You changed my life - One Direction

Et billede kan ødelægge mange ting. Det må 18-årige Starlight Parker sande, da et redigeret billede af hende og den verdensberømte Louis Tomlinson slipper ud til pressen og skaber kaos. Starlight tager til England for at slippe væk fra det hele, men hvad sker der, når hun støder på én person hun slet ikke har lyst til at møde? og vil nogen overhovedet tro på, at det ikke var hende der redigerede billedet?


75Likes
78Kommentarer
21952Visninger
AA

16. Fourteen

Hannahs synsvinkel

Skriget vil ingen ende tage, hun bliver bare ved og ved. Det er slet ikke til at holde ud. Jeg kan mærke de salte tårer mod mine læber. Jeg var ikke klar over at jeg græd, men det gør bare så ondt at se Star på den måde.

En sygeplejerske kommer styrtende ind på den hvide stue. Hun har en sprøjte i hånden, som får mig til at gyse, den skal helt sikkert få Star til at falde til ro. Sygeplejersken stikker sprøjten ind i en af de slanger, som er forbundet til Star. Virkningen kommer med det samme. Hendes krop falder sammen i sengen og hun holder op med at skrige. Hendes ansigt slapper af og hun ser igen helt fredfyldt ud, selvom hun har alle skrammerne i ansigtet.

”Det sker med jævne mellemrum,” sygeplejersken smiler medlidende til os, ”vi ved ikke helt hvad der gør, at hun begynder at skrige, vi har en formodning om, at hendes hjerne bearbejder ulykken og det er derfor, men vi kan ikke sige noget med sikkerhed,” hun smiler igen til os, før hun forsvinder ud af rummet.

Jeg kan se, at det også har påvirket Gerry, han ser meget rystet ud, og jeg kan se, at en tåre også har banet sig vej ned ad hans kind. Han prøver at smile til mig, men det bliver mere til en grim grimasse. Men det kan man ikke bebrejde ham for. Det er hans niece der ligger på sengen og ser medtaget ud, og det er min bedste veninde. Den pige der altid har været der for mig, og hjulpet mig, og nu hvor hun mere end nogensinde har brug for hjælp, så kan jeg ikke gøre en skid. Det er hårdt at være hjælpeløs, jeg vil så gerne hjælpe, men hvad kan jeg gøre? Ikke noget som helst. Det er så frustrerende.

”Hun er begyndt at skrige, alle de gange jeg har besøgt hende,” siger Gerry stille, ”det er hårdt at se hende sådan,” jeg vender blikket mod ham, hans øjne udståler sorg. Jeg prøver at smile, men det er ærligtalt lidt svært, og jeg ender vidst bare med en grimasse, ligesom Gerry gjorde,

”Det er svært at se hende sådan,” mumler jeg stille, og Gerry nikker samtykkende

”Man vil så gerne hjælpe hende, men man kan ikke,” gør han sig enig,

”Har der været andre for at besøge hende?” spørger jeg. Jeg ved ikke om Star kender nogen herovre, men jeg håber det. For jeg kan ikke lide tanken om, at der ikke er nogen der besøger hende.

”Der har været nogle af de drenge, som hun er blevet så gode venner med,” svarer han, ”dem der fra One Direction, men jeg ved ikke hvem af dem det var, jeg kender dem ikke,”. Det har nok ikke været Louis, for ham og Star var vidst ikke så gode venner. Jeg vidste faktisk slet ikke, at hun havde set mere til dem.

”Og så har Elaine, Jenny og Isabelle selvfølgelig været her, men ellers ikke nogen,” tilføjer han. Jeg nikker stille, jeg er glad for, at der i hvert fald er nogen der tænker på hende.

”Vi bliver nødt til at gå nu, besøgstiden slutter nu her,” siger Gerry og kigger kærligt på Star. Han virker som om at han holder af hende, som om det var hans egen datter. Han viser virkelig meget omsorg, og det varmer mit hjerte, for Star har aldrig rigtig fået så meget kærlighed fra sine forældre. De har begge to så travlt med deres arbejde, at de ofte glemmer, at Star har brug for dem.

Præcis som Gerry siger, så slutter besøgstiden nu, den samme sygeplejerske, fra før, kommer ind og beder os om at gå. Ingen af os har lyst, men sådan er det nu engang. Sygeplejersken lover at ringe, hvis Star vågner, ikke at jeg tror det kommer til at ske i dag, men man kan vel altid håbe ikke?

Gerry og jeg går i stilhed ud til bilen. Vi behøver ikke sige noget, vi tænker begge to på Star og på hendes skrig. Jeg forstår det ikke, hvad kan få hende til at skrige sådan. Det kan jeg ikke lige regne ud. Køreturen foregår også i stilhed. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal sige. Hvad siger man i sådan en situation?

Det tager kortere tid end jeg regner med at komme hen til Gerrys hus. Jeg troede det lå meget længere væk. Jeg spærrer øjnene op, da jeg ser huset, det er intet mindre end imponerende.

Huset er kæmpe stort, og ligner en herregård, præcis som Star har fortalt, det er hvidt, med sort tag, frem mod hoveddøren går der en række træer, altså ligesom på en allé. Haven er nærmest ubeskrivelig, i hvert fald det jeg kan se af den indtil videre, det er fantastisk, der er fyldt med farverige blomster, og frugttræer, med masser af frugt, et højt hegn går rundt om haven, og beskytter den mod uvedkommende.

Hoveddøren er smukt udsmykket, og ligner noget fra en helt anden tid. Den er af mørkt træ, og der er skåret figurer ind i den, øverst på døren, er der en dørhammer formet som et løvehoved. Jeg står og måber over døren. Hvis døren ser sådan ud, hvordan ser der så ud inde i huset?

Star har ikke overdrevet, da hun fortalte om det. Jeg ville bare ønske, at hun var her til at dele det med mig.

Jeg tænker ikke rigtig over omgivelserne, da Gerry viser mig op af trappen. Han åbner døren til et af de første værelse på gangen. Det er virkelig flot, og jeg kan med det samme se, at det er Stars værelse, da der står et billede af mig og hende på skrivebordet. Jeg får helt tårer i øjnene af at tænke på, at hun ikke er her, det burde hun være. Hvorfor skulle den ulykke også ske?

Gerry lader mig være alene, han kan vidst godt mærke, at jeg har brug for at være lidt alene. Jeg smider mig på prinsesse sengen, som Star var så glad for, og begynder at græde. Jeg savner Star, hendes gode humør og mærkelige kommentarer, jeg mangler hende.

Jeg rejser mig hurtigt op og henter billedet fra skrivebordet. Så begynder jeg at græde igen, det hele skal bare ud. Savnet til Star, problemerne med mine forældre, alt skal bare grædes væk. Jeg ved godt det ikke ændrer noget, men det føltes godt at græde.

Starlights synsvinkel

Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriger, det gør jeg bare, det føltes som det rigtige at gøre. Jeg kan mærke, at der er nogen sammen med mig. Men jeg kan hverken se eller høre hvem det er. Der er bare sort og tomt, rimelig kedeligt faktisk.

Jeg kan godt huske ulykken, men jeg tror ikke, at det er derfor jeg skriger. For det hele har gennemspillet sig tusind gange for mit indre blik. Det gør mig ikke bange mere, sket er sket og det kan ikke laves om. Jeg ved heller ikke, hvor længe jeg har ligget her. Det er begyndt at summe i mine arme og ben, ligesom når ens fødder sover. Det er ikke særlig behageligt, men jeg kan ikke gøre så meget ved det. Jeg kan ikke finde tilbage til overfladen.

Når jeg skriger, bliver jeg altid meget afslappet midt i det hele, og så stopper jeg med at skrige og forsvinder ned i mørket, selvom jeg ikke har lyst. Det føltes sjovt, når det sker. Lige så stille synker jeg ned i mørket, mine ben holder op med at summe og mit ansigt falder sammen. Jeg ved ikke hvad det er der sker, jeg ved ikke engang, hvor jeg er henne.

Et sted bagerst i min hukommelse ved jeg det nok godt, men det er som om min hjerne ikke vil lade mig huske det. Det er bare væk, jeg kan huske alt, tror jeg, bare ikke hvor jeg er. Det er irriterende, det er som om det flagrer lige i udkanten af min hukommelse, men hver gang jeg er lige ved at huske det, så forsvinder det i mængden af forvirrende tanker.

”Undskyld,” siger en stemme pludselig, det forvirrer mig. Jeg bliver i tvivl om det er inde i mit hoved, eller om jeg virkelig hørte noget. Stemmen lød trist, men det var en behagelig stemme.  Måske har jeg hørt den før, det tror jeg. Men jeg ved ikke hvem det er, eller om det bare er noget jeg bilder mig ind.

”Jeg er virkelig ked af det,” stemmen lyder igen, så nu er jeg sikker på, at det ikke er noget jeg bilder mig ind. Medmindre jeg er blevet sindssyg og hører stemmer, hvilket faktisk er et udmærket bud, for det er da meget sandsynligt. Måske er jeg på en sindssyge anstalt, men det ville alligevel ikke give nogen mening, når jeg har været ude for en ulykke. Navnet på det sted jeg befinder mig flagrer igen rundt lige i udkanten af min bevidsthed, men jeg er ikke hurtig nok til at fange det, og så er det væk igen.

”Mon du snart vågner?” det lyder som et spørgsmål, som om stemmen håber, at jeg vil svare den. Men min tunge er tung og slap og kan ikke sige et ord. Jeg vil ellers gerne svare stemmen, den lyder så bedende og ked af det. Sådan en behagelig stemme skal ikke være ked af det. Hvorfor mon jeg egentlig kan høre den, der har ikke været andre stemmer i den tid jeg har ligget her. Mon de alle sammen bare har glemt mig, altså på nær stemmen?

”Vil du ikke godt vågne?” stemmen ryster, som om den skal til at græde. Det gør mig ked af det, den blide stemme skal ikke græde. Det fortjener den ikke. Gad vide om der sidder en ved siden af mig, eller om jeg virkelig er blevet sindssyg. Sindssygeteorien virker mest sandsynlig, det har jeg jo før haft en formodning om.

”Please Star, for min skyld,” stemmen knækker over.

Jeg er næsten sikker på, at stemmen er i mit hoved. Det giver jo ingen mening, at jeg kun har hørt den stemme i den tid, jeg har ligget her. Der burde være andre der besøger mig, Gerry og Elaine, de må da kende til ulykken, de må da savne mig bare lidt ikke?

Gud hvad hvis jeg er død, hvad hvis den behagelige stemme er en engel. Jeg er ikke klar til at dø, der er så meget jeg ikke har nået endnu. Men det er jeg nok ikke, for stemmen har jo lige bedt mig om at vågne, det ville en engel nok ikke.

”Jeg skal nok gå nu,” det lyder som om, stemmen svarer på et spørgsmål, men jeg kan kun høre hvad stemmen siger. Det er altså mærkeligt. Men måske betyder det, at jeg snart vågner. Eller at jeg snart dør. Tænk hvis jeg aldrig vågner, så skal jeg ligge her resten af mit liv, sikkert med en hel masse slanger i mig.

Jeg kan mærke, hvordan hele min krop spænder, da det går op for mig, hvor jeg er. Mit hoved virrer fra side til side. Det kan ikke passe, jeg kan ikke være tilbage, det er umuligt. Min krop ryster, og jeg kan mærke panikken komme snigende. Skriget baner sig op gennem halsen på mig, jeg skal væk, jeg må væk. Jeg vil ikke være her. Alle andre steder end her er godt.

Nu ved jeg hvorfor jeg begynder at skrige, det er hver gang, jeg opdager hvor jeg er. Lige om lidt kommer der nok en eller anden sygeplejerske og stikker sin nål i mig, for at få mig til at slappe af. Hun skal holde sig væk, ingen skal stikke i mig, ikke mere. Ikke efter sidste gang. De smertefulde minder kommer krybende. Jeg vil ikke huske det, det skal glemmes. Jeg vil tilbage til det beskyttende mørke, det er bedre end minderne. Dem kan jeg ikke klare.

”Hvad sker der?” stemmen lyder panikslagen, og et par hænder rammer mine skuldre. Jeg er i for meget panik til at opdage, at jeg kan føle noget på min krop. Jeg plejer at være følelsesløs. Jeg holder op med at skrige i to sekunder, da jeg kan mærke den varme følelse på min krop, men skriget kommer hurtigt igen.

Hænderne rusker mine skuldre, prøver at få mig til at stoppe. Men jeg kan ikke stoppe, vil ikke. Hænderne bliver fjernet, det undrer mig, for jeg skriger stadig. Det begynder at gøre ondt i min hals, men jeg er ligeglad, det eneste jeg fokuserer på er at skrige endnu mere.

”Jeg kan da ikke gå, når hun er sådan der,” stemmen er længere væk denne gang, den lyder bange, ”Hvad mener du med, at jeg skal gå, kan du ikke se hu  har brug for mig?” stemmen er ophidset, og jeg kan fornemme, at det ikke er frivilligt, at hænderne blev fjernet. Pludselig er der stille i rummet, jeg savner allerede stemmen. Det var rart at have lidt selskab, selvom det var et kort besøg. Håbet, om at vågne snart, skyder igennem mig. Spreder sine små spire i mig, jeg tror virkelig på, at jeg snart vågner. Selvom det virker usandsynligt.

Et eller andet trækker i mig, som om usynlige tråde har fat i mig, de trækker mig op ad. Helt op til overfladen, men jeg kan ikke helt trænge igennem. Men jeg kan mærke lyset, det skyder gennem mine øjenlåg.

Hannahs synsvinkel

Star har været i koma i fem dage nu. Der er ingen ændring, hun starter med at skrige på næsten samme tidspunkt hver dag. Det er blevet en hel rutine. Hver gang det sker kommer sygeplejersken og genner os ud af rummet. Det er frustrerende, at vi ikke må være derinde. Men de giver sig ikke, jeg har tigget og bedt om at få lov til at blive derinde, men jeg bliver sendt ud på gangen hver gang. Jeg er rasende på dem, de forstår ikke hvordan det er. De tror de ved, hvad der er bedst for Star, men de glemmer at tænke på, hvad os, de pårørende, har brug for.

Men jeg er blevet ret knyttet til Stars familie her i London. De er virkelig søde, og vi har det rigtig godt sammen. Jenny er virkelig sød, og vi kan allerede snakke om de fleste ting, det er som om, ulykken har bragt os sammen. Vi kan snakke om Star sammen, vi kender hende begge to virkelig godt. Vi har grinet meget af de episoder Star nogle gange har været involveret i. Hun kom ud for de pinligste og mærkeligste ting. Det er dejligt at kunne snakke om Star, med en der kender hende lige så godt som mig.

Lille Isabelle forstår ikke helt, hvad der foregår. Hun spørger tit efter Star, men vi ved ikke hvad vi skal svare. Kun en gang har vi forsøgt at forklare hende, hvad der er sket. Men hun kiggede bare uforstående på os, og spurgte om Star skulle dø. Det kunne ingen af os klare at tænke på, så vi holdt op med at fortælle hende, hvad der egentlig foregår.

Elaine og Gerry er fantastiske. Jeg ville ønske, at de var mine forældre. De er så forstående og spørger ind til, hvordan jeg har det. Det er dejligt at få den omsorg, det føltes, som om jeg også er i familie med dem. De gør det så hjemligt for mig, og jeg holder allerede utrolig meget af dem.

Vi er faktisk på vej på hospitalet nu. Endnu en dag skal tilbringes med tavse og forslåede Star. Men så længe hun er i live, så er det vel okay.

Isabelle skal blive hjemme, hverken Gerry eller Elaine vil tage hende med på hospitalet. De vil ikke gøre hende bekymret, og det kan jeg faktisk godt forstå.

Vi skynder os hurtigt ind, da vi ankommer til hospitalet. Vejret er som sædvanlig virkelig godt, men vi kommer ikke til at nyde det. Vi vil hellere være sammen med Star. Elaine blev hjemme sammen med Isabelle, det har hun også gjort de andre dage. Gerry har virkelig brug for at være der for Star.

På vej ind støder jeg sammen med en dreng med en grå hættetrøje. Jeg når ikke at se hans ansigt, han kigger ned i jorden og mumler noget, der lyder som undskyld, og så er han væk. Han virkede bekendt, men jeg har ikke hoved til at huske det lige nu.

Gerry skynder sig hen til skranken for at meddele vores ankomst. Jeg følger hurtigt efter, damen ved skranken plejer at vide, hvis der er sket noget nyt, og jeg vil gerne høre om der er noget,

”Det er godt i er her, vi skulle lige til at ringe til jer,” smiler damen, som ifølge hendes navneskilt hedder Doris, ”Hun er vågnet,”. Jeg kigger forbløffet på hende, kan det virkelig passe? Er hun endelig vågnet?

”I kan bare gå ind,” siger hun og smiler til os. Vi nærmest styrter op af trapperne, vi har ikke tålmodighed til at tage elevatoren. Vi stormer ned af den hvide gang og ind af døren til stue 213.

Det smil, der er plantet på mine læber, stivner, da jeg kommer ind på stuen.

♥♥♥

Nyt kapitel jaaaah, ved godt jeg har været længe om det og det beklager jeg meget:-)

Hvad siger i til det? hvem tror i stemmen tilhører? og hvad tror i der får Hannahs smil til at stivne?

Det vil gøre mig glad, hvis i vil komme med jeres gæt på, hvad der sker:-)

Tak fordi i læser med, det betyder meget :-* 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...