You changed my life - One Direction

Et billede kan ødelægge mange ting. Det må 18-årige Starlight Parker sande, da et redigeret billede af hende og den verdensberømte Louis Tomlinson slipper ud til pressen og skaber kaos. Starlight tager til England for at slippe væk fra det hele, men hvad sker der, når hun støder på én person hun slet ikke har lyst til at møde? og vil nogen overhovedet tro på, at det ikke var hende der redigerede billedet?


75Likes
78Kommentarer
22429Visninger
AA

6. Four

Jeg har hele tiden vidst, at de ikke ligefrem mangler penge, men det her er overdrevet. Huset er kæmpe stort, og ligner en herregård, det er hvidt, med sort tag, frem mod hoveddøren går der en række træer, altså ligesom på en allé. Haven er nærmest ubeskrivelig, i hvert fald det jeg kan se af den indtil videre, jeg kan kun sige wow, det er fantastisk, der er fyldt med farverige blomster, og frugttræer, med masser af frugt, et højt hegn går rundt om haven, og beskytter den mod uvedkomne.

”Kan du lide det?” spørger Gerry, selvfølgelig på engelsk, og smiler til mig, jeg nikker, stadig mundlam. Måske bliver denne her ferie ikke så slem end da. Gerry tager mine ting og går op mod døren, jeg kan ikke lade være med at kigge op igennem træerne, da jeg går under dem.

Hoveddøren er smukt udsmykket, og ligner noget fra en helt anden tid. Den er af mørkt træ, og der er skåret figurer ind i den, øverst på døren, er der en dørhammer formet som et løvehoved. Gerry griner af mig, da han ser at jeg stå og måber over døren. Men for en gangs skyld, gør det ikke noget, at nogen griner af mig. Jeg er alt for betaget af den smukke dør. Hvis døren ser sådan ud, hvordan ser der så ud inde i huset?

Jeg følger måbende efter Gerry, jeg kan slet ikke fatte, at de bor sådan et sted. Det er simpelthen for vildt. Vi træder ind i en stor hall, hvor gulvet er af hvidt marmor, der hænger en stor og glitrende lysekrone ned fra loftet. Der er en stor trappe, som fører ovenpå, midt i rummet. Det er en af den slags trapper, der er vildt brede forneden, og så bliver smallere længere oppe. Den ligner faktisk lidt den fra titanic. På væggene er der en masse spejle, med guldkanter, som for rummet til at virke større end det er, og det er meget stort. Der er ikke så mange møbler i hallen, men der er alligevel nogle skabe og skuffer, til overtøj og sko.

Jeg bliver vist op af trappen, og ind ad den første dør lige ud for trappen, det er åbenbart her mit værelse er. Jeg træder indenfor, og for Gud ved hvilken gang, tabte jeg total mælet og stod bare og stirrede med åben mund. Det her værelse er ubeskriveligt, specielt sengen. Det er en af de der prinsessesenge, altså sådan en hvor der hænger tyl ned på begge sider. Sådan en har jeg altid ønsket mig. Væggene er svagt lyserøde, og gulvtæppet er hvidt. Et kæmpestort vindue vender ud imod den kæmpestore have. Jeg hviner begejstret, da jeg ser vindueskarmen, det er en af de der brede karme, som man kan sidde i. Lige overfor sengen, er der en dør, jeg går over og åbner den.

På den anden side, er der et walk-in closet. Det er helt vildt, men så meget tøj har jeg altså heller ikke med. Så man kan i hvert fald, at jeg har plads nok, hvis jeg køber mere tøj herovre. Jeg går ud af skabet igen, og kaster et blik mere rundt i værelset, der er også et skrivebord, som jeg ikke lige lagde mærke til i første omgang. Men det er her, så har jeg et sted at sætte min computer. Wuhuu happy moment.

”Wauw Gerry, det er alt for meget,” siger jeg og smiler til ham, jeg har lyst til at give ham et knus, men det ville på den anden side være lidt akavet.

”Vi er glade for at du ville komme,” siger han og smiler tilbage til mig, ”du får lige lidt tid til at pakke ud, og så er der frokost i køkkenet”,

”Øh, hvor er køkkenet?” spørger jeg, for jeg har ikke en særlig god stedsans. Jeg kan fare vild i H&M, så jeg farer helt sikkert vild i det her hus.

”Bare gå ned af trappen om en halv time, så får jeg Jenny til at følge dig der ned” siger han og smiler, før han forsvinder ud af døren. Jaaah, så har jeg en hel halv time for mig selv. Hvad skal jeg dog bruge al den tid på?

Man kan jo ikke rigtig nå så meget på en halv time, og jeg gider ikke pakke ud, det er jeg for doven til. Så i stedet for fisker jeg min computer op af tasken, og lader kufferten være kuffert ovre i hjørnet. Jeg smiler, da min baggrund kommer frem, jeg skiftede den før jeg tog til England. Billedet forestiller mig og Hannah, vi ville begge to tage et billede af os sammen, med hver vores mobil, så vi kigger i hver sin retning. Det ser ret sjovt ud, så det blev min nye baggrund.

Jeg logger med det samme på twitter. Det er det samme, som det har været siden Hannah lavede billederne, min indbakke er total fuld. Jeg er begyndt at ignorere dem, fordi jeg bliver alt for ked af det, når jeg ser nogle onde beskeder. I stedet for at tjekke dem, og blive i dårligt humør, går jeg ind på Hannahs profil. Hun har skrevet en besked til mig,

@HannahBannana til @ImAStar: Heej skriv lige når du er fremme, jeg er så nysgerrig efter at vide hvordan huset erJ og så har jeg for resten noget at fortælle dig, så du har bare at komme på snart!! Ellers kommer jeg efter dig MUHAHAHHAHAHA;)

Jeg ruller med øjnene, sådan nogle beskeder er typisk hende, de starter sødt, og slutter med, at hendes ondskabsfulde-jeg kommer op i hende,

@ImAStar til @HannahBannana: Halløj, må jeg lige ankomme før jeg tjekker computeren?:) ej huset er fantastisk og kæmpestort. Mit værelse er awesome, jeg har fået en af de der seje vindueskarme man kan sidde iJ Ahhhh elsker det, men jeg savner digL For resten må du gerne komme efter mig, for det vil betyde at du kommer her over:b HEHEHEHEHHEHE

Der kommer hurtigt mange kommentarer til det jeg har skrevet. Altså, de kommenterer ikke selve teksten, for de fleste af dem kan ikke forstå hvad der står, eftersom det står på dansk. Det irriterer mig at de skal kommentere mine ting, altså helt ærligt. Som ham der far live fra Bremen ville sige: SÅ LA` DA VÆR`

Jeg fatter faktisk ikke, at de tror, at billederne er ægte. Helt ærligt hvor dumme er de lige? Og helt ærligt, så har Louis jo også en kæreste. Som om han ville være hende utro.

Jeg klapper computeren sammen, og går neden under for at vente på Jenny. Jeg er lidt nervøs, for jeg har ikke set hende i flere år. Isabelle har jeg kun set en gang, og det var da hun lige var blevet født, så ja det er over 5 år siden.

Jeg sætter mig på trappen, og finder min mobil frem. Jeg spiller Candy Crush, det spil er genialt. Det eneste problem ved det er, at man bliver afhængig af det. Jeg spiller det så tit jeg kan, og jeg er faktisk i bane 200, så jeg føler mig lidt god alligevel.

Jeg når at bruge alle 5 liv i spillet, før jeg bliver afbrudt af fodtrin, der er på vej ned af trappen,

”Hej Star,” siger en lys og piget stemme, som jeg med det samme genkender. Jeg vender mig smilende om,

”Hej Jen, længe siden” svarer jeg og smiler til hende. Hun har godt nok ændret sig meget, siden jeg så hende sidst. Mellem os sagt, så var hun ikke noget kønt barn, men hun er så sandelig kommet efter det. hendes næsten hvide hår går ned til taljen, hun har også fået krøller, jeg ved ikke om de er ægte. Og hendes store øjne blå øjne er mere blå, end jeg husker dem.

Jeg rejser mig op og giver hende et kram. Selvom det er længe siden vi har set hinanden, så synes jeg at hun skal have et kram. Sammen går vi hen imod køkkenet, jeg håber i hvert fald det er, der vi er på vej hen. Jeg kender jo ikke huset, så hvis hun vil, kan hun føre mig ned i et eller andet torturkammer, uden at jeg ved det. Ikke at jeg tror, de har et torturkammer, men man ved alligevel aldrig.

”I har godt nok fået et stort hus, siden jeg var her sidst” siger jeg og beundrer de flotte malerier, som hænger på væggene.

”Ja, mor blev træt af det lille hus,” svarer Jenny, ”vi flyttede ind her for 3 år siden”.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg mere skal sige, så vi går i tavshed. Langt om længe, når vi frem til køkkenet. Det er ikke, som jeg havde forventet. Jeg regnede med sådan noget total moderne noget, som ville virke koldt og upersonligt, men der tog jeg fejl. Det er stilrent, men på en eller anden måde virker det hjemligt og beboet, måske fordi resten af familien sidder samlet ved det lille mahognispisebord. De kigger op, da vi kommer ind.

”Hvem er det?” hvisker den lille pige, som nok er Isabelle, lidt for højt og kigger nysgerrigt på mig,

”Det er din kusine Star,” siger Elaine og smiler til mig, ”hun skal bo ved os her i ferien”. Den lille pige lyser op i et smil,

”Skal hun så lege med mig?” spørger hun ivrigt,

Gerry griner, ”hvorfor spørger du hende ikke selv?”, Isabelle svarer ham ikke, men vender i stedet blikket mod mig,

”Vil du gerne lege med mig?” siger hun og sender mig de største hundeøjne ever. Jeg smiler til hende og siger,

”Ja selvfølgelig vil jeg det”, selvom jeg ikke har den store lyst, til at lege med bratzdukker, eller hvad hun nu leger med. Jeg kan bare ikke få mig selv til at sige nej, især ikke når hun kigger på mig på den der måde. Hun hviner ivrigt, og skal til at løbe ud efter legetøjet, Elaine får hende dog hurtigt stoppet,

”Nu spiser vi,” siger hun bestemt, ”så må du lege bagefter”. Isabelle sætter sig slukøret på sin plads, jeg sukker indvendigt, det her bliver en meget lang ferie…

♥♥♥

Undskyld fordi jeg er så langsom til at opdatere, og fordi det her ikke er verdens bedste kapitel:/

Men jeg har virkelig lektier til op over begge øre;( der kommer til at gå mindst en uge før der kommer et nyt kapitel, da jeg tager til Østrig lige om lidt:-)

For resten kan jeg fortælle, at drengene snart kommer med i historien:b

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...