Fuglen uden stemme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2013
  • Status: Igang
Miriam er 15 år og stum. Hun har ikke altid været det, men under en ulykke, der resulterede i at begge hendes forældre måtte lade livet, blev hun så skræmt, at stemmen forsvandt. Men sindet køre stadig på højtryk. Tanker, følelser og ord svæver rundt i kroppen på Miriam, uden at hun har mulighed for at udtrykke det.
Hendes manglende stemme, skaber visse kommunikationsproblemer, og det kan være svært at møde nye mennesker.
Men stadig ikke helt umuligt...

8Likes
7Kommentarer
590Visninger
AA

1. Papir og blyant

Solens sidste stråler falder ind gennem ruden. Rammer væggene, maler dem gyldne.

Hele rummet er oplyst af intet andet end det døende lys, og lige præcis på dette tidspunkt af dagen, ser værelset smukkest ud. Solen giver altid lige den sidste rest energi i sig, på de få minutter, der er tilbage inden mørket tager over. Jeg sætter tid af til den slags. 

Tid til at sidde der i den dybe og hvad der føles som endeløse stilhed. Dog ud over solsorterne, der formoder at synge så højt, at det kan høres bag lukkede ruder. De fløjter højest og mest om sommeren. 
Jeg sidder på madrassen. Badet i lys.

Den stille aftenro, har allerede overvældet mig, og jeg befinder mig i en tilstand hvor tanker og drømme svæver om kap rundt inde i bolden på mig. De leger, ler, fletter sig sammen og danser næsten rundt om hinanden i et forvirrende virvar af følelser.

Jeg ved ikke om andre oplever tankerne på samme måde. Det står desværre ikke i min magt at åbne folk op og se efter. Jeg tør ikke spørger dem, om de kender følelsen. Bare forestillingen om det, virker lettere morsom: at skulle skriver forklaringen ned på papir, stikke det op i fjæset på dem, og så se deres ansigt ændre udtryk, jo længere de når ind i spørgsmålet.

Jeg kan ikke snakke.

Jeg er stum.

Alt hvad jeg har at sige, bliver formuleret ned på min notesblok. Man vænner sig til det. Selvfølgelig har det nogle konsekvenser, men papir og blyant svare til den stemme jeg mangler.

Jeg letter mig fra madrassen og står stille et øjeblik. Værelset kender jeg ud og ind. 

Det er stort og firkantet og kunne næsten forveksles med et slotsrum. Støvpartikler svæver rundt i skæret fra solen, så snart jeg bare vifter med armen. Væggen der vender ud til, er beklædt med fire store vinduer og en glasdør. Glasdøren fører ud til altanen og det er ind af vinduerne, det gyldne lys strømmer igennem.

Ud for et af de vinduer står et skrivebord. Mit skrivebord. Jeg elsker det skrivebord. Vinduerne afslører en udsigt over hele skoven, og uanset om det regner, sner, himlen er grå eller blå, ser der flot ud. Derfor er det svært at rejse sig fra skrivebordet, når først man har plantet sig fast, for udsynet er så betagende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...