SMS fra E

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 19 jun. 2013
  • Status: Igang
Dette er en novelle, som kan virke lidt forvirrende. Synspunkterne skifter, og den er skrevet i 1.person. Den minder lidt om "Pretty Little Liars"
Det er en kort novelle.

Det handler om en pige der hedder Carly.
Carlys bedste veninde hedder Erica, og en dag tager de til fest. Men det går absolut ikke som planlagt; Erica bliver nemlig myrdet.
Et par år efter Ericas død, modtager Carly chikanerende SMS'er fra en anonym person kaldet "E"

3Likes
2Kommentarer
563Visninger
AA

4. Synspunkt 2

“Elli, er du nu sikker på det her er en god idé?” Jeg så usikkert hen på Erica. Hun himlede øjne af mig, og kastede med sit blonde hår. Hun gik hen mod lyden af den høje musik, og trak mig med.

Vi trådte ind i huset. Jeg kunne med det samme se, at alle de dansende glade skikkelser derinde, var mindst tre år ældre end os. Men det lod Erica sig ikke mærke af. Hun gik bestemt hen mod dansegulvet. Jeg så måbende efter hende.

“Hey smukke! Skal du have noget at drikke?” En ældre fyr kom gående hen imod mig. Han var ikke ædru.

“Øhm, jeg vil da gerne have en sodavand” Sagde jeg og så ned i jorden.

Ham og de omkringstående brød ud i latter. “Jeg tænkte nu på noget lidt stærkere” sagde fyren.

“Åh... Jamen, jeg tror jeg springer over så” sagde jeg, og gik væk fra dem, mens de grinede. Jeg måtte finde Erica. Jeg ledte på dansegulvet, men der var hun ikke.

Hun var heller ikke ovenpå.

Til sidst fandt jeg hende. Hun stod i en lille gruppe hvor hun smilede og grinede. Hun tog en flaske op til munden og drak. Nå, så hun måtte godt får sodavand! Men da jeg kom nærmere blev jeg klar over, at det ikke var sodavand hun drak. “Erica!” Råbte jeg, og pegede anklagende på den øl hun havde i hånden. Hun så på mig. Hendes blik var slørret og hun smilede åndsfraværende.

Hun åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen. I stedet grinede hun. Jeg trak hende væk, og ud af huset.

“Vi tager hjem, nu!” Jeg råbte hende ind i hovedet.

Igen grinede hun. “Nej, jeg har det så sjovt” Sagde hun, og svajede lidt. Jeg greb hende om armen. Om jeg så fik hende overtalt til at følge med hjem, ville hun ikke være i stand til at gå.

Jeg så opgivende på hende, bad inderligt til, at en løsning ville dukke op.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...