Fuglen uden stemme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2013
  • Status: Igang
Miriam er 15 år og stum. Hun har ikke altid været det, men under en ulykke, der resulterede i at begge hendes forældre måtte lade livet, blev hun så skræmt, at stemmen forsvandt. Men sindet køre stadig på højtryk. Tanker, følelser og ord svæver rundt i kroppen på Miriam, uden at hun har mulighed for at udtrykke det.
Hendes manglende stemme, skaber visse kommunikationsproblemer, og det kan være svært at møde nye mennesker.
Men stadig ikke helt umuligt...

8Likes
7Kommentarer
639Visninger
AA

2. Onkel Allan

Onkel Allan sidder i stuen. De tøffelbeklædte fødder, er smidt op på en puf med samme farve som lænestolen, der næsten har spist ham, så blød den er. 

Her fra ligner Allan noget snuppet ud fra en Sherlock Holmes bog, eller den præcise og bestemte englænder fra Jorden rundt i 80 dage.

 

En pibe i mundvigen, iført silkekåbe af grønne skotske tern. Så kender man Onkel Al bedst. En side i avisen bliver vendt. Jeg banker på dørkarmen, og uden at fjerne blikket fra artiklen mumler han: "Hvad så, Miriam?"
Jeg skriffler noget ned. Allan vender sig. "Hvad læser du om?" 

"Det sædvanlige, du ved: Global opvarmning, Krigen i Afghanistan og noget med en teaterforestilling, de snart viser. Det kunne være den var værd at se?" Han ser spørgende på mig, og jeg nikker til svar. 

"Ved du hvad, Miriam? Vi ender med at slå os selv ihjel. Krig og klimaforandringer. Et tryk på en knap, og USA kan starte en atomkrig, der udsletter os alle."
Jeg skriver igen: "Hvorfor bliver du ikke præsident?"

Al bryder ud i et kort muntert grin. "Ha, jo. Der er noget om snakken. Sig til når du finder ansøgnings-skemaet, så skal jeg nok udfylde det." Jeg smiler til ham, og sætter mig hen i sofaen, der står ved siden af.

"Keder du dig?" spørger han. Jeg nikker. Al tænker sig om et øjeblik. "Skriv et ansøgningsskema til dem der vil søge stillingen som De forenede staters præsident. Forestil dig hvad de spøgrsmål skal være."

Jeg ser spørgende på ham. Han må være gået helt fra forstanden.

"Det er kun sundt med nogle udfordringer engang imellem, Miriam!" 

Idéen i sig selv, virker lettere åndssvag, men Onkel Al plejer at vide hvad han snakker om. Det er i det øjeblik jeg får skrevet: "1. spørgsmål," at dørklokken runger hele huset, med dens -efter min mening- dystre tone. 

"Det er altid spændene med gæster," og så møver han sig ud af den bamsebløde lænestol.

Jeg kunne have fortalt ham på forhånd, at gæsten var til mig.

"Åh, det burde jeg have sagt mig selv. Kom indenfor Morten." Allan kommer tilbage i stuen og sætter sig. "Næste gang åbner du selv døren, så jeg ikke skal forlade min avis." Jeg trækker på skuldrene og forsvinder ud til Morten.

"Du er hjemme senest klokken to! Skriv en besked hvis noget sker, eller få Morten til at ringe." Min hånd banker hårdt to gange på væggen. Det er efterhånden blevet vores tegn for "Forstået!"

Jeg har boet med Onkel Allan de sidste ti år. Han er hverken gift, og ejer kun det her store hus, der mest af alt minder om et mindre slot. Der er kun os to, plus en dame der kommer og rydder op, da Al selv er for doven til det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...