You changed my life - One Direction

Et billede kan ødelægge mange ting. Det må 18-årige Starlight Parker sande, da et redigeret billede af hende og den verdensberømte Louis Tomlinson slipper ud til pressen og skaber kaos. Starlight tager til England for at slippe væk fra det hele, men hvad sker der, når hun støder på én person hun slet ikke har lyst til at møde? og vil nogen overhovedet tro på, at det ikke var hende der redigerede billedet?


75Likes
78Kommentarer
21961Visninger
AA

21. Nineteen

Jeg går usikkert ind i rummet. Det gør mig lidt urolig, at Louis bare sidder og kigger på mig, jeg kan nemlig ikke helt tyde det blik, han har i øjnene.

”Hvad ville du snakke med mig om?” jeg ser nysgerrigt og lidt skræmt på ham, på en måde har jeg ikke lyst til at vide det, han rækker ud efter min hånd, og jeg går lidt tættere på. Han lægger blidt hænderne på mine hofter, hvilket gør mig meget forvirret.

”Du går lige til sagen hva?” han smiler smørret, ”det er også rart at se dig,” Okay, hvad fanden sker der for ham? ”hvem siger, at jeg ville snakke om noget”.

”Seriøst, jeg er ikke kommet hele vejen herhen bare for, at du kan få et billigt grin,” hvæser jeg og vender mig om for at gå, jeg gider ikke det spil han har gang i, det minder lidt for meget om Mandy. Egentlig er jeg også lidt såret over, at han fik mig herover bare for at komme med en spydig kommentar, den kunne han for Guds skyld være kommet med på et andet tidspunkt.

”Nej, du må ikke gå,” jeg har ryggen til ham, men jeg kan tydeligt høre, at han vælter over et eller andet. Muligvis sine egne fødder, og ond som jeg, håber jeg, at det gjorde ondt. Jeg vender mig langsomt om, for jeg kan vel ikke bare lade ham ligge, og jeg har jo lovet drengene at snakke med ham. Han har sat sig halt op, og kigger fortumlet op på mig, og jeg kan ikke lade være med at fryde mig lidt over det. Han rækker hånden op mod mig, så jeg sukker og prøver at hjælpe ham op, men han har andre planer. Han trækker i min hånd, så jeg også lander på gulvet,

”Seriøst Louis, hvad har du gang i?” jeg sukker opgivende, han er pisseirriterende, når han er fuld.

”Bare sæt dig ned et øjeblik,” han er underlig, hvorfor tog jeg her hen, jeg er alt for venlig, jeg skulle bare have sagt, at jeg ikke kunne komme. Jeg ser på ham med det mest mærkelige blik jeg kan præstere.

”Du er lidt mærkelig lige nu,” siger jeg forsigtigt, og kigger nærmest genert på ham, spørg ikke hvorfor.

”Det beklager jeg,” mumler han, ”det var ikke min mening, det er bare fordi mig og Eleanor lige har slået op,” der har vi så forklaringen, bare ikke på hvorfor jeg er her, for det fatter jeg stadig ikke,

”Og hvad har det med mig at gøre?”

”Det ved jeg ikke, jeg ville bare gerne snakke med dig,” han trækker på skuldrene, ”er du så egentlig glad nu?” tilføjer han,

”Hvad? Nej, selvfølgelig er jeg ikke det, jeg er da ked af et på dine vegne, hvorfor skulle jeg være glad?” ævler jeg,

”Var det ikke det du forsøgte med de der billeder?”

”Den samtale har vi vidst haft Louis, og så vidt jeg husker, kom der ikke noget godt ud af den sidste gang,” jeg ser hårdt på ham, han er jo lige så forvirrende som Luke, hvis det da overhovedet er muligt.

”Det ved jeg godt,” han smiler skævt til mig, jeg får helt kuldegysninger, ”fryser du?”

”Lidt,” siger jeg og trækker på skuldrene. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige, da han trækker sin sweatshirt over hovedet og rækker den til mig, så han kun sidder i en hvid T-shirt, som sidder meget stramt hen over hans veltrænede bryst. Jeg kigger forvirret på ham, jeg kan da ikke bare tage hans trøje, så er det jo bare ham der kommer til at fryse.

”Tag den nu på, du fryser jo,” han sukker opgivende og kigger opfordrende på mig, jeg ser bare skeptisk tilbage, uden at kunne afgøre om han mener det. Til sidst tager jeg den på, den er lidt for stor og så dufter den af Louis. Sjovt nok. Han smiler, da jeg har taget den på,

”Den klæder dig,” siger han, og jeg kan ikke lade være med at smile til ham. Han har et ret pænt smil faktisk, det når helt op i hans øjne, og man kan ikke lade være med at smile tilbage til ham. Pludselig tager han fat i min hånd, han siger ikke noget, han holder bare min hånd. Ingen af os siger noget. Det er som om, der sker en hel masse, uden at der egentlig sker noget som helst. Vi sidder bare i behagelig tavshed, indtil jeg endelig tager mig sammen og bryder den,

”Hvorfor ville du have mig herover, du kan jo ikke engang lide mig?” spørger jeg, han sr mig direkte i øjnene et øjeblik, han ser frustreret ud,

”Du forstår det ikke,” mumler han, ”det er ikke fordi, jeg ikke kan lide dig, det er svært at forklare,”. Jeg er næsten sikker på, at han udelukkende siger de her ting til mig, fordi han er fuld. I morgen fortryder han helt sikkert, at han overhovedet lukkede mig ind. Men det er faktisk rart at føre en samtale med ham uden at skændes, det har vi ikke prøvet før.

”Vidste du godt, at jeg besøgte dig, da du var i koma?” siger han pludselig,

”Hvad?” han nikker bekræftende,

”Jeg var der hver dag, indtil du vågnede,” siger han og sender mig et charmerende smil. Måske er det has ord jeg kan huske. Ordene uden lyd, men som jeg stadig husker så tydeligt. Jeg troede, det var Hannah, men når Louis fortæller det her, bliver jeg i tvivl,

”Mener du det?” jeg kan ikke lade være med at være skeptisk. Han har givet udtryk for, at han hader mig i så lang tid. Det er svært at, at han slet ikke har noget imod mig. Han nikker bare og smiler stadig til mig. ”Men hvorfor?”

”Måske kan jeg bare godt lide dig?” han siger det så simpelt og smiler til mig, helt blottet for den sædvanelige hån, men alligevel forstår jeg ikke, hvad han mener. Lige pludselig trækker han i min hånd, så jeg ryger forover, jeg sætter mig fortumlet op. Nu sidder vi meget tæt på hinanden, faktisk er der kun et centimeter mellem vores ansigter. I to sekunder sidder vi bare uden at røre os og ser hinanden i øjnene, og så sker det. Vores læber støder sammen. Det føles så forkert, men alligevel så rigtigt, og på en eller anden måde, har det været undervejs længe. Jeg får overbalance og lander i hans arme, så han også vælter. Vi kan ikke lade være med at grine, da vi rammer gulvet med et klask. Det gør ikke ondt på mig, for jeg lander på hans mave, men han får måske et blåt mærke eller to. Ikke min fejl.

Han vender sig om, så jeg sidder med ryggen mod hans bryst, og så lægger han sin hage på mit hoved, sådan sidde vi længe uden at sige noget. Selvom jeg nød at kysse ham, så er jeg bange or, at han kun gjorde det, fordi han er fuld. Ville han have gjort det ellers? Jeg tror det ikke. I morgen vil han sikkert fortryde det, men det gør ikke så meget, for lige nu nyder jeg bare øjeblikket. For inderst inde ved jeg godt, at jeg måske synes lidt bedre om ham end jeg burde. Alt det jeg har undertrykt de sidste dage falder lige så stille på plads for mig, det er jo løgn, når jeg siger, at jeg ikke kan lide ham. Hans ansigt dukker jo hele tiden op i mine tanker, og jeg kan ikke lade være med at tænke på ham. Men det er noget, jeg aldrig kan fortælle ham, for han vil aldrig være sammen med en som mig i ædru tilstand, det ved jeg, og det ved han også.

”Du fortryder det her i morgen,” mumler jeg,

”Hvorfor tror du det?” spørger han,

”Fordi jeg kender dig,” siger jeg bare,

”Hvorfor er det kun mig, der fortryder det?” ups, jeg skulle have sagt vi, satans, hvordan redder jeg lige den? Jeg svarer ham ikke og håber på, at han har glemt det i morgen.

”Da du var fuld, var vi også ved at kysse,” mumler han meget lavt,

”Var vi det?” den aften er stadig meget uklar for mig, så det ved jeg ikke noget om,

”Mmh, hvis ikke Eleanor havde været der, tror jeg vi havde gjort det,”

”Hvorfor slog i op?” jeg skifter hurtigt emne, jeg har ikke lyst til at snakke mere om vores kys, det ender bare med at såre mig i sidste ende,

”Vi er vokset fra hinanden, tror jeg,” svarer han, ”vi er stadig venner, men det fungerede bare ikke for os længere,”

”Det er jeg ked af at høre,” nærmest hvisker jeg,

”Det skal du ikke være, det skulle bare ikke være os to, i hvert fald ikke lige nu, sådan er det,” han nusser mig blidt i håret og der går et gys igennem mig.

”Jeg forstår bare ikke, hvorfor du ville have mig her hen?” det undrer mig virkelig, især fordi han ikke har sagt noget til de andre drenge, hvorfor vil han så dele det med mig? og så fatter jeg ikke helt, hvad det er vi egentlig har gang i.

”Fordi du betyder noget for mig,” siger han med sløret stemme, hvilket minder mig om, at han har drukket,

”Gør jeg så også det næste gang vi ser hinanden?” jeg piller skeptisk ved en tot af mit hår.

”Selvfølgelig gør du det,” mumler han ned i mit hår og kysser mig i nakken, så jeg får kuldegysninger, ”er det så svært at tro på?”

”Behøver jeg at svare på det?” smiler jeg, ”men jeg er altså nødt til at tage hjem nu,” jeg gør mig fri af hans arme, og rejser mig op,

”Du må ikke gå, kan du ikke blive her?” han lyder så desperat, at jeg er ved at grine. Jeg ryster på hovedet, det går virkelig ikke. Hvad ville de andre drenge ikke også sige, hvis jeg blev her hele natten. De ville jo tro alt muligt, hvis de da ikke allerede gør det. Han rejser sig også op, og tager endnu igen fat i mine hænder og smiler sødt til mig, og så lige pludselig står jeg med ryggen mod muren, med Louis´ bløde læber mod mine. Jeg bliver så overrasket, at jeg bare kysser ham igen, hvilket bare gør ham endnu mere ivrig. Men jeg er nødt til at skubbe ham væk, det ved jeg. Så jeg samler alle mine kræfter mentalt, og puffer ham væk,

”Godt forsøgt Louis, men jeg går alligevel,” min stemme lyder helt stakåndet, da jeg siger det, så jeg lyder meget lidt overbevisende. Desværre. Jeg skubber ham ned på sengen, da han kommer helt tæt på mig igen, og det er ikke fordi vi skal lave noget, selvom det meget nemt kan misforstås. Han misforstår det, og klapper på sengen ved siden af sig, men jeg ryster på hovedet og bakker hen imod døren,

”Få noget søvn Louis,” siger jeg bare, han klasker irriteret ned i sin hovedpude, hvor han tilsyneladende ligger ret godt, for der går nærmes bare to sekunder og så sover han. Jeg kan ikke lade være med at smile, han ser virkelig sød ud, som han ligger der. Helt uskyldig, på en måde ligner han en lille dreng, og nu bliver jeg helt sentimental, man skulle tro at det var mig der havde drukket. Med et sidste blik på Louis, forlader jeg værelset, og går ud til de andre drenge. På vej derud tjekker jeg lige, hvad klokken er og får et chok. Klokken er halv 3, så jeg har været inde ved ham i cirka halvanden time. Shit, hvad må drengene ikke tro. Jeg ved godt, at jeg burde være ligeglad, men det er jeg altså ikke. Jeg vil ikke have, at de ser mig som en naiv lille pige, der kommer så snart Louis kalder og så bare glemmer alle de fights der har været. Selvom det pretty much lige er det jeg har gjort, så hvis det er det, de tror om mig, så har de faktisk ret. Men det er ikke pointen lige nu.

Drengene sidder stadig i stuen, da jeg kommer ud. Der ser helt vildt trætte ud, og stadig lidt bekymrede, selvom de alle sammen har et særligt glimt i øjnene, som jeg ikke helt kan tyde, og jeg bryder mig heller ikke helt om det.

”Fik du talt med ham?” spørger Zayn, og lægger utrolig meget tryk på ordet ”talt”.

 ”Det gjorde jeg faktisk ja,” siger jeg og smiler en smule ironisk til ham,

”Hvad var der så galt med ham?” spørger Harry,

”Louis og Eleanor har slået op, og spørg mig ikke, hvorfor han ville snakke med mig om det, for det forstår jeg faktisk ikke helt,” svarer jeg, og sætter mig i sofaen ved siden af Niall. De udveksler et blik, som jeg helt tydeligt ikke er en del af, og det generer mig lidt, de ved noget, som jeg ikke ved.

”Okay, hvad er det helt præcist, jeg misser i det her?” jeg ser mistænkeligt på dem,

”Ikke noget, hvad skulle det være?” siger Liam helt uskyldigt, en tand for uskyldigt, hvis du spørger mig. Så jeg ser bare på ham, indtil han krymper sig under mit blik,

”Jo, altså ser du,” starter han, men bliver afbrudt af Zayn, som sender ham et advarende blik,

”Du skal ikke sige noget Liam, du lovede det,”

”Det ved jeg godt, men bør hun ikke vide det?”

”Han sagde, at han selv ville fortælle hende det,” bryder Niall ind i samtalen, ”måske har han allerede gjort det,” han gransker mit ansigt, men jeg fatter ikke helt, hvad han mener.

”Det er noget du skal snakke med Louis om,” siger Harry, ”han har snakket om dig hele aftenen, så jeg tror, det er op til ham, om han vil sige det eller ej.” Okay nu er jeg bekymret, hvorfor har han snakket om mig? og hvorfor fanden ringede drengene til mig, når de tydeligvis har været sammen med ham hele aftenen, og jeg tror også godt, at de vidste det om Louis og Eleanor, de så i hver fald ikke særlig overraskede ud.

”I har hele tiden vidst det med Eleanor ikke?” man kan tydeligt høre mistænksomheden i min stemme, det får dem alle sammen til at kigge alle andre steder hen end på mig, og det er egentlig svar nok, ”okay, hvad fanden foregår der, hvorfor ringede i til mig, hvis i hele tiden vidste, hvad der var galt med ham?”

”Nå, men det er ved at være sent, jeg bliver nok nødt til at smutte nu,” Harry rejser sig hurtigt op, ”skal du have et lift Zayn?” Zayn har også rejst sig, og sammen med Harry skynder han sig ud af døren. De opfører sig seriøst underligt lige nu.

”Øhm jeg skal også hjem nu,” siger Liam og rejser sig, Niall gør det samme.

”Seriøst i kan ikke bare smutte, hvordan skal jeg så komme hjem?” jeg ser hjælpeløst på dem, ”og hvis Louis er så fuld, har i så ikke også drukket, må i overhovedet køre bil?”

”Vi giver dig et lift, og i øvrigt har jeg ikke drukket,” mumler Niall. På vej ud til bilen, går det lige pludselig op for mig, at jeg stadig har Louis´ trøje på, rimelig pinligt. Jeg ved ikke om drengene har bemærket det, de siger i hvert fald ikke noget. Men det behøver vel ikke at betyde noget, de vil jo heller ikke sige, hvad der foregår, og jeg er for træt til at regne den ud selv. Liam skynder sig at hoppe ind på forsædet, højst sandsynligt for at slippe for mine spørgsmål. Så jeg er forvist til bagsædet alene. Jeg synes de er helt vildt tarvelig. Jeg ved godt, at de vil lade Louis sige det, men stadigvæk. Måske har han sagt det til mig, det er jo ikke til at vide. Gud, hvad nu hvis han bare har arrangeret det her, for at gøre mig til grin. Det ville være så pinligt, men det kunne han da ikke finde på vel? Eller kunne han? Arrgh jeg ved det ikke. Jeg mumler surmulende min adresse, da Niall spørger efter den. Jeg har opgivet at få noget ud af dem, selvom det er vildt frustrerende og irriterende. Jeg kan jo ikke tvinge dem til at sige noget. Eller kan jeg? Nope.

Da vi er fremme ved Gerry og Elaines hus, når jeg knapt nok at stige ud af bilen, før de er væk. Det ligner dem virkelig ikke, de plejer at være sygt søde og beskyttende, men nej. Mine spørgsmål er simpelthen for slemme til dem. Men de skal nu ikke tro, at de bare sådan slipper for mig, jeg skal nok finde ud af, hvad det er de skjuler. Men lige nu skal jeg bare i seng. Jeg er sygt træt. Nu er kunsten bare at komme ind i huset og i seng uden at blive opdaget. Gerry og Elaine tror jo, at jeg er sammen med Jenny og Maia lige nu, og jeg magter virkelig ikke at opfinde en eller anden undskyldning lige nu. Min trætte hjerne kan ikke tænke.

Jeg er glad for, at jeg har Louis´ trøje på lige nu, for der er faktisk rimelig køligt på den her tid af natten. Jeg skutter mig og trækker lidt ned i ærmerne, da et køligt vindstød rammer mig. Jeg glæder mig virkelig til at komme ind i min varme seng. Det bliver dagens højdepunkt. Eller vent måske ikke, der er sket pænt meget i dag alligevel.

Jeg tager i dørhåndtaget og går et mindre hjerteanfald, da jeg opdager, at døren er låst. Jeg stivner fuldstændig midt på trappen og overvejer mine muligheder. Jeg kan gå hen til Maia, men der virker så langt lige nu. Jeg kunne lægge mig til at sove på trappen, men det har jeg heller ikke helt lyst til. Der er højst sandsynligt ikke nogen vinduer, som er åbne, det plejer Elaine at være meget striks med, så hvad gør jeg? Og så er det jeg kommer i tanke om ekstranøglen, som ligger under dørmåtten, hvilket nok er det mindst opfindsomme sted nogensinde. Men jeg klager ikke lige nu. Med rystende fingre får jeg fat i nøglen og låser mig ind i det varme hus. Jeg sukker af lettelse, nu skal jeg bare i seng. Jeg tænder ikke noget lys af frygt for at vække de andre. Jeg er næsten inde på mit værelse, da lyset bliver tændt. Fandens.

”Star, hvad laver du oppe så sent, jeg troede du sov ved Maia ligesom Jenny?” Elaine står midt i gangen i sin pyjamas og kigger på mig med trætte øjne.

”Det gjorde jeg egentlig også,” mumler jeg ,

”Hvorfor tog du hjem?” hun ser ikke sur ud, mere bare nysgerrig.

”Niall ringede, ham og drengene ville gerne lige snakke med mig om noget de var bekymrede over, så jeg lovede at komme derover, Niall kørte mig hjem,” jeg fortæller historien i grove træk, og springer den del over, hvor jeg kørte i taxa alene midt om natten i en by jeg faktisk ikke kender særlig godt,

”Hvad skulle de dog snakke om midt om natten?” hun ser helt forskrækket ud, ”det var ikke noget alvorligt vel?”

”Nej, Nej, det var bare nogle personlige bekymringer de lige ville dele med mig,” smiler jeg afværgende, ”jeg følte, at jeg skyldte dem at komme, de har jo været der for mig,” hun nikker forstående og stiller ikke flere spørgsmål. Jenny skal godt nok være glad for at have en mor som hende, hun er altid så sød og forstående. Min mor ville helt sikkert være flippet ud, hvis jeg kom hjem  så sent, når hun regner med, at jeg sover ved en ven. Det er faktisk sket en gang, men det er en anden historie.

”Smut du bare i seng, så kan vi snakke i morgen,” smiler hun og gaber. Jeg smiler taknemmeligt, siger godnat og så er jeg på vej i seng. Jeg slæbt mig selv ud for at børste tænder, da jeg kommer tilbage sætter jeg mig på min seng, og prøver at finde mit nattøj, men jeg kan simpelthen ikke finde det, så jeg tager bare bukserne af og bruger Louis´ trøje til at sove i. Jeg dufter til den, den dufter stadig af Louis, selvom jeg har haft den på i lang tid nu. Jeg smiler for mig selv. For en gangs skyld falder jeg i søvn med et smil på læberne.

♥♥♥

Så har i endnu et nyt kapitel, jeg fik opdateret hurtigt denne gang :) Hvad synes i om det?

Tror i at det her kommer til at betyde noget for Louis og Stars forhold til hinanden?

Tak fordi i læser med ♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...