Don't Let Me Go

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 18 jun. 2013
  • Status: Igang
Da Harry Styles bandmate Zayn Malik kommer til skade med hånden, vælger Harry at køre ham på hospitalet. På hospitalet møder han en pige, som tænker en dels anderledes. Sammen kommer de på op og nedture, og udvikler et forhold som er noget værd.

3Likes
0Kommentarer
334Visninger
AA

1. Be kind whenever possible. It is always possible

 

„Be kind whenever possible.
It is always possible.“

 

Jeg ryster på hovedet så mine krøller rutsjer rundt, og ligger rodet på mit kranium. Mine øjne rammer de kliniske hvide mure, og minder mig om hvor jeg er. Det her sted giver mig altid kuldegysninger. Der stinker af syge mennesker, rengøringsmidler og sprit. De hvide væge har ikke nogen form for pynt. Det eneste man har gjort, er at stille et par falske planter i hjørnerne, i håb om at det ikke ville minde om et fængsel for syge.  Dette sted kaldes også for et hospital.

Det er ikke mig der er noget galt med. Det er Zayn som har skadet sin hånd ret slemt. Hans håndled er helt gult og blåt, hævet og sindssygt øm. Den dreng kunne sku mærke hvis jeg kørte en bille over, på vej her op! Lige nu er han inde og blive tjekket. Nogle gange kan det være en fordel at være berømt. De lod ham komme først i køen, da de så den stadig voksende pige flok som har slået camp udenfor.

”Hey” sagde en pige, mens hun lod sig dumpe ned ved siden af mig. Hendes hår var langt, fyldigt og rodet, og så har den en pæn brun farve, der får en til at tænke på mudder? Hun kæmpede med at få det op i en knold, med en elestik hun havde haft rundt om håndledet. Hun har en tværstribet sweater og et par stramme denim jeans på, med et par sorte vans. Langt om længe fik hun håret sat op, og det ser ret kært ud. Små totter af hendes hår stritter let, og der er buler hist og her, hvilket får hende til at se minder perfekt ud.

”hej” svare jeg igen med en flad stemme. Hun kniber let øjne sammen og strammer hendes læber mens hun studer min profil. ”hvad er det lige jeg har gjort dig? For jeg kan virkelig ikke komme i tanke om det” siger hun fornærmet, og hæver et øjenbryn. Jeg kigger overrasket på hende, og studer hendes ansigtstræk. Hendes pande er let rynket, efter det hævede øjnebryn. Hendes øjne har en lyssehazel farve, med små gule pletter. Hendes næse er en lillesmule spids. Hendes kindben er en lillesmule høje, og er let fremtydet. Hendes læber er fyldige, og har nogle smukke buer. Jeg konkluder alt i alt, at hun har et smukt ansigt.

”ikke noget” svare jeg hende simpelt. ”hvorfor?” tilføjer jeg lidt efter. ”nårh, simpel hen fordi jeg ser et andet levende væsen, som har et fortabt blik i øjne, som jeg føler medlidenhed for og har lyst til at hjælpe, og så bliver man behandlet som skidt?” spørg hun og hæver igen øjenbrynet. Jeg kigger uforstående på hende. Jeg tror faktisk godt jeg ved hvad hun mener, men den forkludrede sætning gør det lidt sværte at være hundred. ”bare fordi et fremmede menneske siger hej til dig, er det ikke ens betydet med at personen forlanger noget af dig” forklar hun, med et lidt mere mildt blik i øjne.

Jeg nikker på hovedet og kigger væk. Jeg har ikke en særlig stor lyst til at snakke lige nu, hvilket jeg prøver at give hende en hentydning om. Som hun tydeligvis ikke forstår. ”hvad laver du overhovedet her? Jeg mener, du ser ikke ud til at være skadet eller noget” siger hun og ligger sit hoved på hendes knyttede hånd, der hviler på hendes krydsede ben. Hendes blik rummer af interesse og nysgerrighed. ”Min ven kom til skade med sin hånd, og jeg kørte ham herhen” siger jeg, og kigger ligeud i luften, ”hvad laver du her?” forsætter jeg, og lader mit blik vandre over på hendes smukke øjne.

Hun kigger lidt på mig, som for at tjekke om jeg er værd at fortælle. ”jeg arbejder her, jeg har lige fået fri” fortæller hun med let sammenknibende øjne, og en lille sød rynke mellem øjenbryn. Mine øjne vandrer automatisk ned for at tjekke hendes tøj. Men som før har hun stadig almindeligt tøj på, hverken en kittel eller en sygeplejeres tøj. Min pande krøller sig automatisk sammen, og mine læber bliver let spidse. ”hvad arbejder du som?” spørg jeg, og tager min tørgrønne beanie på.

”jeg arbejder som ’the Hope’, som er en der bare går rundt og snakker eller lytter til dem der har brug for det. Personer som mig bliver ofte brugt til børn” siger hun og klør sig i panden. ”hør her, jeg vil gerne snakke med dig, men jeg skal vider, så her får du mit nummer” siger hun, og rækker mig et hvidt stykke papir. Der stod et nummer på 4 cifre og er ekstremt krøllet. Da jeg kigger op, er hun væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...