Færgen i tågen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 18 jun. 2013
  • Status: Igang
Jeg blev meget optaget og inspireret af Ulrik Møllers maleri "Færge" fra 2013, og valgte derfor at skrive en historie, som skulle sætte de følelser i spil hos læseren, som jeg selv fik, da jeg så maleriet.

0Likes
0Kommentarer
120Visninger
AA

1. Færgen i tågen

På mit yndlingssted ude på vandet, vuggende fra side til side i takt med de små bølger sidder jeg og prøver at finde ud af om jeg har sovet, eller om jeg har set syner. Jeg troede ellers, at en gammel fisker som mig havde set og oplevet alt, man kunne se og opleve på havet.

Klokken 4.00 i morges vågnede jeg og stod op for at tisse. På min vej tilbage til soveværelset kiggede jeg ud af vinduet, og så en usædvanlig smuk sommermorgenstund. Jeg fik en pludselig indskydelse: Denne smukke morgen skulle ikke gå til spilde i sengen, så jeg listede ind til min kone, kyssede hende på kinden og skrev en lille seddel til hende om, at jeg ville tage ud for at fiske.

Med gummistøvler på og min fiskestang under armen gik jeg ned til min båd. Der var så vindstille, at jeg var nødt til at starte bådens motor, og jeg blev irriteret over, at dens brummen ødelagde lidt af den stille morgenstemning.

Da jeg var kommet et stykke ud, stoppede jeg motoren og kastede snøren i vandet. Hvis jeg var heldig, ville jeg inden længe have fanget aftensmaden. Jeg sad i mine egne tanker en stund. Måske skulle man invitere børnebørnene til aftensmad, og så lave den over bålet nede bagerst i haven. Det ville de sikkert elske. Så kunne deres forældre også få en aften for sig selv. Det kunne de sikkert godt trænge til med tre friske drenge i huset og hvert sit fuldtidsarbejde.

Jeg blev hevet væk fra mine tanker, da jeg mærkede en underlig kulde smyge sig omkring mig bagfra. Hårene på mine arme rejste sig. Jeg drejede hovedet og så, at en underlig tæt og mørk tåge kom flydende imod mig, som om den blidt blev skubbet af sted af en stille brise.
Jeg havde aldrig set noget lignende før i mine 67 år. Jeg kiggede fremad igen. Der var der ingen tåge, men kun den smukke sommermorgen, som jeg var draget ud i i min båd. Jeg vendte mig om igen, og tågen var kommet tættere på. Om lidt ville den begynde at omslutte mig med sin fugtige kulde. Der var noget anderledes ved denne tåge. Var det uhygge? Nej ikke rigtigt. Jeg følte mig ikke rigtigt bange. Da tågen omsluttede mig vidste jeg det. En følelse af tristhed fyldte mig og sivede ud i hver en del af min krop. Tågens små vanddråber lagde sig på min hud og trængte sig ind i min krop og min sjæl som et fast stof gjort af tristhed.

Jeg sad der i min båd og mærkede hvordan en ensom tåre trillede ned af min kind, da jeg lagde mærket til en lyd, der ikke havde været der før. Det var lyden af en færgemotor. Den var lav, som var den meget langt væk, men i det samme kunne jeg skimte noget andet i tågen. Noget stort. Jeg var underligt nok stadig ikke bange. Jeg lukkede øjnene og talte langsomt til fem. Da jeg åbnede øjnene igen så jeg foran mig en mindre færge. Det var ikke en af de ny og moderne, kunne jeg se. Jeg kunne ikke se folk på dækket. Færgen passerede mig langsomt, men underligt nok, lavede den ikke bølger i vandet. Det var som om den gled igennem vandet uden at sætte sig andre spor end den tætte tåge og den dybe tristhed.

Jeg lukkede øjnene. Efter nogle minutter kunne jeg mærke en varme på min ansigt og på mine bare arme, som ikke kom inde fra mig selv. Jeg åbnede øjnene og så, at det var solens stråler. Tågen og dens kulde og altopslugende følelse af tristhed var væk, næsten som om den aldrig havde været der.

Jeg starter bådens motor og sejler ind mod land, mens jeg beslutter mig for at invitere børnebørnene på pølser og snobrød lavet over bålet nede bagerst i haven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...