Når byen indhylles i nat

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 18 jun. 2013
  • Status: Igang
Til sang konkurrencen.

Skrevet ud fra sangen: Børn af natten- Panamah

1Likes
0Kommentarer
179Visninger

1. De kom

Mit hår er blevet vådt af regnen og slår mod min ryg, mens jeg løber gennem den mørke by. Gaderne er kun er oplyst af gadelampernes dunkle skær. Min vejrtrækning lyder hivende og mine skridt klikkende over asfalten. Verden virker tyst omkring mig, som betragter den mig. Himlen mellem bygningerne har et strejf af violet. De få træer ligner spinkle tilskuere.

Jeg havde tit været med, når de skulle sælge i den såkaldte dunkle del af Istedgade om natten. Det plejede at forgå koncentreret og næsten i stilhed. Jeg havde altid været fascineret af de sommetider vaklerne skikkelser der drev ud fra gyderne og nærmede sig boderne. Skulle have sit daglige sprøjt af overlevelse. Som sarte sjæle fra undergrunden. Mikkel plejede at tage mig med. Han havde sin egen bod med cokain og levede i miljøet. Jeg stolede på ham når han forsikret mig om at de ikke turde vise sig. Panserne. De var hadet og foragtede blandt dealerne. Tanken om at de kunne komme var fjerntliggende.

Jeg hørte optøjerne da jeg stod oppe ved hovedbanegården. Jeg søgte tit derop. Måden billygterne blev til små indfluer mellem hinanden, når man kneb øjnene tæt sammen, tiltræk mig. Jeg så røgen fra min mund drive ud i natten og min min smøg gløde mellem mine fingre. Jeg havde lige nået at skode min cigarret da jeg hørte råbene. Klirrende flasker, høje udbrud og hurtige skridt. De var ankommet og var i gang med at ryde stedet som bulldozere ryder en gammel faldefærdig bygning. Pusherne gjorde modstand og flasker fløj gennem luften. Jeg kunne se det hele oppe fra Hovedbanegården. Bordene med stoffer var væltet og cocainen dækkede asfalten som et snelandskab. Politiet var iført sorte dragter og flere af den med knebler. De blandede sig hurtigt med de brede tattoverede dealere. Billederne skifter i slowmotion i mine tanker, mens jeg løber.

Det var tæt på denne gang. Lidt for tæt. Deres kolde og direkte blik hænger bag mine øjne og lige i min nakke. Jeg kan føle det prikke mod min hud og langsomt rive den fra hinanden. Lyden af glas der splintres genkaldes i mine tanker. Kroppe der hamrer mod hinanden. Lyden af skrig og råben. Mikkels øjne der fandt mine i mængden. Opspilede og advarende. Hans mund formede uhørlige ord. ”Løb med dig! Væk.” En rynke var som hugget i granit mellem hans øjne, der var lagt i mørke. Hans lyse dreadlocks med de mørke træperler piskede om hans hoved, da en knytnæve ramte ham hårdt på kinden . Han forsvandt mellem menneskerne. Mit hjerte sparkede mod mine ribben og ikke andet end et gisp slap mine læber inden jeg vendte om på hælen og satte i løb. Jeg løb rundt om hjørner og ned ad de velkendte stræder. Byen havde iført sig sin midnatskappe.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...