You changed my life - One Direction

Et billede kan ødelægge mange ting. Det må 18-årige Starlight Parker sande, da et redigeret billede af hende og den verdensberømte Louis Tomlinson slipper ud til pressen og skaber kaos. Starlight tager til England for at slippe væk fra det hele, men hvad sker der, når hun støder på én person hun slet ikke har lyst til at møde? og vil nogen overhovedet tro på, at det ikke var hende der redigerede billedet?


75Likes
78Kommentarer
22425Visninger
AA

11. Nine

~~Jeg kører fingrene gennem mit brune hår. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Det var en dårlig ide at stå af, når jeg ikke ved hvor jeg er. Min eneste mulighed er at spørge om vej, problemet er at jeg hader at spørge fremmede mennesker om noget. Jeg ved ikke, det er bare så akavet at stoppe en eller anden tilfældig på gaden. Men jeg har vel ikke rigtig andre muligheder, eller har jeg?
Jeg hiver min mobil frem og kigger numrene, måske kan Elaine eller Gerry guide mig. Jeg ringer først til Elaine, men hun tager den ikke. Gerry tager den heller ikke. Crap pis lort, den ene gang de skal tage telefonen, der gør de det selvfølgelig ikke. Jeg bider mig frustreret i læben, min eneste udvej er at ringe til Niall eller Liam. Så er spørgsmålet bare: hvad er mest akavet? At ringe til dem, eller spørge en tilfældig person på gaden.
Jeg bider i det sure æble og ringer Niall op. Jeg er faktisk lidt nervøs, vi har jo kun snakket sammen et par gange, så man kan vel godt sige at jeg er i gang med at spørge en fremmet om vej. Dut-dut-lyden varer en evighed og jeg skal lige til at lægge på, da telefonen bliver taget i den anden ende,
”Hallo,” lyder det og jeg stivner på stedet, det er ikke Nialls stemme, ”er der nogen?”. Jeg er i chok, hvorfor tager Louis Nialls mobil? Jeg ved godt de er venner og i et band sammen, men seriøst hvorfor lige Louis. Jeg tager en dyb indånding og siger,
”Er Niall der?”
”Hvem taler jeg med?” spørger Louis insisterende, ikke at jeg har tænkt mig at svare ham, for så snart han finder ud af, at det er mig, klapper han røret på.
”Er Niall der eller er han der ikke?” spørger jeg irriteret. Ikke nok med at den klaphat tager Nialls telefon, så vil han heller ikke lade mig snakke med Niall. Og han ved ikke engang at det er mig, eller gør han.
”Han er her, men hvem siger at han vil tale med dig?” svarer Louis og jeg kan høre at han smiler. Det var dråben, han ved det er mig, den lort.
”Det vil han gerne, og giv ham så den skide telefon!” hvæser jeg. Jeg kan høre at han griner, og at han rejser sig op,
”Det var også hyggeligt at tale med dig Starlight,” han vrænger mit navn på en virkelig ironisk måde, han skal være glad for at han ikke er i nærheden af mig lige nu. Jeg har virkelig lyst til at slå ham.
”Det er Niall,” lyder det endelig i den anden ende, og jeg sukker lettet,
”Hej Niall, det er Starlight,” begynder jeg, ”du må undskylde at jeg ringer, men jeg er faret total vild, og jeg tænkte om du kunne hjælpe mig?”. Det sidste siger jeg spørgende, jeg håber virkelig, at han vil hjælpe.
”Er der et vejskilt i nærheden?” spørger han efter en tavshed der føltes som en evighed,
Jeg forklarer ham hvor jeg er, så godt jeg kan ud fra vejskiltene og han lover at komme og hjælpe mig. Han er flink, jeg forstår bare ikke hvordan sådan en sød dreng som Niall, kan være venner med en som Louis.
Heldigvis er det varmt, hvis det nu havde været vinter havde det været et helvede at vente. På den anden side ville jeg ikke være taget af sted, hvis det havde været vinter, men det er en helt anden side af sagen.
Langt om længe får jeg øje på Nialls lyshårede hoved. Jeg vinker glad til ham, eller rettelse jeg troede det var ham, det viser sig så at det ikke er ham alligevel. Akavet.
”Hvem vinker du til?” lyder en stemme grinende bag mig, jeg vender mig om. Der står han så, Niall. Han har en hue trukket godt ned over håret, og han har sorte Ray Ban solbriller på. Jeg føler mig dum, fordi jeg troede at drengen før var Niall. Selvfølgelig er han ”forklædt”. Han er jo kendt, men sådan er jeg. Socialt akavet.
”Ikke nogen,” mumler jeg pinligt berørt,” og kigger ned i jorden. Han griner igen, han har nok regnet den ud, han er jo ikke dum eller noget.
”Hvor skal du hen,” spørger han, og smiler til mig. Han har nu et ret flot smil, med meget hvide tænder.
”I parken, men jeg kan ikke finde den,” siger jeg og smiler skævt, det lyder så åndssvagt. Det er jo for pokker en stor park, og så kan jeg ikke finde den. Niall griner af mig igen,
”Det er lige rundt om hjørnet,” han er helt færdig af grin, ”hvis du var gået bare lidt længere havde du selv fundet den,”.
”Ja haha bare grin af Star, som ikke kan finde rundt i London,” siger jeg og ruller med øjnene, han griner bare videre,
”Du må indrømme at det er lidt sjovt,” han tager sig til maven af grin, ”undskyld Star, men det er altså ret morsomt,”. Jeg sukker højlydt af ham, og begynder at gå, han følger grinende efter mig. Jeg kigger overrasket på ham, og hæver øjenbrynet.
”Hvad?” siger han, og stopper endelig med at grine,
”Jeg troede ikke du ville med,” siger jeg, ”altså jeg mener jeg er nok ikke den mest interessante at hænge ud med,” forklarer jeg. Han trækker på skuldrene,
”Jeg synes nu du er meget underholdende,”. Jeg ruller med øjnene og siger ikke mere. Ganske som Niall sagde, så ligger parken lige rundt om hjørnet. Jeg føler mig ufattelig dum lige nu. Jeg fik Niall til at komme og hjælpe mig, og så var jeg så tæt på. Pinligt.
Vi går sammen ind i parken, vi sætter os på det bløde grønne græs, med udsigt ud over den lille sø. Parken er ufattelig dejlig, der er rigtig hyggeligt, og der er masser af forskellige typer mennesker. Jeg kan godt lide at iagttage andre mennesker, forestille mig deres historier.
Niall sidder med sin telefon, der ser ud som om, han har fået en besked. Han smiler da han kigger på skærmen. Jeg strækker hals for at se hvem han skriver med. Han smiler og ryster på hovedet af mig, jeg er afsløret. Jeg ved ikke hvorfor men jeg bliver bare så nysgerrig, når jeg kan se, at andre skriver. Jeg vil bare gerne vide hvem de er. Det er ren refleks.
”Drengene kommer herned lige om lidt” siger han. Vent hvad? Drengene? Hvilke drenge? Åh Gud ikke Louis, jeg magter ham ikke. Men det kan være han mener nogle andre drenge. Det behøver jo ikke lige være One Direction drengene, Niall har vel også andre venner.
”Gæt hvem,” lyder en stemme bag os, og et par hænder bliver lagt hen over øjnene på mig, jeg smiler,
”Hej Liam,” siger jeg og vender mig om, da han fjerner hænderne. Han smiler til mig. Selvfølgelig er de andre drenge også med, hvilket inkluderer, at Louis også er her. Så heldig er jeg nemlig. Harry og Zayn hilser også på mig, Louis lader vist som om jeg ikke eksisterer. Hvilket faktisk er helt fint med mig.
”Der blev lige pludselig meget koldt,” siger Niall og griner, mens han kigger skiftevis på mig og Louis. De andre drenge griner. Harry har et meget dybt grin, på en eller anden måde er det beroligende. Jeg smiler ved lyden af Zayns grin, han synger som en engel, og han lyder også som en når han griner. Han laver en virkelig sød rynke mellem øjnene.
”Skal vi spille fodbold eller hvad?” spørger Louis, først der opdager jeg at han står med en bold i hænderne. Jaah fodbold, jeg kan slet ikke vente, det er ikke engang ironisk ment, jeg kan godt lide at spille fodbold.
”Jaaah fodbold,” udbryder jeg og springer op. De andre ser overrasket på mig, især Louis, han havde nok håbet at jeg ikke ville være med. Ha men den går ikke.
Niall rejser sig også, og så er vi klar. Niall, Harry og jeg er på det ene hold, Louis, Zayn og Liam er på det andet.
”Harry du står,” siger Niall, og peger ned i den ene ende, hvor to sten er blevet lagt som mål.
”Hvorfor skal jeg?” spørger Harry utilfredst, og rynker panden,
”Fordi du er god til det,” siger Niall og sender ham et blændende smil. Harry mumler et eller andet, men går trods alt ned i målet. Liam står for det andet hold.
”Vi starter med bolden,” råber jeg til de andre,
”Nej det gør vi,” modsiger Louis mig, selvfølgelig gør han det,
”Nope, for i har ikke en pige på holdet, derfor starter vi,” svarer jeg triumferende tilbage. Han ruller med øjnene, men opgiver trods alt diskussionen. Så kan han lære ikke at diskutere med mig. Jeg får helt lyst til at række tunge af ham.
Kampen starter, Niall og jeg spiller faktisk godt sammen. Så vi får kæmpet os ned til målet, desværre får Louis blokeret mit skud på mål. Den irriterende ting!
Louis skyder på mål, heldigvis er Harry klar og redder bolden. Han skyder den ud til Niall som spiller mig. Jeg fyrrer virkelig hårdt til bolden. (U)heldigvis rammer den Louis et meget trælst sted. Han smider sig på græsset og ømmer sig. Jeg kan ikke lade være med at grine. Det ser simpelthen så komisk ud, den måde han roder rundt i græsset. Hold nu kæft, det er underholdning på højeste plan. Louis kigger ondt på mig, hvilket får mig til at grine endnu mere. Niall kan heller ikke lade være med at grine.
”Undskyld,” får jeg endelig mumlet mellem mine latterudbrud. Louis har sat sig op, men det ser ikke ud til, at han har tænkt sig at komme videre lige med det samme. Der var rimelig meget knald på den bold. Jeg kan virkelig ikke stoppe med at grine, jeg ved godt at Louis vil hade mig endnu mere efter det her. Men det er sgu det hele vær.   
Jeg er efterhånden helt rød i hovedet, og tårerne løber ned af kinderne på mig. De andre drenge, bortset fra Louis, er også begyndt at grine. Det er nok mere af mig end af Louis, men fuck det. Jeg har det vildeste grineflip lige nu.
Jeg vælter ned på ryggen, det er for hårdt at stå op, når man griner så meget. Niall sætter sig ved siden af mig, han kan heller ikke stoppe med at grine. Tårerne er også begyndt at rulle ned af kinderne på ham.
Hold kæft vi har det sjovt. Louis har lagt sig på maven, og kigger ned i sin telefon, der er nok en der er pigesur. Jeg vil vædde med at  han snart flipper ud på mig.

♣♣♣

Så fik jeg endelig opdateret. jeg ville lige opdatere en sidste gang, mens det stadig er 2013:-)

Hvad siger I til det? hvad tror I der sker næste gang?

Godt Nytår alle sammen:-) vi ses I det Nye år<3

hvem holder I nytår med?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...