You changed my life - One Direction

Et billede kan ødelægge mange ting. Det må 18-årige Starlight Parker sande, da et redigeret billede af hende og den verdensberømte Louis Tomlinson slipper ud til pressen og skaber kaos. Starlight tager til England for at slippe væk fra det hele, men hvad sker der, når hun støder på én person hun slet ikke har lyst til at møde? og vil nogen overhovedet tro på, at det ikke var hende der redigerede billedet?


75Likes
78Kommentarer
21961Visninger
AA

17. Fifthteen

Hannahs synsvinkel

Star kryber sammen helt tilbage på sengen. Hun har knæene trukket helt op under sig, og hendes øjne udstråler frygt. Hendes brune hår, der plejer at være så smukt, klasker ind til hendes ansigt. Sammen med skrammerne får det hende til at se vild ud. Hun minder om et skræmt dyr, som hun sidder der. Det skræmmer mig.

Jeg går forsigtigt hen til hende. Jeg er lidt bange for at nærme mig, hun ligner slet ikke den Star, jeg kender. Hun retter sine brune øjne i mod mig, da hun opfanger, at jeg kommer i mod hende. De brune øjne borer sig skarpt ind i mine, og får mig til at stivne et øjeblik. Men så slapper hun af i skuldrene og synker tilbage i puderne.

Jeg sætter mig forsigtigt på den hvide stol, som står ved siden af Stars hospitalsseng. Jeg tager forsigtigt hendes hånd, som stadig knuger om dynens kant. Hun skal vide, at jeg er der for hende. Der går noget tid, uden at nogen af os siger noget. Nok fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg skal sige, og hun er vidst stadig for panikslagen til at starte en samtale. Hendes øjne flakker stadig nervøst rundt, som om hun venter på, at der skal ske et eller andet farligt. Flere gange borer hendes tænder sig hårdt ned i hendes læber. Der bliver efterladt små mærker i hendes læber, og jeg kan se, at det kun er et spørgsmål om tid, før en lille dråbe blod vil bane sig vej ud af den tyndslidte hud.

”Hvornår må jeg komme væk herfra?” det giver et sæt i mig, da hun pludselig begynder at tale. Hendes stemme er meget hæsere end den plejer at være. Sammen med hendes dyrisk look skræmmer det mig lidt. Hun er slet ikke sig selv. Hun har rettet blikket mod mig igen, som om hun forventer, at jeg vil rulle hendes seng ud af døren og stikke af med hende. Selvom det er en fristende mulighed, så er det nok en dårlig ide.

”Jeg ved det ikke Star,” siger jeg stille, ”jeg har ikke fået noget at vide endnu,” nervøst møder mine øjne hendes, bange for hendes reaktion. Men hun bider sig bare endnu mere i læben og ligner en, der har lyst til at græde.

”Jeg kan ikke lide det,” siger hun stille med gråd i stemmen, ”ikke efter sidste gang,”. Hun ser med et utrolig skrøbelig ud, ikke dyrisk mere. Hendes øjne er blevet blanke og hun knuger stramt om dynen igen.

”Det ved jeg godt,” siger jeg og aer hendes hånd, ”men det skalnok gå, jeg er her for dig,”. Jeg smiler forsigtigt til hende. Prøvende trækker hun på smilebåndet, men det bliver mere til en grimasse. Selvom det ikke lige er tidspunktet til det, så kommer jeg til at grine. Star kigger mærkeligt på mig, og lidt forbløffet, og hæver et øjenbryn,

”Undskyld Star, men du skulle se dig selv lige nu,” hun ruller med øjnene og begynder selv at grine. Det er et glimt af den normale Star, og det gør mig glad at vide, at hun stadig er derinde, under det skræmmende, men samtidig skrøbelige udseende, som hun har lige nu.

”Jeg ved det godt,” siger hun, og et rigtigt smil kommer frem på hendes læber, ”forhåbentlig kommer jeg snart ud herfra,”. Jeg nikker sammenstemmede, da jeg ikke helt ved, hvad jeg skal sige. Jeg er næsten overbevist om, at der i hvert fald kommer til at gå flere dage, før hun kommer hjem. Men det vil jeg ikke sige til hende, ikke nu, hvor hun opfører sig lidt mere normalt og har glemt sin panik.

Men pludselig ændrer hele scenen sig. For ind af døren kommer fire drenge væltende ind. Star farer sammen og trækker hånden til sig med et sæt. Igen er hun forvandlet til den uhyggeligt udseende pige, som jeg slet ikke kan genkende. Panikken er tilbage i hendes øjne, det går op for mig, hvor lidt der skal til, for at hun ryger tilbage i panikken.

Bag drengene kommer Gerry ind. Han ser helt forvirret ud over alle de mennesker, der lige pludselig er her. Drengene, som jeg lige pludselig genkender, stormer hen til Stars seng. De er larmer egentlig ikke, men deres hurtige bevægelser ser ud til at gøre Star nevøs.

”Hvordan har du det?” spørger Niall, jeg har genkendt drengene fra One Direction, og jeg har set, at Louis ikke er til stede. Star kigger forvirret rundt på dem, hendes læbe ser helt flænset ud nu. Hun slapper dog lidt af, da hun har kigget lidt på drengen, måske fordi det går op for hende, at der ikke er nogen sygeplejersker.

”Fint tror jeg,” siger hun stille, og prøver at se overbevisende ud, det virker bare ikke særlig godt. Niall ser heller ikke ud til at tro hende. Men han siger ikke noget, han smiler bare til hende og nikker tænksomt.

Gerry sætter sig på den anden stol, på den anden side af sengen. Han tager hendes hånd og kigger kærligt på hende. Det slår mig igen, at de virker meget tætte. Mere som far og datter, end som onkel og niece. Han siger ikke noget, og det gør hun heller ikke. Det er som om de ikke har behov for det. Det ligger ligesom i luften.

De andre drenge, Zayn, Harry og Liam, stimler sammen i fodenden af sengen. Alles blikke er rettet mod Star, som ser mere og mere utilpas ud. Hun vrider sig nervøst i sengen, og hendes blik flakker igen rundt på stuen. Jeg tror også, at de andre lægger mærke til det, men ingen siger noget.

Star åbner munden, måske for at sige noget, men i det samme går døren endnu en gang op. Ind kommer en hvidklædt sygeplejerske. Han har nogle ting i hænderne, jeg ved ikke, hvad det er, men en af tingene ligner en sprøjte. Star har også fået øje på den, kan jeg se, for hendes øjne spiler sig op, hun trækker sig så langt tilbage i sengen, som hun kan komme og knuger dynen så hårdt, at hendes knoer bliver helt hvide.

Det er ikke længere bare panik i hendes blik, det er direkte frygt. Hendes læber bæver, og hendes øjne bliver blanke. Hendes mund former et skrig, i refleks ryger mine hænder op foran ørene, som de har gjort alle de gange, jeg har besøgt hende her.

Gerry ser fortvivlet på hende. Hans blik udviser sorg, en sorg jeg ikke helt forstår. Selvfølgelig er det trist at se hende sådan, men direkte sorgfuldt? Det syntes jeg ikke. Hun bliver vel normal igen ikke? Det håber jeg i hvert fald.

”Gå ud alle sammen,” siger sygeplejersken lidt spidst og ser på os alle sammen en efter en.

”Jeg kan da ikke gå fra hende, når hun er sådan der,” siger Gerry og kigger irriteret på sygeplejersken, som bare stirrer igen. Men Gerry tager ikke blikket til sig, han har vidst tænkt sig at blive. Hvilket nok også er klogt, når man tænker på, at det er sygeplejersken, der lige har udløst angstanfaldet.

Men jeg rejser mig, det er bedst, hvis vi andre forlader rummet. Jeg tager Zayn i armen, og hiver ham med ud. De andre fatter hentydningen og følger efter. De kigger alle sammen nervøst på Star. Hun har tydeligvis ikke fortalt dem om hendes sidste oplevelse på et hospital.

Vi sætter os på en hvid bænk uden for stuen. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. For hvad siger man lige, når ens største idoler sidder lige foran en. Når de lige har set ens bedste veninde få et angstanfald.

”Hvad skete der lige der?” spørger Harry pludselig, hans blik er spørgende vendt mod mig. De andre drenge vender også blikket mod mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er ikke op til mig at fortælle om det. Når Star ikke har fortalt dem det, så er der nok en grund. Så jeg trækker bare på skuldrene.

”Du ved et eller andet, det kan man se,” siger Liam anklagende og kigger gennemborende på mig. Jeg bider mig nervøst i læben. Jeg bør virkelig ikke sige det.

”Det er op til Star at fortælle det,” mumler jeg bare og kigger væk.

”Nej, det er op til dig,” Niall blander sig i samtalen, de kigger alle fire anklagende på mig, det er faktisk vildt ubehageligt.

”Seriøst, det er ikke op til mig, når hun ikke har fortalt det, så er der nok en grund,” jeg kniber læberne sammen fast besluttet på ikke at sige noget. Selvom jeg godt ved, at de ikke stopper med at spørge, før jeg fortæller, hvad jeg ved.

”Come on,” siger Zayn irriteret, ”der er en grund til, at hun blev så panikslagen lige før, og du skal fortælle os det,” han kigger stædigt på mig, og jeg kigger lige så stædigt igen og fastholder, at det ikke er op til mig at fortælle det.

”Hvad hedder du egentlig?” spørger Harry pludselig, fuldstændig ud af kontekst,

”Øhhm Hannah,” svarer jeg og kigger mærkeligt på ham,

”Okay Hannah, hør så her,” starter han med sin langsomme dybe stemme, ”nu fortæller du os, hvad du ved, ellers smider vi dig ud af vinduet,”. Jeg kommer til at grine, det er simpelthen det mærkeligste argument, man kan komme med.

”Hvor er det nærmeste vindue?” spørger jeg flabet og smiler sarkastisk til ham, jeg fortæller intet. Han stønner fortvivlet,

”Hold kæft du minder om Star!” udbryder han, ”du er lige så flabet og mindst lige så stædig,”. Smilet bryder frem på mine læber, jeg vil gerne være ligesom Star. Hun er ikke bange for at sige din mening og hun er bare helt sig selv.

”Jeg har lært fra den bedste,” han ruller med øjnene og sidder lidt og tænker.

”Du er nød til at fortælle det, ellers tror vi bare, at det har noget med os at gøre, og så får vi skyldfølelse og så er det din skyld,” udbryder Niall, han kigger bedene på mig. Det er svært at modstå det blik. Hans øjne er så blå.

”Det har ikke noget med jer at gøre,” mumler jeg, snart giver jeg efter, det kan jeg mærke. Jeg kan ikke blive ved med at komme med gode argumenter.

”Så sig det,”

”Arrg det kan jeg ikke,” jeg tager mig frustreret til hovedet. Jeg føler, at jeg svigter Star, hvis jeg fortæller dem det her, og det kan jeg bare ikke,

”Jeg går ind og spørger hende, hvis du ikke siger det,” siger Zayn pludselig og rejser sig op,

”Det må du ikke,” udbryder jeg, ”det kan hun, da ikke klare lige nu og specielt ikke her,” jeg tager hånden op for munden, da det går op for mig, at jeg lige har afsløret, at det har noget med hospitalet at gøre.

”Nu kan du lige så godt fortælle resten,” siger Zayn selvtilfredst. Jeg sukker dybt, jeg fortæller dem det, det er jeg nød til. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal starte. Det er ikke en nem historie at fortælle, og jeg ved, at Star har meget svært ved at tale om det. Jeg ved ikke, hvad hendes grund er, siden hun ikke vil snakke om det, for det er bedre at komme ud med det, end at gå med det inden i. Men igen, jeg kan godt forstå hende. Jeg tror måske, det er fordi, at hun er bange for, at folk vil have medlidenhed med hende, men jeg kan ikke sige det med sikkerhed.

”Fint jeg fortæller det,” stønner jeg, ”men jeg ved ikke, hvor jeg skal starte,” mine skuldre falder sammen, jeg tabte stædigheds konkurrencen, og det er faktisk pænt irriterende.

”Hvad med at starte med begyndelsen,” smiler Liam, jeg ruller med øjnene, det er ikke så enkelt, som han tror.

”Det er lettere sagt end gjort,” mumler jeg og kigger mig omkring, på jagt efter noget der kan aflede opmærksomheden, så jeg ikke behøver at fortælle det. Men det er der selvfølgelig ikke. Der er bare en masse mennesker der render ind og ud af stuerne. Ikke til megen hjælp. Jeg tager en dyb indånding og vender mig i mod dem. Jeg kradser den sidste rest af min lyserøde neglelak af i nervøsitet, den kliniske lugt dulmer heller ikke ligefrem mine nerver, den giver mig faktisk kvalme. Den minder mig om alt det Star har gået igennem, og at jeg nu skal fortælle fire drenge, som jeg faktisk ikke kender, om det. Jeg er lidt bange for, hvad de vil sige. Jeg vil ikke have at de ændre syn på Star på grund af det her. De skal ikke se hende som en svag pige, for det er hun langt fra. Hun er stærkere end de fleste andre, også selvom hun ikke viser det lige nu, hun skal nok komme oven på igen, det er jeg sikker på.

”Okay, det startede med at Stars mor…”

♥♥♥

Sorry for det lidt korte kapitel, men jeg syntes, at det var bedst at stoppe det her:-)

Hvad tror i der er sket på hospitalet, som har gjort Star så panikslagen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...