You changed my life - One Direction

Et billede kan ødelægge mange ting. Det må 18-årige Starlight Parker sande, da et redigeret billede af hende og den verdensberømte Louis Tomlinson slipper ud til pressen og skaber kaos. Starlight tager til England for at slippe væk fra det hele, men hvad sker der, når hun støder på én person hun slet ikke har lyst til at møde? og vil nogen overhovedet tro på, at det ikke var hende der redigerede billedet?


75Likes
78Kommentarer
22578Visninger
AA

7. Five

Efter maden redder Jenny mig, fra at skulle lege med Isabelle. Hun tager mig med ind til byen, så vi kan få kigget på noget tøj. Hun synes åbenbart at jeg trænger til noget nyt. Og hvordan ved hun så, at jeg trænger til noget nyt?

For det undrede jeg mig vild meget over, indtil hun indrømmede, at hun havde taget et kig på mine ting. Jeg er ikke sur eller noget, jeg synes bare ikke at det er i orden, at rode i mine ting. Men jeg havde sikkert gjort det samme, sååå ja jeg er ikke sur. Men nu er vi altså på vej ind til byen. Gerry sagde ja til at køre os, så vi slipper for at tage bussen.

Gerry stopper bilen og vi stiger ud. Jeg kigger mig omkring, jeg havde regnet med at vi skulle ind i centrum af London, men vi er blevet sat af i Camden. Jeg har aldrig været her før, men jeg har hørt at Camden markedet skulle være rigtig godt. Så det er fedt nok.

Jenny hiver mig med det samme af sted, hun styrer målrettet efter en butik med meget flotte kjoler. Jeg kigger undrende på hende, jeg har ikke noget at bruge en kjole til, ærligtalt er jeg ikke lige en kjole pige. Jeg holder mig mere til bukser og shorts og den slags. Jeg kan til nød tage en nederdel på, men kjole viser jeg mig aldrig i, jeg synes at jeg ser fed ud i dem.

Jeg bliver hurtigt opslugt af stemningen på markedet, der er et enormt menneskemylder. Men alle virker så glade, solen skinner og der er ikke en vind der rør sig. jeg smiler for mig selv, og lader mig trække ind i butikken med kjoler. Intet kan ødelægge mit humør i dag.

”Hvorfor skal vi kigge på kjoler?” spørger jeg Jenny og kigger på hende, hun trækker på skuldrene og smiler,

”Det er en overraskelse”, siger hun og vipper med øjenbrynene for at understrege det, ”men du skal have en”,

Jeg kigger dumt på hende, og prøver at regne ud, hvorfor jeg skal have en kjole. Men jeg kan ikke lige se det, måske skal vi et eller andet, hvor man skal være fin i tøjet. Eller måske får vi betydningsfulde gæster. Intet af det virker særlig logisk, for det er jo ikke ligefrem fordi Gerry og Elaine er kendte eller noget, det tror jeg i hvert fald ikke.

Butikken er hyggelig, den er ikke ret stor. Men der er en speciel atmosfære herinde. Blandt andet fordi der brænder røgelsespinder, som dufter af lavendel. Der er kjoler fra gulv til loft, og selvom jeg ikke er et kjole menneske, så får jeg lyst til at prøve dem alle sammen, fordi de er så flotte.

Gulvet i butikken er overraskende rent, jeg har altid synes at sådan nogle steder som her, er vildt ulækre. Men sådan er det slet ikke her. Rengøringen er helt i top, og det giver topkarakter ved mig. Jeg er den type som er totalt besat af rengøring og at undgå bakterier. Derfor har jeg også altid en håndsprit i tasken, man ved aldrig hvornår man får brug for den. Har jeg ret eller har jeg ret?

Jenny er allerede i gang med, at hive kjoler ned fra væggen, jeg skal åbenbart prøve dem alle. Jeg sukker en anelse opgivende, jeg har ikke så meget lyst til at prøve dem alle. Selvom jeg lige før sagde at jeg gerne ville. Det var bare atmosfæren i butikken, som gjorde mig midlertidigt sindssyg.

Jeg vender mig rundt, for selv at kigge på kjolerne. Og så ser jeg den. Kjolen over alle kjoler, den er virkelig flot, og jeg ved allerede at Jenny kan glemme alt om de andre kjoler. For den her den har x-factor. Det er en af den slags kjoler, hvor den er lang bagpå og kort foran, så det flagrer når man går. Skørtet er lyseblåt, i en virkelig flot farve, indenunder er den en lidt mørkere blå farve, og så er toppen sølv, der er en enkelt strop, som også er lyseblå.

”Jenny” kalder jeg, ”glem alle de der kjoler, jeg har allerede fundet vinderen”. Hun vender sig om, hun har det der ansigt på der siger: jeg tror ikke på dig, og du skal ikke tro du kan snyde dig udenom det her. Hun ved nemlig godt at kjoler ikke lige er mig. For hvis kjoler var mig havde jeg nok haft nogen med, og det har jeg jo ligesom ikke, kan i se pointen? Ellers trænger i godt nok til briller. Ej undskyld jeg kom lige til at tænke på den der reklame, for briller, den er vidst fra Louis Nielsen eller sådan noget. Sidespor, tilbage til emnet.

Jenny taber næsten kæben, da hun ser kjolen. Jeg sagde jo at den var flot. Hun hviner begejstret og lægger alle de kjoler hun har fået fat i, i armene på den stakkels ekspedient. Jeg får helt ondt af hende som hun står der med alle kjolerne, ved siden af en over begejstret Jenny.

”Den skal du have” siger hun og ligner en der virkelig må kæmpe, for ikke at begynde at hoppe af begejstring. Jeg smiler tilfreds, jeg fandt i det mindste selv den kjole jeg skal have. Jeg tager den ned fra væggen og går ind i et af prøverummene. De er ledige begge to, underligt nok er der næsten ingen i butikken.

Jeg har taget flere forskellige størrelser med, så nu håber jeg at den passer. Hvis jeg ikke kan passe størrelse 38, som er den største størrelse jeg kunne finde, så begynder jeg seriøst at tude. Jeg prøver 34´eren først, den er for lille. Jeg bider mig i læben, jeg ved ikke helt om jeg har lyst til at prøve 38´eren. Tænk hvis den ikke passer. Jeg tager en dyb indånding og tager kjolen på. Og ved i hvad? Den sidder perfekt, den er som skabt til mig. Og den står fantastisk til mine øjne, de kommer til at se meget mere blå ud end de er.

”Jenny” kalder jeg, og trækker forhænget fra, så hun også kan se den, hun fløjter dæmpet,

”Den ser kanon godt ud på dig” siger hun henrykt, ”den må du eje”. Jeg er enig med hende, hvis jeg ikke køber den, kommer jeg til at fortryde det resten af livet. Jeg er ikke dramatisk eller noget, men den kjole, jamen altså den er bare fantastisk.

”Hvad er det vi skal, siden jeg skal have kjole på?” spørger jeg og hæver det ene øjenbryn, noget som jeg har øvet mig på i flere år, i håb om at få hende til at afsløre det. Men nej nej, selvfølgelig siger hun ikke noget, det onde menneske. Jeg laver den sure læbe, og sender hende mine bedste dådyr øjne, men hun griner bare af mig. Det er faktisk næsten skræmmende, hvor hurtigt vi er faldet ind i vores gamle jargon. Altså, jeg mener, efter 5 år burde man så ikke have svært ved at tale sammen?

Jeg trækker forhænget til igen, og skifter til mit eget tøj. Lige pludselig stikker Jenny hovedet ind og tager kjolen, jeg gisper forskrækket. Hvad har hun gang i?

”Hvad laver du?” spørger jeg, og prøver at standse hende, hvilket faktisk er lidt svært, når man står i BH og skal undgå at trække forhænget fra,

”Jeg betaler bare for den” siger hun og griner af mig,

”Du skal da ikke betale for mig” siger jeg og får hurtigt resten af mit tøj på, så jeg kan komme ud og stoppe hende,

”Jo, det er en gave fra mig” siger hun og smiler til mig, da jeg kommer ud af prøverummet,

”Ej Jenny, det kan jeg ikke tage imod, den er jo dyr” siger jeg og stirrer måbende på hende. Nu lyder jeg nok selvisk, men jeg ville aldrig give sådan en dyr kjole i gave, eller måske til Hannah, men så heller ikke til andre.

Men hun trækker bare på skuldrene, og ryster på hovedet over mine protester. Jeg kan godt se at vi ikke kommer nogen vegne, så jeg lader hende betale, hvis det gør hende glad, så er det vel okay. Hun rækker mig posen, og vi går ud af butikken. Der er stegende hedt udenfor, især efter at have været inde i den dejligt afkølede butik.

”Hold da op, der er blevet varmt” siger jeg og tager mig dramatisk til panden, Jenny griner,

”Du ved hvad det betyder” siger hun og smiler endnu større,

”ISTID” hviner vi begge to og begynder at grine. Vi sætter i løb mod den nærmeste iskiosk. Vi har begge to fået øje på en længere nede af gaden. Vi er næsten fremme, da tre drenge går direkte ind foran os. Jenny støder ind i en af dem og falder, jeg når at bremse op i tide. Men jeg er godt gal i skralden, man skal sgu da se sig for. Drengene vender sig om, den dreng Jenny løb ind i rækker en hånd ned imod hende, han ser bekendt ud, men jeg kan ikke lige placere ham,

”Er du okay?” spørger han og får et bekymret udtryk i de kraftigt blå øjne, Jenny nikker,

”J-ja” får hun fremstammet, hun ligner en der har set et spøgelse, men det håber jeg nu ikke at hun har, det ville være lidt for creepy. Han smiler til hende,

”Du må undskylde at vi sådan gik i vejen, vi havde ikke set jer” han er venlig, så jeg kan ikke får mig selv til at være sur på ham,

”Det gør ikke noget” siger Jenny og smiler, hun har genvundet mælet, ”vi så os heller ikke helt godt for”. En af de andre drenge stirrer meget intenst på mig, og jeg forstår ikke helt hvorfor, jeg kan ikke helt finde ud af om jeg kender ham eller sådan noget. Han virker bekendt, men jeg har altså helt svedt ud hvor jeg har set ham henne. Fangede i joken, jeg har svedt det ud, og det er varmt. Dårlig joke alligevel.

”Dig!” siger han lige pludselig, og med meget tryk på ordet. Hans ansigt ændrer sig fra nysgerrigt og forvirret, til rasende,

”Øh ja mig” siger jeg forvirret, jeg har ikke helt fanget hvad der er han mener,

”Det er dig med billederne” siger han sammenbidt, og så falder brikkerne på plads. Det er ikke en hvilken som helst dreng jeg står over for, det er Louis Tomlinson, og nu hvor jeg ser efter, kan jeg godt genkende den lyshårede med de blå øjne, han hedder vidst nok Niall, og den sidste af drengene, tror jeg nok er Liam. I hvert fald hvis den grundige beskrivelse af ham, som Hannah har fortalt mig hundredesytten gange passer.

Louis ligner en der har lyst til at slå mig, så jeg træder et skridt tilbage. Jeg skal ikke ende i et slagsmål, og da slet ikke med en popstjerne, det ville være overalt inden dagen er omme,

”Det var ikke mig der lavede de billeder” forsvarer jeg mig, og det er jo sandt, det var Hannah,

”Jeg er lidt ligeglad med hvem der lavede dem, det er dig der er på de billeder, og derfor dig der er problemet” siger han og stirrer på mig med et virkelig surt blik. Kender i ordsproget hvis blikke kunne dræbe?

For hvis de kunne de, så havde jeg været død nu. Det er virkelig et dræberblik jeg får.

”Er du klar over hvor tæt Eleanor var på at slå op?”, nærmest råber han, og træder truende et skridt frem. Liam tager hurtigt fat i hans arm,

”Slap af Louis,” siger han og holder Louis tilbage, ”hvis hun siger at det ikke var hende der redigerede de billeder, så er det jo ikke hende, det kan også være det bare er en af hendes veninder der har lavet sjov” fortsætter han udglattende,

”Hvad sjovt er der ved det?” hvæser han, ”det er ligesom mit omdømme det går ud over”,

”Hør Louis, hvis de billeder på nogen måde har skadet dit ry, så er jeg meget ked af det” starter jeg, ”min veninde lavede de billeder for at muntre mig op” afsluttede jeg og sendte ham et irriteret blik,

”Og hvorfor skulle du så muntres op,” spørger han og kniber øjnene let sammen, ”og hvorfor med billeder af mig?”

”For det første, så kommer det ikke dig ved hvorfor jeg skulle muntres op” siger jeg irriteret ” for det andet så er jeg halvt fan af jer, så måske har du din grund der, der er sgu da mange der laver billeder med jer på” jeg nærmest spytter ordene ud, han er irriterende, og han skal ikke jorde mig,

”Ja måske, men de er ikke så virkelighedstro, som dem din ”veninde” lavede” siger han, og jeg kan tydeligt høre at han siger ”veninde” på en sarkastisk måde,

”Tror du ikke på at det var min veninde?” siger jeg irriteret, ”vil du gerne ringe og spørge hende?” jeg hæver det ene øjenbryn og stirrer ondt på ham, ”for jeg vil hellere end gerne ringe til hende”, det lukker munden på ham, han havde nok ikke lige regnet med, at jeg var parat til at ringe til Hannah for at bevise det,

”Fint, så ring til hende” siger han provokerende og kniber øjnene sammen til smalle sprækker. Jeg finder min mobil frem, det bliver dyrt at ringe, men jeg skal bevise for den opblæste nar at jeg har ret. Jeg trykker hurtigt Hannahs nummer. Tag den Hannah, tag den, beder jeg. Ellers kan jeg ikke bevise noget som helst.

”Hej Star, det er Hannah” lyder det endelig, og jeg ånder lettet op,

”Hannah kan du ikke lige forklare Louis at det ikke var mig der redigerede de billeder?” spørger jeg, de andre stirrer på mig, som om jeg er dum, måske fordi de ikke fatter en meter af hvad jeg siger. Haha så kan de lære det, især Louis,

”STÅR DU SAMMEN MED LOUIS FUCKING TOMLINSON!” råber hun begejstret i den anden ende,

”Ja, jeg tror ikke han hedder fucking til mellemnavn, men det ville faktisk være rimelig passende, han er pisseirriterende” siger jeg, ”vil du ikke nok fortælle at det var dig, ellers tror jeg snart han myrder mig”,

”Jo selvfølgelig vil jeg det, hit med ham, så skal jeg fortælle ham en ting eller to” siger hun og lyder truende, godt nok er hun directioner, men hun er stadig min bedste veninde, og veninder kommer først. Jeg rækker telefonen til Louis, som tager den i en irriteret bevægelse. Jeg kan ikke høre hvad Hannah siger til ham, men jeg er sikker på at han ikke kan lide hvad han hører. Hans ansigt ser irriteret ud.

Langt om længe rækker han mig telefonen, han siger ikke noget til at starte med,

”Hvad sagde hun” spørger Niall forsigtigt, og blander sig for første gang i samtalen,

”At det var hende” siger Louis kort, og sender mig et ondt blik. Det ændrer åbenbart ikke noget, at det ikke var mig. Niall ser ud til at ånde lettet op,

”Jamen så er problemet vel løst, du ved hvem det var og så er det ude af verdenen” siger han og smiler, ”hvad siger i til en is?” det sidste er henvendt til Jenny, han prøver nok at gøre det godt igen, efter at han væltede hende.

”IIIIIS” hviner Jenny, ”Star vi har glemt vores is”, hun har ret, vi har diskuteret med nogle fra One Direction i stedet for at købe is, hvad går der af os. Der er intet der slår is, og der burde ikke være noget der kunne få os til at glemme det.

”NOOOOOO” hviner jeg dramatisk, Niall og Liam griner, Louis ser stadig sur ud. Hvem har tisset på hans sukkermad? Når jo, det var mig Hannah.

”Jeg giver” siger Niall med et smil, og begynder at gå imod kiosken. Vi følger hurtigt efter ham. Louis sender mig stadig onde blikke, og selvom Niall tror at det er ude af verdenen, så tør jeg næsten væddde min gamle hat på, at krigen først lige er begyndt.

♥♥♥

Så kom der endelig et nyt kapitel, undskyld der går så lang tid imellem:-/

Jeg prøver virkelig at blive bedre til at opdatere, men jeg giver altså skolen skylden, jeg får alt for mange lektier for...

Men ja tak fordi i gider at læse med, det betyder faktisk meget for mig, at der er nogen der læser det jeg skriver, så ja tak for det:-)

Nå og hvad tror i så  der sker? please skriv hvad i tror, jeg elsker at se hvad i gætter på:-)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...