Dét kunne jo komme an på en prøve...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 19 jun. 2013
  • Status: Færdig
Jeg blev inspireret af billedet ´Centrumpladsen i Vester Åby´ af Ulrik Møller. Da der ikke er nogle mennesker i byen og det virker uhyggeligt. Så det her er mit bidrag til konkurrencen.

'Folk kunne ikke tage, at den ellers så glade pige lagde et tæppe af regn og sorg over byen. Et tæppe der var svært at leve under, i for lang tid af gangen.'

milo***

2Likes
2Kommentarer
462Visninger
AA

1. Dét kunne jo komme an på en prøve...

Dét kunne jo komme an på en prøve…

 

Det er flere år siden, nogle som helst boede der. Gaderne ligger stadig som dengang, da alle flygtede i stor hast, væltede cykler, dukker og sågar en smøg, som nogle smed fra sig i hasten væk fra byen. Dem, der kunne komme til det, tog deres biler, andre cyklede, og de færreste havde valgt at løbe. Det er helt utroligt, at en så lille pige kunne yde så megen vold, så megen skade, helt uden at røre en finger. Bare stå og se alle, hun havde kendt de første 7 år, flygte. Hun var knust, de af hendes venner, der gerne ville blive, blev revet væk fra hende. Det var da ikke rimeligt, synes hun, bare fordi deres forældre var bange, eller hvad de nu var, måtte hun aldrig se sine venner igen. For hende var det forfærdeligt ikke at måtte se dem, men for forældrene var det en befrielse, at de ikke kunne se på hende. Hun forstod det sikkert ikke, det gør man jo ikke i den alder. Ikke at det var hende, de flygtede fra, det forstod hun først derefter. Hun forstod ikke, at ingen havde ventet og spurgt hende om, hvad der var galt, for de var jo de voksne, de kunne godt tage et initiativ for at hjælpe hende på rette vej igen, men de havde været kujoner nok til ikke at gøre det. Man kun vel sige, at der var en grænse der, hvor folk ikke turde at komme nærmere Vester Åby. Men, hver eneste dag stod hun uden for sit lille gule hus, ventede på sine venner, ventede, for de kom jo, mente hun. Hvis Byen kunne tænke, ville den ønske hende langt væk - til den anden side af kloden. Folk kaldte hende en sumpplante, hun var en lille regnsky, som skyggede for solens lys. Hendes tøj hang i laser og var blevet mere og mere slidt med tiden. Faktisk havde det for mange år siden været en flot, meget dyr, silkekjole. Med små pufærmer og frynser i udmundingen, der havde også været frynser i bundens udmundingen og et blåt bånd om livet, den havde været lidt for stor til hende. Men intet af det kunne ses mere for bare vand, skidt og snavs. Hendes lange hår var blevet krøllet, beskidt og længere og længere, efterhånden som tiden var gået. Men trods alt vandet havde det ikke skyllet sorgen af hende. Sorgen som kun døden kunne putte dybt ind i folks hjerter. Det var den sorg, der pinte hende så meget, hvorfor lige hende? Det kunne hun ikke få til at hænge sammen, hvorfor? Inderst inde vidste hun godt, hvorfor resten af byen var flygtet. Hendes sorg. Det var den, der havde skræmt dem væk. Folk kunne ikke tage, at den ellers så glade pige lagde et tæppe af regn og sorg over byen. Et tæppe der var svært at leve under, i for lang tid af gangen.                                                                          

I skolen havde de engang, for mange år siden, lært at man kunne elske.Elske for resten af ens liv, men det med at elske troede hun ikke på mere. ”Når man elsker, vil dem man elsker jo alligevel dø, og så kommer sorgen igen.” Det var det, hun sagde til sig selv mange gange, og det havde hun jo så inderligt ret i. Hun ville aldrig elske igen. Hun ville aldrig lade nogen tage noget fra hende igen, det havde hun sagt, de lange nætter, hvor hun sørgede. Aldrig skulle dét ske igen.Det var derfor, hun boede der helt alene.  Hendes mor, den dame der elskede hende over alt på jorden, var taget fra hende. I det sekund moderen var blevet taget fra hende, var hendes verden styrtet sammen over hovedet på hende. Moderen havde været så kærlig og barmhjertig. Den sødeste man kunne tænke sig, gjorde ikke en flue fortræd, og så skulle hun alligevel dø. Og tilbage var det lille barn, som ikke var klar til at miste sin elskede mor. Og som dengang med faderen havde hun heller ikke været klar til at miste ham. Faderen var gået bort af aids, mens moderen var af lungesygdom. Det viste hun, for i skolen havde de lært om symptomerne på begge sygdomme. Så hun vidste godt, hvad de fejlede, selvom de prøvede at skjule det. Hun havde passet dem på deres dødsleje, fra den dag de ikke kunne mere, til deres endelige. Og ikke en eneste gang havde hun tvivlet om, at kunne rede dem. Så da faderen var synet hen en dag og ikke bevægede sig, så vidste hun godt, hvad der var i vejen med ham, han var død. Hun havde været knust. Da moderen gjorde det samme. Et par uger efter vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. 7 år og alene i verden, uden far, og uden mor. Hun havde overvejet at tage sit eget liv, op til flere gange. Men alligevel turde hun ikke. På den anden side vil hun komme op til sine forældre, for Gud havde da taget sig af dem, havde han ikke? Og hvis han havde med dem… mon han så ikke også ville med hende? Dét kunne jo komme an på en prøve…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...