Fuglen uden stemme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2013
  • Status: Igang
Miriam er 15 år og stum. Hun har ikke altid været det, men under en ulykke, der resulterede i at begge hendes forældre måtte lade livet, blev hun så skræmt, at stemmen forsvandt. Men sindet køre stadig på højtryk. Tanker, følelser og ord svæver rundt i kroppen på Miriam, uden at hun har mulighed for at udtrykke det.
Hendes manglende stemme, skaber visse kommunikationsproblemer, og det kan være svært at møde nye mennesker.
Men stadig ikke helt umuligt...

8Likes
7Kommentarer
701Visninger
AA

3. Danskvand

Morten er min bedste ven. Rent ud sagt, mit et og alt.

Vi mødtes i børnehaven, før jeg mistede min stemme... Han har det der typiske film-knægtsudseende, som alle pigerne dåner efter. Jeg har aldrig været interesseret i ham, ud over det tætte bånd vi har sammen. Gyldent, stift hår, der sidder godt, uanset hvilken vind der leger med det, og et sæt blå øjne. De øjne er svære at abstrahere fra, hvis først man har set på dem.

Uanset hvilken pige der gaber efter hans udseende såvel som hans personlighed, vil han altid være min Morten. 

Jeg sidder bag på hans cykel. Bagagebærert er hårdt, og hver gang han køre over et bump, ømmer jeg mig i stilhed. Til tider niver jeg ham i siden, for at få udtrykt den smerte det volde mig. Så plejer han at grine og minder mig om, at jeg bare kunne have taget min egen cykel.

Men jeg kan bedst lide det på denne måde. Ham og jeg der køre i sommersolens sidste stråler. Ingen bekymringer, ingen masker og intet skuespil. Alt er ægte og præcis som det skal være til evig tid.

"Jeg skal fortælle dig lidt om nogle nye tablets, min fætter er begyndt at udvikle. Den er vidst mere brugervenlig end din gamle notesbog." Jeg fnyser ham i øret. Der er ikke noget i vejen med min notesbog.

"De er lidt billigere end appels Ipads, og jeg kan helt sikkert skaffe dig ekstra rabat. Du ved, familiegoder, og sådan noget!" Morten råber igennem vinden, der suser om ørene på os. Det går ned ad bakke, og mit hår blafre i vinden, som et stormpisket hav. Sådan føles det i hvertfald.

Morten holder ind til siden. Vi er i parken. under et kæmpe bøgetræ, står en bænk. Vores bænk. Ligesom mit værelse, rammer solen bænken, inden den går ned.

Morten åbner sin taske, og rækker mig en danskvand, efterfulgt af en kold pilsner, til ham selv. En af dem på glasflaske. "Du ved, der er mere charme over glasflasker, end de der dåser."

Jeg plejer at kalde ham gammeldags, når han sidder der med sin pilsner, men det er jo smag og behag.

"Jeg har aldrig brudt mig om øl," skriver jeg ned, på den medbragte blok.

"Ha, skal vi væde med at din indstilling er anderledes om et par år."

"Sikkert, men lige nu og her, har jeg ikke noget behov for andet."

"Nånå, men det var denne der tablet jeg kom fra. Min fætter, Thomas, arbejder for..." Jeg lægger en hånd på hans skød, som tegn til at holde inde, og skriver: "Glem det! Al har allerede sagt nej til den første."

Onkel Allan har af en eller anden grund, altid været modstander af tablets, og mobiler med touch-skærm, der ville gøre mit handicap meget lettere. Også utallige af tegnesprogsskoler, har han afslået, selvom skolerne var gratisse.

"Han er også bare så gammeldags," sukker Morten. Jeg slår ham fornærmet på låret. Onkel Al har givet mig så meget andet. "Siger ham, der drikker sin vanlige kolde pilsner i parken, og snupper en morfor i ny og næ." Jeg smaskede blokken direkte op i ansigtet på ham, og fnyste ud af næsen, som selv folk med stemmer gør, når de griner.

Jeg åbner min danskvand med mild brus, og falder til ro, under den blide, boblende lyd dåsen afgiver, når man åbner den.

"Du er så sjov, var Miriam? Nå, men nu når du allerede har stemplet mig for irriterende resten af aftnen, kan jeg hilse og sige, at der er fest hos Johanna, hvis det var noget. Jeg blev inviteret, men afslog på grund af dig." 

Av Morten. Der ramte du et ømt punkt.

Lettere koldt, tager jeg blokken fra ham igen, og skriver med udtryksløs mine: "Jeg har aldrig tvunget dig til at blive her, men hvis du føler for at skride, så skal jeg da ikke stå i vejen som den asociale taber, jeg er." En af de længere sætninger. Jeg sætter mig op på ryglænet af bænken, så fødderne er placeret ved Mortens lår. Morten studerer sætningen, og sukker så alligevel: "Undskyld, Miriam. Det var ikke sådan ment, og," han rykker op ved siden af mig. "du er ikke nogen asocial taber." Han ser prøvende på mig. Jeg smiler skævt tilbage. "Asocial til tider, men en taber har du aldrig været." Jeg dasker venligt til ham, og tager den første slurk af min danskvand. Den kilder friskt på tungen.

"Johanna ser ned på mig. Det har hun altid gjort."

"Johanna føler sig bedre en alle andre. Det er ikke til at ændre på, men hvis man først lærer hende at kende, så er hun ikke så slem."

"Årh Hold nu op, Morten. Hun værdier mig ikke engang et blik, mens hun rå-flirter med dig."

"Vi rå-flirter sgu da ikke med hinanden!" protesterer Morten, men en undertone i hans stemme, afslører noget andet. Jeg sender ham, et af mine mistroiske blikke. Han ryster på hovedet, og laver en underlig sammentrukket grimasse, der får mig til at komme det tætteste på en latter: luft ud gennem næsen.

Så længe jeg ikke mister min Morten, er jeg ligeglad med hvad Johanna gør ved ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...