg har mest lyst til at smække den, men det vil bare fremkalde et tordenvejr, bedre kendt som min mor.

 Jeg gider ikke gøre noget ud af mig selv bare fordi vi skal hen til Gitte og Klaus, selvom de har en okay sød søn på min alder, men jeg ved ikke om han stadig bor hjemme, men derfor gider jeg stadig ikke at tage med.

 Arrgh hvorfor skal jeg overhovedet med hen til mine forældres venner, det giver ingen mening. Min mor burde i øvrigt også vide at jeg er helt smadret på det her tidspunkt, men det kan hun jo ikke tage hensyn til, for som hun altid siger, ”vi kan ikke bare stille vores sociale liv på pause, bare fordi du er træt”. Sådan en omgang lort, og det var faktisk den pæne måde at sige det på.

Det er især irriterende, fordi hun godt ved hvorfor jeg er træt (det har med hemmeligheden at gøre).

Jeg sætter mig ved min computer, og logger ind på twitter,

”What the fuck!” udbryder jeg og gisper.

♥♥♥

Weee så kom første rigtige kapitel:-) hvad synes i?

Kan i lide Starlight? og hvad tror i der er på skærmen?

Er jeg forresten den eneste der hører BSE på replay lige for tiden?

Hvis i har lyst så like og kommenter(Jeg ææælsker kommentarer):-)

See ya:b

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...