Fuglen uden stemme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2013
  • Status: Igang
Miriam er 15 år og stum. Hun har ikke altid været det, men under en ulykke, der resulterede i at begge hendes forældre måtte lade livet, blev hun så skræmt, at stemmen forsvandt. Men sindet køre stadig på højtryk. Tanker, følelser og ord svæver rundt i kroppen på Miriam, uden at hun har mulighed for at udtrykke det.
Hendes manglende stemme, skaber visse kommunikationsproblemer, og det kan være svært at møde nye mennesker.
Men stadig ikke helt umuligt...

8Likes
7Kommentarer
599Visninger
AA

4. Team Johanna

Min mandag starter ud med et øredøvende brag. Øjnene springer op, ved et adrenalinlignende kick, drømme nogle gange bærer med sig. Det var en bombe der sprang i min drøm.

Lyden er dog virkelig. Det får et nyt lyn afsløret og lyden af endnu et tordenskrald.

Det mest fantastiske man kan byde mig, på en mandag morgen. Min Madres har direkte kontakt til gulvet, og fingrene glider hen af de uopvarmede planker. 

Grå, trist lys fylder rummet med en kedelig stemning. Det var fint med en regnfuld søndag, som stod på lektier fra morgen til aften, men i dag kræver Al, skolen og resten af landet at jeg står op, bliver klogere for så en skønne dag at yde noget godt og relevant for samfundet.

Er det ikke sådan skat, hænger sammen?

Med ét dovent legemsdel af gangen, får jeg smidt mig selv op på fødderne og trasker ud i køkkenet.

Hele vejen der ud, banker jeg på væggene, og afventer svar fra Onkel Allan, men den eneste der svare er Tina, Als personlige rengøringsdame. "Åh, godmorgen søde skat. Din onkel er taget hen på det lokale museeum. Der har vidst været indbrud i nat."

Jeg nikker. Tina er et godt menneske. En rund, hyggelig kvinde med hjertet på det rette sted. Samtidig også en af de eneboer, der kunne mistænkes for at være i besiddelse af femten lodnekatte, hvor af mindst, tre går under kælenavnet Nullergøj. Men kærlig er hun.

"Miriam, jeg har bikset nogle pandekager sammen til dig. Jeg syntes det var lidt synd, hvis du stod op til et tomt hus, uden nogle som helst. Jeg smutter nemlig snart igen."

Ja, Tina er meget kærlig og omsorgsfuld.

"Og få så noget på de fusser, ellers risikere du at få en grum forkølelse!"

 

Alle klasselokaler har et præg af muggen fugt over sig. Hvor og hvad det stammer fra, er aldrig faldet mig ind, men klamt er det. Al sendte mig i almindelig folkeskole, i stedet for specialskoler, der egner sig for folk med mit handicap. 

Jeg har ikke altid været stum. Derfor støttede psykologen ham også i det. "Så får du en normal opvækst, og hvem ved, måske vender stemmen pludselig tilbage med tiden?"

"Hej, Miriam." Jeg nikker med hovedet mod den lige ankommet Sanne og smiler. Det er spild af tid, at skrive et enkelt "hej" ned på blokken.

"Hvad så, har du haft en god weekend?" Mit svar er: et træk med skuldrene, hænderne der vipper i et 'både og-tegn', for så at afslutte mimeringen med en finger rettet mod hende selv.

Hun forstod det.

"Tja, ikke sådan alverdens ting. Ingen overanstrengelser i hvertfald. Johanna holdte fest i lørdags, og det var egentlig det eneste jeg fortog mig den dag." Sanne udtaler sig, som var det en henkastning. Hun er normalt ikke festtypen, men når hun så har deltaget i en, skal det vides af alle og enhver. Det accepterer jeg. Når man er socialt ustabil, skal man huske at glæde sig over andres overvindelse af den sociale frygt, og Sanne har kun ret til at være stolt over sin bedrift.

"hmm. jeg var sammen med Morten i lørdags."

"Hyggeligt! Hvorfor kom I ikke over til Johanna. Det var vildt fedt."

"vi vidste det vist ikke." Man kommer også nemt til at skamme sig over sin asociale opførsel. 

Morten dumper slasket og uelegant ned ved siden af mig. Mandagsstemningen har vist også sat et tydeligt præg på ham.

"Godmorgen," mumler han døsig, og smider straks benene op på skødet af mig. Jeg sender ham et irriteret blik, men Morten lader benene ligge og svare med et uskyldigt smil. 

"Hey Morten." smiler Sanne. Hvorfor fik jeg ikke sådan et stort smil fra hende? "Godmorgen. Haft en god weekend?" Sanne laver et interessant ansigtsudtryk, ved at spærre øjnene op, og smile med mystisk lukket mund. "Wow, ja! Jeg har haft en mega fed weekend. Johanna holdte fest i lørdags. Hvad med dig?" Fik jeg fortalt hun ligner en gammel, gal tante med det udtryk?

"Nå, ja! Det er rigtigt. Mig og Miriam, havde også..." Jeg afbryder ham, ved at prikke hårdt til hans ben, og ryste skjult på hovedet. Han når ikke at færdiggøre sætningen, eller tolke mine små tegn, inden Johanna spankulerede ind i klassen, med den normale attitude, som hang i en tæt aura omkring hende. "Heeey Johanna!" smiler Sanne, og glemmer alt om Morten.

"Hej, det var fedt i lørdags, hva?"

"Jo! Det var pisse hyg..."

"Hey Morten," afbryder prinsesse perfekt, og sender ham et sukkersødt smil, der klær hende irriterende godt. Sanne står tilbage helt paf, over den spontane afbrydelse, men accepterer den så. Det var jo trods alt selveste Johanna der hilste venligt på hende. Morten kigger op, nikker og smiler. "Morgen," lød hans hilsen.

Selvtilfreds fortsætter Johanna længere ind i klassen, hvor en gruppe hvinende piger straks lukker op, for deres sociale rundkreds. Sanne følger efter, står lidt udenfor og prøver ligesom at falde ind, et sted hun ikke passer til.

Morten kigger undrende på mig. "Hvad er der sket med Sanne?"

Jeg snøfter som grin, og skriver i notesbogen: "Hun er en del af Team Johanna nu."

Han ryster på hovedet, og prøver at skjule et skævt smil. Morten ser også det sjove i situationen, med den nervøse, hoppende Sanne, der bare ikke bliver lukket ind i den tøsede slader-cirkel. Jeg sender Morten et af mine store smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...